BOSNIEN // ANALYSE – Forberedelserne til det amerikanske præsidentvalg i 2024 er i gang. Republikanske kandidater er ved at køre sig i stilling til primærvalgene. Vinder en republikansk kandidat præsidentvalget, tyder meget på, at det vil føre til en ændring af USA’s udenrigspolitiske kurs. Spørgsmålet er, hvilken betydning dette scenarie kunne få for den politiske situation på Balkan?
Som meget tyder på i den begyndende amerikanske præsidentvalgkamp, vil en republikansk sejr i november 2024 føre til et dramatisk kursskifte i USA’s udenrigspolitik. Med en republikaner i Det Hvide hus kan man forudse en formodentlig kraftig nedskalering af støtten til Ukraine, større fokus på ophør af krig end på understøttelse af Ukraines territoriale integritet samt en mulig reduceret opbakning til Natos arbejde i Europa.
Majda Ruge, forsker ved the European Council on Foreign Relations, opridser i artiklen Primary Concern: Trump, Ukraine, and the Republicans’ foreign policy divisions de tre mest centrale udenrigspolitiske tendenser, vi finder i det nuværende republikanske kandidatfelt.
En gruppe af kandidater betegner Ruge som ‘The Primacists’. Meget tyder på, at denne gruppes holdninger til udenrigspolitikken ikke vil adskille sig dramatisk fra Biden-administrationens nuværende tilgang. Her finder vi præsidentkandidater som Chris Christie, Mike Pence og Nikki Haley, for hvem det væsentlige er, at USA fastholder sin rolle som den centrale aktør i global politik.
‘The Restrainers’ og ‘The Prioritisers’
En anden gruppe af republikanske kandidater karakteriserer Majda Ruge som ‘The Restrainers’. Dette omfatter ikke overraskende Donald Trump, men også Vivek Ramaswamy og Ron DeSantis. Fælles for dem er et kraftigt fokus på de udfordringer, der eksisterer omkring USA’s sydlige grænse.
Endelig er der ‘The Prioritisers’. De ser Kina som USA’s primære strategiske udfordring. USA’s betydelige engagement i Ukraine og dermed også fokus på Rusland ses som en distraktion, der unødigt dræner USA militært. Ifølge Majda Ruge kan Ron DeSantis, som en blandt de mere kendte af kandidaterne, også placeres i denne kategori.
Det er gruppen af republikanske præsidentkandidater fra The Restrainers og The Prioritisers, der – trods titlerne lyder som navne på amerikanske soulbands fra 1950’erne – står stærkest i meningsmålingerne i dag. Ruges vurdering er, at de i højere grad end andre kandidater formår at ramme potentielle republikanske vælgere med deres budskab.
Hvad så med situationen på Balkan?
Den hollandske tænketank, Clingendael, udgav i august 2023 rapporten Little Substance, considerable impact – Russian influence in Serbia, Bosnia and Hercegovina, and Montenegro. Konklusionen var, at selv om invasionen af Ukraine har tvunget Rusland til at kanalisere økonomiske og diplomatiske ressourcer væk fra regionen, så har Moskva fastholdt evnen til at påvirke særligt Vestbalkans integration med euro-atlantiske organisationer og alliancer i negativ retning. Graden af Ruslands indflydelse ser ud til at være størst i Serbien og Bosnien-Hercegovina.
Ruslands strategi på Balkan er præget af opportunisme og improvisation
Ifølge rapporten har Rusland har tre politiske mål i det vestlige Balkan:
- At blive opfattet som en global stormagt
- At stikke en kæp i hjulet på et hvert optræk til euro-atlantiske integrations-initiativer ved bl.a. at underminere regionale staters stabilitet og tale imod integration med EU og Nato
- At bruge Kosovo-konflikten – særligt Natos bombning uden FN-mandat, og Vestens efterfølgende anerkendelse af Kosovo – som retfærdiggørelse for Ruslands måde at håndtere sit ’nære udland’ på.
Jazzet russisk improvisation
Ruslands strategi på Balkan er præget af opportunisme og improvisation. Den tager i høj grad afsæt i, hvad man kunne beskrive som den dagsaktuelle situation i regionen. Denne mere ”jazzede” improvisationstilgang kræver flere tangenter at spille på for at komme tættere på de strategiske mål.
Rapporten opregner seks faktorer, der ofte er i spil:
- Relationer og støtte til individuelle politikere i de respektive lande
- Den Ortodokse Kirke – relationen mellem den russiske og de østeuropæiske kirker
- Mediernes rolle, herunder russisk finansiering, desinformation og levering af pro-russiske nyheder
- Brug af ondsindede proxy-grupper
- Ruslands indflydelse på de respektive landes energiforsyning
- Brug af lokalpolitiske konflikter og historiske minder.
En næsten dårlig forretning
Rapporten fastslår, at Ruslands økonomiske investeringer i regionen ikke står mål med afkastet. Kina er i færd med at gøre sig gældende, og Ruslands økonomiske engagement bliver totalt overskygget af omfanget af EU’s handelsrelationer med regionen.
Det er i høj grad en udvikling, der udfordrer Bosniens politiske stabilitet
Serbien og den serbiske del af Bosnien (Republika Srpska) er på nuværende tidspunkt afhængige af den russiske energisektor. Det er således her, at det politiske kapital-overskud hives hjem. Europa har dog intensiveret kravet om, at Vestbalkan også på dette punkt skal gøre sig mere uafhængigt af Rusland. Så det vil nok betyde en reduktion i russisk indflydelse på sigt.
Rusland har ingen direkte militær tilstedeværelse i regionen. Til gengæld eksisterer der et militært samarbejde med Serbien, landets primære alliancepartner i regionen. Dette samarbejde inkluderer bl.a. våbenleverancer. Rusland bidrager derudover til militariseringen af den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska. Dermed styrkes de kræfter, der arbejder for løsrivelse og den langsigtede integration med Serbien. Det er i høj grad en udvikling, der udfordrer Bosniens politiske stabilitet.
Balkans akilleshæl er Kosovo-konflikten
Rusland sponsorerer forskellige former for medier på Balkan og fodrer disse med generel misinformation og pro-russiske narrativer. Det sker særligt i Serbien og den serbiske del af Bosnien, hvor mediernes frihed i høj grad er gradueret af hhv. landets og enhedens politiske ledere. Det er inden for medieområdet, at Rusland, ifølge den hollandske rapport, har den største grad af indflydelse og har opnået, at en tilsyneladende betydelig del af befolkningen i Serbien, Bosnien og Montenegro har opbygget et positivt syn på Ruslands politiske kurs.
Der er dog en dimension på Balkan, der ikke må overses: Kosovo. I artiklen The United States Is Creating a Kosovo Crisis argumenterer Edward P. Joseph i realiteten for, at konflikten mellem Kosovo og Serbien er Balkans akilleshæl. USA og Europa har ikke formået at løse konflikten, og Rusland leverer gladeligt benzin til konflikt-bålet. Essensen af konflikten er, at Serbien ikke vil anerkende Kosovo. Ingen ser ud til at være i stand, ej heller villig til at tvinge Serbiens præsident Aleksandar Vučić til at skifte mening.
Dialogproces kører skævt
USA og Den Europæiske Union har, særlig efter Ruslands angreb på Ukraine, gjort sig betydelige anstrengelser for at få Serbien over i den europæiske lejr og dermed ud af den russiske interessesfære. Anstrengelserne har ikke båret videre frugt.
EU har faciliteret en noget iltfattig dialogproces mellem Beograd og Pristina. Hensigten har været at skabe ’normalisering’ mellem de to lande. Den korte konklusion er, at det ikke er lykkedes. Den seneste aftale, som EU forhandlede, kortsluttede Serbien få øjeblikke efter forhandlingernes afslutning ved bl.a. at nægte at underskrive den.
Kreml har fattet, at det er via støtte til Serbiens holdning til Kosovo, at Moskva får indflydelse i Serbien – og underminerer stabiliteten i regionen. Den politiske femøre er endnu ikke faldet for Bruxelles og Washington
Ikke desto mindre, så har Kosovos premierminister, Albin Kurti, i løbet af sommeren til flere internationale medier udtrykt et fortsat ønske om, at aftalen skal sættes i værk, inden både USA og EU går til valgurnerne i løbet af 2024. Udtalelserne falder formodentlig i en erkendelse af, at politiske vinde kan vende efter et valg.
EU’s troværdighed som facilitator er i øvrigt også besværliggjort af, at fem EU-lande nægter at anerkende Kosovo.
Alliancen af kosovo-serbiske kommuner
En lunken serbisk støtte til Ukraine har udløst en stigende amerikansk imødekommenhed over for serbiske krav i forhold til særligt Kosovo, som Edward P. Joseph konstaterer med undren.
Problemet er, at før Serbien vil så meget som overveje at anerkende Kosovo, kræver Serbien, at Kosovo opretter en alliance af de kommuner i Kosovo, hvor flertallet af befolkningen udgøres af Kosovo-serbere. Det skal etableres som en institution med en høj grad af autonomi. Det hele skal gøres for at beskytte Kosovo-serbere i Kosovo, forstås. Ideen om alliancen er én af ingredienserne i den omdiskuterede EU-forhandlede normaliseringsaftale.
Ingen er i tvivl om, at Serbiens præsident Aleksandar Vučić ikke fremsætter disse krav for at sikre kosovo-serbere, men derimod for at kunne bruge kommune-alliancen som en kanal, der kan give adgang til politisk indflydelse i Kosovo. Flere udtrykker bekymring for, om en sådan alliance kunne blive til en stat-i-staten. Andre peger på, at den mulige alliance kunne udvikle sig til en version 2.0 af Bosniens Republika Srpska.
Hvis Kosovo opretter kommune-alliancen, er der ikke så meget som antydninger af sikkerhed for, at Serbien rent faktisk vil kvittere med at anerkende Kosovo, ej heller nøjes med en såkaldt ’normalisering’ af relationerne. Af forskellige årsager er der heller ikke givet nogen garantier for, at det vil føre til Kosovos optagelse i fx organisationer som Nato, EU og FN.
Edward P. Joseph konstaterer med undren, at Kreml har fattet, at det er via støtte til Serbiens holdning til Kosovo, at Moskva får indflydelse i Serbien – og underminerer stabiliteten i regionen. Den politiske femøre er endnu ikke faldet for Bruxelles og Washington.
Nationalismeretorikken tilbage fra de døde
Der er en yderligere dimension af Serbiens rolle i regionen, som komplicerer billedet. Joseph pointerer, at Serbien under Aleksandar Vučić har genoplivet den nationalistiske diskurs om et ’Storserbien’. Essensen er, at Serbien i denne diskurs ser sig selv som den direkte beskytter af alle serbere, uanset hvor i regionen de bor.
Det var denne retorik, der kom til at udgøre en central forklaringsfaktor for de væbnede konflikter med bl.a. Nato i 1990’erne og ikke mindst krigen i Bosnien. Derfor vækker talen om ’Storserbien’ i høj grad også bekymring i politiske kredse i både Bosnien og i Kosovo. Tænkningen minder om den nuværende russiske regerings narrativ i forhold til Ukraine.
Et introvert USA
Hvis det bliver en af de republikanske præsidentkandidater fra enten gruppen af Restrainers eller Prioritisers, der løber med nøglerne til Det Hvide Hus, så er sandsynligheden for et udenrigspolitisk kursskifte til stede. Det vil komme til at få betydning for Balkan-regionen.
Et mere introvert USA vil højst sandsynligt være tilbageholdende med at investere voldsomme politiske ressourcer i Europas sikkerhed og dermed også det konfliktfyldte Balkan. En enkel, men logisk konsekvens vil være, at Rusland derfor vil få mere spillerum i regionen, fordi presset på Rusland for at holde sig ude ganske enkelt vil blive svækket.
Ruslands modsvar vil formodentlig fortsat være at bruge enhver lejlighed til at kaste grus i maskineriet, hvis der, som sagt, er optræk til konkrete initiativer, der vil styrke den euro-atlantiske integration. Et kvalificeret gæt er, at i hvert fald to af de alvorligste regionale konflikter – som er Serbien-Kosovo konflikten og truslen om opløsningen af staten Bosnien-Hercegovina – som minimum vil blive fastholdt på deres nuværende konfliktniveau. Det vil formodentlig være et lykketræf, hvis konflikterne ikke forværres.
Europa har, som skitseret, demonstreret en manglende evne til for alvor at knalde hoveder sammen og få Serbien og Kosovo til at finde en langsigtet løsning på konflikten mellem de to lande. I forhold til særligt Bosnien er EU ikke i stand til at formulere en mere kritisk linje over for Republika Srpskas trusler om løsrivelse. Det skyldes, at Ungarn og til en vis grad Kroatien støtter den bosnisk-serbiske Milorad Dodiks politiske linje og konsekvent truer EU med at blokere for kritik af ham.
Rusland må, som sagt, forventes at ville spille på alle de ovennævnte tangenter med yderligere styrke for at fastholde relationen til Serbien og Aleksandar Vučić – i det mindste så længe han er præsident. Dermed vil Serbien få serveret rig mulighed for at fortsætte sin balancegang med Vesten på den ene side og Rusland på den anden – og tråde ud til det meste af Balkan.
Der vil således heller ikke være tilstrækkeligt serbisk incitament for at få afsluttet Kosovo-konflikten. På samme måde vil Rusland uden tvivl fortsætte sin støtte til den bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik, som en lokal aktør, og bidrage til at underminere den bosniske stats stabilitet og dermed også udfordre regionens stabilitet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
