POV SPORT // ANALYSE – De danske fodboldherrer slog Frankrig 2-1 på udebane i åbningskampen i sin Nations League-gruppe. På to flotte mål af Andreas Cornelius.
Ikke at vi ligefrem er vant til ærefulde nederlag, men at slippe fra 80.000 franske tilskuere og 11 verdensstjerner på banen på Stade de France med et 1-0-nederlag ville trods alt være til den hæderlige side fra det danske herrelandshold i fodbold. Men sådan så spillerne og slet ikke træner Kasper Hjulmand på det. De ville have point. Helst alle tre.
Og sådan blev det, da super-sub’en Andreas Cornelius bragede to kasser ind bag den franske keeper, Hugo Lloris, i løbet af de sidste 20 minutter og vendte den franske 1-0-føring til en 2-1 sejr. Jamen, det var jo nærmest en EM-reprise i tiltro til egne evner, og ingen hold, måske udover Belgien, er for store at sende til tælling og endelig knockout.
Efter en respektabel første halvleg, hvor danskerne på trods af manglen på de sædvanlige defensive nøgleskikkelser i Simon Kjær og Andreas Christensen formåede de at holde de franske verdensmestre fra fadet, var der så heller ikke meget iceman-krudt i støvlerne hos forreste angriber i rødt og hvidt, Kasper Dolberg.
Favoritten til Ballon d’Or og nylig Champions League-vinder med Real Madrid, Karim Benzema, kunne da heller ikke holde støvlerne i ro ret længe i anden halvleg
Men alene at slippe ned under tribunen med 0-0 på tavlen til pause var en præstation i sig selv, hvis man ellers lige tog et hurtigt vue ned over det franske holdkort. Den farligste, udover darlingen Kylian Mbappé, og favoritten til Ballon d’Or og nylig Champions League-vinder med Real Madrid, Karim Benzema, kunne da heller ikke holde støvlesnuden i ro ret længe i anden halvleg, da han efter blot fem minutter tændte lys i mobilerne hele raden rundt på det smukke stadion i den grimme forstad til Paris.
1-0 på en fyldt fransk hjemmebane er svær at give igen på. Alligevel så Hjulmand sit snit til at ændre både taktik og kampbillede, da han havde fået tænkt sig om en håndfuld minutter og foretog en trippel-udskifting. Ind med Andreas Cornelius, Mikkel Damsgaard (snak om darling, der har været så meget modgang igennem siden sit fejende flotte EM sidste sommer) og Rasmus Nissen.
Samtidig fra 3-4-3 til 4-4-2, og danskerne overtog med tålmodighed midten og initiativet frem ad banen. Og da midtbanemotoren med franske aner, Pierre Emile Højbjerg, godt 20 minutter før tid lagde en sukkerbold ind mod en fremstormende Andreas “Corner” Cornelius, der flugtede bolden kontrolleret med indersiden ind til 1-1, lugtede danskerne mere end det.
Knald i Kante
Godt nok knaldede Kante et slangehug på stolpen, der røg i spil igen, men i den anden ende var danskerne lige gode om det efter fremragende opspil og Christian Eriksen nærmest umuligt brændte for noget nær tomt mål.
I den periode kunne det været blevet 2-1 til begge sider. Det blev det så til den ene, men først til allersidst i den ordinære spilletid, da den tyrkiske mester fra Trabzonspor og ditto topscorer i ligaen, besluttede sig for at trumfe flot med spektakulært.
Hårdt presset, og i den forkerte VAR-vinkel på kanten af offside, tog Andreas Cornelius turen ned mod Hugo Lloris’ mål, holdt sin modstander på behørig afstand, så han fra spids hold kunne hamre bolden i en nogle og 70 graders vinkel op i nettaget til dansk 2-1-føring. Og den holdt danskerne hjem.
De skal så møde franskmændene lige om lidt igen i returkampen i Nations League og i gruppespillet til VM i Qatar, og fik forvisset sig selv og vi andre om, at de kan slå de helt store nationer. Det har det knebet med bortset fra en udesejr over England i sidste Nations League-omgang.
20 år skulle der gå til endnu en sejr over Frankrig. Jeg sad selv i Seoul og så Sort Sol-løberen Rommedahl og Jon Inderside sende de dengang ditto forsvarende franske verdensmestre ud af VM i Japan og Sydkorea allerede i gruppespillet. Ved det seneste VM i Rusland spillede de 0-0 sådan lidt efter planen, fordi ingen rigtig skulle nyde noget, da begge hold var videre fra gruppespillet med uafgjort.
Nations League lige i øjet
Landsholdskalenderen er et sammensurium af en rodebutik i år, fordi VM bliver afviklet i Qatar fra november til december, som i øvrigt også har mudret klubterminerne, men man må lade UEFA, at opfindelsen af Nations League er en af de lyseste ideer og tiltag for landsholdsfodboldens fortsatte fodfæste over det ganske Europa.
Slut med alt for mange ligegyldige venskabs- eller testlandskampe, men nu i stedet med noget på spil efter en ganske logisk rangering. Danmark er af samme logiske årsag i det øverste A-lag i gruppe med Frankrig, Østrig og Kroatien. Danskerne rejser i lørdag til Wien, hvor de mandag skal møde Østrig, der overraskende slog Kroatien 3-0 i deres første indbyrdes kamp.
Dér hører Morten Bruun hjemme, mens Brian Laudrup er langt bedre i studiet, så han ikke i skyndingen undervejs på kommentatorpladsen skal sidde og kløjs i ”hans” og ”sin”.
Jamen, junifodboldfeber, der lugter lidt af både EM og grundlovsdagstraditioner i nationaldragten. Og noget af et comeback på landsdækkende TV2 en fredag aften. Den slags skæpper i seertalskassen og lysten til at se mere.
Heldigvis med en af mine yndlingsekspertkommentatorer tilbage på stadion. Dér hører Morten Bruun hjemme, mens Brian Laudrup er langt bedre i studiet, så han ikke i skyndingen undervejs på kommentatorpladsen skal sidde og kløjs i ”hans” og ”sin”.
På den konto skamrider Bruun kun én af mine personlige kæpheste. Måske han i selskab med håndboldredaktør, Dan Philipsen, derovre på Kvægtorvet, har konspireret og sammen rottet sig frem til, at det da hedder ”tabte 0-1.” En stående SoMe-diskussion.
Men man taber altså ikke 0-1. Det er en dobbelt negation. Så man vinder 1-0 eller taber 1-0. Basta. Bare spørg i Sprognævnet i to stædige rad. Eller i dette tilfælde stod der heldigvis 1-2 på måltavlen, for det må der godt.
Og selvom samme Philipsen sikkert begræder afskeden med sin håndboldslutrunde-førstemand, så er Thomas Kristensen en gennemsolid, velforberedt og altid samspillende fodboldkommentator. En ny dynamisk landsholdskommentatorduo, der holder hele vejen hen i nationalbanken…
Se resultater og stillinger i fodbold her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her