Hverdagsdansk: Ramasjang er fantastisk og for meget af det gode

af i Børn & unge/Liv & Mennesker

KLUMME – Ramasjang er vor tids kulturbærer for de små. TV-kanalen har præsteret at levere kvalitet i børnehøjde. Men bliver det ikke for meget af det gode, når børnene konstant modtager perfekt tilpassede input, der flyder non-stop?

Som barn elskede jeg at lave en portion tykmælk med rygbrødsdrys og puddersukker, når jeg kom hjem fra skole. Hvis jeg var heldig, var der Ninja Turtles på TV2. På mindre heldige dage måtte jeg tage til takke med en underlig australsk serie med nogle børn, der boede i et fyrtårn – et program, hvis handling jeg aldrig rigtig forstod.

Tit var der ikke noget, der ramte min aldersgruppe eller smag. Så var der heldigvis en masse Anders And-blade, jeg kunne kaste mig over i stedet. Jeg manglede bestemt ikke noget. Men det var bare en helt anden virkelighed end i dag.

Når min 7-årige datter kommer hjem fra SFO, sætter hun sig i den bløde lænestol, spiser resten af sin madpakke og finder sin telefon frem. Hun tænder for Ramasjang-appen og kan vælge frit mellem spil, tegnefilm eller udsendelser med alle de spændende figurer, der bor i Ramasjang.

Min datter ser det som en naturlig del af sin hverdag at have ti, halvtreds, ja hundrede forskellige valgmuligheder til sin eftermiddagsunderholdning. Det gør hendes 4-årige lillesøster også.

Min datter ser det som en naturlig del af sin hverdag at have ti, halvtreds, ja hundrede forskellige valgmuligheder til sin eftermiddagsunderholdning.

Ramasjang imponerer mig

Personligt er jeg imponeret over det univers, Ramasjang har skabt for vores mindste borgere. For dig, der ikke ser Ramasjang, kan jeg hurtigt ridse op, at der altså findes et land, der hedder Ramasjang. Landet har sin egen lufthavn, hvor hånddukkerne Ramajetterne holder til og hjælper Kristian med at styre flyvninger og bagage.

Kristian er også med i Ramasjangmysteriet, og lige for tiden er han blevet væk. Derfor leder mange danske børn for tiden efter spor, så Kristian kan blive fundet.

I Ramasjang bor der en række forskellige personligheder. For eksempel bor Rosa på Rouladegade, hvor hun hjælper børn med at bage kager til dem, de godt kan lide. Børnene besøger Rosa i hendes kagehus og gennem spas og spionage finder de ud af, hvilken slags kage, der skal bages.

Der er også et hospital i Ramasjang, og her holder Bamselægen til. Bamselægen kører i sin bamselance ud til børns bamser, der er blevet syge eller er kommet til skade. Undervejs i programmet bliver seerne, altså børnene, uddannet i lungernes, nyrernes og hjertets funktioner. Det er formidling på højt niveau.

Disse figurer har deres tilbagevendende udsendelser, der er pædagogisk tilrettelagt, fuld af læring, sjov, magi og rummelighed. Jeg er selv blevet svært begejstret for Oda Omvendt, Hr. Skæg og Onkel Reje.

Ramasjang lever uden for skærmen

Det er ikke kun på mine børns enheder, at Ramasjangfigurerne findes. Skuespillerne tager rundt i landets storcentre og optræder, så børnene kan møde deres helte og idoler. Mine to piger havde f.eks. et uforglemmeligt møde med Onkel Reje i elevatoren i City Vest. Vi kørte også til Skive for et par år siden og så Rosas virkelig gode koncert med Sovedyr på Eventyr. Sidste år var vi i Tivoli Friheden og så et show med Hr. Skæg. Det var kendetegnende for alle tre oplevelser, at de var gennemtænkt og gennemført og helt igennem gode. Der var masser af læring, sjov og unik underholdning.

Om sommeren er der Sommer i Ramasjang, hvor børn kan være med som statister, og der er også Cirkus Summarum, hvor man  kan opleve de kendte og elskede figurer på slap line. Cirkus Summarum udkom også som film i biografen for et par år siden med filmen Sikke et Cirkus.

Men dengang var udbuddet begrænset. Kun en kanal og kun en halv time. Klokken 18 var der TV-avis, og så var der ellers voksen-tv for resten af pengene.

Rammer enhver smag

Det er jo ikke fordi, der ikke var kvalitetsfjernsyn for børn i 1980’erne, da jeg voksede op. ”Fjernsyn for dig” med Bamse og Kylling, Kaj og Andrea samt Anna og Lotte var fabelagtig fjernsyn for børn. For slet ikke at tale om Jørgen Clevins kreative indspark med idéer til at klippe og klistre børnenes verden endnu mere magisk, end den var i forvejen.

Men dengang var udbuddet begrænset. Kun en kanal og kun en halv time. Klokken 18 var der TV-avis, og så var der ellers voksen-tv for resten af pengene.

Når jeg ser med, mens mine piger surfer rundt blandt de mange lærings- og underholdningstilbud, som Ramasjangs app indeholder, bliver jeg først fremmest overrasket og glad over, at der er noget for enhver smag. For mine børns smag ændrer sig. Nogle gange er det de personcentrerede udsendelser som Rosa fra Rouladegade eller Oda Omvendt, de vil se. Andre gange er det tegnefilmene med Paw Patrol eller Tib og Tumtum. Tit vælger de et spil med Bamse og Kylling eller et, hvor de selv skal lave kager sammen med Rosa fra Rouladegade.

Udbuddet af skærmunderholdning er enormt til os voksne, så hvorfor skulle det ikke være stort til børnene? Om lidt kommer mine to piger i den influencer-parate alder. Så bliver YouTube deres foretrukne kilde til makeuptips, sladder og selviscenesættelse. Vi prøver at trække den så længe som muligt, og takker i mellemtiden for, at vi har Ramasjang.

For meget i børnehøjde?

Det er svært at finde noget dårligt at sige om Ramasjang. Tro mig, jeg har prøvet. Jeg har endda spurgt de andre forældre i omklædningsrummet, mens vi troligt ventede på, at vores små poder skulle blive færdige med deres gymnastiktime.

Alle forældre er enige om, at det er høj kvalitet og masser af læring. Appen er virkelig god, og indholdet lægger op til udforskning og inspiration i børnehøjde. Nogle forældre synes dog, at Onkel Reje sætter griller i hovedet på børnene, fordi han synger om, at han ikke vil i bad og ikke vil spise broccoli.

Men problemet med Ramasjang er Ramasjangs succes. Det er næsten er for meget i børnehøjde. Indholdet er nærmest overoptimeret til de små seere. Der tales ikke ned, op eller forbi dem. Derfor bliver de ikke tilskyndet til at stoppe op og vurdere, om de rent faktisk gider at se videre. For det gider de.

Det ene program flyder over i det næste, for børnene kan selv styre det med pegefingrene.

Hvor er stopknappen?

Der er ingen underlige australske fyrtårnsprogrammer, man er nødt til at udstå. Reklamer findes ikke. Der er heller ingen naturlig pause i streamingen. Det ene program flyder over i det næste, for børnene kan selv styre det med pegefingrene. Nu ved jeg ikke, hvordan det er i andre familier, men mine børn kan sidde i samme foroverbøjede stilling i flere timer, hvis jeg ikke stopper dem.

I gamle dage havde vi kun en halv times børnefjernsyn. Det var for lidt. Og det skulle ramme alt for bredt. Nu om dage er der non stop børnefjernsyn i førsteklasses kvalitet præcist målrettet den lille seers specifikke ønske netop den dag.

Er det ikke – bogstaveligt talt – blevet for meget af det gode?


Foto: Wikimedia Commons.

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned for en tid i Brabrand med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Mette blogger om kulturmødet i hverdagen på www.kulturspejlet.dk, hvor du også kan melde dig på hendes nyhedsbrev og lytte til første kapitel af bogen Kulturspejlet læst højt af forfatteren.

Med klummeserien Hverdagsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om Børn & unge