Flugt: Man kan ikke flygte fra sig selv

Ulrik Frost 19.06.2021

FILM // KOMMENTAR – Dokumentarist Jonas Poher Rasmussen har lavet filmen Flugt om sin ven Amin, der ankommer til Danmark som uledsaget flygtningebarn. Filmen følger Amins vej fra krigen i Afghanistan til de bonede gulve på Princeton University. Det er fortællingen om en rodløs sjæl, der savner at føle sig hjemme. Men hvor ender flugten, spørger Ulrik Frost.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg synes, vi mennesker fortjener fred, tryghed, sikkerhed og hvile. Det er ikke for meget forlangt. Så hvorfor er det, at så mange af os døjer med at finde netop det? Jeg tror, at hvileløsheden opstår, fordi vi ikke kan acceptere vores livssituation, og så flygter vi.

Flugten er meget enkel at forstå. Det er al den tid, vi bruger på ikke at stille spørgsmålet, hvilket liv ønsker jeg at leve, og handle efter svaret.

Flugt fra krig

Amin er forfulgt af flugt. Først flygter han fra krigen i Afghanistan. Han ender i en plejefamilie på Sjælland, hvor han vokser op. Han får sig en god uddannelse, står overfor en Postdoc på Princeton, finder en kæreste, der hedder Kasper og har en kat, køber et hus på landet og forsøger i det hele taget at etablere sig.

Men Amin bliver ved med at opleve sin tilværelse som rodløs. Han har svært ved at føle sig hjemme. Det må være en sorg og et afsavn, som mange, der har oplevet at blive tvunget fra deres hjem med vold og magt, må lide under.

Kæreste, job, familie og venner stiller krav og forventer, og Amin kan ikke sige hverken til eller fra, for han kan ikke mærke sig selv

For vil man ikke allerhelst være der, hvor man føler sig hjemme? Har man ikke svært ved at slå rødder nye steder, når det er krig og ufred, der driver en væk? Det kan ikke være et let udgangspunkt for at skabe et liv.

Flugten fra en selv

Men når det nu engang er blevet ens vilkår, så bliver man nødt til at tage det på sig. Ellers fortsætter flugten, og den kan vist aldrig være meningsfuld i sig selv. Man må påtage sig ansvaret for ens tilværelse ved at erkende, hvilke kort man har på hånden, så man kan spille dem rigtigt.

Den ansvarsfølelse mangler Amin. Han hives og trækkes i fra alle sider. Kæreste, job, familie og venner stiller krav og forventer, og Amin kan ikke sige hverken til eller fra, for han kan ikke mærke sig selv. Det lader til, at han ikke har udviklet en personlig grænse for, hvad han vil, og hvad han ikke vil, så man kan føre ham rundt i manegen så let som ingenting.

Og alligevel higer vi efter at mærke ham. Vi vil vide, hvem han er, og hvad han vil. Men han ved det ikke selv.

Amin flygter nemlig, og derfor er han os svar skyldig. Men han skylder først og fremmest sig selv at finde ud af, hvordan han føler sig hjemme. Andre kan ikke gøre det arbejde for ham. Amin er selv ansvarlig for at bringe flugten til ophør.

Hvilket liv ønsker jeg at leve?

Filmen viser ikke en vej ud. Det er én lang flugt væk fra spørgsmålet, hvilket liv ønsker jeg at leve? Det, synes jeg, er meningsløst og unødvendigt at se på, når jeg selv hver dag står op, gør mit ypperste for at skabe mig det liv, jeg ønsker at leve.

Jeg synes ikke det er nødvendigt for omverdenen at være vidne til så skrøbelige og spæde skridt udi selvforståelse og psykoanalyse

Når jeg så giver andre adgang til min opmærksomhed, vil jeg have, at de hjælper mig med at finde hoved og hale i livets op- og nedture. Derfor kræver jeg af dem, at de bruger deres indvirken på mig med omhu og respekt.

Filmen er heller ikke en fryd for øjet. Den er animeret, så man får ikke engang personerne rigtigt at se. Man mangler simpelthen noget centralt for at kunne føle med dem eller forstå dem.

På briksen

Derudover er den lavet som en terapisession, hvor instruktøren Jonas Poher Rasmussen hiver historien ud af Amin, der ligger med lukkede øjne på en briks og skal krænge sit hjerte ud. Men jeg synes ikke det er nødvendigt for omverdenen at være vidne til så skrøbelige og spæde skridt udi selvforståelse og psykoanalyse.

Det gør mig usikker på, om der overhovedet er noget at komme efter, eller om det kun er et første forsøg på at finde ægte følelser. Jeg vil se selvsikkerhed, viljestyrke og karakter. Jeg vil se mod og handling. Jeg vil ikke se på flere flugtforsøg. Jeg vil ikke se Amin animeret. Jeg vil se ham, som han er.

LÆS FLERE INDLÆG AF ULRIK FROST HER

Flugt havde premiere d. 17. juni i udvalgte biografer landet over.

Pressefotos fra filmen: Reel Pictures