Nej, Martin Henriksen er ikke nazist

af i Historie/Kulturhistorie/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Hvorfor trækker mange nazi-kortet i forbindelse med DF og eksempelvis Martin Henriksen. Povl Gad redegør her for, hvorfor det er helt skævt og ikke-konstruktivt: DF er beviseligt ikke nazister, og der er grundlæggende forskelle mellem Tysklands nationalsocialisme og det konservative, samfundsbevarende Dansk Folkeparti. Men der er også ligheder.

Sidste fredag skrev jeg en analyse her på POV.international om Martin Henriksens retorik. Min pointe var, at han er en effektiv, men uvederhæftig debattør. Mens indlægget blev lagt op på Facebook, forberedte jeg mig på at skulle forsvare det mod angreb fra Martin Henriksens støtter. Men de læser åbenbart ikke POV.international. Til gengæld fandt jeg meget hurtigt mig selv i gang med at forsvare Martin Henriksen. Den situation havde jeg godt nok aldrig forestillet mig at stå i.

Det pudsige ved situationen var dog primært, at alle personangrebene var udtryk for præcis det samme, som jeg kritiserede Martin Henriksen for i min analyse. Ad Hominem – at gå efter manden, ikke bolden, er en ældgammel og underlødig retorisk strategi. Men jeg havde åbenbart ikke formået at få min pointe igennem. Det er med en anelse skam taget til efterretning.

Det skulle betyde, at DF ultimativt stræbte efter eller drømte om at invadere og underlægge os andre lande og deres befolkninger. Ingen af delene kan jeg finde i DF’s partiprogram

En lidt yngre version af Ad Hominem betegnes Reductio Ad Hitlerum – eller at spille nazikortet, dvs. beskylde modstanderen for at være nazist, og derved diskvalificere ham fra debatten. Og det var nøjagtigt, hvad Martin Henriksen primært blev udsat for.

I tirsdags tog Uffe Elbæk så bladet fra munden i et interview i Berlingske [Betalingsmur], og pegede på en række tendenser i tiden, der giver mindelser om fascismens unge år. Det var tydeligt, at han havde valgt sine ord nøje.

Fx ved at tale om fascisme og ikke nazisme, ved ikke at nævne bestemte partier eller personer, og ved at pege på både danske og internationale forhold. Alt sammen for at undgå ”at hele debatten »eksploderer«eller »går i stå«”.

Det er ikke lykkedes specielt godt at undgå. På trods af, at Elbæk peger på nogle konkrete og indiskutable tendenser, som fx den anti-intellektuelle diskurs, de talrige retspolitiske stramninger og diskussionen om menneskerettigheder.

Problemet er, at nazikortet altid. Altid. Altid stopper enhver fornuftig debat med dem, der føler sig truffet, uanset hvor berettiget det er. Det betyder ikke, at man ikke som Uffe Elbæk kan tage diskussionen op. Det kan absolut være et vigtigt emne at drøfte internt blandt dem, der er enige i analysen. Man skal bare ikke forvente en dialog med dem, der ikke er.

Og når det drejer sig om de direkte beskyldninger mod enkeltpersoner eller partier om at være nazister, som i kommentarsporet til min retorikanalyse, knækker filmen. Så er vi ude i det direkte destruktive, hvor ingen bliver klogere, og debatten kun mere polariseret. Og det er blandt andet fordi, det er forkert. Der er – uanset om man ser nogle fællestræk – milevidt fra nazismen og til Martin Henriksen og DF i almindelighed. Og ved at komme med de beskyldninger, afsporer man debatten, og det bliver umuligt at diskutere andre og rimelige kritikpunkter. Som fx om Martin Henriksen bruger underlødig retorik, eller om vi skal holde menneskerettighederne i hævd.

Nazisme er en klart defineret størrelse

Dansk Folkeparti adskiller sig på nogle helt afgørende punkter fra nazismen. Det drejer sig dels om nogle tekniske, definitoriske forskelle, nogle ideologiske forskelle og nogle praktisk-politiske forskelle. Og dem vil jeg hermed redegøre for i håbet om, at flere vil tænke sig om en ekstra gang, inden de næste gang trækker nazikortet. Og at et par stykker måske helt undlader det.

For det første er nazismen pr. definition en ideologi med klar historisk og geografisk afgrænsning.

Det giver ingen mening at tale om en afrikansk nazisme, vikingetids-nazisme eller for den sags skyld nazi-islamisme. Eller nazisme i dansk politik anno 2019, uanset hvor mange små ligheder man i øvrigt mener at kunne få øje på. De eneste tilnærmelsesvise undtagelser er ny-nazisme, som trækker eksplicit på den historiske arv, men dybest set mere er i familie med radikaliserede grupper af unge, vrede (primært) mænd med et racistisk voldsfokus. Som fx skinheads, KKK, alt-rights og visse hooligan-grupperinger. I Danmark er det tætteste det Greve-forankrede Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, der sidste gang stillede op til kommunalvalget i 2009, hvor de fik 63 eller hvad der svarer til en kvart procent af stemmerne. Jeg ved ikke engang, om de stadig eksisterer.

En anden fundamental ideologisk forskel er synet på religion. Nazisterne søgte at undertrykke alle typer religioner. DF bygger entydigt på kristendommen, mere specifikt tidehvervsbevægelsens udlægning. Det tætteste DF kommer på et eget ritual er vel at spise stegt flæsk til deres landsmøde

Nazisme som en statsform og partipolitisk ideologi er pr. definition noget, der fandtes i Tyskland og tilgrænsende lande i 20’erne, 30’erne og 40’erne. Alene derfor er DF ikke nazistisk. En struds bliver heller ikke en hest, fordi man kan ride på den.

Men også i det ideologiske indhold er der afgørende forskelle. Helt centralt i nazismens verdensbillede finder vi den pseudovidenskabelige racelære, der delte mennesker op i tre grupper.

For det første Kulturgrundlæggerne, dvs. arierne, hvis skæbne det var at dominere og undertrykke andre racer og sætte sig spor i historien. Nazisterne mente således, at alle store kulturer fra egypterne til romerne (og germanerne selvfølgelig) var domineret af ariere. For det andet Kulturbærerne, dvs. alle de almindelige mennesker, der var sat i verden til at tjene arierne og nyde godt af deres bedrifter. Hertil regnede man fx de slaviske folk i Østeuropa, der således var velegnede til at underkaste sig. Og endelig Kulturødelæggerne, dvs. jøderne, der udgjorde en trussel mod arierne, og som det derfor var legitimt at bekæmpe. Det var dette verdensbillede, der var styrende for nazistpartiet, og blandt andet legitimerede deres to største forbrydelser; 2. verdenskrig og Holocaust.

Dansk Folkeparti

Skulle denne lære overføres til DF, ville det betyde, at DF åbent bekendte sig til racisme som videnskabeligt fundament, med danskere som overmennesker og jøder som undermennesker. At de direkte bifaldt holocaust. Og det skulle betyde, at DF ultimativt stræbte efter eller drømte om at invadere og underlægge os andre lande og deres befolkninger. Ingen af delene kan jeg finde i DF’s partiprogram.

En anden fundamental ideologisk forskel er synet på religion. Nazisterne søgte at undertrykke alle typer religioner (dog i forskellig målestok). De udviklede sideløbende deres eget forholdsvis komplekse kultiske system, hvor man fx dyrkede folket, føreren, historien, døden og kroppen. Man opfandt ritualer, og i arkitekturen byggede man steder og rum til dyrkelse af disse semireligiøse elementer. Nazismen blev således sin egen religion.

Hitler ønskede ubegrænset og direkte magt til at skabe store samfundsomvæltninger. DF er et langt mere konservativt parti, der hylder velfærdsstaten og foretrækker at stå på sidelinjen med hånden på bremsen fremfor speederen

DF bygger entydigt på kristendommen, mere specifikt tidehvervsbevægelsens udlægning. Det tætteste DF kommer på et eget ritual er vel at spise stegt flæsk til deres landsmøde.

Hvad angår den praktiske politik stod nazistpartiet for det første i direkte opposition til Weimarrepublikkens socialdemokratiske velfærdssamfund, og ønskede en helt anden samfundsmodel. DF bekender sig imidlertid 100% til velfærdssamfundet (uanset at de ofte har stemt for beskæringer af velfærden i diverse finanslove).

Men det væsentligste er nok, hvordan nazipartiet gik målrettet efter regeringsmagten som middel til at gennemføre sin politik. Efter det mislykkede ”ølstuekup” i 1923, som sendte Hitler et år bag tremmer (hvor han i øvrigt forfattede Mein Kampf), satte partiet alle sejl ind på at vinde regeringsmagten ad demokratisk vej. Og da det lykkedes i 1934, konsoliderede de den med alle de udemokratiske midler, de kunne finde på.

DF har altid valgt at stå udenfor regering som parlamentarisk støtte. Modviljen for at tage magt og ansvar er ikke kun et strategisk valg, men i højeste grad en forskel på det politiske DNA, de to partier hver især er skabt af. Hitler ønskede ubegrænset og direkte magt til at skabe store samfundsomvæltninger. DF er et langt mere konservativt parti, der hylder velfærdsstaten og foretrækker at stå på sidelinjen med hånden på bremsen fremfor speederen.

Endelig kan man hos DF slet ikke genfinde den økonomiske politik, der hos nazipartiet handlede om massive investeringer i infrastruktur, teknologi, byggeri og militær. Det var i en grad, at det faktisk truede Tyskland med statsbankerot, hvilket flere forskere peger på, var afgørende for at ekspansionspolitikken fandt opbakning i det tyske erhvervsliv og finansverdenen. Kun ved at gå på rov i andre lande kunne staten betale sin enorme gæld tilbage til dem.

Hvorfor kalder mange DF for nazister?

På den måde kunne man opregne dusinvis af flere forskelle i stort og småt på DF og nazistpartiet. Sammenligningen er altså fundamentalt forkert. Så hvorfor er det, at dette mærkat konstant bliver sat på DF? Er det udelukkende fordi DF’s modstandere er dårlige og usaglige debattører?

Nej, ikke kun. Der eksisterer selvfølgelig også nogle ligheder. Som foragten mod de intellektuelle, socialisterne og alle de finkulturelle. De kulturradikale, som DF kalder dem. Eller det store fokus på retspolitiske stramninger og strengere straffe, som Uffe Elbæk peger på. En styrkelse af retsstaten til et punkt, hvor det undergraver retssikkerheden.

Den væsentligste ideologiske lighed består imidlertid primært i nationalismen, og en række af de måder, den manifesterede og manifesterer sig på.

Ved sidste finanslov var det fx en mærkesag for DF at beskære de offentlige tilskud til moderne kunst. Umiddelbart uskyldigt, men det er bemærkelsesværdigt meget i tråd med nazistpartiets kampagne mod moderne ”entartete” (degenereret) kunst

For nazistpartiet udsprang nationalismen i ydmygelsen efter nederlaget i 1. verdenskrig. Hitler ønskede at genrejse landet som stormagt, og brugte her nationalismen som en løftestang til at genskabe stoltheden, kampgejsten og offerviljen i befolkningen.

DF’s nationalisme udspringer efter min mening nærmere i en modvilje mod globalisering og EU-samarbejdet end af en tabt krig (selvom nederlaget i 1864 spøger). Men måden, de to manifesterer sig på, er overraskende ens.

For eksempel har vi den nostalgiske tilbageskuen til en før-moderne tid, som man kan se dyrket af begge partier i alt fra reklamemateriale til kulturpolitik.

Ved sidste finanslov var det fx en mærkesag for DF at beskære de offentlige tilskud til moderne kunst. Umiddelbart uskyldigt, men det er bemærkelsesværdigt meget i tråd med nazistpartiets kampagne mod moderne ”entartete” (degenereret) kunst. Den nostalgiske tilbageskuen bygger på et narrativ om en lykkelig og gloværdig før-moderne fortid, som i begge tilfælde er ren konstruktion.

Mere kontroversielt er dog synet på udlændinge i begge tilfælde. Det er et faktum at det er lykkedes DF at gennemføre forskelsbehandling af mennesker på baggrund af nationalitet, både når det gælder retstilstand og sociale ydelser. Og man så eksplicit helst, at de rejste ”hjem”. Her lader man ikke nazistpartiets tidlige linje meget tilbage.

Muslimerne

Men elefanten i rummet er naturligvis fokuseringen på en ganske bestemt religiøs-etnisk gruppe. For nazisterne var det jøderne. For DF er det muslimerne. Nazisternes Endlösung kan selvfølgelig på ingen måde sammenlignes med DF’s politik. Selvom det er da sket et par gange, at partitoppen har måttet slå ned på et medlem, der har tænkt højt og foreslået, at myndighederne skyder immigranter på Middelhavet eller ved EU’s grænser.

Men retorikken overfor de to grupper er bemærkelsesværdig ens. Hitler beskylder i Mein Kampf jøderne for en international sammensværgelse og 5.-kolonnevirksomhed, der handler om at undergrave det tyske samfund.

Han beskriver hvordan det som ganske ung gik op for ham, at jødedommen ikke er en religion, men nærmere en politisk ideologi. Det minder bemærkelsesværdigt meget om DF’s holdning til islam.

DF italesætter på tilsvarende måde konstant Islam som noget, der ultimativt søger at omstyrte vores samfund og kultur. Begge steder er det et udtryk for en offer-bøddel-omvending, der legitimerer at man fortsætter og forstærker forskelsbehandlingen som en art selvforsvar. Begge grupper bliver italesat som en trussel.

DF italesætter på tilsvarende måde konstant Islam som noget, der ultimativt søger at omstyrte vores samfund og kultur

Samtidig må man ikke overse, at DF nok er den største forsvarer for jøder i almindelig og staten Israel i særdeleshed, og dermed på et helt afgørende punkt står i direkte modsætning til nazismen. Enkelte vil måske i den sammenhæng bemærke, at arabere teknisk set er et semitisk folkeslag ligesom jøderne, og DF derfor også bør betegnes som antisemitisk. Men for nazismen handlede det ikke om semitter i almindelighed. Det handlede entydigt om jøder.

Der er dog også et par afgørende forskelle på de to versioner af nationalisme. Den vigtigste er den historiske kontekst. Før 2. verdenskrig var nationalisme og antisemitisme en langt mindre kontroversiel størrelse end det er i dag, både i Danmark og Tyskland. Ikonet N.F.S. Grundtvig var fx glødende dansk nationalist, hvilket DF gerne påpeger, når de skal forklare deres ideologiske ophav.

Men netop nazismen, holocaust og 2. verdenskrig betyder, at nationalisme i dag slet bør kunne ses i samme uskyldige lys, som før Hitler overtog rigskanslerposten. På en måde kan man derfor med nogen ret godt anse DF (og andre nationalistiske partier over hele Europa) som mere ekstreme end nazistpartiet. Af den simple grund, at vi netop burde være blevet klogere.

Hold op med at trække det nazi-kort, det virker ikke

Sammenfattende er det rimeligt at sige, at Uffe Elbæk har ret, når han peger på nogle tendenser og sammenfald mellem nazismens tidlige år, og hvad vi ser i dag i Danmark og resten af verden. Men det gør det ikke mindre forfejlet når alle mulige andre kalder DF nazistisk, med alt hvad det indebærer. Forskellene er større end lighederne. Det er simpelthen usandt. Så hold op med det.

Også selvom du ikke er enig med mig. For som sagt er det ikke-konstruktivt, og den hurtigste måde at afspore debatten og diskvalificere sig selv hos alle andre end ens meningsfæller.

At trække nazi-kortet står i vejen for, hvad der kunne være af rimelig og velbegrundet kritik af partiet og dets politik. Det forærer DF muligheden for (med en hel del ret) at udråbe sig selv som ofre og uretfærdigt behandlede.

De eneste, der har gavn af, at man sætter dette mærkat på dem, er DF. Så hvis man ønsker at bekæmpe DF, er det da det absolut dummeste, man kan gøre. Det er også det dovneste. Venstrefløjen burde kunne præstere bedre end det.


Illustration: Michaël Dorbec (foto: Ft.dk)
Alle andre fotos: Wikimedia Commons.

Povl Heiberg Gad er kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur og erhvervs-ph.d.-studerende ved CBS, Center for Business Data Analytics. Hans forskningsfelt er Big Data kombineret med kvalitative studier af medlemsvandringer i fagforeninger samt dataetik.

Seneste artikler om Historie