DEMOKRATI // KOMMENTAR – Det havde været skikkeligt, hvis alle dem, der slynger om sig med rasende overskrifter, havde sluppet foden fra speederen og overvejet for og imod først, skriver Ask Foldspang Neve. Samira Nawas og Zenia Stampes orlov fra Folketinget handler ikke om personlig berigelse. Faktisk er der to fordele ved orlovsreglen, som blev genindført i 2016 efter ønske fra Det Konservative Folkeparti.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Samira Nawa og Zenia Stampe har begge valgt at tage orlov fra Folketinget, efter at de blev udpeget som ministre. Det blev prompte tolket som et tegn på en art grådighed eller frås med skattepenge i den mere folkelige presse.
B.T. skrev fx: ”190.000 kr. mere om måneden: Radikale-ministres orlov udløser to nye lønninger,” mens TV 2 Øst skrev: ”Nye ministre skynder sig på orlov”. Den højreorienterede blog Presse-fotos.dk skrev: ”Ministres orlov koster kassen: Så dyrt er det for danskerne”.
Alle giver det indtryk, at de nye ministre scorer flere penge til sig selv eller måske endda går på betalt orlov fra det ministerium, de lige er blevet udpeget til. Det er forkert.
Alle giver det indtryk, at de nye ministre scorer flere penge til sig selv eller måske endda går på betalt orlov fra det ministerium, de lige er blevet udpeget til. Det er forkert
Sandheden er, at det ikke gør nogen privatøkonomisk forskel for de to overhovedet. De tager kun orlov fra Folketinget, ikke fra deres ministerier. Hvis de var blevet siddende begge steder, ville vederlagene være blevet fratrukket hinanden, så de kun havde modtaget ministervederlaget, altså det samme, der bliver tilfældet nu. Den ”ekstra regning” er altså kun, at deres suppleanter selvfølgelig får eget vederlag udbetalt.
Der er faktisk to fordele
Der er to fordele ved orlovsreglen, som blev genindført i 2016 efter ønske fra Det Konservative Folkeparti, efter at den var blevet afskaffet under Fogh i 2005 efter Frevert-sagen:
1) Den giver især mindre partier mulighed for fortsat at have en effektiv folketingsgruppe efter ministerudpegelse.
2) Den giver en smule mere adskillelse mellem regering og Folketing, også selv om det selvfølgelig ikke er en stærk kontrol. Især det sidste synes jeg er vigtigt.
Generelt synes jeg, at vi skal være glade for et parlamentarisk system frem for et præsidentielt. Men der er nogle fordele ved en lidt stærkere adskillelse af lovgivende og udøvende magt.
Der er nogle fordele ved en lidt stærkere adskillelse af lovgivende og udøvende magt
Som vi så under den forudgående flertalsregering, havde vi de facto ingen parlamentarisk kontrol med regeringen, når den ikke engang skulle forhandle flertal hjem. Jeg hævder selvfølgelig ikke, at et system med orlov løser det problem, men jeg synes, det er et lille skridt i den retning. Det er bedre end det modsatte.
Omvendt kan man indvende, at regeringen kan miste forbindelsen til sin egen folketingsgruppe, hvis ministrene går på orlov. Det må kunne løses med intern koordination. Man kan også indvende, at de populære folketingsmedlemmer, der har større chance for at blive udpeget til ministre, så trækker mindre kendte ansigter ind, som færre har stemt på. Det sidste er jo dog ikke anderledes end partisystemet generelt, hvor langt de færreste vælgere vel kan navngive mere end måske 15 til 20 medlemmer af Folketinget.
Omkostningsargumentet synes jeg er helt fjollet. Det koster rundt regnet 1 mio. kr. pr. folketingsmedlem om året. Det er medlemmer, der skal stemme om en finanslov på 1.800 mia. kr.
Det enkelte medlem tjener jo ikke mere eller mindre uanset ordningen, så det kan ikke handle om personlig griskhed. Hvis man synes, dét er et problem, så er ”ben” meget mere problematiske, især udpegelse til bestyrelser og direktioner i offentligt ejede selskaber.
Parlamentarisk skik i andre lande
Hvis man kigger rundt i Vesten, vil man se, at der er lande, der gør både det ene og det andet, fra påbudt adskillelse til påbudt sammenblanding:
De to ærkeeksempler er selvfølgelig USA, præsidentielt og med streng adskillelse, og UK, parlamentarisk og med streng sammenblanding. De ligger i hver sin ende af aksen.
I USA betyder den såkaldte Incompatibility Clause, at et medlem af Kongressen skal opgive sit sæde, hvis vedkommende bliver udnævnt til for eksempel regeringen.
Omvendt tilsiger britisk forfatningstradition, at en minister skal være siddende MP eller lord, og specifikt, at ministre ikke kan hentes ind udefra uden at de først gøres til lords. Det brugte Brown, Sunak, Cameron og Starmer. Denne mulighed er selvfølgelig en kattelem til at omgå det strengt parlamentariske system, fordi premierministeren selv kan udpege lords.
Derudover har en række af vores nærmeste nabolande faktisk krav om orlov eller endda fratrædelse:
Norge, Sverige og Belgien har krav om orlov. Man kan ikke sidde både i parlamentet og som minister, men man beholder sit mandat, mens en stedfortræder overtager sædet. Det svarer til ordningen i Grønland og til den ordning, som Nawa og Stampe har valgt at benytte.
Holland og Frankrig går videre og kræver, at man opgiver sit sæde. I Holland overtager den næste på listen. Frankrig har den klareste adskillelse: Indtil grundlovsreformen i 2008 krævede det endda et suppleringsvalg at vende tilbage, mens man siden automatisk får sit sæde igen, når man forlader regeringen.
Omvendt er den mere rent parlamentariske skik med dobbeltsæde i både parlament og regering udbredt i en række af de store kontinentale lande:
Tyskland, Spanien og Italien har alle dobbeltsæder, og skikken er, at man sidder begge steder, omend det jo så igen de facto betyder, at man kun sidder i parlamentet rent stemmeteknisk. Grækenland har samme regel, men regeringen overvejer tilsyneladende at lave det om.
Man kan altså se begge måder at organisere sig på, og der er sikkert valide idéer bag begge ordninger. Jeg synes dog, at fordelene ved adskillelse er større end fordelene ved sammenblanding, som nævnt ovenfor.
Og jeg synes, det havde været skikkeligt, hvis alle dem, der slynger om sig med rasende overskrifter, der som B.T.s her får det til at lyde, som om orloven handler om personlig berigelse, havde sluppet foden fra speederen og overvejet for og imod først. Jeg ved godt, at det ikke giver klik.
Men altså, hermed mit bidrag til rolig overvejelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og