ISRAELSK HØJRERADIKALISME // BAGGRUND – Den kontroversielle rabbiner, Meir Kahane, hvis tanker fra en amerikansk kontekst lever videre hos visse radikale bosættere på Vestbredden, er genstand for en ny og grundig biografi.
TEL AVIV – I slutningen af januar var rabbiner Arik Ascherman udsat for et brutalt overfald. Sortklædte mænd med ansigtet formummet bag sorte tørklæder gik til angreb på ham med trækøller, og imens hældte andre brændbare væsker ud over hans bil, som kort efter stod i flammer.
Asherman står i spidsen for en lille israelsk gruppe, Rabbinere for Menneskerettigheder. De bliver ofte chikaneret med ukvemsord og trusler, når de tager ind på Vestbredden for at hjælpe lokale palæstinensere, og dén fredag var ingen undtagelse. Rabbineren befandt sig i olivenlundene udenfor landsbyen Burin, som ligger tæt på den stærkt ideologiske bosættelse Yitzhar. Netop her er der ofte optræk til ballade, og denne gang gik det til nye yderligheder.
Angriberne nåede at slippe væk, inden myndighederne nåede frem, men episoden blev filmet og anmeldt. Men hvor dette sædvanligvis ikke får videre konsekvenser for gerningsmændene, kom der denne gang en prompte reaktion fra Omer Bar Lev, ministeren for intern sikkerhed. Han betegnede angrebet som jødisk terror og lovede, at sagen vil blive overdraget til Shabak, sikkerhedstjenesten, som netop har en særlig enhed til efterforskning af jødisk radikalisme.
Den radikale bosætterungdom
Navnlig på Vestbredden har denne form for ekstremisme gennem de senere år været stadig mere synlig, og den bliver stadig mere voldelig. Det vil imidlertid være en forenkling blot at betragte det som udtryk for en generel højredrejning i det israelske samfund. I et større perspektiv kan man eksempelvis se, at bosætterbevægelsen er blevet mere midtsøgende, hvilket er en tydelig strategi for at skaffe sig politisk indflydelse. Men ved siden af de etablerede bosættelser findes der omkring 100 såkaldte bosætterudposter, som ofte blot består af en samling skurvogne på en bakketop, og her kører en helt anden udvikling.
”Det er typisk, hvad man kunne betegne som utilpasset bosætterundgom, der etablerer udposterne. De protesterer mod forældregenerationens ”borgerlige” livsstil i de etablerede bosættelser, og mange af dem bliver også dramatisk radikaliserede,” forklarer Arik Ascherman.
Det er blandt andet her, vi finder et fænomen, der kan komme under en fælles hat ved navn kahanismen. Navnet kommer af en for længst afdød rabbiner fra New York, Meir Kahane, der formulerede en radikal ideologi, og selv om hans bevægelse helt tilbage i 1994 blev forbudt efter den israelske terrorparagraf, lever rabbineren og hans racistiske tanker videre i en let omformuleret udgave.
Og op til Israels seneste parlamentsvalg, den 23. marts 2021, lykkedes det partiet Religiøs Zionisme at blive valgt ind med 7 mandater. Frontfiguren er den kontroversielle advokat Itamar Ben Gvir, en erklæret kahanist, der hjemme i dagligstuen i bosættelsen Kiryat Arba udenfor Hebron, siges at have et billede på væggen af Baruch Goldstein. Denne var læge i bosættelsen og i februar 1994 gik han ind i Ibrahimi-moskeen i Hebron og dræbte 29 bedende muslimer.
Den nye jøde
Shaul Magid, som er professor i jødiske studier ved det amerikanske universitet Dartmouth College, har netop skrevet en længe ventet bog om Meir Kahane og dennes politiske tænkning. Det er ikke nogen klassisk biografi, men en politisk og sociologisk forklaring, der også giver indsigt i den aktuelle radikalisme på Vestbredden.
Magid søger ikke på nogen måde at forskønne bosætterproblematikken eller holde hånden over de unge radikalister på Vestbreddens bakketoppe, men han perspektiverer sagen ved at pege på, at denne radikalisme på mange måder har rod i USA, men også at den har undergået nogle ubehagelige forandringer ved omplantningen til Israel.
Meir Kahane kom til verden i 1938. Han var søn af ortodokse forældre i Brooklyn, og som ung drømte han faktisk om at blive sportsjournalist. Det var i begyndelsen af 1960’erne, en tid med store forandringer, som fik den unge Kahane til at overveje sin egen jødiske identitet.
Grundtanken er, at man opbygger en identitetsfølelse gennem opvisning af magt, og trods store ideologiske forskelle er det den samme funktion som hos hvide ultranationalister
Han lancerede begrebet ’den nye jøde’. Dette skal ikke forstås som nogen modsætning til ’den gamle jøde’, som i de fleste sammenhænge er den østeuropæiske ghettojøde. Hans forståelse af den nye jøde var et radikalt opgør med den moderne jøde, der netop havde distanceret sig fra ghettojøden ved at sekularisere sig selv og søge fuld integration i den moderne, liberale verdensorden.
I hans øjne var denne higen efter at blive en del af den amerikanske drøm en farlig forblindelse. For antisemitismen ville ikke forsvinde af den grund. Hans yndlingseksempel var de tyske jøder, som i 1920’erne havde levet med Weimar-republikkens liberale strømninger i den tro, at de nu var på vej til at blive accepteret som borgere på lige fod med alle andre. Men denne naivitet førte dem direkte i gabet på nazismens uhyrligheder og Holocaust.
På den baggrund satte han sig for at opbygge den jødiske Schtolz. Med slet skjult ironi brugte han konsekvent det tyske ord for stolthed, for det var, hvad de tyske jøder havde glemt ved at bekende sig til liberalismen, og for ham var det aktuelle skoleeksempel de liberale jøder, der havde sluttet sig til borgerretsbevægelsen.
Han pegede på marchen fra Selma til Montgomery i Alabama, hvor det berømte billede viser Martin Luther King side om side med Abraham Joshua Heschel, en rabbiner som var blandt tidens førende jødiske intellektuelle. Marchen fandt sted den 21. marts 1965, men måneden før var en anden af den sorte borgerrettighedsbevægelses markante personligheder, Malcolm X, blevet attentatmyrdet i New York.
Dette førte til at Malcolm X og hans opposition mod Martin Luther King, og hans modstand med fredelige midler kom til at fylde mere. Den meget mere militante bevægelse Black Power opstod, og her blev det almindeligt at betragte jøder som en del af det hvide samfund.
Kahane så dette og tog initiativ til Jewish Defence League (JDL), som pudsigt nok havde meget til fælles med Black Power. Grundtanken er, at man opbygger en identitetsfølelse gennem opvisning af magt, og trods store ideologiske forskelle er det den samme funktion som hos hvide ultranationalister som Jared Taylor og Richard Spencer, ligesom trækkene findes hos nyere fænomener som Steve Bannon og altright-bevægelsen.
JDL kom til at bestå af unge Kahane-tilhængere, der patruljerede gaderne i de fattige dele af Brooklyn, hvor jøder blev forulempet af sorte. Han sammenlignede aktiviteterne med Black Power i Oakland, San Fransiscos mindre velstående nabo, hvor den sorte befolkning havde store problemer med politivold, og paradoksalt nok benyttede han den samme terminologi som Malcolm X ved at kalde det en klassekamp – selv om han betragtede Karl Marx som historiens største jødiske antisemit.
Fordi de ikke ville indse antisemitismens faresignaler, kaldte han dem ’Uncle Irvings’, hvilket skulle være en parallel til den godmodige Onkel Tom
Dette sidste udsprang af en dyb anti-kommunisme. Han talte varmt for en fortsættelse af Vietnam-krigen, hvor modstanderen var kommunismen, der i hans øjne var indbegrebet af antisemitisme. Dette var også baggrunden for, at han indledte sin aktivisme til fordel for jøderne i Sovjetunionen, og det var her, han for alvor kom på kant med de amerikanske myndigheder.
De havde længe haft et godt øje til ham, og han havde allerede oplevet en stribe anholdelser. Men JDL’s voldelige aktiviteter i Brooklyns gader blev stadig kun betragtet som bølleoptøjer. Da Kahane imidlertid begyndte at demonstrere for de sovjetiske jøder, blandt andet ved en serie mislykkede bombeattentater mod sovjetiske FN-diplomater i New York, var der med ét gået storpolitik i sagen, og da fik han for alvor FBI i hælene.
Flugten til Israel
Dette er hovedårsagen til at han i 1971 valgte at udvandre til Israel. Mentalt forlod han dog aldrig USA, og det er grunden til at hans tænkning nu tog en ny farlig retning, som vi ser det udspille sig hos de mest radikale elementer i bosætterbevægelsen på Vestbredden.
For Kahane var Israel ikke så meget et sted at bo, som det var et stykke jødisk Stoltz. På det tidspunkt formede mange amerikanske jøders opfattelse af Israel sig stadig efter Otto Premingers filmatisering fra 1960 af Leon Uris’ berømte roman ’Exodus’. Det var fortællingen om de tapre jøder – ”muskeljøderne”, som den zionistiske tænker Max Nordau kaldte dem – der drænede malariabefængte sumpe og opbyggede et nyt hjemland.
Han var en paria, og et par år senere var det slut med den parlamentariske karriere, da Kach blev forbudt som racistisk
Men Kahanes tanker gik andre veje. Hans forbillede i den zionistiske fortælling var Shlomo Ben Yosef, et medlem af den højreorienterede Irgun-bevægelse, som i 1938 var blevet henrettet af de britiske mandatmyndigheder for et væbnet angreb på en arabisk bus. Ben Yosef havde valgt at tage sagen i egen hånd, og det gjorde ham til martyr for sagen, mente Kahane.
Dette skulle stå som et godt eksempel for de liberale amerikanske jøder. Fordi de ikke ville indse antisemitismens faresignaler, kaldte han dem ’Uncle Irvings’, hvilket skulle være en parallel til den godmodige Onkel Tom, der blot bøjede nakken under de hvide magthaveres overgreb mod slaverne. Dette var filosofien bag JDL, som levede videre efter Kahanes udvandring fra USA, og selv om han nu søgte at skabe en ny tilværelse i Israel, holdt han liv i bevægelsen gennem hyppige besøg i New York.
Racistisk
Det var under et af disse besøg, Meir Kahane blev attentatdræbt i november 1990. Gerningsmanden var en egypter med amerikansk statsborgerskab, El Sayyed Nosair, men denne tilstod først drabet, da han senere blev dømt for sin deltagelse i bombeangrebet mod World Trade Center i februar 1993.
At det skulle ende på den måde er meget sigende, for med flytningen havde Kahane ændret fokus. I USA havde han været medlem af et etnisk mindretal, og i Israel var han blevet en del af flertalsbefolkningen. Dermed skiftede hans aktivisme også gear fra at være en sag om jødisk stolthed og identitet i en større amerikansk sammenhæng til at blive en bastant del af konflikten i Mellemøsten.
Det er denne del af Kahanes liv, der altid har fået den store opmærksomhed, selv om den i Shaul Magids analyse står som en eklatant fiasko på det personlige plan. I USA var det lykkedes ham at få en betragtelig del af den jødiske befolkning i tale, men det havde aldrig været hans ambition at vælte staten. Det blev det i Israel, hvor han gik til angreb på den sekulære samfundsorden, som dengang var den fremherskende. Han dannede sit eget parti, Kach, som havde til hensigt at omdanne Israel til et teokrati.
Løftestangen blev primært de orientalske jøder, altså israelere med rødder i Nordafrika og Mellemøsten, og ved valget i 1984 var det faktisk lykkedes at skrabe stemmer sammen til et enkelt mandat i Knesset, det israelske parlament. I den tid havde denne skribent et kort møde med Kahane i Knessets cafeteria, hvor det var tydeligt, at de øvrige parlamentarikere undgik ham. Han var en paria, og et par år senere var det slut med den parlamentariske karriere, da Kach blev forbudt som racistisk.
Perverteret kahanisme
Men selv efter den personlige nedtur og den dramatiske død i New York, levede hans tankegods videre. ”Jeg hader ikke arabere! Jeg elsker jøder!” plejede Kahane at sige, hvortil Shaul Magid bemærker, at han reelt levede på et had til både arabere og jøder, og det er denne grundidé, man stadig finder i de små, radikaliserede grupper.
”Kahanismen er helt tydeligt til stede i dagens Israel,” siger Arik Ascherman. ”Det er folk som Itamar Ben Gvir og en lille hård kerne af ligesindede. Men hovedparten af de unge aktivister vil jeg beskrive som en perverteret aflægger, der ikke har ret meget med kahanisme at gøre.”
Efter forbuddet og rabbinerens død levede hans omformede ideologi videre i form af en række små grupper. En af dem gik meget betegnende under navnet TNT. Navnet lyder som noget andet, men dækker over Terror Neged Terror, som er hebraisk for Terror Mod Terror. Den er i dag kendt som den såkaldte prismærkepolitik, hvor de unge radikalister mener, at hver palæstinensisk aktivitet skal have et prismærke i form af (ofte) voldelig gengældelse. Det var hvad Arik Ascherman oplevede på egen krop.
I den optik ser Shaul Magid kahanismen som et amerikansk fænomen. Den opstod som et opgør med shah-still-jødedommen, som Kahane kaldte det. Ordet er jiddisch og betyder ti stille! Han brugte det som betegnelse for de jødiske samfund, der i skyggen af Holocaust ikke vovede at gøre opmærksom på sig selv ved at udtrykke egen identitet. Den tid er ovre, idet det amerikanske samfund er langt mere åbent og pluralistisk end det var i 1960’erne, og desuden bemærker Magid sig, at en stor del af de amerikanske jøder har tilsluttet sig neokonservative strømninger.
På den måde nyder Kahane stadig forbløffende stor respekt i USA, og selv JDL eksisterer stadig – om end uden at sende tæskehold på gaden. Men denne dybest set amerikanske sag har altså stadig en aktivistisk udløber i Israel og på Vestbredden, hvor det ikke længere drejer sig om jødisk Schtolz, men som, med Shaul Magids ord, er blevet en messiansk bosætter-romantik med stærkt voldelige undertoner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
