POLITIK // ANALYSE – SVM-regeringen kom til verden med en ambition om at tage fat på de svære udfordringer og sætte en tydelig retning for udviklingen af vores velfærdssamfund. Men regeringen er nærmest usynlig, og Liberal Alliance har ret i, at det er politik uden visioner og retning.
Har vi en regering? Jeg får med mellemrum en sms fra en nær ven, der stiller spørgsmålet, og hver gang svarer jeg: “Ja, sidst jeg så efter.”
Det er naturligvis tyk ironi, men bag humoren ligger der også en dyb alvor. Det er ganske enkelt ikke til at få øje på en regering, der siden februar har sat sig markante aftryk og udstukket en retning for samfundet. Det blev med al tydelighed udstillet, da en glad finansminister Nicolai Wammen for nylig præsenterede finanslovsaftalen for 2024 sammen med alle partier – minus Enhedslisten.
Kun Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, hældte lidt malurt i bægeret, da han påpegede, at det historisk brede forlig er udtryk for en retningsløs politik. At det ikke er svært at få andre med til at uddele gratis gaver, sagde han og udstillede dermed også LA’s eget hykleri omkring finanslovsaftalen.
Det er politik uden visioner og retning, hvor selv finansministeren fik sat sit personlige aftryk med en million kroner til en mindesten over de faldne modstandsfolk ved Skæring Hede.
Men Ole Birk Olesen har ret. Det er politik uden visioner og retning, hvor selv finansministeren fik sat sit personlige aftryk med en million kroner til en mindesten over de faldne modstandsfolk ved Skæring Hede. Måske den egentlige bagmand til forslaget var Aarhus’s borgmester, Jacob Bundsgaard, hvilket i givet fald så kun understreger grundpointen – at finanslovsaftalen afspejler en idéforladt regering.
Med en vis rette kan man også vende det på hovedet og sige, at aftalen også afspejler en idéforladt opposition, der lod sig spise af med pebernødder for blot at sidde med ved bordet. En opposition, der ikke kunne svinge sig op til at bringe så visionære forslag frem til forhandlingsbordet, at de blev smidt ud af lokalet.
Nu valgte alle partier – minus Enhedslisten – i stedet at danse med i Nicolai Wammens lille cirkusnummer, hvor Ole Birk Olesen så til sidst kunne stå inde i cirkusteltet og pisse ind i stedet for ud.
En svag regering plejer normalt at fostre en stærk opposition, men i tilfældet med SVM-regeringen har vælgerne nu både en svag regering og en svag opposition, hvilket i sidste ende kan risikere at blive et demokratisk problem og give ny næring til de populistiske fløjpartier, der lever af, at de etablerede partier ikke løser samfundets udfordringer.
For når vælgerne ikke længere kan kende forskel på partierne, og Christiansborg ikke længere udgør en politisk kampplads, giver det grobund for de populistiske partier med de lette svar.
Trepartsaftalen ender som en tabersag
Regeringen indgik mandag en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter. Udvalgte grupper såsom sygeplejersker, pædagoger, sosu’er og fængselsbetjente får et lønløft på 2.500 kr. om måneden.
Det er helt mod sædvanen, at en regering blander sig i løndannelsen på arbejdsmarkedet, hvor man har for vane at hylde den danske model.
Mandagens aftale kommer da heller ikke til at gå upåagtet hen på arbejdsmarkedet, hvor store offentlige lønmodtagergrupper føler sig forbigået og uundgåeligt kommer til at hæve deres lønkrav ved de forestående overenskomstforhandlinger.
Det kan blive dyrt, og det kan blive samfundsskadeligt i en tid, hvor man netop har fået bugt med inflationen. Politisk kan aftalen derfor blive et problem for regeringen. Konflikter på arbejdsmarkedet vil kunne henføres til trepartsaftalen, og selv om Nikolaj Wammen har et stort flertal i ryggen, bliver der ingen point at hente på aftalen. De utaknemmelige offentlige vælgere vil være i massivt overtal i forhold til de små 100.000 udvalgte faggrupper, der begunstiges med lønstigninger.
Store bededag rider regeringen som en mare
Regeringen blev skabt med en krisefortælling for et år siden. Nu skulle SVM-regeringen for alvor tage fat om de svære udfordringer for vores land. Men desværre for regeringen forduftede krisen ret hurtigt. Pengene fossede ind i statskassen, og ledigheden blev ved med at falde – og bedst af alt: Det gjorde inflationen også.
Men inden regeringen fik afblæst krisen, nåede den lige at afskaffe store bededag, hvilket øjeblikkeligt sparkede benene væk under de tre regeringspartier, der styrtdykkede i meningsmålingerne og stadig ikke er kommet tilbage.
Det er velkendt i politik, at man tager de mest upopulære beslutninger i starten af en regeringsperiode i håb om, at vælgerne så tilgiver en i løbet af valgperioden.
Spørgsmålet er, om det også sker for afskaffelsen af store bededag, der afviger fra andre politiske indgreb ved at have en meget stor symbolsk værdi. Man behøver blot at nævne store bededag, og vælgerne husker øjeblikkeligt, hvad der skete med den.
Regeringen indgår mange brede aftaler. Dermed lever den på sin vis op til sine løfter, men regeringens problem er, at ingen lægger mærke til aftalerne. De bliver ikke solgt godt nok, og det er ikke, fordi regeringen med et rekordantal på 35 spindoktorer ikke har ressourcer nok til at fodre pressen med de gode historier.
Men sagen er, at aftalerne langt hen ad vejen er så udvandede og intetsigende, at de tre regeringspartier dårligt nok selv vil kendes ved dem. I alt er der indgået omkring 55 politiske aftaler fra SVM-regeringens tiltræden den 15. december 2022 og frem til nu. Langt hovedparten er indgået med partier fra begge sider af den politiske midte, hvilket blot understreger, at aftalerne er tømt for ideologisk indhold.
Regeringen er uden kompas
Regeringen er rådvild. Det, som skulle have været dens styrke – krisehåndteringen og resultaterne –er i stedet blevet dens svøbe. Regeringen har ikke en samlet fortælling, som den kan sætte resultaterne ind i, og som kan anvise en retning for vælgerne.
Regeringen spillede for en måned siden ud med en skattereform. Den var Venstres trofæ for at indtræde i regeringen, måtte man forstå på både den forhenværende og den nuværende Venstre-formand, Troels Lund Poulsen. Venstre måtte æde en skovsnegl i form af top-topskatten, hvilket naturligvis hæmmer partiets appetit på at diskutere skattereformen, og skatteforhandlingerne lader da også fortsat vente på sig. Ingen synes at presse på, for ingen får gevinst ud af det.
CO2-afgiften på landbruget er blevet udsat, efter Ekspertudvalget netop har meddelt, at det skal bruge mere tid til at opmåle arealet af lavbundsjorde. Venstre er som bekendt under hårdt pres fra sit bagland. Derfor kan man allerede nu slå fast, at den kommende CO2-afgift hverken bliver fugl eller fisk for regeringen.
Regeringen har ikke en samlet fortælling, som den kan sætte resultaterne ind i og anvise en retning for vælgerne
Venstre vil træde på bremsen, mens Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen gerne ser, at afgiften bliver en milepæl for den grønne omstilling og regeringens klimapolitik. Den fortælling kommer Troels Lund Poulsen ikke til at bidrage til, hvilket igen efterlader vælgerne med indtrykket af et kompromis på laveste fællesnævner.
Senest har Venstre fået sin ministerrokade, der gav plads til Morten Dahlin og overraskelsen i form af iværksætteren, Mia Wagner, der ulykkeligvis måtte sygemelde sig efter kun en uge. Forhåbentlig kommer hun tilbage i topform, ellers bliver det et stort anslag mod Troels Lund Poulsen, der måtte fyre den afholdte ligestillingsminister Maria Bjerre for at gøre plads til Mia Wagner.
Samtidig slås Morten Dahlin med fortidens synder, hvor medierne konfronterer ham med kritiske båndsløjfer med hans angreb på Mette Frederiksen under Minksagen. Det understreger blot endnu en gang, at det ikke er let at være løftebryder i Venstre.
Læs også tidligere analyser af Frank Korsholm
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
