POV SPORT // MINDEORD – Andrew Jennings, der hudflettede først og fremmest IOC i bøgerne Ringenes Herrer og FIFA ditto igennem bøger og tv-udsendelser, døde lørdag, 78 år gammel.
En god gammel kollega gjorde mig opmærksom på, at direktøren for den internationale organisation, Play the Game, danske Jens Sejer Andersen, havde skrevet en lang nekrolog om Andrew Jennings.
Jeg anede ikke, at han var død, men det var så også for ganske nylig, for to dage siden, at den 78-årige englænder åndede ud efter kort tids sygdom. Andrew hvem, spørger du måske. Jamen, i virkeligheden kan man vel kalde Andrew Jennings for grundlæggeren af kritisk sportsjournalistik.
Som jeg nævnte for min gamle kollega, var han vel egentlig grunden til, at vi på et ukristeligt tidspunkt ved femtiden oder so et eller andet sted i 1999 i Frankrig stod og ventede på dopingkontrollanter foran et hotel, da præsidenten for den internationale cykelunion og nu afdøde, Hein Verbruggen, dukkede op for fange et fly hjemover, allerede inden Touren gik i gang. Det vinklede jeg i hvert fald på, den såkaldte kritiske dopingdagsorden.
Skandale-Touren
For det var naturligvis med det journalistiske opdrag hjemme fra Berlingske-sportschef, salig Steen Ankerdal, at den skulle have for fuld kritisk pedal i dækningen af Tour de France året efter skandale-Touren med Festina-fængslinger, og massøren Willy Voets bil var proppet med epo.
Faktisk tålte Steen Ankerdal lidt sammenligning med Andrew Jennings. Fuldstændig uden hæmninger eller social situationsfornemmelse på pressemøder, når han ville have folk ved et podie til at svare på kritiske spørgsmål. Lettere forvirret af væsen, karismatisk, venlig og faglig kompetent.
Han var sådan lidt sportsjournalistikkens svar på David Attenburough. Lidt lapset klædt som en anden storvildtjæger i jakkesættenes jetset-sportsverden
Men da Andrew Jennings i begyndelsen af 90’erne og op igennem 00’erne for alvor tog fat om de store organisationer, tålte det så ikke sammenligning med førnævnte Ankerdal, der holdt sin kritiske tilgang, og også begejstring, en kende mere lokalt. Andrew Jennings gik efter og rystede mastodonter som den internationale olympiske komite, IOC, og det internationale fodboldforbund, FIFA.
Han var sådan lidt sportsjournalistikkens svar på David Attenburough. Lidt lapset klædt som en anden storvildtjæger i jakkesættenes jetset-sportsverden. Han gik efter de tunge og dyre drenge. Og da det først lykkedes med gennembruddet i den første bogudgivelse i 1992, Ringenes Herrer, som han udgav sammen med kollegaen Vyv Simson, var det med et skælv, der rystede hele sportsverdenen.
Elefanten og musen
De to forfattere afslørede omfattende korruption, magtmisbrug og dubiøse relationer i OL-toppen, men en så kapitalstærk og verdensomfattende organisation i sportens verden har det med at ryste den slags irriterende mus af sig som en elefant.
Ikke at det fik musen til at holde inde. Andrew Jennings fortsatte ufortrødent sit kritiske arbejde, og op til legene i Atlanta i 1996 udgav han egenhændigt den svære 2’er, ”Ringenes Herrer – virkelighedens verden”, der ligesom cementerede, at der ikke var sket den store kulturforandring i den politiske og økonomiske del af OL-toppen.
Det satte dog gang i en vis reformvillighed, men først og fremmest ændrede Andrew Jennings første to bøger tilgangen til sportsjournalistik på medier verden over. At det var på tide at se lidt mere nuanceret på det perfekt vajende Dannebrog, som gode gamle Gunnar Nu notorisk sendte til vejrs på en dybblå, skyfri himmel. Flag kan også blive spraglede af slagregn og blæsevejr. Alt var ikke solskin og medløb i sportens verden, og det begyndte at vise sig i avisspalter og sportsudsendelser og dokumentarer.
Persona non grata
Andrew Jennings blev persona non grata til større sportsbegivenheder. Også siden hen på alverdens fodboldstadioner, da han havde vendt blikket fra olympiske lege til verdensforbundet FIFA. Som Jens Sejer Andersen anekdotisk nævner i sin nekrolog, stillede Jennings under et pressemøde i 2001 den daværende præsident Sepp Blatter et eneste spørgsmål:
”Herr Blatter, har du nogensinde taget imod bestikkelse”.
Ikke ment som en forventet indrømmelse fra den korrupte schweizer, men snarere som en invitation til andre i organisationen om at komme ud fra deres musehuller og fortælle lidt mere om, hvad der foregik i den magtfuldkomne organisation.
Andrew Jennings var trekvart ligeglad og fremturede med endnu to afslørende bøger om FIFA
Og de kom hen ad vejen, så Jennings nogle år senere kunne klæde det meste af FIFA af i bogen ”Foul – the secret world of FIFA: Bribes, vote-rigging and ticket scandals”. Og så var der ellers dømt fodbold hjemme foran skærmen, hvis det var det, han havde lyst til at se. Jennings kunne godt glemme alt om en akkreditering til noget som helst i FIFA-regi.
Men verdensorganisationen kunne forsøge nok så meget at holde Jennings ud i strakt juridisk arm med trusler om det ene og andet. Andrew Jennings var trekvart ligeglad og fremturede med endnu to afslørende bøger om FIFA.
En inspiration
Han producerede TV-udsendelser om selvsamme, holdt foredrag og modtog anerkendende priser. Holdt fast hele vejen, indtil han altså for to dage siden måtte give slip. Heldigvis har han inspireret andre til at tage tråden op, men i sportens milliardomsættende forretningsverden kan den være svære at holde stram.
Man skal være gjort af Andrew Jennings stof for at kunne opretholde den kritiske vinkel i moderne sportsjournalistik.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
