REFORM // KOMMENTAR – Reformlovgivningen om førtidspension og fleksjob og kommuners forvaltning af den er umenneskelig og uværdig, vurderer Lisbeth Riisager Henriksen i anden del af to sammenhængende debatindlæg. Regeringen bør vise et menneskeligt ansigt nu: lempe loven gennemgribende og forbedre retssikkerheden for mennesker med handicap, så de får respekt for deres menneskelige værdighed.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I mit første indlæg i denne miniserie gav jeg en oversigt over Handicapkonventionens hovedbudskaber. I dette andet og sidste indlæg vurderer jeg reformen af førtidspension og fleksjob i lyset af Handicapkonventionen og konkluderer, at konventionen ikke er blevet iagttaget ved udarbejdelsen af reformen og i reformens levetid indtil nu. Endvidere anbefaler jeg regeringen, hvad den bør gøre for at leve op til dens forpligtelser.
At reformen ikke lever op til Handicapkonventionens forpligtelser, kan ses på flere niveauer.
Regeringen solgte reformen ved negativ propaganda
Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen levede ikke op til forpligtelsen af staten til positiv bevidstgørelse (artikel 8) om personer med handicap og de rettigheder og den værdighed, der tilkommer dem. Tværtimod fremlagde hun selektive informationer om målgruppen og den tidligere fleksjobordning, som miskrediterede de daværende fleksjobbere og den tidligere ordning over for den brede befolkning, så det appellerede til misundelse (jeg har beskrevet det i Altinget 2. februar 2017).
Regeringen foretog, mig bekendt, ikke nogen helhedsvurdering af, hvordan målgruppen ville blive stillet. Tværtimod bærer reformen præg af at være et eksperiment
Hun fremkom eksempelvis med det nedværdigende udsagn i Avisen 14. december 2012, at ansatte i fleksjob er ”sikret en rimelig indtægt, da de som minimum er sikret en indtægt på cirka 200.000 kroner” årligt før skat.
På det almindelige arbejdsmarked hersker der forventninger om, at lønniveauer relaterer sig til graden af uddannelse, erfaring, ansvar og kvalifikationer og honoreres efter overenskomsterne. Men Mette Frederiksen sendte et kraftigt signal om, at fleksjobbere, uanset de samme parametre, tidligere havde været forkælede og nu burde være taknemmelige for, at de overhovedet ville kunne få et fleksjob.
Ingen repræsentanter og ingen helhedsvurdering
Regeringen rådførte sig ikke med repræsentanter for handicapområdet i lovgivningsprocessen. Mette Frederiksen valgte at sidde den massive kritik og alle de gode råd fra de usædvanligt mange kritiske høringssvar fuldstændigt overhørig.
Regeringen foretog, mig bekendt, ikke nogen helhedsvurdering af, hvordan målgruppen ville blive stillet. Tværtimod bærer reformen præg af at være et eksperiment.
Reformen gjorde også op med tanken om at bruge de maksimale ressourcer til at nå målet i konventionen. Dens hovedsigte er det modsatte: milliardbesparelser (mere herom senere).
Diskriminerede og ekskluderede fleksjobbere
Reformen af fleksjob har helt overordnet betydet, at arbejdstagere, som er blevet eller bliver ansat i et nyt fleksjob under reformordningen, ikke længere aflønnes som fuldtidsarbejdstagere, som det skete under den tidligere fleksjobordning, hvor aflønningen fulgte overenskomsterne.
Arbejdstagere i fleksjob er gået fra at være ligeværdige lønmodtagere på arbejdsmarkedet til at være uligeværdige b-arbejdstagere og permanente sociale klienter i det offentlige system frem til pensionsalderen. Det er en ydmygelse, nedværdigelse og devaluering af dem og deres værdi på arbejdsmarkedet.
Det betyder, at fleksjobberne som nogle af de eneste på arbejdsmarkedet skal effektivitetsvurderes forud for en ansættelse
Som arbejdstagere får de løn fra arbejdsgiver for ”det udførte arbejde”, og som klienter får de et direkte løntilskud fra kommunen kaldet fleksløntilskud.
For så vidt angår lønnen, skrev forligspartierne fleksjobbernes lovformelige krav på faglig hjælp fra fagbevægelsen i forbindelse med ansættelse helt ud af fleksjobordningen, herunder retten til overenskomstmæssig løn. Desuden indførte de det nye begreb ’arbejdsintensitet’ (effektivitet).
Det betyder, at fleksjobberne, som nogle af de eneste på arbejdsmarkedet, skal effektivitetsvurderes forud for en ansættelse, og at arbejdsgivere har mulighed for at afvige fra overenskomsterne med udgangspunkt i en af arbejdsgiver og kommune skønnet vurdering af personens grad af handicap (læs mere her).
For så vidt angår tilskuddet, så følger det ikke gældende overenskomster, men består af maks. 98 procent af dagpengesatsen.
Forringelsen betyder, at de enkelte arbejdstagere nu selv skal forhandle løn- og ansættelsesforhold og langt hen ad vejen er blevet prisgivet den enkelte sagsbehandler og arbejdsgiver i lønfastsættelsen.
Kravene til arbejdsprøvninger mangler både på kort og langt sigt afgrænsninger og går derved imod Menneskerettighedskonventionens artikel 24, der fastslår, at enhver har ret til en rimelig afgrænsning mellem arbejdstid og fritid.
Reformen afskaffede endvidere fastholdelsesfleksjobbet – dét fleksjob, der kunne etableres på den arbejdsplads, hvor en arbejdstager allerede havde arbejdet, inden han/hun fik varige funktionsnedsættelser – som ellers før reformen havde stået for ca. halvdelen af fleksjobbene. Det har betydet, at mange fleksjobvisiterede er endt langvarigt på ledighedsydelse eller kontanthjælp.
Endvidere har det betydet en meget svær indgang til overhovedet at blive godkendt til eller forlænget i et fleksjob. Derudover opererer reformordningen med midlertidige fleksjob frem til borgerens fyldte 40 års-alder og medfører en voldsom uvished for både arbejdstager og arbejdsgiver om ansættelsesperspektivet. Det er alt andet end fair.
Reformen forringede også vilkårene for selvstændige fleksjobbere, så det i praksis blev næsten umuligt for mennesker med meget nedsat arbejdsevne at etablere sig som sådan.
Der er stort set heller ikke truffet foranstaltninger i reformen til at fremme beskæftigelsen af personer med handicap, bortset fra at de i de første reform-år blev tilbudt en særlig bonus til arbejdsgivere, der ansatte personer i minifleksjob.
Hvert forløb kunne vare mellem ét og fem år – nogen bliver ”idømt” flere sådanne forløb. Det var med andre ord en absurditet
Reformen gjorde op med de knæsatte handicappolitiske principper om ligebehandling og kompensation, så arbejdstageren med handicap ikke længere får en løn, der svarer til den, øvrige arbejdstagere på et overenskomstområde får, og så han/hun ikke stilles med et lige udgangspunkt som disse. Den har også gjort op med solidaritetsprincippet, så det ikke længere er de bredeste skuldre, der skal bære mest. Disse reduktioner af rettigheder er i strid med Handicapkonventionen.
Alt i alt er det min vurdering, at reformen af fleksjob har betydet diskrimination i alle forhold vedrørende beskæftigelsen af mennesker med handicap. Den har forringet arbejds- og lønvilkårene i retning af det uretfærdige og ugunstige, så mennesker under fleksjobordningen er stillet helt ulige i forhold til arbejdstagere på det ordinære arbejdsmarked. Den har gjort op med retten til at udøve arbejdstager- og fagforeningsrettigheder på lige fod med andre og forringet beskæftigelses- og karrieremuligheder.
Den har, overordnet betragtet, ekskluderet fleksjobberne fra det fællesskab, som den selv påstod at ville inkludere dem i (Mette Frederiksen italesatte reformen under navnet En del af fællesskabet). Det lever ikke op til Handicapkonventionen, og det har også både Holger Kallehauge (i PTU’s høringssvar fra 11. september 2012 til lovforslaget og i sit kapitel i min bogantologi (red.) Et liv i andres hænder) og Institut for Menneskerettigheder (i en henvendelse til Beskæftigelsesministeriet 13. november 2012) pointeret og vurderet.
Ressourceforløb forhalede førtidspensionen
Mette Frederiksen og forligskredsen indførte endvidere med reformen det såkaldte ressourceforløb som en forudsætning for tilkendelse af førtidspension bortset fra i ”åbenlyse” tilfælde. Det blev præsenteret som ”en tidlig, helhedsorienteret indsats”, men blev i realiteten givet borgeren, når alt andet allerede var afprøvet vedrørende arbejdsevne uden held, og hvert forløb kunne vare mellem ét og fem år – nogen bliver ”idømt” flere sådanne forløb. Det var med andre ord en absurditet.
Endelig betød reformen, at det blev meget svært at få tilkendt førtidspension for personer med selv varigt meget nedsat eller ikke-eksisterende arbejdsevne. I årene 2013-2014 indebar den endog ulovlig målstyring fra beskæftigelsesministerens side af, hvor få nye førtidspensioner kommunerne måtte tilkende, så staten ville kunne opnå det ønskede årlige milliardprovenu i besparelser. Jeg har i en række debatindlæg anklaget Mette Frederiksen for at have haft til hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote og har med indsamlinger af måltal sandsynliggjort denne påstand.
At bringe nogen i en sådan tilstand er sammenligneligt med tortur
Denne målstyring betød en meget voldsom opbremsning i antallet af tilkendelser især i de første år, hvor kun omkring halvt så mange personer fik tilkendt førtidspension som i årene inden reformen. Først i 2020 er antallet af nytilkendelser af førtidspension nået op på niveauet fra før reformen. Det skal ses som udtryk for, at kommunerne ikke kunne strække ressourceforløbene længere, skrev Politiken 12. april, hvor jeg også medvirkede med min vurdering.
Mette Frederiksen og forligskredsen skabte med indførelsen af ressourceforløb og forhalingen af tilkendelse af førtidspension et monster af uvished, ventetid og absurditet, som de syge i årevis parkeres i uden mulighed for at flytte sig ud af stedet, før systemet vil være med. Reformen har for mange sygemeldte betydet manglende fremtidsperspektiv og håb, oplevelse af uretfærdighed – og politisk disrespekt for sygdomsrealitet, tid og liv.
At bringe nogen i en sådan tilstand er sammenligneligt med tortur. Det fremgik klart af Psykiatrifonden og Sinds store sociologiske undersøgelse af sygemeldtes møder med jobcenteret i 2019, at jo længere tid ud over et halvt år, de sygemeldte blev holdt i systemet, jo mere syge bliver de, ja, nogle endda så syge, at de overvejer selvmord. Det er meget alvorlige konklusioner.
Peter Hummelgaard har selv i 2019 løftet sløret for, at der er en betydelig overdødelighed blandt borgere i ressourceforløb og efter tilkendt førtidspension i forhold til den øvrige befolkning. Således var 334 ud af 39.680 borgere fra 1. januar 2013 til 30. april 2019 døde i ressourceforløb eller senest fem uger efter afslutningen af det, svarende til 0,8 procent, og 1.950 ud af 51.030 borgere var i perioden fra 1. januar 2013 til den 30. november 2018 afgået ved døden i løbet af de første seks måneder efter tilkendt pension, svarende til 3,8 procent.
Til sammenligning var den generelle dødelighed i 2018 for danskere mellem 18 og 64 år ifølge Dansk Statistik 0,23 procent. Det er uværdigt og umenneskeligt, at personer, der er så syge, at de dør af det, skal tilbringe deres sidste måneder og dage i en sådan beskæftigelsesindsats. Heller ikke her lever loven og forvaltningen af den op til forpligtelserne i henhold til Handicapkonventionen.
Det kan undre, at det ikke ser ud til at anfægte ministeren og forligskredsen det mindste, bortset fra den lillebitte lempelse af det enkelte ressourceforløbs længde, som Peter Hummelgaard fik forhandlet med forligspartierne i november 2020.
Dét bør regeringen gøre for at leve op til Handicapkonventionen
Det er kun små politiske magtmennesker uden skam i livet, der efter at være blevet forelagt utallige eksempler på uretten og umenneskeligheden fortsat kan tillade, at titusindvis af mennesker med handicap bliver diskrimineret i fleksjob eller mishandlet i jobcenterforløb i årevis.
Nu må det være sidste udkald for Peter Hummelgaard, Astrid Krag og Mette Frederiksen til at få gjort op med umenneskelighed i lovgivningen om og forvaltningen af dette område. Nu må det være sidste udkald for dem til at vise et menneskeligt ansigt i den førte politik.
For at leve op til forpligtelserne bør regeringen som minimum gennemføre følgende konkrete, gennemgribende lempelser af lovgivningen:
1. Snitfladerne mellem førtidspension, ressourceforløb, minifleksjob og fleksjob skal tydeliggøres. Herunder skal kriterierne for tilkendelse af førtidspension lempes og præciseres, og minifleksjobordningen skal gøres frivillig. Jeg mener, at den tidligere grænse på maks. 12 timers ugentlig arbejdsevne vil være en retfærdig grænse at drage for, hvem der skal tilkendes ret til førtidspension
2. Ressourceforløb som kategori skal forkastes
3. Sagsbehandlingen før afklaring til fleksjob eller førtidspension skal tidsbegrænses til maks. to år, og afklaringen af arbejdsevne og forsørgelsesgrundlag skal ske med inddragelse af og respekt for lægefaglige vurderinger, så der bliver et positivt samspil mellem behandlingen af borgeren i sundhedssystemet og i social- og beskæftigelsessystemet. Disse forhold er også samlet i jurist Louise Schelde Frederiksens borgerforslag ”Sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge”, som i løbet af foråret fik de nødvendige mindst 50.000 støtteerklæringer, der berettiger til, at Folketinget kan behandle det som beslutningsforslag
4. Rehabiliteringsteamet skal have mere beslutningskompetence
5. Den ydelse, som den sygemeldte skal tilbydes under afklaringsperioden, skal hæves til som minimum ledighedsydelsens niveau
6. Den kombinerede løn- og ydelsesmodel for fleksjobbere skal tilbagerulles til en ren lønmodtagermodel, hvor arbejdsgiveren betaler fleksjobber fuld løn, og kommunen giver arbejdspladsen tilskud. Herunder skal produktivitetsaflønningen for fleksjobbere tilbagerulles, og pensionsefterslæbet rettes op
7. Fastholdelsesfleksjobbet skal genindføres
8. Midlertidige fleksjobvisitationer skal erstattes med fast visitation én gang for alle
9. Fleksjobordningen for selvstændige skal lempes
Derudover kræves gennemgribende initiativer til at genoprette borgernes retssikkerhed i kommunerne.
LÆS MERE AF LISBETH RIISAGER HENRIKSEN HER
Topfoto: Bragt med tilladelse fra Jobcentrets Ofre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
