ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSE – Anmelder Christine Lind Ditlevsen gik til koncert med The Smile med blandede følelser. Og kom ud på den anden side med nye erkendelser.
Hvis man ser på Radioheads musikalske udvikling de seneste tyve år, er den kun gået én vej – og det er mod det mere elektroniske, dekonstruerede og eksperimenterende. Det Radiohead mange af os forelskede os i i 90’erne via udgivelserne Pablo Honey, The Bends og OK Computer, forsvandt allerede delvis med Kid A (2000), men vores kærlighed til bandet var stor, og lyden var stadig god, Thom Yorkes stemme stadig uforlignelig, numrene inspirerende.
I 2001 kom Amnesiac så, det var her overtegnede stod af. Jeg vil ikke kalde mig selv for traditionalist når man ser på mine musikpræferencer, jeg har da hørt min del Kraftwerk Portishead, og Jenny Hval. Men jeg er ikke så god til ren konceptmusik, for jeg er simpelthen slave af den gode gamle kombination af guitar, bas og trommer. Gerne med klaver, og meget gerne med indtil flere af instrumenterne erstattet af elektronisk gear, bare man ikke splitter grundideen om samspil og harmoni ad.
Det er jo ikke så godt for mit forhold til The Smile, for det har netop de seneste tyve år været en del af Yorkes projekt at dekonstruere og genskrive rockmusikken ved hjælp af elektronikken, og han har dertil aldrig været bange for disharmoni.
Men lad os komme til sagen, for måske ruster gammel kærlighed ikke.
En regulær Thom Yorke-kult
Da Thom Yorke kommer på scenen, dyrkes han som en gud, folk bøjer sig i støvet og jubler og skriger – det er ham publikum i alle aldre er kommet for at se. Yorke er blevet gammel, siden jeg sidst prøvede min kærlighed til Radiohead af (Northside 2017); han har jo aldrig haft det nemt, og nu har prøvelserne sat sig solidt i hans ansigt. Han optræder dog ret udadvendt og skifter virtuost mellem den ene guitar og bas efter den anden.
The Smile har indtil videre lavet ét album – A Light For Attracting Attention – og det er derfor numrene fra dén, vi oplever under koncerten. Mange af albummets numre er, som Radioheads udgivelser i dette årtusinde, et opgør med det traditionelle rocklydbillede.
The Smile lægger ud med fire hårdtslående numre med tromme og bas i front, og i liveudgaven bliver numrene meget rockede at høre på. Mere rocket end man normalt kender Thom Yorke, med fuld smadder på den maskuline energi. Jeg synes, det bliver for meget og kommer til at savne Yorkes lyriske og følsomme side. Jeg er selv glad for rock med masser af tamp på trommer, guitar og bas, men uden det harmoniske narrativ at tampe henover bliver det hurtigt bare støj.
Skammen slår lykken ned
Så bliver Yorke rakt sin akustiske guitar, og med nummeret Free In The Knowledge vinder koncerten mig fuldstændig. Store smukke klangflader af violin og klaver skyder ud fra Prophet 5-synthezieren og Yorkes stemme spreder sig overalt i teltet som solidt lys.
Basgangen findes, det lille lydspil findes. Nummeret er skrevet på ren angst
Sangen går direkte over i begyndelsen på en depression – A hairdryer – hvis første linje er ”Shame on you.” Yorke lister en række fine registreringer op, der umiddelbart lyder som lykke, men tilføjer sætninger der med det samme slår lykken ned, og lydbilledet er uharmonisk og skælvende. Skam dig, tænk, at du troede, du kunne slippe:
”Flying south (sitting on his hands)/ For the sun/ In a while (sitting on his hands)/ Crocodile/Shame on you (plotting his way down)/ Blue-eyed fox/ Slipping shroud (blaming everybody else)/ Way up loud/ Blowing horns (plotting his way down)/ Making holes/ Truly seen (blaming everybody else)/ Truly you/ Flying south (slipping shroud)/F or the sun/ In a while (way up loud)”
Anmelderen finder smilet
Nummeret går direkte over i Waving A White Flag, og jeg tror, det var kombinationen af enkelthed, skønhed og desperation, der fik mig til at tænke på Inger Christensen.
Basgangen findes, det lille lydspil findes.
Nummeret er skrevet på ren angst:
”Out of my sight// Couldn’t move a muscle/ Couldn’t get the breath in/ Couldn’t see the face when/ Didn’t wanna listen/ Couldn’t scratch your door down/ Couldn’t wave a white flag”
Yorkes stemme og guitarens smukke figur mødes i en perfekt enhed.
Thoms rædsel fortælles gennem flader, der glider ind og ud af hinanden, som dage uden mål. Jeg forstår pludselig, at jeg, hvis jeg forlader mine forventninger om tilgængelighed og vellyd og betragter Yorkes kompositioner som digte, kan overvældes og glædes over The Smiles måde at lave musik på. Yorke er ikke længere et rockikon, han er en karismatisk leder for alle, der lever med sjælen udad.
Uanset om The Smile spiller lyrisk smertefulde flader, tungbasrock eller højhastighedsartpunk – som i You Will Never Work In Television Again – fungerer det for dem. De mestrer alt, hvad de sætter sig for og gør det med autenticitet og skønhed.
Afslutningsvis vil jeg nævne mit nye yndlingsnummer med The Smile, som jeg skal hjem at høre en del mere: Skrting On The Surface. Yorkes stemme og guitarens smukke figur mødes i en perfekt enhed.
Jeg nu blevet sikker på, at gammel kærlighed ruster, og når man har banket rusten af, finder man en skinnende ny lyd, som man tager med sig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
