POV SPORT // INTERVIEW – Her dagen før en semifinale med dansk deltagelse ved VM i kvindehåndbold og halvanden måned før vinter-OL kunne man godt stille spørgsmålet til TV-, radio- og podcastvært eller samfunds-, sports- og spidsborgerrevser, Peter Falktoft: Hvad er egentlig størst – håndbold eller snowboarding. Den 36-årige århusianer er ikke et sekund i tvivl.
Overskriften kunne man i virkeligheden bruge på så mange ting, når TV-, radio-, og podcast-værten Peter Falktoft skifter gear til holdningstilstand. For han mener meget, hurtigt og i en talestrøm, han har tilegnet sig af egen drift igennem uddannelse og efterhånden mange år bag en mikrofon.
Det kunne være om klima, rygning, Inger Støjberg. Et meningsmaskingevær, som ofte plaffer alt uden synderlig omtanke omkring sig ned. Eller nej, omtanke, er det masser af. Nok mere, at han er ret ligeglad med, hvad andre mener. Han lytter, men hvis han selv er overbevist om det modsatte, så får den med motormunden.
Nu vi er ved gearskifte og motorer, så er der ingen af delene for alvor i spil, selvom dækkene larmer lidt fra det elektrificerede køretøj, han taler fra.
Jeg troede ellers du kørte i en stor, fed og sponsoreret Mercer?
”Det gjorde jeg faktisk for et par år siden. Nu kører jeg i en Tesla, som jeg har selv købt. Den kører af sig selv, så man har tid til at sidde og snakke med folk uden at miste fatningen.”
Og så tilbage til overskriften, der i denne ombæring først og fremmest er rettet mod mig. Eller min generation af sportsjournalister og mediebeslutningstagere, der køber sportsgrene ind til de store flow-flader, som ikke ligefrem svømmer over med hans foretrukne sportsgrene. Kun til festlige lejligheder – OL eksempelvis og på lidt smallere kanaler, X-Games.
Snowboarding, ski og skateboarding er den næstmest sete sportsevent efter Super Bowl. Altså, det trækker mange millioner seere og er en kæmpe, kæmpe forretning
Peter Falktoft bliver udover sit mangfoldige virke i så mange andre sammenhænge som oftest trukket af stalden til netop de begivenheder, fordi han ved noget om dem. Så vi er ikke ude i større politiske manifester rettet mod journalisters dækning af minkkommissioner eller rigsretssager. Vi taler om noget så jordnært eller til tider højtflyvende som snowboarding og andre idrætsgrene i segmentet.
Sådan lidt afstedkommet af min egen kamp med at tage bedømmelsesidrætsgrene ind. Tage dem alvorligt. Eller i sidste ende rigtig forstå dem. Det har vist, skal vi senere nå frem til, noget med generationer at gøre. Naturligt nok. Og Peter Falktoft er også selv gået så meget i generationsforskydning, at han er sat sportslig af på meget af det, der er kommet efter ham på tidslinjen.
På POV Sport har vi carte blanche til at nørde. Også med ting, vi ikke har forstand på, så længe, dem vi taler med, har det. Og det har Peter Falktoft. Jeg har i hvert fald ikke grund til at tro det modsatte, om end jeg i større sportsfilosofisk forstand også har indsigt nok til at give ham et vist modspil, men heller ikke meget mere.
Jeg vil jo helst have nogle mål, distance, noget målbart. Du kan jo både lide de traditionelle og de nye idrætsgrene?
Jo, jeg ser både fodbold og snowboarding. Jeg er generelt vild med det meste sport. Det er jo ikke modefænomener på skidelen. Nogle af disciplinerne har været med til OL i 20-24 år. Jeg havde fornøjelsen af at dække OL i Tokyo i sommer, hvor skateboarding langt om længe gjorde sit indtog på den olympiske scene. Jeg har måttet forklare mange journalister af din støbning, hvorfor skateboarding skulle være med til OL, og hvad det er for en størrelse.
Der er en meget stor diskrepans mellem, hvor mange etablerede journalister, så at sige ser de her sportsgrene kontra, hvor de er. Vi plejer at sige – at blive optaget på det olympiske program er for de her freestyle-sportsgrenes fundamentalister, hvad det sidste søm er i kisten for os normale mennesker.
Jeg synes, det er et udtryk for dårlig journalistik stadigvæk at prøve at fortælle historien om de her rebelske sportsgrene. De har snart tre årtier på bagen. X-Games, vinter og sommer, hvilket vil sige, snowboarding, ski og skateboarding er den næstmest sete sportsevent efter Super Bowl. (Den er svær at slå objektivt fast alt afhængig af, hvordan og hvad man måler, eller det kun gælder i USA, red) Altså, det trækker mange millioner seere og er en kæmpe, kæmpe forretning.
De eneste forskelle er, at de her sportsgrene, snowboarding og skateboarding, som jeg holder rigtig meget af, de er fra starten blevet håndteret 100 procent kommercielt ligesom alt andet sport bliver i dag. Det vil sige, at de ikke er vokset ud af et foreningsliv, fordi de var mere livsstile end sportsgrene, og også beror på et andet regelsæt end rigtig mange sportsgrene gør.”
Så at komme på OL-programmet er ikke blot en blåstempling men også lidt et dødskys?
Det, at de fra begyndelsen er blevet samlet op af kommercielle interesser, der kunne se et nybrud og et potentielt gigantisk marked, gør også, at de har været meget mere omstillingsparate. Den eneste ballade, der nogensinde har været i freestyle-miljøet – man kan også se det med fri klatring nu, altså bouldering – det er, når de bliver indlemmet i sådan noget som olympisk regi, altså i IOC (den internationale olympiske komite, red.).
Det trak bare et publikum, der normalt ikke plejer at se OL, hverken sommer eller vinter
IOC står jo historisk og nutidigt ikke for alt det, de her sportsgrene gør, nemlig rebelskhed og personligt udtryk. Forskellen på snowboarding og skateboarding er, at de altid har omfavnet det. Også den subjektive vurdering fra dommerside. At der er dommere, der nogle gange har den, og nogle gange ikke har den. Når man snakker om de her sportsgrene som værende nye eller noget som helst, så har man ikke fulgt med i tiden.
Hvis man tager snowboarding, der er mit fagområde, og som jeg første gang fik lov til at sætte ord på i dansk sammenhæng i 2010 til OL i Vancouver, da kunne jeg også godt se, at en stor del af verdens journalister og især dem herhjemmefra, de halsede efter og valfartede ud for at se det her med Shaun White (Amerikansk snow- og skateboarder. Tredobbelt olympisk mester og flest guldmedaljer ved vinter-X-games i halfpibe, red.), fordi interessen var enorm. Og at det bare trak et publikum, der normalt ikke plejer at se OL, hverken sommer eller vinter.
Det er det samme med skateboarding. Det er jo ikke fordi, IOC pludselig har forelsket sig i de her to sportsgrene. Det er fordi, deres seere snart er døde, og de har brug for nye kunder i butikken. Og det er skate- og snowboarding også grænseløst bevidste om. Der er i virkeligheden et forhold, hvor to parter udnytter hinanden. Skateboarderne og snowboarderne udnytter OL som udstillingsvindue til at få nogle flere sponsorer, fordi de i høj grad lever af selvfinansiering.
Hele den interne diskussion i miljøet om, hvorvidt man i det hele taget skal være med til OL, den vil aldrig dø. For snowboardernes side, Terje Håkonsen, som er snowboardernes Ingemar (Stenmark, red), han hader det den dag i dag. Han vender det blinde øje til som en forsmået ægtefælle.”
Hvorfor er du egentlig så passioneret i forhold til det – gammel skibums?
”Mit første job bestod i at stå og samle skateboards og snowboards nede i Surface i Latinerkvarteret i Aarhus, så jeg er flasket op på freestyle-sportsgrene. Og vi brugte den gode asfalt oppe på Psykiatrisk Hospitals parkeringsplads til at lære at lave kick flips på, og hver evig eneste gang muligheden bød sig, så tog vi på snowboard. Så jeg har brugt hele mit liv på det, indtil jeg godt kunne se, at det var på tide at få en uddannelse. Jeg er også blevet bedre til at snakke om det end at udføre tricksene selv.
Er det fordi, det aldrig er blevet en del af dansk foreningskultur, at vi traditionelle journalister har det svært med det?
Nu har jeg jo heldigvis haft fornøjelsen af at være udsendt med mange af jer gamle journalister, og jeg holder rigtig meget af jer alle sammen. Der er ikke noget, jeg elsker mere end at tilbringe tid under fjerne himmelstrøg med gode kolleger.
Men i forhold til de sportsgrene er der en manglende interesse i at følge med. Men de har altså for længst overhalet mange af de etablerede sportsgrene. Jeg kan huske, og det er ikke for at hænge den gode Dennis Ritter ud, men han fik det lidt utaknemmelige job i 2010, fordi alle til vinter-OL snakkede om Shaun White, og ingen snakkede om curling, som TV2 egentlig havde håbet på, at forklare hvad snowboarding var.
ESPN havde lavet en systematisk gennemgang med alle verdens førende eksperter og teknologi til at slå fast, hvilken sportsgren der rent faktisk var fysisk og mentalt mest krævende på hele vinter-OL-programmet, og det var med længder snowboarding på halfpibe-siden
Jeg husker det meget tydeligt, for sådan er det som fagperson, når man hører nogle uindviede udtale sig om ens hjerteblod: At snowboarding var noget med nogle unge mennesker, der hoppede højt op i luften og lidt tog armen under hovedet. Den udtalelse var et testamente til journalistisk formidling, der aldrig burde have set dagens lys.
Fair nok, sådan er det, fordi vi er så få, som vi er, når vi er afsted, og vi skal dække mange ting. Men udtalelsen kom samtidig med, at ESPN havde lavet en systematisk gennemgang med alle verdens førende eksperter og teknologi til at slå fast, hvilken sportsgren der rent faktisk var fysisk og mentalt mest krævende på hele vinter-OL-programmet, og det var med længder snowboarding på halfpibe-siden. Og der var nogle fine gennemregninger af reaktionstid, fysiske krav og teknisk formåen, hvor det altså slog alt fra Super-G til ishockey. Det er simpelthen den sværeste sportsgren, hvis du spørger de kloge hoveder.
Og jeg sad sådan, ”Sorry, det er eddermame, og det er slet ikke for at hænge Dennis ud, for han er en fantastisk journalist, men det er virkelig dårlig journalistik. Det er virkelig, virkelig dårlig journalistik. Det er bare de her sportsgrenes lod, selvom de har været her i 30 år, og jeg bliver stadigvæk ringet op af sådan nogle som dig for at få det forklaret. Det synes jeg er lidt dovent.
Tro mig, jeg har prøvet, og har også virkelig kæmpet og anstrengt mig for at prøve at se counter-strike?
”Ha, ha. Det må du ikke blande. Kurt, nu rykker vi alle sammen en skridt frem i bussen i takt med tiden, og jeg er fuldstændig ligesom Dennis og dig og alle de andre, når det handler om det her såkaldte E-sport. Jeg ved hat om det, og jeg har overhovedet ikke forsøgt at sætte mig ind i det. For os giver det ingen mening at sidde og høre på eksperterne i det. Det er en del af blive ældre, det er en generationsting.
Nu bliver det en helt filosofisk samtale, men jeg er jo det vidunderlige sted, hvor jeg endelig har prøvet at se en generation eller to komme frem under mig, og jeg forstår dem overhovedet ikke. Jeg forstår ikke den musik, de lytter til, jeg forstår ikke, at de gider at spille counter-strike om aftenen, det var noget man gjorde i skoletiden. For mit vedkommende, når man ikke gad at have oldtidskundskab i flere moduler på Aarhus Katedralskole. Jeg forstod det overhovedet ikke.”
Jeg troede egentlig, du var fortaler for den del, men de er jo så heller ikke kommet ind under Danmarks Idrætsforbund endnu, som de gerne vil?
”Jeg er fortaler for alle segmenter af ting, der mobiliserer og engagerer folk. Sådan har jeg det også opad. Jeg ved jo godt, at der er rigtig mange – min gode ven Brian Holm, han sidder jo sådan meget boomer-agtigt efter en lang cykeltur rundt om Amager Fælled: ”Jeg kan ikke have det E-sport, det kan de ikke kalde elitesport, det er ikke en sport, det er et spil.” Og jeg siger okay, men den har jeg i mange år haft opad, for jeg synes også, vi skal til aktivt at kigge på golf og på dart. Jeg gider ikke være højesteret for, hvornår noget er sport, og hvornår det er spil. Hvis folk dyrker sport og er glade, så er jeg fan.
Nu vil jeg ikke hænge nogle af dine gode kollegaer i sportens verden ud, men vi stod, det ved du også, at for et lille land som Danmark ved OL, der jagter man medaljechancer, og det vil uvægerligt afføde tidspunkter, hvor journalister, der ved en masse om håndbold, fodbold og badminton, det er sådan trekløveret for danske sportsjournalister, så de kommer let på udebane.
Jeg stod i fire dage sammen med hele det danske, olympiske pressekorps ude på dressurstadion i Tokyo og så Cathrine Dufour og de andre konkurrere, hvor det rent faktisk efter et par timer gik op for alle, at jeg nærmest var eksperten, fordi jeg har giftet mig ind i et rideimperium. Jeg kan jo godt høre, når mikrofonerne ikke er tændt, hvad de her journalister synes om dressur. Så det der med at stå og flakse lidt med øjnene og tænke: ”Hvad fanden er det her for noget”, er jo ikke nyt for hverken E-sport, snowboarding eller skateboarding.
Der et enormt stort journalistisk tab i, hvad rigtig mange danskere gerne vil se af sport kontra, hvad vi prioriterer både på skriftlige og visuelle medier herhjemme
Sådan er det for sportsjournalister, de er helt oppe at ringe, når det kommer til fo’bold og håndbold og badminton og tennis, hvis vi er gode til det, cykelløb er vi vilde med. Og så foregår de her store begivenheder tit og ofte med at stå lidt og bande og svovle over, hvad fanden der foregår. Det tror jeg bare er en del af at være voksen, også selvom man er journalist.”
Men når det nu er så kæmpestort i USA, i øvrigt E-sport også, counter-strike og så videre, er vildt kommercielt interessant som for nylig til BLAST ude i Royal Arena. Og snowboarding også er det. Så er mit problem, at jeg godt kan lide skønskriveri, men ligegyldig hvor meget, jeg læste op på det eller så på det, ville jeg ikke rigtig være i stand til at formidle det på det niveau, jeg gerne vil?
”Det er jo et journalistisk problem, hvis det er dit job. Men jeg forstår jo godt udfordringen i det, for uanset, hvor objektiv man bilder sig ind, at sportsjournalistik er, så lever man i høj grad af indlevelse og aktioner i national sammenhæng, og der har jeg da også prøvet nogle gange at skulle klæde gode mennesker på, både på Discovery og DR i forhold til, hvad der foregår. Men jeg tror bare altid, at jeg har haft en naturlig interesse for de dengang – fordi så gammel er jeg – lidt anderledes sportsgrene også. Også fordi jeg er født ind i det miljø og opvokset i det. Det er en stor del af at kunne forstå og formidle det.
Det er lidt en kæphest for mig, og man kan sige, at jeg vandrer lidt i begge verdener, fordi jeg ser rigtig meget fodbold, men jeg ser også rigtig meget snowboarding, og Danmark er vanvittig lukket om sig selv i forhold til fordelingen af sportsgrene, når det kommer til, hvordan den reelle interesse er. Jeg elsker også MMA, altså to mennesker der slås i et bur. En gigantisk sportsgren i kæmpe vækst. Jeg tror, det er den hurtigst voksende sportsgren i verden. Vi hører ikke et pip om det herhjemme. Der er bare, uanset at jeg godt ved, at der er rigtig mange redaktører, der ikke bryder sig om at høre det, så er der et enormt stort journalistisk tab i, hvad rigtig mange danskere gerne vil se af sport kontra, hvad vi prioriterer både på skriftlige og visuelle medier herhjemme.”
Vil det ændre sig, tror du. Vil de sportsgrene blive ved med at være marginale i Danmark?
”Nu elsker vi ordet parallelsamfund her i landet. De sportsgrene er ikke marginale herhjemme. Vi er bare i en situation, hvor dem, der tager beslutningerne om, hvad der skal vises på TV, er fem skridt bagud, fordi de mange, mange tusinde andre, der godt kan lide at se snowboarding og skateboarding og MMA og så videre, de finder det på streamingtjenester. Selv med regionsblokader på streamingtjenester, så kan enhver 12-årig hente en VPN og se, hvad vedkommende vil. I virkelig er det bare danske medier, der går glip af seerne, lytterne og læserne, fordi vi ser det hele.
MMA eller crossfit er ikke små sportsgrene i Danmark. De har bare fået deres helt eget liv. Uden for danske medier og foreningslivet i den private sektor. Bare tænk på, hvor mange crossfit-centre, der ligger herhjemme.
Det aner jeg ikke. Men jeg spurgte en roller skater for nylig, der forklarede mig, at et af de bedste centre for hans sport lå af alle steder i Brande?
Sådan er det. Jeg er også begyndt at klatre lidt, som jo også er kæmpestort. Jeg vil vove at påstå, at der er flere klatrecentre, end der er spinningsale i Danmark. Verden ændrer sig, sport ændrer sig. Altså nye generationer vil nye ting. Det er jo ikke noget nyt.
Jeg tror bare, at det er sådan lidt gammel testamente-naivt, at den etablerede sportsjournalistkreds tror, at de kan blive ved med at holde fast i folks interesse for damehåndbold. Det er ikke noget, der kommer til at ske, det bliver ikke ved. Jeg er vokset op med de ting. Så længe, jeg har kunnet tænde fjernsynet, har jeg tænkt, hvem er de mennesker, der sidder og ser damehåndbold i december.”
Jeg er også vokset op, da livet var for kort til damehåndbold. De brød igennem i ’92, hvor jeg blev uddannet. Så kører det i 15 år, mens herrerne var væk, men så overtager de lige så stille fra de får deres første medaljer i 2002 i 35 år, og jeg dækkede begge køn. Håndboldinteressen i Danmark er stor?
”Jeg tror bare, at man skal passe på med at blive for reaktionær i forhold til nye strømninger i populærsport, fordi virkeligheden er meget anderledes end den, der bliver præsenteret. Det ved jeg, fordi jeg interesserer mig for begge verdener og som sådan også for det journalistiske mediebillede i Danmark. Der er bare nogle enormt store tab. De eneste, der taber på det, det er dem, der lever af at formidle det. Dem, der dyrker det, de finder det i meget, meget fin form andre steder.
Det bedste eksempel på det er Rune Glifberg. Jeg brugte rigtig meget tid på i Tokyo at forklare, hvad og hvem Rune Glifberg (47-årig skateboarder, red) var. Rune er sådan et eksempel på, hvor flaskehalset sportsjournalistik er i Danmark. Han er en superstjerne i hele verden. Han kan ikke gå i fred i USA, han kan ikke gå i fred i Japan. Han er en super-super-super-stjerne. Altså, for mig at forklare, hvem Rune Glifberg, er, og jeg taler ikke kun på egne vegne her, det svarer til, at du var igennem bedste sendetid og skulle forklare, hvem Michael Laudrup var.
Jeg står altid og er ved at miste mælet over at skulle forklare, hvem han er. Manden var en figur i det allermest solgte Play Station-spil i 2000. Han er, og jeg siger det igen, en superstjerne. Han bor i øvrigt i en stor villa lige ved siden af mig på Frederiksberg, og jeg har tit haft de her snakke med Rune om det. Han er en meget sød mand, og han er en rar og ydmyg mand, og han er også bare sådan her: ”Jaaa, sådan er det lidt i Danmark, det er meget noget med noget håndbold.
Men husk nu i modsætning til håndbold, at skateboarding er en global sport og en af de tre mest dyrkede sportsgrene i verden. Den er gigantisk i hele Syd- og Mellemamerika, hele det amerikanske kontinent, hele Asien, hele Europa, også herhjemme. Om Rune har tjent mange penge på det? Altså, han har som nævnt en villa i Frederiksberg C, Danmarks dyreste postnummer, så helt dårligt går det da ikke. Uden at jeg skal udlevere hans privatøkonomi.
Det var ikke sådan, at han tog hjem og havde et deltidsjob i Danmark imellem konkurrencer. Rune var en af de første professionelle skateboardere på det plan i verden og er et ikon på samme måde som Maradona og Pele i sin sport.
Og ingen på min alder, 57, aner, hvem han er?
”Det begynder så småt. Nu var han en god historie til OL, fordi han vandt X-Games før mange af dem, der stillede op, overhovedet var født. Hvilket også er gældende i rigtig meget sport, hvor vinduet er meget lille for, hvornår du er for gammel. Og stil, det er ikke noget, du kan træne dig til. Det er noget du har og skal opfinde, og det har og kan Rune. Det var sjovt at stå nede på sidelinjen og se de kids, der var på den store scene med millioner af seere til OL, de havde det jo med Rune, som en ung dreng i Danmark ville have det med Cristiano Ronaldo. De kunne slet ikke forstå, at han fandtes.
Jeg tror i virkeligheden, at det danske landshold i fodbold er Den sidste Mohikaner, når det kommer til en samlende sport i Danmark
Kan du differentiere eller rangliste sådan en konkurrence uden at blinke fra 1-10?
”Ja da. Selvfølgelig. Vi endte med i 2014 at gå viralt i Norge, hvilket aldrig har været en del af min karriereplan, fordi nordmændene blev snydt for klokkeklart guld i slopestyle-disciplinen. Ståle Sandbech blev snydt for guld, fordi dommerne var Seoul-88-dårlige. Der er jeg sådan, som jeg er, og spiller måske ikke altid lige inden for stregerne i forhold til journalistikkens ABC, og der fik jeg nok sat nogle rimelig utvetydige ord på, hvordan den podiefordeling burde have set ud, og det var de glade for oppe i Norge.
Jeg vil generelt sige, når du snakker skateboarding og snowboarding, så er det ikke et pentagram i blod og dådyrindvolde, du sidder og læser det i. Det er egentlig ret nemt at kalde, hvem der vinder. Det er der sjældent tvivl om. Så er der bare nogle gange dommere, der er helt ved siden af. Ligesom i boksning.
For de uindviede er det ikke meget sværere at kalde en korrekt vinder og en korrekt rækkefølge for guld, sølv og bronze på skateboard og snowboard, end det er i mange andre sportsgrene, hvor der også er et dommerskøn. Det er ikke bare mavefornemmelse.”
Egentlig er det jo ikke det, du til daglig beskæftiger dig med, så det er jo ret vildt, så meget du ved om det?
Jamen, jeg har skullet forklare det så mange gange de sidste ti år. Jeg bruger stadig meget tid på det. Jeg ser det hele, elsker det og suger det til mig, og jeg står stadigvæk selv, når jeg kan slippe afsted med det. Og så tror jeg også, det slog mig i sommer, at det var mit sjette OL, hvor jeg bare måtte sande, at jeg var en af de gamle drenge. En rigtig silverback i dansk olympisk sammenhæng. Jeg har bare ikke samme alder, som dem jeg er i klub med, og det er meget hyggeligt.
Ski, det nægter jeg. Det er ligesom jøder og muslimer. Det kan ikke sammen. Nej, jeg holder mig til et bræt, for det er det, jeg altid selv har stået på. Jeg har rejst sammen med det danske freestyle- og snowboarding-landshold, eller vi var med samme bus til Alperne, siden jeg var 13 år gammel. Jeg er godt klædt på. Jeg har aldrig prøvet at stå på ski, men jeg er rigtig god til at stå på snowboard. Bare ikke god nok til at kunne leve af det.”
Og skateboard?
”Tricksene og terminologien er langt hen ad vejen den samme. Der er dog den åbenlyse forskel, at du er spændt fast på et snowboard, og det er du ikke på et skateboard. Man kan sige skateboard var først, og skateboard vil altid være kongen i den sammenhæng. Snowboarding er stukket meget af. Man kan sige, at skateboard er gammelt testamente og snowboard nyt testamente.
En gang til – vil det komme til at fylde i mediebilledet på DR1 og TV2?
Nej, det tror jeg ikke. Kun til OL. Jeg kunne håbe det. TV2 har nappet X-Games-rettighederne fra DR og lavet en redaktion, så der bliver brugt tid på det, men valgene af sport er stadig meget reaktionære og konservative. Målgruppen har fundet det andre steder. Der er ingen, der gider at vente på, at den film, de gerne vil se i fjernsynet, kommer. Den finder de på en streaming-tjeneste. Det er slut og slet ikke en verden, jeg befinder mig i. Målgruppen finder det selv.
Så hele definitionen på, hvornår noget er niche, trænger også til en gennemskrivning. Fordi det ikke bliver prioriteret på dansk TV, er det på ingen måde et bevis på, at det er niche, så er det bare et andet udtryk for, at der er nogen, der ikke har fulgt med i timen. Monopolet er jo brudt, Kurt, det ved du.
Vi lever et fragmenteret liv, og man kan, hvad man vil, hvorhenne man vil. Jeg tror i virkeligheden, at det danske landshold i fodbold er Den sidste Mohikaner, når det kommer til en samlende sport i Danmark. I sommer var der så også noget større end fodbold indover. Som vi også har set med Lars Høgh for nylig. Der er kommet humanisme ind i fodbold, og det er helt fantastisk. Der blæser nye vinde over verden…
Og husk nu at like og følg POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
