NYT FRA ØSTFRONTEN #3 // ARTIKELSERIE – Før Anne Haubek og Thomas Ubbesen fortsætter deres rejse langs den russiske grænse fra nord for polarcirklen i Norge til Ukraine, opsøger de det russiske konsulat i grænsebyen Kirkenes, hvor omkring 10% af befolkningen er russere, for at få nogle spørgsmål afklaret.
KIRKENES – Der er meget langt fra Ishavet til Sortehavet, og vi skal videre fra Kirkenes, Finmarken, Norge.
Men vi har pålagt os selv en allersidste – skal vi sige – udfordring, før vi forlader den arktiske verden:
Vi vil løbe storm på det russiske konsulat! Simpelthen gatecrashe hos russerne på hjørnet af Kirkegatan og Rådhusplatsen, siden vi nu ikke kan komme over deres grænse og tale med nogen af dem på normal vis.
Men hvorfor har de i det hele taget et konsulat her i denne fredelige norske by nord for stort set alt andet i verden?
Vi ved, at store krabbefangende russiske stålkuttere af skattemæssige årsager hellere lander deres fangst i Kirkenes end i f.eks. Murmansk, og at fartøjerne bliver – trods sanktioner og afbrudte forbindelser – fortsat repareret og moderniseret på det enorme skibsværk, som tårner sig op over det lille samfund, og som er byens største arbejdsplads.
Så bl.a. derfor er der er hel del russiske interesserer at varetage i Kirkenes. Derfor er her et konsulat, tror vi nok.
Hvor er russerne?
Konsulatet er et anonymt, gult hus i to etager under den russiske trikolore, og man skulle da – har vi forsikret hinanden – være godt dum, hvis man ikke udbad sig en samtale med dem derinde, før turen går videre langs deres grænse. Måske kan de oplyse os om, hvorfor deres landsmænd næsten ikke viser sig her i byen længere. Eller man kunne høfligt spørge, hvordan konsulen personligt stiller sig til ”den specielle militære operation”, der netop i denne tid pågår i Ukraine? Man kunne spørge om så meget. Virkeligt meget.
Det er formiddag, men døren til dette russiske territorium er stängt, og vi er under observation fra mindst tre kameravinkler, som vi står der i snedyngerne og gerne vil ind. Jeg trykker gennem flere sekunder på dørklokken.
”Hallo”, lyder det efter en meget rum tid derindefra via dørtelefonen. Søvnig stemme.
”Ja, hallo”, råber jeg ind i mikrofonen: Hallo! To danskere her, på vej til Odesa. Hele vejen langs grænsen. Ned til Odesa i Ukraine. Vi vil gerne tale med konsulen, hvis han kan afse et øjeblik?
Pause.
”Hallo?”, lyder det igen, nu højere, fra inde i fæstningen.
Jo, altså: Vi vil meget gerne udbede os en kort samtale med konsulen? Om stemningen her i grænseregionen i lyset af den aktuelle situation mellem Norge og Rusland? Ikke noget særligt. Blot en halv times tid?
Lang tavshed. Derefter:
”Consul not here”.
”Okay, where is consul, please?”
“Consul visiting Red Army Memorial. Consul back some other day”.
“Okay … can we speak to somebody else, please?”
Seriøs tænkepause.
“Nobody here. Only Attaché”.
“Can we speak to Attaché?”
“Attaché busy”.
“We can wait”.
“Attaché busy. You call and make appointment”.
“What number, sir?”
“Number on door”.
“Okay, we dial number on door then and talk to Attache?
“Attaché busy”
”Nå, men skal vi ikke bare sige, at vi i hvert tilfælde har gjort forsøget?”, hvisker Anne og trækker mig lidt i ærmet. Tjoh, det har vi vel så.
Vi skal jo også se at komme videre.
Der er lang vej endnu.
Anne Haubek og Thomas Ubbesen er på rejse langs grænsen mellem Rusland og Europa – fra det nordligste Norge til det sønderskudte Ukraine. De mange møder med mennesker, og optegnelser undervejs bliver efter planen til en bog, som udkommer på Gyldendal til efteråret.
Læs forudgående artikler i serien her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
