KUNST // ANMELDELSE – En ny bog, François Flahault: Kunstneren som Skaber. Kulten omkring Levninger, er et radikalt opgør med ’samtidskunsten’ som et fænomen, der, for store deles vedkommende, snarere hører under religionshistorien end kunsthistorien. Erik Jerlung, der har oversat teksten, introducerer bogen og hylder Per Aage Brandt, der har skrevet forordet. Det blev desværre hans sidste udgivelse.
Da Marcel Duchamp i 1917 indleverede en pissekumme til en kunstudstilling i New York, vakte det sensation, selv om den slet ikke blev udstillet. Kun fotos eksisterer af den oprindelige kumme, angiveligt fundet hos en marskandiser.
Duchamps bidrag bestod i at lægge kummen ned og signere den med pseudonymet ”R. Mutt”. Han havde på det tidspunkt en lovende karriere bag sig som billedkunstner i tidens stilarter, kubisme og dadaisme. Men det var kummen, en ready-made, han for alvor blev berømt for.
I slipstrømmen fra tidens fascination og forargelse over spontane dada-happenings på kunstscenen blev den betragtet som et ’kunstværk’. Endda det vigtigste i det 20. århundrede, mente et flertal af kunstkritikere. Og det skønt kummen slet ikke er fremstillet af ham. Men selv hvis den var det, ville den vel højst kunne give ham status af en habil hobbykummestøber.
Til gengæld var dette vitterlige vanvid uden tvivl et genialt kunstpolitisk kummestøberi, en happening, der satte fokus på grænserne for, hvad der defineres som kunst og ikke.
De nærmest ikke-eksisterende værker opvejes af en gudlignende dyrkelse af kunstnerpersonligheden – der heller ikke er bleg for at dyrke sig selv. Og her skal slet ikke grines, kunstverdenen tager fænomenet dybt alvorligt
Den grundlagde en indflydelsesrig strømning i samtidskunsten, som filosoffen, socialantropologen François Flahault, betegner som ”kunstnere uden værker”.
Det skriver retningens tilhængere stolt under på. Duchamps egen formulering er: ”Jeg tror på kunstneren, kunsten er et blændværk”. Andre har sagt: ”Værket er intet, kunstneren er alt”.
Udsagnenes paradoksale ordvalg understreger den megalomane opvurdering af kunstnerskikkelsen: De nærmest ikke-eksisterende værker opvejes af en gudlignende dyrkelse af kunstnerpersonligheden – der heller ikke er bleg for at dyrke sig selv. Og her skal slet ikke grines, kunstverdenen tager fænomenet dybt alvorligt.
Romantikkens tilsvarende kunstnerdyrkelse, som er første association, holder ikke som sammenligning, for romantikerne skabte jo sublime værker, æstetisk og håndværksmæssigt. Værker, der sagtens kunne tale for sig selv.
En ejendommelig parallel: Middelalderens relikviekult
For at forstå hvad der er på færde, foreslår François Flahault en helt anden og overraskende parallel: Disse sider af samtidskunsten repræsenterer såmænd en regression til en traditionel religiøs adfærd, grundigt indøvet gennem århundreder af kirken i Middelalderens Europa som en del af vores kulturelle arv, nemlig helgenkulten og handelen med relikvier.
Ligesom i samtidskunsten iscenesattes her en absurd tilbedelse af rester og levninger, der i sig selv var betydningsløse, hvis det ikke var, fordi de var forbundet med den hellige person, henholdsvis helgenen og kunstneren, hvorfra de får deres værdi.
Også den rituelle indramning i både fysisk forstand (skrin, kirker, udstillinger, museer) og diskursiv forstand (krøniker, manifester, kataloger) underbygger Flahaults socialantropologiske opdagelse.
Det, der ikke selv kan tale, skal nødvendigvis italesættes af den talende klasse i kunstverdenen. Og det gør den hjertens gerne.
Nej, når du udstiller en pissekumme, slagter en hest, vælter en ellers upåagtet kongebuste i havnen, så er det altså ikke kunst, men det rene pjat
Denne del af samtidskunsten, der regredierer til tidligere tiders kultiske former, hører med andre ord slet ikke hjemme under kunstens og kunsthistoriens domæne – det er Flahaults skånselsløse pointe – men bør rettelig rubriceres og studeres antropologisk, sociologisk sammen med andre religiøse og ideologiske udtryksformer i vor tid.
Og gør man det, vil man bemærke, at den medfølgende jegdyrkelse – beslægtet med den yderste højrefløjs ultraliberale ideologi – udfolder sig i et rum, hvor der ingen voksne er til stede.
Kritikere, anmeldere, museumsfolk opfører sig som glade reformpædagoger, der opmuntrer barnets udskejelser uden forståelse for, at de er udtryk for en tryglen om at blive beskyttet mod sig selv, et ønske om grænser. Om at en repræsentant for Den store Anden siger: Nej, når du udstiller en pissekumme, slagter en hest, vælter en ellers upåagtet kongebuste i havnen, så er det altså ikke kunst, men det rene pjat.
Selv den givetvis retfærdige sag, som er bevæggrunden, trivialiseres og risikerer at udløse latter. Og når relikviekultens ikke-værker endda besynges i identitært nysprog, nærmer det sig det ubærlige. Se fx ’hvidbogen’ om busteaktionen, Hvidt støv (Public Square & Antipyrine, 2021).
Kunstens ontologiske og eksistentielle rolle
Flahaults afvisning af dele af samtidskunsten som kunst i nogen som helst ædruelig forstand kræver til gengæld, at han så har et bud på, hvad der karakteriserer egentlig kunst, fra hulemalerier til enhver form for moderne billedkunst. Og det har han selvfølgelig. Men hans svar er hverken kunsthistorisk eller traditionelt æstetisk:
Når samtidskunstens blindgyde er omvendingen af forholdet mellem kunstner og værk – så det sidste bliver ligegyldigt – må remediet være en restaurering af respekten for værkets ikonicitet (farver, formspil, legen), samt at dets indeksikalitet (dets signalfunktion som skilt for kunstneren) skæres ned til naturlig størrelse. For så vigtig er denne kunstner ikke, var endda i lange tider ukendt.
Værket fødes ikke af én, men af to – som Flahault siger
Derfor bruger Flahault meget plads på at insistere på selvoptagethedens modstykke: de gådefulde og magiske processer omkring det lille barns bliven til et menneske, idet det af forældrene betragtes som en person, længe før det faktisk er det. Der er tale om en gave for livet, der kommer udefra, fra den anden. Endda før det kommer til verden, er der skabt et rum for barnet, når det digtes ind i en familierelation fyldt med forventninger.
Gennem mere end hundrede år har Melanie Klein, Winnicott, holding- og tilknytnings-psykologien grundigt udforsket dette måske bedst belyste område i human- og socialvidenskaberne i vor tid. Transitionen, overgangen fra sprog- og bevidstløs krop, som er helt afhængig af plejepersonen, til en person med sprog, bevidsthed og selvbevidsthed foregår næsten umærkeligt i et sanseligt, relationelt rum, lystfyldt for såvel barn som forælder, og i tæt kropskontakt.
Når barnet er stort nok til selv at holde bogen, tegne på papiret, vidende at forælderen ikke er langt borte, kan denne verdens ting, personer og forestillinger inddrages i legen – som er selvforglemmende og selvudviklende på samme tid, alt imens barnets omverden vokser omkring det.
Denne nysgerrige udforskning er i sin kerne, hvad en kunstner gør og altid har gjort. Man kunne sige, at kunstværket, kunstoplevelsen genopfører, igen og igen (for kunstner og beskuer), menneskets relationelle tilblivelse.
Og vi gennemlever det hver gang.
Værket fødes ikke af én, men af to – som Flahault siger.
Flahaults opdagelse og dens betydning
I mere end 100 år har Duchamps joke og dens effekt på samtidskunsten blokeret for en sådan eksistentiel, relationel tilgang til kunst og endda ofte overskygget interessen for egentlig seriøs moderne kunst og dens hårdtarbejdende udøvere. Det er på tide med et opgør.
Et sådant opgør leveres i den nyligt udkomne bog, François Flahault: Kunstneren som Skaber. Kulten omkring Levninger. Et antropologisk blik på samtidskunsten, forlaget Antipyrine.
Hovedtemaerne har jeg kort skitseret ovenfor. Min gamle lærer og livslange inspirationskilde, Per Aage Brandt, fik idéen til bogen. Og som Flahault-kender og -oversætter blev jeg inddraget. Desværre skulle det blive Per Aages sidste udgivelse, for han døde pludseligt i november sidste år.
Til gengæld er det et brag af et farvel fra vores verdenskendte semiotiker og tænker. Han mente ganske enkelt, at Flahaults opdagelse ”indfører en ny dimension i forståelsen af nutidig kunst og sandsynligvis i forståelsen af kunst i det hele taget”, som han skriver i sit forord, ’Flahaults opdagelse og dens betydning’.
Bogens indsigter må nødvendigvis få kunst- og kulturpolitiske konsekvenser.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
