Ghettoplanen er solidarisk

af i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Når vi i SF vil gøre op med parallelsamfund, så er det ikke for at diskriminere, men for at trække folk med ind i det store fællesskab, hvor der ikke bliver skelet til etniske, kulturelle og religiøse forskelle, men hvor folk bliver behandlet lige, skriver folketingsmedlem for partiet, Halime Öguz. Det handler først og fremmest om solidaritet. Om at sætte samfundets sammenhængskraft og kollektivets velbefindende foran snævre hensyn til retten til at bo opdelt.

Reaktionerne på den nyligt indgåede aftale omkring boligpolitik i Danmarks ghettoområder, som SF er med i, har indtil videre været plaget af automatreaktioner og politisk teater. Man har fremstillet det, som om forligspartierne diskriminerer og berøver svage borgere deres frihedsrettigheder. Sandheden er, at den fejlslagne boligpolitik har været medvirkende til mange af de integrationsproblemer, som vi har i dag. Det er derfor bydende nødvendigt, at vi sætter ind, og ikke lægger armene over kors og nægter at forholde os til problemerne.

I de senere år har Radikale og Enhedslisten ytret en ny forståelse for landets udfordringer på integrationsområdet. Alligevel ser vi igen og igen, hvordan de fine ord bliver til støv i partiernes mund, når det hele bliver alvor. Så vil man hellere beskylde de partier, der tager ansvar for landets udsatte, for at have en ”klam” politik, sådan som netop Radikales leder Morten Østergaard for nylig gjorde. Pludselig var det meget svært at få øje på den konstruktive brobyggerrolle mellem strammere og slappere, han ellers havde tildelt sig selv måneden forinden.

Substansen i aftalen er afhjælpning

Men hvad er egentlig substansen i den nye aftale? Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF vedtaget en lov, der skal sikre et opgør med parallelsamfundene i Danmark. Bl.a. indgår det i planen, at der føres kontrol med, hvem der flytter ind i nogle af Danmarks mest udsatte boligområder. Således må kommunerne ikke længere anvise folk på kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp, førtidspension, dagpenge eller sygedagpenge boliger i disse områder. I stedet har kommunerne pligt til at anvise udsatte borgere en bolig udenfor områderne.

De ressourcestærke manglede – både til at løfte områderne konkret, men også for at give områdets børn håbet om en bedre fremtid

Målet er at ændre beboersammensætningen i områderne og afhjælpe de mange sociale problemer, der plager områderne. Først og fremmest til gavn for de mennesker, der bor der.

Jeg forstår godt noget af skepsissen over for ghettoplanen. I den ideelle verden var vi den foruden, men virkeligheden er desværre bare en anden.

Når jeg synes, at aftalen er en god idé, er eksempelvis fordi jeg tænker på Lisbeth Zornigs fortællinger om voksen- og børneliv i de her områder, hvor man ikke rigtig havde nogle stærke forbilleder og alle lignede hinanden. Hvem var ofrene? Ja, det var børnene. Ifølge dem, der kommer fra underklassen, havde disse miljøer deres eget liv med misbrug, vold og arbejdsløshed. De ressourcestærke manglede – både til at løfte områderne konkret, men også for at give områdets børn håbet om en bedre fremtid.

Nydanskernes udfordringer

Problemerne, som Zornig og andre har beskrevet i landets udsatte boligområder, bliver ikke mindre, når vi diskuterer områder med en overvægt af nydanskere som jeg selv. Det er veldokumenteret at denne gruppe har udfordringer med religiøs ekstremisme, kvindeundertrykkelse og massiv social kontrol af unge piger.

Det er i mange tilfælde nogle mennesker, der helt og aldeles har vendt de vestlige værdier ryggen for at leve i deres egen luftboble. Hvis ikke man anerkender, at der her er tale om nogle mennesker, der abonnerer på nogle helt andre værdier end vores, kommer man aldrig problemerne til livs – og så svigter man ganske enkelt de unge mennesker, der vokser op bagud på point fra livets start.

På trods af jeg kæmper for at bevare roen, bliver jeg ofte provokeret af dette synspunkt – at problemerne med social kontrol og reaktionær religiøs udøvelse skulle være socioøkonomiske først og fremmest

Det er med andre ord gruppens kulturelle forankring, der isolerer den i det danske samfund, og det kan ikke bare reduceres til et socialt problem, sådan som en – heldigvis mindre og mindre – faktion af venstrefløjen ynder at gøre.

På trods af jeg kæmper for at bevare roen, bliver jeg ofte provokeret af dette synspunkt – at problemerne med social kontrol og reaktionær religiøs udøvelse skulle være socioøkonomiske først og fremmest.

Kan de så ikke fortælle mig og alle de kvinder, der har mistet frihed og værdighed, hvorfor i alverden man ikke har medvirket til at løse disse ”sociale” problemer i den tid, der er gået? De rene hænders politik er medskyldig til, at problemerne har reproduceret sig i årtier.

Hvordan kan den ekstremisme, som rabiate imamer bruger til at forgifte de unge, være et socialt problem? Hvordan kan kvindeundertrykkelse og den massive sociale kontrol af piger være et socialt problem, når det reaktionære verdenssyn forsvares med religion og tradition?

Hvornår har man i udsatte, etnisk danske miljøer haft så omfattende problemer med social kontrol? Hvorfor føler næste alle danske kvinder, at de har samme frihed til at vælge deres kæreste, som mænd, mens selv ressourcestærke indvandrerpiger svarer i undersøgelser, at de ikke har? Hvornår bliver en etnisk dansk pige i et socialt boligbyggeri tæsket sønder og sammen, fordi hun har fået sig en kæreste, eller får lavet en mødomsrekonstruktion for at kunne blive gift, fordi det er påkrævet, at hun er ”ren”?

Hvis man ikke tager hånd om disse forhold, vil de parallelle miljøer blive ved med at bestå.

Det er ikke diskrimination at tale højt og åbent om disse problemer. Tværtimod er det netop de udsatte, de svage og de økonomiske nødstedte, man svigter, når man lader som om, at problemer ikke findes, ud af et misforstået hensyn

Hertil kommer, at indvandrerne i disse områder fortsat er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, også efter at der er korrigeret for socioøkonomiske forhold, og det bliver desværre ikke bedre, når man kigger på efterkommere. Tværtimod er der grupper af efterkommere, hvor kriminalitetsproblemet vokser fra generation til generation. Endelig er der beskæftigelsen, hvor indvandrerne er kraftigt overrepræsenterede, når det kommer til overførselsindkomster, og især kvinderne er udfordrede.

Det er ikke diskrimination at tale højt og åbent om disse problemer. Tværtimod er det netop de udsatte, de svage og de økonomiske nødstedte, man svigter, når man lader som om, at problemer ikke findes, ud af et misforstået hensyn.

Det kan irritere mig grænseløst, når ansvarlige politikere indbyder til en samtale om løsningen på disse problemer, og den yderste venstrefløj og Radikale finder de samme, gamle, forslåede 00’er-beskyldninger om racisme og diskrimination op. Hvor længe skal vi blive ved med at svigte mennesker på samfundets udkant for vores egne rene hænders skyld?

Hensigten er at opløse sociale skel

Det er min klare overbevisning, at hvis vi skal nå nogen som helst vegne med denne kamp, så skal vi have ændret befolkningssammensætningen i Danmarks udsatte områder, og jeg kan ikke forstå, at de, der ellers hylder mangfoldigheden, vender sig imod det.

Hvor er mangfoldigheden i at indvandrere bor et sted i landet, og danskere et andet? Hvor er mangfoldigheden i at stimle arbejdsløse og syge sammen i et hjørne af kommunen, mens resten af os kan bo langt væk med ryggen til problemerne? Hensigten med aftalen er netop, at vi skal undgå at ende som USA, hvor skellene mellem de sociale, etniske og kulturelle forskelle er skarpt opdelte. Hvor man bor hver for sig i stedet for sammen på tværs af sociale og kulturelle skel.

Det handler først og fremmest om solidaritet. Om at sætte samfundets sammenhængskraft og kollektivets velbefindende foran snævre hensyn til retten til at bo opdelt.

Det var desværre virkeligheden for mig, da jeg som barn og ung levede i et af de områder, som nu står på regeringens ghettoliste. Dér boede næsten ingen med uddannelse eller dansk baggrund. De eneste danskere, der på det tidspunkt boede dér, var dem, vi kaldte for drankere, som bare sad på en bænk og drak øl dagen lang, og når de skulle forrette deres nødtørft, gjorde de det i buskene. Mange af de øvrige beboeres syn på danskerne blev alene defineret ud fra de her drankere. Det er ærgerligt, al den stund vi har opbygget et samfund, hvor vi prioriterer, at vi kommer hinanden ved og dyrker et fællesskab.

Så når vi i SF vil gøre op med parallelsamfund, så er det ikke for at diskriminere, men for at trække folk med ind i det store fællesskab, DET fællesskab, hvor der ikke bliver skelet til etniske, kulturelle og religiøse forskelle, men hvor folk bliver behandlet LIGE.

Dvs. et fællesskab, hvor den brune og hvide dreng – som Martin Luther King Jr. ville have sagt det – kan gå sammen hånd i hånd, hvor kvinder kan få lov til at udfolde sig og skabe eget liv, og hvor unge kan klare sig på uddannelsesinstitutionerne og nyde af den samme frihed som deres etnisk danske jævnaldrende. Det er derfor vi skal have gjort op med parallelsamfundene.

Det handler først og fremmest om solidaritet. Om at sætte samfundets sammenhængskraft og kollektivets velbefindende foran snævre hensyn til retten til at bo opdelt.

Foto: Bytorvet i Gellerupparken, Wikimedia Commons.

Jeg er cand.mag i litteraturvidenskab og Mellemøststudier og blogger på Berlingske. Er folketingskandidat og landsledelsesmedlem i SF.

Seneste artikler om Danmark