EU // ROMANUDDRAG – I forbindelse med POV’s store markering af 50-året for Danmarks indtræden i EF, sætter vi fokus på den prisbelønnede østrigske forfatter Robert Menasses store roman Hovedstaden. Bogen udkom på dansk i 2018, og vi bringer her et uddrag af romanen, som både er elegant satire og en velskrevet og topaktuel kommentar.
Dér løber en gris!
David de Vriend fik øje på den, da han åbnede et vindue i dagligstuen for at lade blikket glide ud over pladsen en sidste gang, før han endegyldigt forlod lejligheden. Han var ikke sentimentalt anlagt. Han havde boet her i tres år, i tres år havde han kigget ud på pladsen, og nu vinkede han farvel. Sådan var dét. Den bemærkning var blevet hans faste omkvæd, så hver gang han ville fortælle, forklare eller bekræfte noget, sagde han to eller tre sætninger og derefter: ”Sådan er dét.” Ordene var for ham den eneste dækkende sammenfatning af et bestemt øjeblik eller en bestemt epoke af ens liv. Flyttefolkene havde hentet den smule habengut, han ville have med sig til den nye adresse. Habengut – et sært ord, der imidlertid ikke betød noget for ham. Så kom mændene fra oprydningsfirmaet for at hente de resterende ting. Ikke bare det, der var søm- og nagelfast, men også søm og nagler, for mændene trak ud, skilte ad og bar væk, indtil lejligheden var ”fejet”, som man kalder det. De Vriend havde lavet en kop kaffe, mens komfuret endnu stod her med espressomaskinen ovenpå, han havde iagttaget mændene og været påpasselig med ikke at gå i vejen for dem, han havde stået længe med den kaffekop i hånden og til sidst lagt den i en affaldssæk. Så var mændene gået, og lejligheden tom. Fejet. Sådan var dét. Et sidste kig ud ad vinduet. Nedenfor var der intet, der ikke virkede bekendt, og nu skulle han flytte, fordi tiden var en anden – og da så han … jo, sørme jo: Nede på gaden løb der en gris! Her midt i Bruxelles, i Sainte-Catherine. Den måtte være kommet fra Rue de la Braie og løb nu hen langs byggehegnet foran huset. De Vriend lænede sig ud ad vinduet og så grisen løbe til højre ned ad Rue du Vieux Marché aux Grain, uden om fodgængere og næsten lige ud foran en taxa.
Kai-Uwe Frigge blev slynget fremad på grund af den hårde opbremsning og faldt derefter tilbage i sædet. Han skar ansigt. Han kom for sent. Han var stresset. Hvad skulle dét nu forestille? I virkeligheden var han ikke spor sent på den, men han foretrak at komme mindst ti minutter før den aftalte tid, navnlig på regnvejrsdage, for at tørre sit våde hår og de duggede briller, før den anden, som han havde en aftale med, dukkede op …
– En gris! Så De dét, monsieur? råbte taxachaufføren. Den løb lige ud foran bilen! Han lænede sig langt frem over rattet. Dér! Dér! Kan De se den?
Nu fik Kai-Uwe Frigge øje på dyret. Han gned ruden med bagsiden af hånden, grisen løb sidelæns, dyrets våde krop skinnede lyserødt og beskidt i gadelygternes skær.
– Så er vi der, monsieur! Jeg kan ikke køre tættere på. Nej, nu har jeg aldrig! Bilen var nær blevet ramt af en gris! Svineheldigt, som man siger!
Fenia Xenopoulou sad på restaurant Menelas ved forreste bord klos op ad det store vindue med udsigt over pladsen. Hun ærgrede sig over at være kommet for tidligt. Det virkede ikke tilstrækkelig overlegent, at hun allerede sad og ventede, når han kom. Hun var nervøs. Hun havde frygtet, at der var trafikpropper på grund af regnen, hun havde sat alt for meget tid af til transport. Nu var hun i gang med sit andet glas Ouzo. Tjeneren svirrede om hende som en gal hveps. Hun nedstirrede glasset og formanede sig selv om ikke at røre det. Tjeneren kom med en karaffel frisk vand. Derefter serverede han også en lille tallerken oliven og sagde: Et svin!
– Hvabehar? Fenia løftede hovedet og så, at tjeneren gloede tryllebundet ud på pladsen, og nu fik hun også selv øje på det: En gris kom løbende hen imod restauranten i en latterlig galop, de små korte ben piskede frem og tilbage under den tunge, buttede krop. Hun troede først, det var en hund, ét af de frastødende bæster, der blev opfedet af gamle enker, men nej: Det var en gris! Som taget ud af en billedbog, hun så trynen og ørerne som streger, omrids, sådan tegner man en gris for små børn, men denne her var som taget ud af en spøgelseshistorie. Det var ikke et vildsvin, det var et beskidt, men lyserødt tamsvin, som havde noget afsindigt, noget truende over sig. Regnen løb ned ad ruden, og Fenia Xenopoulou fik kun et sløret syn af grisen, der pludselig standsede op foran et par fodgængere, strakte benene, gled, væltede om på siden, faldt, kom på benene igen og galopperede tilbage, denne gang mod Hotel Atlas. I samme øjeblik forlod Ryszard Oswiecki hotellet. Allerede da han var trådt ud af elevatoren, og mens han gik igennem foyeren, havde han trukket hætten over hovedet. Nu gik han ud i regnen, hastigt, men ikke for hurtigt, han skulle nødig vække opsigt. Regnen kom som kaldet: I dét vejr var det helt normalt og ikke videre påfaldende at trække hætten over hovedet og gå med raske skridt. Ingen skulle senere kunne bevidne, at han havde set en mand flygte, omtrent på dén og dén alder, omtrent så høj, og farven på jakken – ja, den havde han selvfølgelig også bidt mærke i … I en fart drejede han til højre, men da hørte han ophidsede råb, et skrig og et underligt skingert, stakåndet hvin. Han standsede op et kort øjeblik og kiggede sig over skulderen. Da så han grisen. Han troede ikke sine egne øjne. Der stod en gris mellem to af de smedejernspæle, der omgav hotellets forplads, grisen havde sænket hovedet som en tyr, der skal til at angribe. Der var noget latterligt, men også noget truende over den. Det var ham en gåde: Hvor kom grisen fra, hvorfor stod den dér? Ryszard Oswiecki fik indtryk af, at alt liv på pladsen, i det mindste den del han havde udsyn til, var gået i stå og frosset fast, dyrets små øjne reflekterede de glitrende neonlys på hotellets front – da begyndte Ryszard Oswiecki at løbe! Han løb til højre, kiggede sig over skulderen en enkelt gang, grisen løftede hovedet med et ryk, trippede et par skridt baglæns, vendte om og spænede tværs over pladsen, ind mellem rækken af træer foran det flamske kulturcentrum De Markten. Fodgængerne, der overværede optrinnet, så kun grisen, ikke manden med hætten – og da var det, at Martin Susman fik øje på dyret. Han boede i nabohuset til Hotel Atlas og slog netop i samme øjeblik vinduet op for at lufte ud, men gjorde store øjne: Det lignede unægteligt en gris! Han havde netop gået og tænkt over livet og tilfældighedernes spil, der havde gjort, at han, et barn af østrigske bønder, nu var kommet til at bo og arbejde i Bruxelles. Han var i et lune, hvor alting forekom ham at være skørt og surrealistisk, men en gris, der løb frit omkring nede på pladsen, var alligevel et nummer for skørt, det måtte være hans fantasi, der spillede ham et puds, en projektion af hans erindringer! Han kiggede en gang til og kunne ikke længere se grisen.
Grisen løb hen mod Sainte-Catherine Kirke, tværs over Rue Sainte-Catherine, holdt mod venstre og veg uden om turisterne, der forlod kirken, grisen løb videre til Quai aux Briques, turisterne lo, de troede åbenbart, at det forvildede dyr på randen af en kollaps var et folkloristisk indslag, et pudsigt lokalt fænomen. Flere ville efterfølgende slå op i rejseguiden for at se, om der var en god forklaring. Er der ikke noget med, at man i Pamplona i Spanien driver tyre gennem byens gader på en bestemt festdag? Måske gør man det samme i Bruxelles, bare med grise? Når man oplever de mest utrolige ting på et sted, hvor man ikke regner med at forstå alt, så er livet nu ganske underholdende.
I samme øjeblik drejede Gouda Mustafa om hjørnet og var nær stødt ind i grisen. Nær? Havde den ikke rørt ham, strejfet hans ben? En gris? Gouda Mustafa sprang til side i panik, mistede balancen og faldt omkuld. Nu lå han i en vandpyt og trillede rundt, hvilket kun gjorde det hele endnu værre, ikke på grund af sølet, men fordi han havde rørt ved det urene dyr, hvis han da havde, han følte sig i hvert fald snavset.
Da så han en hånd, der blev rakt ud imod ham, han så en ældre mands ansigt, der var sørgmodigt, bekymret og vådt af regnen, den gamle mand så ud til at græde. Det var professor Alois Erhart. Gouda Mustafa forstod ikke, hvad den gamle sagde. Han forstod kun ordet ”okay”.
– Okay! Okay! sagde Gouda Mustafa.
Professor Erhart talte videre på engelsk, han sagde, at han også selv var faldet omkuld i dag, men han var så konfus, at han sagde ”failed” i stedet for ”fell”. Gouda Mustafa forstod ham ikke, men gentog: Okay!
Så kom de blå blink. Redningen. Politiet. Hele pladsen snurrede rundt, flakkede og dirrede i blinklyset. Redningskøretøjer susede hen imod Hotel Atlas med fuld udrykning. Himlen over Bruxelles gjorde sin pligt. Regnen faldt. Nu så det ud, som om det regnede med blå, glitrende dråber. Desuden kom der et kraftigt vindstød, som tog i flere af fodgængernes paraplyer og vendte vrangen ud på dem.
Gouda Mustafa greb professor Erharts fremstrakte hånd og kom på benene. Hans far havde advaret ham mod Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
