EU50 // ORDFØRERRUNDEN – At EU i dag omfatter 27 lande er et godt billede på, at det europæiske samarbejde er en attraktiv klub, skriver MF Kim Valentin, som er EU- og Europaordfører for Venstre. POV har bedt en række EU-ordførere om indlæg, som vi bringer i den kommende tid.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I år markerer vi 50-året for den folkeafstemning, som gjorde Danmark til medlem af EF – senere kendt som EU. I løbet af fem årtier er det europæiske samarbejde blevet en indgroet del af det danske folkestyre og dansk identitet. En ny undersøgelse viser, at 36 pct. af danske lovforslag har EU-retlige aspekter. Vi er både danskere og EU-borgere.
I dag er det helt naturligt for os, at der er høje fødevarestandarder, når vi handler i supermarkedet. At vi har to års garanti, når vi køber en ny computer. Og at vi kan rejse frit over landegrænser i det meste af Europa. Det er alle eksempler på EU-lovgivning, som danskerne nyder godt af mange gange om året.
Udvidelsen fra de første seks medlemmer af Kul- og Stålunionen i 1951 til i dag 27 lande er et godt billede på, at det europæiske samarbejde er en attraktiv klub.
Jeg ser EU som et helt unikt fællesskab af lande, der går forrest for en bedre verden – såvel i det lokale og regionale som i det globale perspektiv.
Heldigvis ser det ud til, at danskerne deler forestillingen om EU som dynamo for en grønnere, rigere, friere og tryggere verden. Opbakningen til EU er tårnhøj blandt danskerne. Det så vi også til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet på årets første sommerdag, hvor et stort flertal af danskerne stemte for at rykke sammen, når verden er usikker.
Det er svært at overvurdere betydningen af EU for Danmarks og danskernes velstand
De økonomiske kendsgerninger bør afvæbne selv den mindste EU-skepsis. Danmarks BNP er 140 mia. kr. større takket være vores medlemskab af EU. Det svarer til, at hver enkelt beskæftigede dansker har knap 50.000 kr. mere mellem hænderne hvert år. Det indre marked og en lang række handelsaftaler hjælper en lille åben økonomi som den danske med at handle smidigt og eksportere varer til gavn for både virksomhederne og Danmarks velstand. Det er svært at overvurdere betydningen af EU for Danmarks og danskernes velstand.
I Venstres øjne skal Europa fylde mere i verden – og Danmark fylde mere i Europa. Venstre ønsker et helhjertet dansk medlemskab af EU. Vi skal have begge hænder på rattet, så vi kan præge den retning, EU bevæger sig i. Derfor var det også en stor sejr for Venstre, at danskerne sagde farvel til forsvarsforbeholdet på årets første sommerdag. Det blev meget symbolsk på 50-året for Danmarks indmeldelse i det europæiske fællesskab, at danskerne genbekræftede abonnementet på det mest vellykkede mellemstatslige samarbejde, historien har set.
Vi skal løbende tilpasse EU-medlemskabet til tiden, ligesom vi gjorde ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Vi ved, at retsforbeholdet er en hæmsko for politiets arbejde med grænseoverskridende politiopgaver. Samtidig ved vi, at EU kan forvente at spille en større sikkerhedspolitisk rolle fremover. Det blev klart ved tilbagetrækningen fra Afghanistan, og det blev for alvor bekræftet, da Putins Rusland invaderede en suveræn stat i Europa den 24. februar i år.
Et stærkt EU reflekterer et stærkt Danmark
Putin har i mange år benyttet en aggressiv strategi over for Vesten, hvor den russiske dominans på Europas olie- og gasmarked har spillet en central rolle. Det mærker vi konsekvenserne af nu, hvor prisen på energi er historisk høj. Vi har ikke handlet tilstrækkeligt på de røde advarselslamper, der skulle gøre os fri af den klemme, Putin har os i på energiområdet.
Tilpasningen af EU indebærer også, at de europæiske grænser skal styrkes. EU skal gå forrest for at sikre, at flygtninge og migranter bliver hjulpet i nærområderne. På den måde undgår vi, at flygtninge og migranter tager den farlige tur over Middelhavet med hjælp fra menneskesmuglere. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan arbejde for, at flygtningene bliver hjulpet tilstrækkeligt i nærområderne. Det er vi også nødt til, hvis vi skal bevare sammenhængskraften inden for Europas grænser og i EU.
Grundfortællingen om EU er, at frihandel og samarbejde skaber udvikling og velstand. Det skal vi holde fast i. EU skal fortsat gå forrest for at sikre frihandel uden for Europas grænser.
EU skal blive ved med at tage ansvar for en friere, rigere, grønnere, sundere og mere demokratisk verden. Det gavner både de steder i verden, som EU engagerer sig i, men det gavner i høj grad også EU selv og dermed Danmark. Et stærkt EU reflekterer et stærkt Danmark.
Selv om der er forskellige opfattelser af, hvordan EU skal udvikle sig, mener jeg ikke, det kan diskuteres, at EU er en vindersag for danskerne. Sådan skal det blive ved med at være.
Tillykke til Danmark og danskerne med de første 50 år i det europæiske samarbejde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her