ADHD & KØN // BOGUDDRAG – Diagnosekriterierne er baseret på studier af drenge, men piger reagerer anderledes, hvis de har ADHD. Derfor overses de let og får ofte en diagnose meget senere end drengene. Og hvad der betragtes som socialt acceptabelt og normalt, er ofte forskelligt for kvinder og mænd, og også her rammes piger og kvinder hårdest. Det fortæller læge og psykiater Lotta Borg Skoglund om i bogen ”ADHD hos piger og kvinder – fra dygtig pige til udbrændt kvinde”, der netop er udkommet. POV International har fået lov til at bringe et uddrag med fokus på disse forskelle.
I løbet af mine år som læge og psykiater har jeg mødt mange piger og kvinder med udiagnosticeret ADHD, som har kæmpet hjerteskærende hårdt for at få deres liv til at hænge sammen. Desværre har hverken forskningsverdenen eller sundhedsvæsenet været specielt interesseret i de særlige udfordringer, som disse piger og kvinder har, og kendskabet til deres særlige situation er stadig skræmmende lav.
Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive en bog, der opsummerer forskningen om, hvad der er unikt ved ADHD hos piger og kvinder. Det viste sig, at det ikke ville være blevet en særlig tyk bog. Snarere en folder eller højst en brochure. Efter at være dykket dybt ned i litteraturen fandt jeg ud af, at den kvindelige ende af bassinet med viden om ADHD er meget lavvandet. Man skal absolut ikke dykke der.
Piger og unge kvinder mister muligheden for at få en effektiv behandling, fordi de fleste studier af lægemidler og doseringer er udført på drenge og mænd
Så hvis ADHD-forskerne ikke har fundet det vigtigt at studere forskellene mellem piger og drenge, kvinder og mænd med ADHD, hvorfor argumenterer jeg som ADHD-læge og forsker så alligevel for, at dette aspekt skal løftes? Hvorfor er det overhovedet vigtigt at diskutere forskelle mellem kønnene? Bør vi ikke behandle alle ens, uanset køn eller diagnose?
Nja, i en utopisk verden ville det naturligvis være en selvfølge, at vi udelukkende mødes og behandles på baggrund af vores individuelle egenskaber og behov. Desværre er vi ikke der. Endnu. Og der er faktisk vigtige biologiske forskelle mellem mænd og kvinder på gruppeniveau, uanset om vi ønsker, at det skal være sådan eller ej.
Spørgsmålet er snarere, om det er særlig retfærdigt eller endda ligeværdigt, at vi behandler alle med ADHD ud fra en mandlig målestok, som tilfældet er nu? Det tror jeg ikke. Og jeg tror, at hullerne i den grundlæggende viden om, hvordan mænds og kvinders kroppe og hjerner er konstrueret, har konsekvenser for dem, der er nødt til at tilpasse sig den givne norm.
Vi overser piger med ADHD, fordi vi ser efter symptomer, der er almindelige hos drenge. Piger og unge kvinder mister muligheden for at få en effektiv behandling, fordi de fleste studier af lægemidler og doseringer er udført på drenge og mænd. Både biologiske forskelle og et samfund, der stadigvæk har forskellige sociale og kulturelle forventninger til piger og drenge, kvinder og mænd, bidrager til dette.
Pigerne vender problemerne indad
Selvom lighederne mellem pigers og drenges symptomer på ADHD (overaktivitet, mangel på impulskontrol og vanskeligheder med at fastholde opmærksomheden) er markant større end forskellene, ser det ud til, at funktionsnedsættelsen snarere kan være større hos pigerne.
På trods af dette diagnosticeres ADHD betydelig oftere hos drenge end hos piger. Den skæve kønsfordeling udjævnes i voksenalderen og skyldes blandt andet, at kvinder som regel er ældre (i gennemsnit 30 år) end mænd (i gennemsnit 18,5 år), når de endelig får deres ADHD-diagnose som voksne.
det ser ud til, at vi ofte forklarer årsagerne til pigers problemer med forskellige typer af negative livsbegivenheder, mens vi mener, at drenges adfærd forklares med genetiske faktorer
Der er sandsynligvis flere grunde til, at det ser sådan ud. Der kan være en tendens hos omgivelserne til at finde andre forklaringer på pigers ADHD-symptomer. Som gruppe diagnosticeres piger oftere med den uopmærksomme form for ADHD, og deres komorbiditet manifesterer sig oftere i problemer, som de vender indad mod sig selv.
Når piger viser symptomer på hyperaktivitet og impulsivitet, kalder omgivelserne det ofte trods og at være udadreagerende. Den samme adfærd hos drenge tolkes derimod oftere som ”typiske ADHD-symptomer”. Derudover ser det ud til, at vi ofte forklarer årsagerne til pigers problemer med forskellige typer af negative livsbegivenheder, mens vi mener, at drenges adfærd forklares med genetiske faktorer.
Piger og kvinder med ADHD udvikler oftere psykiatriske problemer i form af angst og depression, OCD (tvangshandlinger og -tanker, i fagsproget obsessiv-kompulsiv lidelse) og kompenserende strategier i form af for eksempel perfektionisme, hvilket ofte får omgivelserne til at tænke i retning af andre diagnoser og forklaringer end ADHD.
Symptomerne tolkes forskelligt
Det er ikke kun det, at piger og kvinder får deres ADHD-diagnoser senere i livet. Når pigerne og kvinderne har fået en diagnose, er der desuden også markant færre, der modtager støtte og behandling. Faktisk ser det ud til, at sundhedsvæsnet har en tendens til at tolke og vurdere de samme psykiske symptomer forskelligt, afhængigt af barnets køn.
Hvis man har prøvet at studere dette, kan man se, at drenge oftere får en psykiatrisk diagnose som forklaring på deres vanskeligheder. De samme symptomer hos piger vurderes sjældnere at opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose, hvilket er en forudsætning for, at de kan komme i behandling.
I et hollandsk studie modtog 47 procent af drengene medicinsk behandling for deres ADHD, sammenlignet med kun seks procent af pigerne. På linje med dette modtog 68 procent af drengene også det, vi kalder psykoedukation, dvs. undervisning om ADHD og rådgivning og anbefalinger til at fungere bedre i hverdagen. Kun otte procent af pigerne fik adgang til disse støtteforanstaltninger.
Kort sagt: Pigernes form for ADHD generer ikke andre, og de kommer bagefter i skolen, uden at det går ud over andre end dem selv
For at blive bedre til at finde ADHD hos piger og kvinder er vi nødt til at forstå, at der er klare forskelle på, hvordan ADHD kommer til udtryk hos de to køn. Det handler om en anden symptomprofil, større påvirkning af selvværdet og større vanskeligheder i vennerelationerne. Piger og kvinder har en anden form for komorbiditet med angst og depression samt en tendens til at udvikle andre typer af mestringsstrategier, der skjuler problemerne i skolen, på arbejdet og i hverdagen.
Symptomer på uopmærksomhed er ofte vanskeligere for omgivelserne at opfatte og forstå sammenlignet med symptomer på hyperaktivitet og impulsivitet. Kort sagt: Pigernes form for ADHD generer ikke andre, og de kommer bagefter i skolen, uden at det går ud over andre end dem selv. Desuden handler pigers psykiatriske komorbiditet oftere om symptomer og lidelser, der rettes indad.
Forældre, skole, skolesundhedspleje, læger og sundhedsvæsnet overser piger med ADHD, hvilket illustrerer et alvorligt paradoks, når det gælder ADHD hos børn: For på trods af, at ADHD bliver diagnosticeret sjældnere hos piger, har gentagne studier vist, at netop de har en større risiko for at opleve negative konsekvenser af deres ADHD.
Kvinders hormonelle svingninger og ADHD
ADHD-symptomer eksisterer ikke i et vakuum, og dette gælder især for kvinder. Desværre er der ikke meget viden om og forskning i, hvordan hormonelle udsving påvirker ADHD. Og vi ved endnu mindre om, hvordan kroppens egne hormoner kan blive påvirket af eller selv påvirke en behandling med medicin. Men der findes spændende eksperimenter og teorier, der kan hjælpe os med at forstå mere om det, mange piger og kvinder med ADHD beskriver.
Dyreforsøg har vist, at østrogen stimulerer hjernens dopaminceller og er vigtigt for produktionen af dopamin. Naturlige udsving i de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron i løbet af menstruationscyklussen påvirker flere af de områder af hjernen, der er involveret i at tage beslutninger, i de sociale færdigheder og i at kunne kontrollere følelser. Det vil sige mange af de funktioner, som mennesker med ADHD har svært ved.
Et stort hul i vores viden handler således om, hvordan naturlige hormonelle svingninger kan ændre og i nogle tilfælde forværre de underliggende ADHD-symptomer
Virkningen af centralstimulerende lægemidler synes også at være påvirket af kønshormoner, og studier antyder, at virkningen kan være anderledes/mere udtalt i den første del af menstruationscyklussen (follikelfasen). Her stiger østrogenniveauerne, og progesteronniveauerne er stadig lave sammenlignet med den sidste del af cyklus, hvor effekten af østrogen dæmpes af de stigende progesteronniveauer.
Desværre er der ingen større studier, der har undersøgt, om ADHD-symptomerne varierer med de hormonelle svingninger, og heller ikke nogen, der ser på et muligt behov for at justere medicin eller doser i henhold til dette. F.eks. kan det endda være tilfældet, at nogle kvinder med ADHD ville få det bedre af medicin, der udjævner hormonniveauerne i løbet af menstruationscyklussen.
Et stort hul i vores viden handler således om, hvordan naturlige hormonelle svingninger kan ændre og i nogle tilfælde forværre de underliggende ADHD-symptomer.
Sociale normer stigmatiserer piger og kvinder med ADHD
Hvad der betragtes som acceptabelt og normalt, er ofte også forskelligt for kvinder og mænd. Der er naturligvis ingen forskning at henvise til, men spørgsmålet er, om vi som samfund ikke finder det endnu sværere at tolerere de vanskeligheder, mennesker med ADHD ofte har, når de forekommer hos piger og kvinder, end når de forekommer hos drenge og mænd?
Måske er det stadig sådan, at kvinder og mødre forventes at være i stand til at gøre rigtig mange ting på samme tid, mens vi ikke har samme forventning til mænd?
Måske synes vi, det er mere charmerende, når far pakker det forkerte tøj til gymnastik, end når mor glemmer madpakken til skoleudflugten for anden gang i år? Er det ikke også lidt mere bemærkelsesværdigt, når en ældre kvinde kommer på arbejde med håret i uorden og blusen knappet skævt, end når en mand i samme alder lister sig ind til mødet et kvarter for sent med morgenmadsrester i overskægget? Og er vi mere tolerante, når bedstefar ikke ved, hvornår børnebørnene fylder år, end når bedstemor glemmer deres fødselsdage?
Måske er det stadig sådan, at kvinder og mødre forventes at være i stand til at gøre rigtig mange ting på samme tid, mens vi ikke har samme forventning til mænd?
Case: A og de tilbagevendende aggressioner
A blev diagnosticeret med ADHD allerede i folkeskolen. Det var meget usædvanligt, at piger blev diagnosticeret med det, der dengang blev kaldt DAMP, men A havde mange af de symptomer på hyperaktivitet og impulsivitet, som på gruppeniveau normalt er mere almindelige blandt drenge.
Det varede mange år, før A lagde to og to sammen og begyndte at se et mønster i sine relationer. Efter endnu en mislykket kærlighedsrelation modtog hun et tip fra en ven om at downloade en ’menstruationsapp’. Et mønster af tilbagevendende perioder med ekstra lavt selvværd og pessimisme, ubehag ved kropskontakt, særlig høj følsomhed over for indtryk og frem for alt en aggressivitet, der meget let blev vækket, viste sig en til to uger før, hun skulle have sin menstruation.
Visheden om, at det faktisk handler om biologiske fænomener, har i sig selv hjulpet hende med ikke at gå i panik og impulsivt tage hurtige beslutninger
I bakspejlet kan A let identificere flere relationer, der blev afbrudt i perioder, hvor hun var negativt påvirket. Skænderier, som hun bittert fortrød, og relationer, som hun ikke kunne redde og bagefter sørgede over i flere år. Det er på ingen måde blevet lettere med årene, snarere tværtimod. I tyveårsalderen kunne det dreje sig om et par dage før menstruation.
Nu, hvor hun er fyrre-plus, er det mere end to uger, altså mere end halvdelen af måneden.
A tænker på tiden før menstruation som perioder me
d ’ADHD-de luxe’. Hendes ADHD-symptomer intensiveres, og de forsvarsmekanismer og strategier, hun har udviklet, er ikke tilstrækkelige i disse uger. For A var løsningen at holde styr på sin cyklus ved hjælp af en menstruationsapp og sammen med sin læge at skræddersy en behandlingsplan, hvor hun justerer sin ADHD-medicin til de forskellige faser i sin menstruationscyklus.
Visheden om, at det faktisk handler om biologiske fænomener, har i sig selv hjulpet hende med ikke at gå i panik og impulsivt tage hurtige beslutninger, der i det lange løb fører til uønskede konsekvenser, i de perioder, hvor hun er mere sårbar.
Lotta Borg Skoglund: ”ADHD hos piger og kvinder. Fra dygtig pige til udbrændt kvinde”
Med forord af ADHD-foreningens direktør, Camilla Louise Lydiksen.
286 sider. 299,00 kr. Er udkommet.
CV:
Lotta Borg Skoglund er overlæge i almen medicin og psykiatri. Hun har været med til at grundlægge organisationen SMART Psykiatri, der har flere afdelinger i Sverige, og hun er lektor ved Uppsala universitet.
Hun har bl.a. forsket i komorbiditet (at have flere diagnoser på én gang), hvilket er almindeligt i forbindelse med neuropsykiatriske lidelser. Hendes forskning spænder fra tidlige indsatser ved tegn på psykiatrisk sygdom hos børn og unge til skadeligt brug af alkohol og stoffer hos unge og voksne.
Lotta Borg Skoglund bliver ofte brugt som oplægsholder og samfundsdebattør. Hun har en række tillidsposter i forskellige organisationer og er medforfatter til bogen ”Hører din teenager efter?”.
Topillustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
