TEATER // ANMELDELSE – Selvfølgelig er det en kommerciel fidus at malke et populært tv-koncept og markedsføre det som en musical. Spørgsmålet er, hvor godt det lykkes at bygge en historie. Og om det lykkes at tilfredsstille det publikum, der er vilde med Vild med dans. Eller bare vilde med dans.
Plottet i Vild med dans – the Musical er tyndt som et tylskørt. Konceptet er vendt på hovedet, så det ikke er kendte, der skal lære at danse, men ukendte. Karrierekvinden, der ser det som endnu en udfordring. Den smukke, men usikre pige. Den midaldrende mand, der mest gør det, fordi hans ekskone er producer på showet.
Det er deres historier, vi følger, som konkurrencen udvikler sig. Og nej, det er ikke vildt spændende, når to andre par forlader konkurrencen. Vi følger et manuskript her – vinderen er kåret. Det lykkes ikke helt at blive i illusionen.
Der er altså ikke den voldsomme dramatiske kurve, og manuskriptet er heller ikke nogen humoristisk perle
Det handler om dans, og der er castet efter det. Kun Niels Ellegaard passer ind i konceptet som lidt tung ikke-danser, som en professionel skal få til at se godt ud. Det klarer han helt fint. Ellegaard er også (sammen med Camilla Bendix som ekskonen), den eneste, der fungerer som skuespiller. Det er ikke noget stort portræt, men han gør rollen ære.
Ingen humoristisk perle
Til gengæld får ingen af deltagerne lov til at bryde ud i kærlighedssange eller dramatiske sangforedrag om deres sjælekamp. Præcis som i tv-forbilledet er det kendte sange, der akkompagnerer dansen. I øvrigt habilt spillet af bandet og smukt sunget af James Sampson og Gry Trampedach.
Der er altså ikke den voldsomme dramatiske kurve, og manuskriptet er heller ikke nogen humoristisk perle. Den pinligt umorsomme og selvfede opvarmer skulle vist være ironisk, men der er simpelthen ikke nok for Troels Thorsen at arbejde med. Referencer til #metoo får lov til at stå og blafre. Det er … nå ja, umorsomt.
Mille Gori derimod illuderer fint showets værtinde i stadig mere overdådige rober. Hun kan godt træde dansen, og så udnytter Vild med dans, at hun er en glimrende rebartist i et poetisk åbningsnummer til 2. akt under Østre Gasværks imponerende kuppel.
Vild med dans som sensuel eyecandy
Apropos #metoo er der en interessant kønsvinkel i, at Vild med dans er sensuel eyecandy for kvinder. Her er veltrænede, smidige mænd (med ”cute butts”), der formår at få en kvinde til at stråle på dansegulvet. Michael Olesen og Morten Kjeldgaard (fra tv’s Vild med dans) er drømme-dansepartnere.
Fra en danseinteresseret ledsager får jeg observationen, at Lise Koefoed faktisk er god til at illudere, at hun bliver bedre til at danse gennem forestillingen
Her når vi frem til det punkt, hvor Vild med dans – the Musical faktisk fungerer. Danseoptrinene som ”tilskuersport”. Præcis som mange går til dansekonkurrencer og selvfølgelig som mange følger tv-udsendelserne for at nyde dansen.
Målgruppen er i højere grad folk, der er vilde med dans end vilde med Vild med dans. For spændingen kan ikke kopieres. Sidder man med øje for smuk dans (og smukke dansere), live musik og sang, så leverer musicalen i højere grad.
Dans, dans, dans
Fra en danseinteresseret ledsager får jeg observationen, at Lise Koefoed faktisk er god til at illudere, at hun bliver bedre til at danse gennem forestillingen. Ligesom hun kunne værdsætte, når danserne udfører nogle svære trin og får det hele til at se godt ud (uden at vi kan se at det er svært).
Traditionelt har musicals altid været lig med penge i kassen. Musicals sælger billetter – og med al respekt, så er der ikke mere kommerciel fidus over at kopiere et tv-koncept, end der er over at genopsætte en velafprøvet musical-succes. Faktisk er risikoen langt større – både kunstnerisk og økonomisk.
Som musical får Vild med dans tre stjerner, men går du ind for at se danseshowet, nyde kendte sange blive præsenteret live og masser af skønne kjoler (og måske de flotte dansere), så kan du godt lægge en stjerne oveni.
Vild med dans – the Musical spiller på Østre Gasværk Teater til 26. april
Med: Michael Olesen, Morten Kjeldgaard, Asta Björk, Lise Koefoed, Iben Dorner, Niels Ellegaard, Cammilla Bendix, Mille Gori, Troels Thorsen
Instruktion: Rolf Heim
Fotos: Miklos Szabo
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her