ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSER – Du bliver vist den eneste, der kommer til at se Helmig sammen med min onkel og tante, sagde en tidligere kollega til POV’s Jan Eriksen. Sådan blev det ikke. Koncerten med Aarhus’ egen blå pop-Yoda blev noget af en folkefest. Først var han til koncert med den britiske soul-sanger Arlo Parks. Selvom det holdt hårdt.
En følelse – ikke en actionfilm
Lørdag eftermiddag gik jeg en tur forbi rapperen Sampa the Great, der, sit navn til trods, var placeret på den lille scene, Mantra. På et tidspunkt dedikerede hun en sang til sin lillesøster. ”Det er en sang om håb – om ikke at give op,” sagde hun.
En passende indgang til koncerten med Arlo Parks, som jeg havde glædet mig til, siden en kollega for et par år siden introducerede mig til hendes musik.
Arlo Parks gør sig i en genre, man kunne kalde britisk ny-soul, mark 3 eller 4, alt efter kriterierne. Ligesom med artister som Dexter, Lava la Rue og Celeste er Parks’ tekster stærkt personlige, for hendes vedkommende bl.a. præget af oplevelser med racisme under opvæksten, musikken et sted mellem R&B, hiphop, jazz og soul, som vor mor lavede det.
Det skulle dog hurtigt vise sig at være lidt af en Mission Impossible at lytte til Arlo Parks og det fire personer store orkester i Avalon-teltet.
Så ti dog stille
Du er sikkert træt af at læse om knævrende festivaldeltagere, men her kommer den en gang til for Arveprins Knud. Under de første numre var det om ikke umuligt, så svært at høre musikken – og decideret umuligt at høre Parks’ sang. Jeg fatter det stadig ikke. Hvorfor bruge en formue på en festivalbillet for at tilbringe tiden under koncerterne med at smalltalke og for den sags skyld bigtalke om alt og især intet?
Først omkring det ottende, tror jeg, nummer, “Eugene”, fik jeg møvet mig helt ind i det lydmæssige vakuum, hvor vi, der opholdt os der, blev omfavnet af musikken.
Pilen peger også på arrangørerne. Der bør være et sæt højtalere helt ude ved teltkanten i Avalon, ikke bare i siden af scenen.
Normalt er jeg forsigtig med ordet skandale – synes det skal bruges i de sammenhænge, hvor det er relevant, som f.eks. at der stadig findes en russisk præsident ved navn Putin, eller om den rige verdens udbytning af den såkaldte tredje verden. Men altså.
Først omkring det ottende, tror jeg, nummer, “Eugene”, fik jeg møvet mig helt ind i det lydmæssige vakuum, hvor vi, der opholdt sig der, blev omfavnet af musikken. Det er meget stærkt at se, Arlo Parks forløse sine sange, mens hun livskraftigt, duvende bevæger sig rundt på scenen. Der er både stor smerte og stolthed i stemmen.
I “Sophie” synger hun f.eks. “I’m still denying that I’m anxious as fuck / And I’m lacking in trust / And I think my art sucks (it sucks) / I look inside my head with disgust.”
Kolde ord, der matcher nedbørstristessen uden for teltet, og stadig er musikken varm som langsomt flydende musikalsk lava. I soulens upostulerede funky fløjlsklæder finder Arlo Parks’ sang et beroligende leje. Med en trommeslager, der nærmere små-jazzet masserer end slår på sine trommer, en groovy bassist og en rytmeguitarist, der nærmest slår cirkler med sine seks strenge – når der da ikke som i “Black Dog” er et break i musikken. Eller der som i ”Caroline” er et syng-med-omkvæd, der bryder flowet.
Jeg forstår godt, hvis nogen finder denne form for musik lidt ensformig. Der skulle gå næsten tre kvarter, før guitaristen flippede lidt ud, men der må man sige: Den form for musik er en følelse, en stemning, ikke en actionfilm. Det er musik, der ikke forlanger andet end indlevelse.
Det virker meget stærkt, når Arlo Parks synger sangen “Hope”, der betegner et vendepunkt i hendes historie. Og så er vi tilbage ved Sampa the Greats sang til sin søster.
Så meget, jeg nåede at få med, var dette øjeblik med Arlo et lille højdepunkt. Endnu en påmindelse om, hvad musik kan gøre for mennesker. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis det var blevet til en hel koncert?
Arlo Parks, Avalon
Fredag 01.07.22
Aarhus’ egen blåhårede pop-Yoda
På vej fra Arlo Parks til Orange Scene mødte jeg en gammel kollega ved mit foretrukne spisejoint, IloIlo – ingen kø, fremragende vegetarisk mad.
”Du og min onkel og tante bliver sikkert de eneste, der gider se Thomas Helmig,” sagde det sjove menneske. Helt ærligt troede jeg, at han havde en pointe. Hvad skulle en plus/minus 20-årig festivalgæst med en sanger, der første gang optrådte på Roskilde, da hans/hendes forældre købte deres første skulderpudejakke for konfirmationspengene.
Vist nogenlunde samme sæt som på Tinderbox og den store hjemstavnskoncert for nylig på Aarhus Stadion, der gav Helmig en, for det sted, sjælden hjemmesejr
Men da gjorde jeg og eks-kollegaen regning uden Aarhus egen blåhårede pop-Yoda.
Der var vel en 30-40.000 i Smatten, der gravidvist er begyndt at leve op til sit navn, og vi blev nærmest blæst omkuld, da Helmig åbenlyst i topform og band lagde ud med “Jeg tager imod”.
Tak for det
Så skarpt, højt og præcist fra begyndelsen, at der måske har været noget præindspillet lyd på – måske også på forsangerens vokal. Altså oven på den reale lyd fra Helmig og hans band. I hvert fald til en begyndelse. Måske var lydanlægget gennemprøvet og indstillet på forhånd. Under alle omstændigheder fristes jeg til at skrive: Tak for det.
Det lød ja, vildt godt, og folkefesten, der åbenbart havde luret i hjørnerne inden koncerten, brød for alvor ud i ”Det er mig, der står herude og banker på” – og fortsatte gennem klassikere som ”Jeg tager imod”, ”Dybt inde i mit hjerte”, ”Giv mig din mund”, ”Malaga”, selvfølgelig, og ”Nu hvor du har brændt mig af”. Vist nogenlunde samme sæt som på Tinderbox og den store hjemstavnskoncert for nylig på Aarhus Stadion, der gav Helmig en, for det sted, sjælden hjemmesejr.
Som andre på de sociale medier har jeg op til Roskildes 50-års fest spurgt mig selv: Hvorfor lige Helmig som det danske hovednavn med tråden tilbage til starten? Det kunne have været Sort Sol, Lars H.U.G, TV-2, D-A-D, Anne Linnet, Sanne Salomonsen, der lige for øjeblikket har succes med Electric Guitars, eller for den sags skyld Gnags, der har optrådt et hav af gange på Orange Scene. Man kan sige, at Gnags på en måde havde sendt Mads Michelsen, der lige nu er med i Helmigs liveband på percussion.
Efter koncerten med Helmig er den diskussion lidt ligegyldig. Måske handler det om det, som Helmig kan og altid har kunnet, POP. Som tidligere skrevet er pop en central del af Roskilde Festivalens profil i dag.
Jeg har i øvrigt endnu ikke helt forstået, hvad det er, der gør popmusik mere woke end så meget andet, ud over at det ikke er rock, som jo er håbløst reaktionært og gammeldags, men det er heldigvis ikke for sent at lære.
Der vil altid være numre, man savner – f.eks. min all time favorite, ”Støvregn”, ville som det fremgår af billedet have været passende. Numre som ”Treat Me Right” og ”Vi er de eneste” forstår jeg til gengæld ikke, hvad gør her.
Længslen og smerten går tabt
Ligesom jeg kan savne det mere rockede udtryk, Helmig dyrkede tidligere, blandt andet med Per Møller på guitar. Det er underligt at høre ”Dybt inde i mit hjerte” uden fornemmelsen af Palle Torps fede guitar i ørerne. Man kan sige, at længslen og smerten i Helmigs tekster går tabt i liveudtrykket, der, som det er lige nu, er rimelig hårdt, funky, meget dance-agtigt, med vægt på keys og rytmen – med to af Helmig-generationens bedste trommeslagere i bunden.
Måske ligefrem inspireret af den retro electro/disco-tendens, som fredagens hovednavn Dua Lipa gav et løft med sit ekstremt populære Future Nostalgia album. Man kunne kalde det den folkelige danske version af den lyd, Shu-Bi-Dua-Lipa. (Sorry).
Det er vist ikke så tit, Claes Anthonsen modtager hæder i anmeldelser. Måske skygger hans daytime job i Vild med dans og Toppen af Poppen og diverse firmaarrangementer med Antonelli Orchestra
Det er vist ikke så tit, Claes Anthonsen modtager hæder i anmeldelser. Måske skygger hans daytime job i Vild med dans og Toppen af Poppen og diverse firmaarrangementer med Anthonelli Orchestra. Men hvor er den mand en fremragende, lydhør trommeslager med sit helt eget personlige swing.
Helmig havde flere gæster med på scenen, Benjamin Hav, som han for nylig har udsendt ”Hvidt flag” sammen med, og Lord Siva. Bedst fungerede gæsten Ida Nielsen, der engang stod på Orange som en del af Princes band 3rd Eye Girl. Det gav god mening, hun matchede som den fantastiske bassist, hun jo er, det hårde, funky udtryk.
Thomas Helmig havde forberedt sig, han og hans band gjorde sig umage, og de skabte årets folkefest på Roskilde. Undervurdér aldrig en god popsang, der står derude i regnen og banker på.
Thomas Helmig, Orange Scene
Fredag 01.07.2022
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
