OPERA // ANMELDELSE – H.C. Andersens og I.P.E. Hartmanns syngespil Ravnen blev hurtigt glemt i datiden, og først nu så mange år senere har Den Jyske Opera vovet at tage livtag med dette syngespil og udføre et genoplivningsforsøg. Det bliver i høj grad til en både-og-oplevelse.
Som så utrolig meget andet er også H. C. Andersens sammenflikkede tekst til syngespillet Ravnen fra 1832 hentet/stjålet/omkalfatret (alt efter behag) fra en anden forfatters forlæg. I dette tilfælde kom inspirationen til ham fra den venetianske 1700-tals digter Carlo Gozzi.
Det var ikke umiddelbart nogen god idé af Andersen så ambitiøst at tilegne sig dette værk og derefter omgøre det til sin egen syngespilstekst, for den er ret beset temmelig ubehjælpsomt sat sammen. Dertil har den ingen klar udviklingshistorie og slet ingen spændingskurve af dramatisk format. Figurerne er alle udygtigt fremstillet, og det hele virker som en rystende hånd, der partout har villet skabe et drama, der aldrig ikke rigtig er til stede.
Andersens personlige ven I.P.E. Hartmann fik til opgave at sætte teksten i musik, og det blev hele konstruktionen ikke specielt meget bedre af. Især Hartmanns rudimentære kompositionsteknik i denne tidlige fase af en kunstnerbane, hvor hans musikalsk set uendeligt mange gange gentagne unisone orkesterpassager ligesom skal sætte skub i hvert ny afsnit, tynger voldsomt.
Værket kan ifølge mine begreber ikke reddes på en scene, lige meget hvor meget man skærer i det
Alt i dette partitur virker forudsigeligt, og man bestyrkes yderligere i dette indtryk gennem værkets åbenlyse mangel på bare én ærlig gennemkomponeret arie eller helstøbt vokalensemblesats.
I Ravnen får vi den ene tomgangsperiode efter den anden kastet op i luften med afslørende musikalsk-dramaturgisk ubehjælpsomhed, hvorved værket synker ned til et skalagtigt musikalsk sammensurium, som konstant lukker sig om sig selv.
Med Hartmanns tunge stil og de talrige koralagtige akkordmæssige udbasuneringer leverer komponisten her en uendelig række lidet overbevisende udsagn om de voldsomme følelser, hovedpersonerne påstås at ligge inde med.
Værket blev da også hurtigt glemt i datiden, og først nu så mange år senere har Den Jyske Opera vovet at tage livtag med dette syngespil og udføre et genoplivningsforsøg. Det bliver i høj grad til en både-og-oplevelse.
Værket kan ifølge mine begreber ikke reddes på en scene, lige meget hvor meget man skærer i det, eller hvor meget man søger at bløde op i dets tunge scenegang.
Gennem at indlægge mimisk-dansante indslag her og der og alle vegne forsøger opsætningen at formidle syngespillets mange iboende, men eklatant ubehjælpsomme sceniske overgange. Disse sidste bliver her til forenklede indslag koreograferet over Hartmanns senere og mere vellykkede modne musik, der er hentet i løs vægt fra hans i dag glemte Bournonville-balletter (Valkyrien, 1861 og Thrymskviden, 1868).
Hvad instruktøren og iscenesætteren af dette værk tilsyneladende ikke har magtet er at finde en klar rød tråd og blotlægge denne for tilskuerne. I stedet får vi et omfortolket halvhjertet freudiansk drømmespil, som med sine utydelige tågevisioner kun yderligere forvirrer indtagelsen af værkets i forvejen sammenfiltrede handlingsgang. Uklar tale er nu engang uklar tanke(!), og måske er Andersens tekstlige omkalfatring af Gozzis forlæg simpelthen i sig selv alt for rodet udtænkt til at en sådan ledetråd overhovedet vil kunne spindes af digterens sammenviklede garnbunke.
En koncertopførelse med kloge introduktion(er) til hver akt ville måske være en bedre livredningsindsats i dette tilfælde?
Man går fra Ravnen med et tungt hoved om, hvor forceret dette genoplivningsforsøg reelt er og udvikler sig til. Samtidig forstår man, at det nok heller ikke har kunnet gøres meget anderledes eller bedre, når man samtidig tager materien i betragtning.
Der vil nok gå nok yderlige halvandethundrede år før vi igen ser Ravnen på en scene. En koncertopførelse med kloge introduktion(er) til hver akt ville måske være en bedre livredningsindsats i dette tilfælde?
Opførelsen led desuden af, at det indhentede Odense Symfoniorkesters temmelig uslebne instrumentalindsatser under Christopher Lichtensteins direktion ikke tog behørigt bestik af styrkeforholdet mellem sangerne og orkestergraven. Sangerne lå konstant og skvulpede i vandskorpen og kunne simpelthen ikke trænge gennem orkestrets lydmur og ud i salen.
Hartmann er ikke Wagner, men fordrer derimod et vokalt set langt mere spagt udtryk. Derfor var slaget vokalt og dynamisk tabt på forhånd både for sangerne og tilhørerne. Kun i glimt kunne de rollehavendes forsøg på at nuancere sangen således registreres, eftersom de konstant overdøvedes af et meget lidt fintfølende orkesterspil.
Vokalt set var hovedrollerne tillige indbyrdes for uegale og undertiden direkte tyndslidte, hvilket desværre førte til en eklatant mangel på sande kunstneriske bud overfor partiturets udfordringer. Når man samtidig vælger højtalerforstærkning på samtlige taledialoger, bliver kontrasten ubærlig og bevirker, at sangerne mimisk nærmest spiller ”play back” i disse scener.
Kan de ikke selv tale en sal op, spørger man uvilkårligt sig selv? Det syntes jeg kun at blive bekræftet i, at de ikke ville kunne takket dette dårligt gennemtænkte tiltag.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
