René Fredensborg: Jeg forsager spindoktorer og alle deres gerninger

i Politik & Samfund/Danmark af

DAGENS POV // POLITIK – Debatten om regeringens rekorddyre hold af ’særlige rådgivere’ bør aldrig dø. At det ovenikøbet er en socialdemokratisk statsminister, der opfinder en stabschef og giver ham direkte politisk magt, vidner om afstanden mellem det gamle arbejderparti og det arbejdende folk. Ligesom med spindoktorer er politikerleden kommet for at blive.

Jeg behøver ikke at ringe hjem til Vamdrup for at opklare, hvad min stedfar Arne mener om Mette Frederiksens nye spindoktor Martin Rossen og hans politiske magt. For han vil som gammel socialdemokrat slå fast, at han sgu da aldrig ville stemme på sådan en bleg starut med hornbriller og gule sokker. Og som altid ville Arne med sin jævne jydefornuft sætte sømmet lige i øjenhøjde, for Rossen er netop ikke folkevalgt, han er listet ind ad bagdøren på en milliondyr badebillet, og eftersom han nægter at give interviews og fortælle os, hvem han er, så må vi dømme ham på det, vi så kan se.

Ligesom Arne ser jeg en omvandrende djøf-habit med de sædvanlige designerbriller og en lige lovlig frisk og vovet soklet i de spidse sko.

Det var Arne, der første gang fortalte mig historien om, at Anker Jørgensen hver morgen tog bussen på arbejde med sin madkasse i tasken. At den statsminister var en folkets mand

Jeg hader alt, hvad jeg ser. Ikke at jeg nogensinde har mødt Martin, der formentlig er en flink mand, god mod børn og dyr, som man siger, men hans type og hans job og det rakkerpak, han er en del af, kalder på den væbnede revolution i mig. Engang stemte jeg socialdemokratisk, det er slut nu.

Det tror jeg også det er for Arne, for Arne er en helt almindelig mand, snedker af fag og historisk set fan af den politiker, der tager hånd om den lille mand på gulvet. Det var Arne, der første gang fortalte mig historien om, at Anker Jørgensen hver morgen tog bussen på arbejde med sin madkasse i tasken. At den statsminister var en folkets mand. Det gav en lille dreng noget at tro på, at det menneske, der bestemte i vores land, også tænkte på min familie. Sådan husker jeg det, der var stor interesse, når Anker dukkede op i fjernsynet, der blev tysset på os unger.

Opskriften på politikerlede

Mine fire sønner aner ikke, hvem Mette Frederiksen er, for hun har ingen betydning for vores tilværelse. Det er hip som hap om vores statsminister er Lille Lars eller Skrigeskinken, som Mette F. vist blev kaldt engang, for Danmark er blevet til et teknokrati, skiftevis rødt eller blåt, hvilket er indifferent for den helt almindelige dansker.

Jo jo, de rige får sig måske et federe fradrag, når farven er blå, mens de fattige får lidt ekstra lommepenge, når de røde smælder med flaget, men i det store og hele er det ligegyldigt. Velfærdsmodellen er den samme, tænk bare på den der New Public Management-pest, der har gjort alt levende på sygehuse, plejehjem, arbejdsformidlinger og A-kasser til diagrammer på et regneark. Det er både de røde og de blå regeringer, der på den måde har reduceret mennesker til matematik.

Jeg ville foretrække at statsministeren selv tog stilling til svære spørgsmål sammen med andre folkevalgte, så vi ikke på den måde havde en moderne Struensee rendende rundt ved det politiske hof

Vi siger derfor utak til alle de akademiske ministre og deres ’særlige rådgivere’, som gav os opskriften på, hvordan man får to ud af tre danskere til at lide af politikerlede. Foragten for spindoktorer er om muligt større, vil jeg mene, uden også at have statistisk belæg for det. Man kan kalde det gadekærs-mentalitet og triviel dæmonisering af statskundskabens politiske tjenere, men hverken som borger eller journalist gider jeg at blive spinnet af et jakkesæt, jeg hverken stemte på eller henvendte mig til.

Politikere kan vi alle ringe direkte til, når de ikke er ministre, for så er de sørme pakket ind af disse djøf’ske dørvogtere, hvis eneste formål er at dække over den uregelmæssighed, for ikke at sige løgn, vi mennesker og især medier er sat i verden for at granske og eventuelt afsløre. Det er en slags udemokratisk lancier, en dans i sorte Molton-gardiner, en søgen efter den stikkontakt som mørkets fyrster har sat tyk tape henover.

Det er journalister delt op i A-og B-hold, alt efter, hvem der er mest på knæ for magten, det er censur og selvcensur og ja, jeg ved godt, jeg maler fanden på væggen, men det er, fordi Mette Frederiksen har inviteret ikke bare en diabolos, men hele tre typer med trefork ind på de bonede gulve. Løkke kunne nøjes med en enkelt doktor til at spinne for ham, så med hele tre doktorer vil jeg påstå, at den nye regering tidligt viser sygdomstegn.

En moderne Struensee

Det værste symptom er selvsagt Martin Rossen, nyopfundet stabschef (tænk House of Cards og karakteren Doug Stamper), der ikke alene får en millionløn (betalt af dig), men også har fået sæde i regeringens angiveligt magtfulde økonomiudvalg og koordinationsudvalg uden dog at have ministeransvar.

Statsministeren siger selv, at man bestemt ikke skal betragte Rossen som en slags vicestatsminister, men slår dog fast, at han er nærmeste sparringspartner, og at andre kan gå til ham for at få et ja eller et nej. Jeg ville foretrække, at statsministeren selv tog stilling til svære spørgsmål sammen med andre folkevalgte, så vi ikke på den måde havde en moderne Struensee rendende rundt ved det politiske hof.

19 millioner kroner årligt lyder regningen til skatteborgerne for den nye regerings gigantiske ’rådgiver’-hold. Arne vil sige, at for det beløb kan man drive et helt plejehjem til alle de ældre borgere i Vamdrup

Jeg overvejede at skrive hofsnog, men så vil socialdemokraterne igen klynke over, at medierne mobber Martin Rossen, som med Radio24syvs kæmpebaby-ballon den dag, hvor Donald Trump ikke kom alligevel. Men det er da ikke værre end at kalde ham Stig Rossen, som en medarbejder i Folketinget benævnte ham i et andet indslag i Radio24syv denne uge.

Men det er jo faktisk det, han er: stivfrossen. For stabschefen nægter at give interview og således åbne munden offentligt trods sin indlysende magt, hvorfor jeg også vil tillade mig at gætte vildt på, hvem der egentlig gemmer sig inde i Rossen (eller i Mette, for den sags skyld), indtil vi får at vide, hvad han står for. Ren røv at trutte i, ikke sandt, du Darth, der vader rundt i socialdemokratiets hemmelige korridorer med din sorte habit, dine gule sokker og dit påståede lasersyn. Vorherre bevares, nu må jeg bede om mine himmelblå!

19 millioner kroner årligt, lyder regningen til skatteborgerne for den nye regerings gigantiske ’rådgiver’-hold. Arne vil sige, at for det beløb kan man drive et helt plejehjem til alle de ældre borgere i Vamdrup. Og jeg vil sige, at så synes jeg Stig Rossen skal komme og synge en sang, vi alle kan synge med på.


Foto: Flickr. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Forfatter og journalist, bosiddende på Filippinerne. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001 og har siden lavet satire for DR (Den Halve Sandhed), været redaktør og vært på diverse kulturprogrammer på radio24syv og har skrevet for forskellige aviser og magasiner som fx. Information, Berlingske, Samvirke, Euroman og filmmagasinet Ekko.

Arbejder pt. på en roman, der står til at blive udgivet på Gyldendal til efteråret. Er med i Youtube-programmet Mandsplaning.

Hvis man vil bidrage til Renés skriblerier på POV kan man donere direkte til denne fattige kunstnertype og hans syv børn på mobilepay: 28 12 72 65

Seneste artikler om Politik & Samfund