The Rolling Stones i stormform: 50 år med ‘Get Yer Ya Ya’s Out' • POV International

Thomas Vilhelm 05.09.2020

THE ROLLING STONES // JUBILÆUM – Et af rockhistoriens helt store album, Get Yer Ya Ya’s Out’! The Rolling Stones in Concert har 50 års jubilæum. Thomas Vilhelm hylder albummet, som han kalder, “en liveudgivelse fra absolut øverste hylde i genren præget af ungdommelig virilitet tilføjet blues- og rockmusikkens inderste kerne af urinstinkt og underliv”.

Den britiske kvintet er spillemæssigt suverænt kørende på livealbummet Get Yer Ya Ya’s Out! The Rolling Stones In Concert optaget under deres USA turné 1969, som kulminerende destruktivt med den famøse Altamont Free Concert 6. december samme år.

Stones går dog her til stålet med tyngde og punch struttende af testosteron og en indestængt viljestyrke, som gjaldt det livet forfulgt af djævelen og satan selv.

Den koncert førte til drab, konfrontation og et utal af dårlige trips. Alt det, 60’erne skulle stå for og langt hen ad vejen stod for, fik den værste tænkelige afslutning, før jule- og nytårsferie signalerede, at et nyt årti stod for døren. Get Yer… udkom den 4. september 1970 på Decca Records og har siden stået højt på en del lister over bedste koncertudgivelser – og ikke uden grund.

Albummet indfanger gruppens kollektive peak point, godt halvanden uge før totalkatastrofen i Altamont fandt sted som vist i dokumentarfilmen Gimme Shelter, der havde premiere i begyndelsen af december 1970.

Retur til dagens fødselar. Særligt guitarflanken med Keith Richards og Mick Taylor fungerer mere end blot effektivt på Get Yer…

Tunge riffs og heftige soli væves tæt ind i hinanden og skaber et skridsikkert fundament understøttet af Wymans og Watts’ no nonsens rytmesektion.

Fra åbningsakkorderne i Jumping Jack Flash hugges der til den med suggestiv kraft frem til de sidste energiudladninger i slutnummeret Street Fighting Man.

Lidt af en manddomsprøve og magtdemonstration, rullestensformationen får leveret her.

Nogle mener, at det ikke er lykkedes dem at toppe den sidenhen.

Det er jo i sagens natur en påstand præget af smag og behag. Men Stones går dog her til stålet med tyngde og punch struttende af testosteron og en indestængt viljestyrke, som gjaldt det livet forfulgt af djævelen og satan selv.

En art faustisk pagt indgået med mørke kræfter Standing at The Crossroads et skummelt sted i Mississippi. 1969 skulle iøvrigt før under og efter USA-turnéen vise sig at blive et overordentlig begivenhedsrigt år i bandets historie.

Brian Jones gik tiltagende i opløsning, tog stoffer og isolerede sig mere og mere. Ved sommertide blev det besluttet, at han måtte forlade Stones med en større pose penge som kompensation.

To dage efter Brian Jones’ selvmord forvandledes den planlagte kæmpekoncert i Hyde Park for flere hundrede tusind mennesker til en mindekoncert for Jones. Mick Jagger læste et digt af Shelley og slap sommerfugle løs

3. juli blev han, der havde været med til at grundlægge gruppen fundet druknet i sin swimmingpool, og den berygtede “klub 27” havde fået et af sine første celebre medlemmer.

Den unge, blonde Mick Taylor fra John Mayall & The Bluesbreakers valgtes som erstatning for Jones, og det kom Rolling Stones ikke til at fortryde. Taylors evner på den seksstrengede overtrumfede nær totalt, hvad de øvrige kunne byde ind med af musiktekniske færdigheder.

To dage efter Brian Jones’ selvmord forvandledes den planlagte kæmpekoncert i Hyde Park for flere hundrede tusind mennesker til en mindekoncert for Jones.

Mick Jagger læste et digt af Shelley og slap sommerfugle løs. Stones’ præstation er forglemmelig for ikke at sige på kanten til elendig. Man havde ikke spillet live i flere år fraset ved enkelte begivenheder, og der var behov for nogle måneders træning, før gruppen med Taylor i november kunne drage til de forenede stater.

Deres rundtur udviklede sig til en sand tour de force kulminerende med flere optrædener i Madison Square Garden den 27.-28. november. Get Yer Ya-Ya’s Out dokumenterede året efter, hvor fremragende. Rolling Stones performede de dage. Et kæmpe hurra og tillykke skal lyde til albummet, der passerer en skelsættende mærkedag med maner.

En liveudgivelse fra absolut øverste hylde i genren præget af ungdommelig virilitet tilføjet blues- og rockmusikkens inderste kerne af urinstinkt og underliv.

Sammenlign blot koncertudgaverne af Midnight Rambler, Live With Me og Sympathy For The Devil med studieversionerne fra Let It Bleed og Beggars Banquet – forskellen er nærmest balstyrisk og brutal. I ny og næ skal vi vel alle have vores Ya Ya’s Out.