
I dag kan jeg ifølge Facebook fejre niårs venskabsdag med Laura H. Laura. Og det er ikke en hvilken som helst venskabsdag. For ikke alene er Laura i dag en af mine nærmeste veninder. Vores venskab var også det første venskab-venskab, jeg oplevede spirede direkte ud af en Facebook-forbindelse. Det føles som fjern fortid, at det var eksotisk at blive friendet af en fremmed – men det er så åbenbart kun 9 siden. Ind i mellem glemmer vi nok lidt, hvor hurtigt det hele er gået. Og hvor meget godt, der også er kommet ud af det, selvom de hårdtslående debatter, de konstante forstyrrelser og den digitale afhængighed fylder mest i debatten.
Jeg husker tydeligt den dag, Laura og jeg blev Facebookvenner. Vi havde været til den samme meget mærkværdige konference på Islands Brygge, og jeg havde lagt mærke til hende, fordi hun undervejs havde stillet et utroligt velformuleret spørgsmål af den slags, det hele dagen havde været tiltrængt, at nogen stillede, men ingen rigtigt kunne finde ud af at formulere – eller turde stille sig op og sige.
Helt tilfældigt krydsede vi hinanden ved Langebro, fordi vi åbenbart begge havde valgt at spadsere i det smukke solskinsvejr. Og da jeg så hende, stoppede jeg hende, for lige at sige tak for hendes tiltrængte kommentar. Vi sludrede videre henover broen, indtil vores veje skiltes. Og da jeg kom hjem samme eftermiddag, lå der en venneanmodning fra hende på Facebook.
Kunne man det? Sådan friende nogen, der dybest set stadig var fremmede? Men det var samtidig også lige præcis i det øjeblik, Facebook for alvor faldt i hak for mig.
Det syntes jeg, var vildt eksotisk dengang. Kunne man det? Sådan friende nogen, der dybest set stadig var fremmede? Men det var samtidig også lige præcis i det øjeblik, Facebook for alvor faldt i hak for mig.
[Altså: Ikke virksomheden Facebook, som jeg altid har været dybt skeptisk overfor – men selve det og alle de muligheder, Facebook og de andre sociale medier skaber for os, hvis vi forvalter dem ordentligt.]
”Det er jo ge-ni-alt”, tænkte jeg. Lige indtil den dag var der så mange spændende mennesker, jeg havde mødt til konferencer, på rejser og til fester, som jeg aldrig rigtigt fik holdt kontakten med. Bunkerne med deres visitkort lå i skuffen som et stort uoverskueligt rod af løse forbindelser, der næppe nogen sinde ville blive rigtigt forbundet. Hvem var det nu de var? Hvad var det nu, vi havde talt om? Hvorfor havde de gjort så stort et indtryk?
Men hvis man gjorde, som Laura lige havde gjort, var det jo en mulighed for at give alle disse løse forbindelser en chance for at udvikle sig til noget mere.
Fra løse forbindelser til dyb fortrolighed
Der gik et stykke tid, før Laura og jeg sås i levende live igen. Men kimen til et smukt venskab begyndte at spire. For der viste sig at være en helt utrolig samklang mellem de ting, vi interesserede os for, og vi deltog ivrigt i hinandens kommentarspor. Nogle gange om dybt alvorlige emner, hvor vi sammen endevendte verdenssituationen. Andre gange fordi vi dyrkede hinandens faibler. Nogle gange dybt nørdet og fagspecialiseret. Andre gange mest af alt for sjov.
Men det var først en gang, hvor jeg i et par måneder var på skrivelejr i Grønland, og jeg havde brug for hjælp til et meget specifikt spørgsmål om jødiske traditioner, som jeg ikke kunne google mig frem til, at jeg skrev til Laura ”bagom” for at få det opklaret. Det svarede hun kompetent, nuanceret og fluks tilbage på. Og det blev startskuddet til en lang chat, der endte med en aftale om, at vi måtte se at få drukket noget kaffe, når jeg kom tilbage til København, for hun sad også lige med en bog, hun godt kunne bruge min sparring på.
”And the rest is history”, som amerikanerne siger. Siden da har Laura og jeg været venner-venner. Stadig et venskab, der i høj grad bliver flettet sammen af vores alenlange chats og gensidige berigelse af hinandens kommentarspor på Facebook. Men i mindst lige så høj grad et ”analogt” venskab, der gennem årene har budt på alt fra hyggelige hjemmekokkerier i hinandens køkkener, New Yorker-vandringer, brætspildage og sangaftener, elgsafari i Sverige inklusive en ekspedition til Kalmar efter kanel. Fester, pianokoncerter, besøg i hinandens sommerhuse og hyggelige variationer over temaet ”jødiske helligdage”.
Det er ikke umuligt, at Lauras og mine veje ville have krydset hinanden også uden Facebooks mellemkomst. Men det, der er tankevækkende på en venskabsdag som i dag er, hvor meget større sandsynligheden for den slags er i dag, end den var for bare 10 år siden.
Det er ikke umuligt, at Lauras og mine veje ville have krydset hinanden også uden Facebooks mellemkomst. Men det, der er tankevækkende på en venskabsdag som i dag er, hvor meget større sandsynligheden for den slags er i dag, end den var for bare 10 år siden. Og hvor meget utroligt meget godt, der i løbet af de år er kommet ud af, at vi med Facebook og de andre sociale medier, er blevet bedre til at give vores mange løse forbindelser en chance for udfolde sig.
Tilbageblik på det sidste årtis opdagelsesrejse i de digitale landskaber
For ganske vist var mit Facebookvenskab med Laura, det første, der udviklede sig til et venskab-venskab. Men det er sket mange gange siden. Og det er noget af det, vi glemmer at snakke om, når vi snakker om de sociale medier. Vi snakker så meget om, at vi sidder hver for sig bag skærmene – men jeg har i høj grad oplevet, at de sociale medier har tilført mit socialliv alt muligt godt langt fra skærmene. Her blot 5 ud af utroligt mange strøtanker… :
- Først og fremmest oplevede jeg helt fra starten af min ”Facebook-karriere”, at mine gode gamle venskaber faktisk også blev bedre af, at vi fulgte med i hinandens hverdage på Facebook.
Pludselig kunne vi stille langt bedre og mere præcise spørgsmål om, hvordan hinanden egentlig havde det. Nu behøvede vi ikke længere tunge trivselsrunder og overordnede ”hvordan går det spørgsmål” – nu kunne vi springe direkte til at spørge ind til, hvad det nu egentlig lige var med den eksamen, den rejse, de sygedage, den arbejdsopgave eller de store tanker om verdenssituationen vi hver især havde skrevet om for nylig. Og jeg oplevede at se helt nye sider af mine bedste venner, fordi jeg pludselig så dem give deres besyv med i nogle uventede kommentarspor, hvor de ytrede sig om alt muligt, jeg ikke anede, de interesserede sig meget for, fordi det helt tilfældigt bare ikke lige var det, vi plejede at vende med hinanden. - Mange anklager de sociale medier for, at vi får et mere fladt billede af hinanden og kun gengiver vores perfekte liv. Men baseret på min efterhånden omfattende Facebook-erfaring, vil jeg sige, at jeg generelt har fået et langt mere nuanceret billede af selv mine bedste venner ved at følge dem på Facebook.
Hvis man præ-Facebook-æraen kun mødtes en sjælden gang imellem, kunne man ret nemt opretholde en perfekt facade, når man mødtes live. Men når man i dag følger hinanden på Facebook mellem de fysiske møder, får man en langt bedre fornemmelse af op-og-nedture, hverdagsglæder, strøtanker, frustrationer og inspirationskilder, end tidligere. I hvert fald blandt dem, der deltager aktivt – men sådan er det jo med alt socialliv – uanset om det er analogt eller digitalt: Det bliver kun så sjovt, inspirerende og tankevækkende, som du selv er med til at gøre det til. Jo mere, du giver, jo mere får du tilbage. - Mange anklager Facebook for at være tidsspilde og meget egocentreret, men jeg oplever ofte, at de sociale medier er præget af en meget grad af generøsitet.
Jeg efterlyste forleden inspiration til at træne mit eget visuelle øje og hjælpe et opvakt ungt menneske til at påbegynde sit indre visuelle bibliotek. Og på få timer havde jeg fået over 60 kommentarer med højt kvalificere forslag og anbefalinger, hvoraf mange kom fra nogle af landets dygtigste grafikere, scenografer, designere og kulturpersonligheder – men ligeså mange kom fra folk, jeg kender alle mulige andre steder fra, og hvor jeg faktisk ikke anede, at de havde så stærke passioner for det visuelle, og som nu pludselig gav mig indblik i en helt anden guldåre, som jeg glæder mig til at vende med dem, næste gang, jeg ser dem.Og jeg elsker det mix mellem faglig ekspertise og personlige passioner og erfaringer, der mixes helt uforudsigeligt i den slags kommentarspor. På samme måde som jeg elsker, når mine Facebook-venner trykprøver, hvilke konnotationer vi andre har til et bestemt udtryk (som nu i går, hvor en efterlyste vores opfattelse af ordet ”strigle” på tværs af generationerne), gode husråd, opdragelse eller opskrifter (som nu forleden, hvor der opstod en lang kommentartråd om, hvordan man på en økologisk forsvarlig måde holder sit afløb ustoppet) eller som når nogen efterlyser personlige historier (som for et års tid siden, hvor der opstod det mest forunderlige kommentarspor, da en Facebookven spurgte, hvordan vores forældre havde mødt hinanden). - Det er let at blive forskrækket af den hårde tone i mange af Facebook-debatterne. Men ofte er det også på Facebook, jeg først opdager lyspunkterne.
Følger man mest de politiske debatter på Facebook, ser vores samtid kulsort ud. Og man bliver hurtigt præget af modløshed og magtesløshed. Men heldigvis er der også mange, der utrætteligt fylder strømmene med troen på, at det nytter. Og selv finder jeg både trøst og fornyet håb ved at følge nogle af de filosoffer og tænkere, som jeg synes, ikke alene bidrager med ”fornuftens stemme”, men også har en særlig evne til at se tingene lidt fra siden, oven eller på tværs af de forudsigelige skyttegrave.Ofte udtrykt meget præcist på Facebook og dryppende ind midt i malstrømmene på en måde, der indgyder håb og reetablerer troen på, at det nytter. Og på samme måde lyser det op i min hverdag at følge kunstnere, der deler finurlige værker, digtere, der tilfører min dagligdag et strejf af poesi, livskunstnere, der inspirerer til mig til at tænke lidt grundigere over tingene, handle lidt mere samfundsbevidst og leve livet endnu mere fuldt ud. Mange af dem følger jeg mest på sidelinjen og vi mødes kun meget sjældent i virkeligheden, men når det sker, oplever jeg ofte, at der er den samme fine samklang og alle i udgangspunktet en ret stor fortrolighed, som der var dengang, Laura og jeg blev venner-venner. Simpelthen fordi udgangspunktet har ligget længe før, det første faktiske møde. - Facebook har også skabt klangbund for en helt ny form for ”kollega-skab” – og givet mig masser af faglig inspiration.
Både med Borgerlyst og Samtalesalonerne har jeg oplevet, hvordan ligesindede har fundet mig via Facebook, og vi i løbet af ganske kort tid har opdyrket meget stærke – og samtidig herligt løst koblede – faglige fællesskaber. Og her på POV tror jeg også, at de fleste af os i redaktionsgruppen på hinanden som ”Kolleger”, selvom mange af os endnu aldrig har mødt hinanden live. Men når vi en sjælden gang mødes til redaktionsmøder og fredagsøl, er der en helt anden form for forbindtlighed mellem os, end der ville have været, hvis vi ikke havde fulgt hinandens strømme og deltaget i de samme diskussioner inde i den virtuelle redaktionsgruppe.
Nye samklange
Når jeg ser tilbage på de ni år, der er gået siden Lauras venneanmodning, og tilbage på dengang da det gik op for mig, hvor nemt man kunne give løse forbindelser chancen for at blive faste, handler det ikke kun om, om alle de dejlige nye venner-venner, jeg har fået undervejs og de gamle venner, som jeg er blevet endnu bedre venner med via Facebook.
For mig har Facebook gennem årene udgjort ansatsen til mange fine venskaber, jeg utroligt nødig ville have været foruden.
En sjælden gang imellem har jeg oplevet, at jeg i årevis har haft en utroligt stærk digital kemi med et andet menneske, som det viser sig, at jeg ikke svinger med analogt. Nogle af os, der er lidt grundgenerte og kan være lidt kejtede, når man møder os ansigt til ansigt, er ofte mere frie og sprælske i tonen, når man møder os digitalt. Og omvendt har jeg også enkelte gange oplevet, at der er folk, jeg holder meget af at tilbringe tid sammen med ansigt til ansigt, som jeg ikke rigtigt kan snuppe digitalt. Fordi de pludselig bliver meget bombastiske i deres politiske udmeldinger eller hele tiden deler deres resultater af tossede quizzer. Og der er helt sikkert også mange derude, der synes bedre om min ”digitale persona” end om mit analoge jeg – eller som egentlig meget godt kan lide mig-mig, men bliver irriterede over min digitale tone.
Men i det samlede billede er der utroligt ofte den fineste samklang. Og for mig har Facebook gennem årene derfor udgjort ansatsen til mange fine venskaber, jeg utroligt nødig ville have været foruden. Glædelig venskabsdag til dig, Laura. Og glædelige venskaber til alle jer derude, der nyder vekselvirkningen mellem det digitale og det analoge hvor end I er.
Topfoto: Nadja Pass.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.