DAGENS POV // MEDIER – Debattens forråelse og tivoliseringen af danske public service-medier er vigtige bud på en forklaring på Rasmus Paludans succes, skriver Niels Rohleder, og retten til at “kalde en spade for en spade” har ikke vaccineret Danmark mod højreekstremistiske og direkte nazistiske partier. Tværtimod har den ”frie og åbenhjertige” danske debatkultur haft sin pris.
Klokken var 4.20 om morgenen, da færgen Mecklenburg lagde til i færgelejet i Gedser. Et par DSB-funktionærer, toldere og politifolk gned forbløffet søvnen ud af øjnene, mens den tyske værnemagts omkring 30 person- og lastbiler trillede ud fra bildækket sammen med en cyklisteskadron og et pionerkompagni på cykler.
Nazityskland indtog den 9. april 1940 Gedser på sekunder. Med cyklende soldater der ankom med færgen. På sin vis en meget passende måde at gøre det på, når man nu har sat sig for at indtage de tusind øers land, hvor cyklen er et aldeles dominerende transportmiddel.[1]
Danmark har tradition for at reagere uforberedt og værgeløst på nazistiske invasioner. På samme måde som vi har vist os helt uforberedte på den nazistiske aggression, der i maj 2019 har invaderet den danske valgkamp.
Det klæder journalister at behandle politikere med kritisk distance. Og den distance forsvinder, hvis skellet mellem kritisk interview og underholdning udviskes, og hvis journalisterne skal hygge sig med politikerne
Danmarks størrelse og militære styrke samt den storpolitiske situation i 1930’ernes Europa rummer gode forklaringer på, hvorfor det gik galt i 1940. Når det også er gået galt i 2019, handler forklaringen bl.a. om en debattone, der er forrået gennem årtier, en manglende historisk bevidsthed i store dele af befolkningen og tivoliseringen af public service-medierne.
Nazikortet
Nu ville det ligge mig fjernt at trække nazikortet – eller for den skyld at råbe racisme – i tide og utide. Respekten for det historisk enestående i det monumentale folkedrab under Holocaust og for ofrene for institutionaliseret racisme i lande som USA og Sydafrika, gør mig yderst tilbageholdende med at kalde andre for ”racist” eller ”nazist”.
At suspendere modtagelsen af kvoteflygtninge, at gøre det praktisk taget umuligt for iranske eller somaliske statsborgere at få visum til at besøge nære familiemedlemmer i Danmark, at udskyde syriske flygtninges ret til familiesammenføring og gennemrode deres ejendele efter værdier, der kan beslaglægges eller at tvinge børnefamilier til at bo på Udrejsecenter Sjælsmark – intet af dette er racisme eller nazisme, selv om det er uværdigt og forkasteligt, og selv om noget af det i 2016 inspirerede det britiske The Guardians satiretegner Steve Bell til at tegne statsminister Lars Løkke Rasmussen i naziuniform (ganske misvisende og uretfærdigt efter min mening).
Tesen om, at den danske åbenhjertighed har holdt højreekstremismen og den åbenlyse nazisme i ave, har vi fået tudet ørerne fulde af gennem årtier. Den påstand kan vi vist lige så stille overføre til historiens mødding
Om Rasmus Paludan er nazist eller ej, diskuteres livligt. Historikere har argumenteret for, at det ikke er tilfældet, men selv abonnerer jeg på Weekendavisens chefredaktør Martin Krasniks analyse, hvor han overbevisende plæderer for, at tiden er inde til at trække netop nazikortet.
Ganske tankevækkende er det at kaste et blik på protokollen fra Wannsee-konferencen 20. januar 1942 om ”den endelige løsning af det jødiske spørgsmål”. Den findes – for tyskkyndige – på nettet i original og i en fortrinlig dansk oversættelse. Man kan fx sammenholde det historiske dokument med retorikken i videoen fra New Jersey, hvor Rasmus Paludan med patos erklærer, at ”vort endelige mål” er ”at der ikke er en eneste muslim tilbage på vor kære jord”.
Det åbenhjertige danske debatklima
I årtier har det været hævdet i den danske debat, at venstrefløj og humanister nægtede at se problemer i øjnene og tale åbent om tingene og at en åben og robust debat kunne forhindre fremvæksten af højreekstreme bevægelser. I takt med den gradvise forråelse af den danske debat har tilhængere af dette synspunkt i tiltagende grad rettet skytset mod Sverige og hævdet, at undertrykkelse af det frie ord og misforstået politisk korrekthed var skyld i, at man dér i mange år med større lydstyrke har hørt nynazistiske støvletramp i gaderne end i Danmark, hvor vi jo ”kan snakke om tingene”.
At vi, fordi vi i Danmark ”kalder en spade for en spade”, så at sige var effektivt vaccineret mod højreekstremistiske og direkte nazistiske partier – i hvert fald uden for nogle få isolerede naziborge i fx Greve.
Den ”frie og åbenhjertige” danske debatkultur har i parentes bemærket haft sin pris. Danske muslimer, der passer deres skole eller job, betaler deres skat og begejstret vifter med Dannebrog til landskampene, må fx være noget forundrede – for ikke at sige pikerede – over, at det er alment accepteret i medier og andre debatfora at opsætte modsætninger mellem ”danskere” og ”muslimer”. Eller at bruge betegnelsen ”islamkritiker” om en person, der offentligt afbrænder Koranen og råber skældsord efter folk på gaden.
Og danskere, som er født her i landet og har dansk statsborgerskab, kan næppe være helt vel tilpas ved i medierne at blive omtalt som ”indvandrere” med begrundelse i deres hudfarve eller det forhold, at deres forældre eller bedsteforældre engang boede i et andet land. Så på den måde kan man næppe sige, at ”den frie debat” har skabt større sammenhold blandt Danmarks indbyggere.
Kunne man forestille sig et parti, der så åbenlyst lagde op til etnisk og religiøs selektion til massedeportation i 1973, da populister i øvrigt fejrede triumfer? Nej, vel
Tesen om, at den danske åbenhjertighed har holdt højreekstremismen og den åbenlyse nazisme i ave, har vi fået tudet ørerne fulde af gennem årtier. Men sjovt nok har vi ikke hørt så meget til den, siden Rasmus Paludan i løbet af april 2019 fik sat turbo på sin march mod de 20.109 vælgererklæringer. Så den påstand kan vi vist lige så stille overføre til historiens mødding.
At Rasmus Paludan marcherer frem i Danmark i 2019 og ikke årtier tidligere er ingen tilfældighed. Kunne man forestille sig et parti, der så åbenlyst lagde op til etnisk og religiøs selektion til massedeportation, fx op til Jordskredsvalget i 1973, da populister som Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen i øvrigt fejrede triumfer? Nej, vel.
Dengang levede fx heltene fra modstandskampen og danskere, der som børn eller voksne måtte forlade Danmark under krigen, fordi de havde en forkert politisk opfattelse, en forkert etnicitet eller en forkert religion. Dengang levede danskere, der som voksne havde oplevet Neuengamme og Theresienstadt indefra. I dag er der kun ganske få mennesker i live fra den tid – og de, der er, så besættelse og jødeforfølgelser gennem barneøjne. Paludan-retorik havde ikke haft en chance i 1973 – uanset hvor stor utilfredsheden med ”gammelpartierne” var dengang.
Den ene grundforudsætning for Rasmus Paludans fremmarch i 2019 er den danske debatkultur, hvor grove generaliseringer om etniske og religiøse mindretal er reglen snarere end undtagelsen.
Her adskiller vi os virkelig fra lande som Sverige, men også fra Tyskland, hvor man af naturlige historiske årsager behandler højreekstremister med nazistisk klingende retorik med en vis forsigtighed og klædelig distance. Og hvor man samtidig – for Tysklands vedkommende – af smertelig erfaring har en langt stærkere historisk bevidsthed.
Mediernes tivolisering
En anden forudsætning er tivoliseringen af vores massemedier – måske meget godt illustreret af Rasmus Paludans og Mimi Jakobsens optræden i Aftenshowet på DR 1, hvor de smilende studieværter hen over de hyggelige kaffekopper demonstrerer kolossal journalistisk magtesløshed over for demagogen, der slynger om sig med skældsord, løse påstande og deciderede løgne.
Det er svært at se, hvad en nazist har at gøre i dansk hygge-tv, og der er grund til at lade blikket glide tilbage til tidligere tiders Danmarks Radio – til en tid, da public service blev skrevet med stort P, og før man opfandt bløde formater, der udelukkende har til formål at konkurrere med TV 2 og andre kommercielle sendere om seertal.
Før vi absolut skulle hjem til politikerne og ”lære dem at kende som mennesker”. Og før Dansk Folkeparti protesterede mod, at det aldrig var deres politikere, der fik lov at deltage i hyggelige quiz- og livsstilsprogrammer, og fik medhold med det resultat, at dansk politiks Perniller fra Skipper til Vermund i vore dage breder sig over hele underholdningssendefladen.
Dansk politiks Perniller fra Skipper til Vermund breder sig i vore dage over hele underholdnings-sendefladen
I Aftenshowets setting, hvor Rasmus Paludan umiddelbart efter at have kaldt Mimi Jakobsen ”nazisvin” veloplagt besvarer studieværtens gemytlige quiz-spørgsmål om Kasper Schmeichels klub og Aarhus som europæisk kulturhovedstad, er man på fornavn med hinanden. Kunne man ikke ønske sig lidt mere distance?
Jeg har hidtil prist mig lykkelig over at tilhøre en generation, i hvis barndom De-formen blev de facto afskaffet.
Siden starten af 1970’erne har det stort set kun været dronning Margrethe (”Jeg tror ikke, vi har gået i skole sammen”) og hendes opblæste søn Joachim (”Hvis De skal være næsvis, så er De ikke velkommen her”), der har insisteret på ”De”-formen, som i alle andre sammenhænge er udgået.
Men da jeg hørte Aftensshowets journalister hyggesnakke med Rasmus Paludan, ønskede jeg mig tilbage til de dage, da der var mennesker, man tiltalte med et distanceret ”De”. Jeg følger dagligt med i tysk radio og tv og glæder mig over den naturlige, kritiske distance, det skaber mellem journalisten og politikeren, at man dér siger Sie til hinanden – endnu i 2019. Det klæder journalister at behandle politikere med kritisk distance. Og den distance forsvinder, hvis skellet mellem kritisk interview og underholdning udviskes, og hvis journalisterne skal hygge sig med politikerne.
I Christoffer Guldbrandsens guddommelige doku-komedie Dagbog fra midten om partiet Ny Alliances storhed og fald findes en scene, hvor den benhårde spindoktor Ulla Østergaard forsøger at indskærpe over for partichef Naser Khader, at han ikke offentligt skal kalde sin – uventet illoyale – nære ven for ”Henrik”, men ”Det hedder ’Henrik Qvortrup, Se og Hør’”.
På samme måde kunne man fristes til at minde journalister og debattører om, at det hedder ”Rasmus Paludan, Stram Kurs” og aldrig ”Rasmus”. Når vi nu beklageligvis har afskaffet det danske ”De”.
Men det er ikke kun de decideret bløde formater, der er ramt af tivoliseringen af dansk public service-tv. I TV-Avisen og omegn har man i mange år satset på at opbygge værtsbårne programmer, der krydrer nyheder og baggrund med et underholdende set-up, hvor det naturligvis er de møjsommeligt brandede studieværter, der interviewer, og ikke de journalister som er bedst inde i researchen.
Jokes om røde lejesvende
I Mød partierne på DR 1 var den brandede studievært Kåre Quist væsentligt bedre rustet til at tage imod Paludan end de hyggesnakkende og quizzende kolleger fra Aftenshowet.
De hyggelige kaffekopper var erstattet af nøgterne vandglas, og Kåre Quist konfronterede dygtigt Rasmus Paludan med solid dokumentation på vigtige punkter, omend hans research ikke rakte til at tilbagevise partichefens forkerte påstand om, at Iran modtager egne statsborgere, når de udsendes tvangsmæssigt.
Men hvad værre var, optrådte han jovialt smilende, mens han jokede om, hvor mange gange Rasmus Paludan ville kalde ham ”rød lejesvend” i løbet af udsendelsen. Et interview med Rasmus Paludan kan efter min mening med fordel gennemføres med lidt mere alvorlig sammenbidthed og distance.
Og så indgår det i konceptet, at partilederen har medbragt sit eget veloplagte publikum til at agere klakører, når han fyrer sine racistiske fordomme og løgne af. Hvad i alverden laver et publikum i studiet i et kritisk, journalistisk program? Det er ikke Lørdagshjørnet med Erling Bundgaard eller en munter Otto Leisner-familiequiz. Det er faktisk alvor.
Partilederen har medbragt sit eget veloplagte publikum til at agere klakører, når han fyrer sine racistiske fordomme og løgne af
At Clement Kjersgaard i Debatten er velforberedt og stiller kritiske spørgsmål er vanskeligt at tage fra ham. Alligevel udviklede den to timer lange udsendelse 16. maj sig mest til et højrepopulistisk råbeshow, hvor Rasmus Paludan boltrede sig som en fisk i vandet. Med så mange aktører på scenen – op til ni ad gangen inklusive studieværten – giver det sig selv, at det vedholdende kritiske interview har svære kår.
Jeg ved, at jeg er en håbløs journalistisk puritaner, og at jeg hverken får genindført De-formen i dansk tv eller genskabt det gamle DR’s saglige, kritiske og folkeoplysende formater i valgudsendelser. Men kunne I ikke, redaktører og journalister, lære af valgkampen 2019 og skabe nogle formater og rammer, der bedre egner sig til at lave journalistik end underholdning?
Vi var af forståelige grunde nødt til at lægge os fladt ned, da nazisterne indtog vores land i 1940. Men vi behøvede ikke gentage det, da de invaderede vores valgkamp i 2019.
[1] Skildringen af de tyske troppers indtagelse af Gedser bygger på Børge Outze: Danmark under Den Anden Verdenskrig, bind 1, Overfaldet, side 411 ff, Steen Hasselbalchs Forlag, København 1968.
Topfoto: Screenshot fra DR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
