Rachid Moutiq: Venstrefløjens anti-racisme løser ikke problemerne med integration

Rachid Moutiq 06.11.2019

INTEGRATION // KOMMENTAR – Det er verdensfjernt at tro, at Danmarks integrationsproblemer udspringer af et ønske om at bevare hvidhed, skriver Rachid Moutiq med henvisning til Jonas Eikas tale ved uddelingen af Nordisk Råds litteraturpris. Tværtimod låser sådanne ytringer integrationsdebatten fast i status quo og bidrager blot til at forværre problemerne, fremfor at løse dem.

Debatten om Jonas Eikas tale blev til en debat om donationer, men der ligger et problem i hans narrativ om racisme, hvis vi skal have forbedringer i dansk asylpolitik og integrationspolitik, der mildest talt er en fadæse. Både for de allerede belastede områder, der ikke har ressourcerne til at modtage flere udsatte, men også for flygtninge, der oftest ikke får mulighed for at få det liv, de fortjener i Danmark, og i asylprocessen oftest udvikler en svær antipati mod “systemet”.

Eika pegede i sin tale på, at det skulle være et ønske om bevarelse af hvidhed, der har gjort, at dansk asylpolitik er blevet, som den er. Det er efter min mening en verdensfjern indstilling, der er med til at fastholde Danmark i status quo og forværrer tværtimod blot situationen. For problemerne vil kun blive større, hvis den nuværende asylpolitik fortsætter.

I 90’erne var der sociologer, der påpegede, at “forsørgersamfund” var dårlige til at integrere, modsat f.eks. USA, der har langt bedre succes med det

Hvis der er noget, der ligger mig på sinde, så er det flygtninges ve og vel. Jeg voksede op i et område, der gennem 90’erne modtog en række flygtninge. Mennesker, der siden er blevet betroede venner, hvis liv jeg har fulgt alle faser af. Jeg har samtidig en far, der på trods af at han kom hertil gennem familiesammenføring har en historie, som er meget lig mange flygtninges. I den sammenhæng har jeg set min fars generation af marokkanske indvandrere gå fra at se Danmark som en slags utopi til at være komplet desillusioneret over systemet.

På trods af at jeg har lagt mange timer i at hjælpe flygtninge, så har min kritik af dansk asylpolitik og karakterer som Jonas Eika gjort, at jeg selv er blevet kritiseret for ikke at have sympati for flygtninge. Noget som efter min mening viser, hvor absurd debatten i dag er blevet.

Traumatiserede mennesker

Et af de største problemer for flygtninge er traumer. Ifølge Rigsrevisionens beretning fra december 2018 vurderes det, at 30% af flygtninge lider af traumer, og at de først kommer i behandling efter i gennemsnit 15 år. En tilstand, der skaber voldsomme komplikationer, og som Danmark har haft meget lidt erfaring med at behandle. Ydermere opstår der komplikationer, når mange kommer fra steder, hvor der ikke engang eksisterer et ord for psykisk sygdom og hvor emnet er enormt tabubelagt.

Traumer er svære nok at behandle i forvejen, men når traumatiserede mennesker bringes sammen på lidt plads, så skabes der ofte en voldsom kultur. Noget som denne status quo i integrationsdebatten forværrer ved ikke at anerkende den.

Traumer skaber problemer som uro og koncentrationsbesvær blandt børn, og når man samtidig ikke har samme sprogforståelse som sin sidemakker, så kører man af sporet. Det skaber grupperinger af udsatte børn, der fælles føler sig tilsidesat og mister troen på egne muligheder for succes i det etablerede samfund.

Den nuværende anti-racisme på venstrefløjen fremhæver ofte sig selv som værende en progressiv bevægelse, men der er i virkeligheden noget konservativt over den

Sjældent har venstrefløjen dog villet være med til at ændre praksis for flygtninge, da man har fornemmelsen af, at alle problemerne kun handler om diskrimination, og derfor er kun få af de institutionelle problemstillinger, der har ødelagt utallige liv, overhovedet blevet adresseret, for det kræver en anerkendelse af tingenes tilstand.

Når en flygtning får sin asylansøgning accepteret, har de fleste været igennem en omfattende og hjerteløs sagsbehandling. I fællesskab er der derfor også opstået et narrativ om, at staten er imod dem, og at racisme gør det okay passivt at blive forsørget af staten. Denne passivitet forværrer dog oftest psykiske problemer og skaber isolation fra det omkringliggende samfund, der gør integrationen endnu sværere.

Narrativet arves af børn, der er dybt udfordrede allerede, men som oven i hatten nu føler sig i opposition til det majoritetssamfund, der bruger utallige ressourcer på dem. Hvad vi ender med er et modsatrettet narrativ, hvor begge parter har et argument for at føle sig uretfærdigt behandlet.

Svært ikke at få beskidte hænder

I 90’erne var der sociologer, der påpegede, at “forsørgersamfund” var dårlige til at integrere, modsat f.eks. USA, der har langt bedre succes med det. Meget symptomatisk blev de kaldt racister.

Hvis vi skal videre fra den her situation, anser jeg det for enormt vigtigt, at vi anerkender problematikkens natur. Et velmenende, måske naivt samfund, er endt med at stå med en kæmpe udfordring i forhold til den sociale dynamik i samfundet og især flygtningeimmigrationen har kraftigt forværret vores samfunds sociale situation. Men dem det går mest ud over er netop flygtninge og indvandrere selv.

Når man snakker om racisme er der ofte en tendens til, at narrativet der følger med er et narrativ, der underkender flygtninges selvbestemmelse. Alt dårligt, der er overgået dem, er systemets skyld, men det er netop det, der fastlåser mange i en situation, ingen er tjent med, for hvis man alligevel ikke kan ændre på tingenes tilstand, hvorfor så gøre noget?

Hvis venstrefløjen vil skabe reelle forbedringer og vilkår, er det svært ikke at få beskidte hænder

Den nuværende anti-racisme på venstrefløjen fremhæver ofte sig selv som værende en progressiv bevægelse, men der er i virkeligheden noget konservativt over den. Ved altid at skyde skylden på højrefløjen og ved ikke selv at adressere problemerne og komme med bud på løsninger, fastholder man et dysfunktionelt system. Samtidig betyder det, at det kun er det yderste højre, der kommer til at adressere problemerne og fortsætte med at hive stik hjem.

Hvis venstrefløjen vil skabe reelle forbedringer og vilkår, er det svært ikke at få beskidte hænder. Man skal turde at forsvare flygtningebørn imod deres forældre og se i øjnene at parallelsamfunds-mentaliteten har skabt grobund for en lang række forhold, der normalt ikke burde kunne lade sig gøre, og at der er et stort arbejde foran os, hvis børn med flygtningebaggrund skal have bedre vilkår.

Foto: Jonas Eika, Wikimedia Commons.

Rachid Moutiq

Rachid Moutiq f. 1988 er søn af en dansk mor og en marokkansk far. Han er forfatter til bogen Provins-Perker (2019), stand-up komiker og foredragsholder. Rachid bruger mange forskellige virkemidler og kilder til at belyse sin kamp med svære barndomstraumer herunder det at lide af bipolar sindslidelse samt at være barn af to kulturer, der ofte er i konflikt.