MUSIK // ANMELDELSE – Med en programstruktur hemmeligholdt til sidste øjeblik inviterede András Schiff sit publikum med på en forunderlig rejse gennem 170 års klavermusik. Fra Bachs strenge orden til Brahms’ inderlige vemod blev koncerten en rigt sammensat fortælling, holdt i en klanglig balancegang mellem intimitet og intellekt. En aften i selskab med musikkens mestere – formidlet af en pianist, der både ærer noden og løfter ånden.
Som barn blev jeg på sommersøndage udstyret med en 1-krone og sendt ud på den ugentlige snoldetur til slikbutikken. Her kunne man efter lange og svære overvejelser sammensætte sine indkøb, så langt pengene nu rakte. Eller man kunne vælge en lykkepose af ukendt, blandet indhold. Udfaldet var som regel reelt det samme, da vareudbuddet på hylderne jo var det samme som det, der lå i de hemmelighedsfulde lykkeposer. Men for ikke at miste spændingen valgte jeg som regel selv hver anden søndag at gå efter mine egne frie valg, for den efterfølgende søndag at gå ombord i den tillukkede lykkepose. Så var spændingen ligesom bevaret intakt.
Schiff forener disse højdepunkter under én samlet koncertparaply og serverer dem med lige dele intimitet, klarhed og intelligens
Mesterpianisten András Schiff er her på sine senere år kendt for ligeledes at holde publikum hen i spænding og først beslutte sig for sine solokoncerters repertoire samme dag, som koncerten skal løbe af stablen.
At det næppe er tilfældigheder, der afgør hans valg, men snarere hans mesterlige overblik over den klassiske klaverlitteratur og, hvad der binder den sammen, kunne man forvisse sig om i aftes, hvor vi under overskriften En lykkepose med András Schiff blev budt på blandede bolsjer af ypperste rang. Sammenlagt rakte lykkeposen således fra 1722 og helt frem til 1893, hvilket i sig selv næsten burde udgøre lidt af en umulighed at få musikalsk knyttet sammen.
Men ikke for Schiffs hænder, idet netop hans kultiverede tilgang til klaverrepertoiret åbenbarer de mange usynlige tråde, som forbinder musikkens mestre, når de forenes og formidles af et musikalsk intellekt og en pianistisk følsomhed af krystalklar gennemsigtighed.
Fra Schiffs første stille og rolige entré på tribunen, hvor han ankommer med hænderne foldet foran sig som i bøn, føltes mest af alt som en religiøs andagt at være vidne til – og hvor hovedsagen er den hellige nodetekst, mens formidleren fremstår som en asketisk munk, der på én gang tror dybt på og formidler musikkens tekstlige budskaber i lige fuld ånd og materie.
Ét samlet og sammenhængende åndedrag
At anmelde en sådan koncert kan derfor let blive lidt af en udfordring, da den nærmest fordrer et overblik i form af ét samlet og sammenhængende åndedrag, der indbefatter samtlige Schiffs ytringer og budskaber gennem hans mere end to timers uafbrudte spil, kun opdelt af en enkelt kortere pause.
Med pianistens små indledende faktuelle introduktioner før hvert nummer kom vi på en musikalsk rejse, der indledtes af Bach som ”den største af alle komponister” (Schiffs egne ord) og efterfulgtes af de fire ”næststørste” (igen Schiffs ord): Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert.
Disse komponister blev til slut fulgt af Chopin og Brahms, der – om end de var holdt tilbage til ekstranumrene – lige så vel kunne have været del af koncertens hovedprogram. Grunden hertil er den strenge logik og fine forståelse af forbindelsesvejene, som binder disse Fabulous 7 toneskabere sammen til et organisk og naturligt udviklingsforløb, der strækker sig hen over næsten to århundreder og når frem til de ører, der i dag lytter med til såvel musikkens indre budskaber som Schiffs mesterlige pianistiske håndtering.
Fra Bachs C-dur-præludium fra 1722 med de parvise, gentagne akkordbrydninger og dets fugaudviklingsforløb kom vi i et spring godt halvtreds år frem i tid til Haydns ligeledes gentagne akkordbrydninger i dennes klaversonate fra 1778, hvoraf vi fik to langsomme satser. Disse omkranses ustandseligt af rokokoens mange forsiringer, hvilke Bach allerede selv egentlig havde foregrebet et halvt århundrede tidligere.
Hele den Beethoven’ske fabulerende klaverstil folder sig frit og fuldtonet ud gennem Schuberts mange perlerækker af modulerende toneforløb og overraskende tonale gearskift
Derfra udviklede koncertens programforløb sig naturligt til Mozart, som i sin Sonate nr. 14 (K 457 fra 1784) med de fire satser tidsmæssigt ligger umiddelbart før tilblivelsen af hans mesteropera Don Giovanni. Dette kunne man tydeligt fornemme i sonatens mange kromatiske, faldende tonerækker og dens talrige, frit fabulerende afsnit, der igen på sin egen måde nærmer sig et beethovensk reciterende udtryk, som glider naturligt hen til dennes Sonate nr. 17, med tilnavnet Stormen, komponeret i 1802.
Efter en kortere pause genoptog Schiff sin musikalske odyssé igen i et naturligt udviklingsforløb, hvilket Beethoven med sin sonate allerede mere end havde antydet – især med sin flydende finalesats, der nærmest bevæger os direkte ind i Schuberts klaverunivers.
I denne komponists næstsidste store Klaversonate nr. 18 i G-dur (D 894 fra 1826) foldes hele den Beethoven’ske fabulerende klaverstil sig frit og fuldtonet ud gennem Schuberts mange perlerækker af modulerende toneforløb og overraskende tonale gearskift.
Summa summarum: En musikalsk menu, der i sin tilsyneladende løse værksammensætning vitterlig afdækker en rejse, som de fem komponister hver for sig var ude på – og hvorunder de rækker videre ud til hver deres efterfølgere. På ret og vis er vi i dag derfor mere end privilegerede, når en pianist af Schiffs kaliber forener disse højdepunkter under én samlet koncertparaply og serverer dem med lige dele intimitet, klarhed og intelligens i et samlet kunstnerisk forløb.
Bedriften bliver ikke mindre af hans valg af de to ekstranumre, hvor yderligere to klaverkomponister fandt deres naturlige plads i Schiffs hele udviklingshistorie. Først med Chopins inderlige Mazurka op. 17 nr. 4 (fra 1833) og til slut Brahms’ ikke mindre intime Intermezzi op. 117, nr. 2 (fra 1893), der begge knyttede sig til fortællingen og samtidig fuldender den tonale verden, der efter Brahms’ død og efter århundredeskiftet gik ud ad helt andre veje.
Så jo – en aften i Tivoli, holdt fast af de bedste hænder i et mesterligt komponistselskab.
Hvad der måske kan undre mig lidt personligt, var den noget flade og robuste klang i midterlejet på Schiffs medbragte Bösendorfer-flygel, som netop er specialbygget til ham. Med hans tilbundsgående klaverspil kommer musikken i de midterste oktaver på dette instrument her rent klangmæssigt ofte til at lyde lige lovligt unuanceret, ligesom også de kobberomspundne basstrenge ofte får en lidt for rudimentær og abrupt klangvirkning, der ikke altid forener sig lige fint med instrumentets øvrige registre.
Men med et repertoire, der spænder så vidt i både tid og musikalsk stil, kan dette nok næppe fås anderledes – selvom jeg nu stadig vil foretrække Steinway-flyglernes mere afrundede klangfylde, specielt i dette righoldige repertoires bredde og dynamik.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og