INTERNATIONAL POLITIK // BOGANMELDELSE – Hvorfor valgte den russiske præsident Putin at gå til angreb på Ukraine? Det giver den erfarne tyske Moskva-korrespondent for avisen Die Zeit, Michael Thumann, et bud på i en ny bog. Cand.mag. Per Clausen har læst bogen og fortæller om de tre forskellige men overlappende grunde, Thumann tilbyder. Der er både indre og ydre komponenter i den fatale beslutning om krig, som indbefatter revanchisme og nationalisme.
Efter Putins angreb på Ukraine d. 24. februar 2022, der chokerede Vesten og også de menige russere, fordi angrebet ud fra teorier om international politik virkede irrationelt, har vestlige analytikere forsøgt at besvare spørgsmålet om Putins bevæggrunde.
Var det, som Putin selv udtrykte det, fordi han følte, at NATO trængte stadig længere østpå, og derfor udgjorde en stigende trussel mod Rusland?
Som den tidligere præsident, Dmitrij Medvedev sagde til balterne – og i sidste ende alle europæere: ”At I lever i frihed, er ikke jeres fortjeneste, men vores forsømmelse”
Eller var det fordi han opfattede Sovjetunionens sammenbrud og opløsning som den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede, og hvor han efter at have genrejst Rusland internt ville genoprette Ruslands status som supermagt ved at genvinde kontrollen over løsrevne tidligere Sovjetrepublikker, enten ved erobring eller ved at gøre dem til lydstater?
Den tyske korrespondent i Moskva for avisen Die Zeit, Michael Thumann, argumenterer i bogen, ”Revanche. Wie Putin das bedrohlichste Regime der Welt geschaffen hat”, at Putin ønsker hævn for ydmygelsen, som han føler Rusland hele tiden udsættes for af Vesten efter Sovjetunionens opløsning, og at han ikke bare ønsker at genvinde kontrollen med de gamle sovjetrepublikker, men at begrave de liberale demokratier i Europa.
Thumann mener, at den russiske præsident ønsker at kontrollere kontinentet gennem opnåelse af kontrol med Ukraine for at kunne gennemtvinge sin vilje over for resten af Europa, og at gasvåbnet skulle bruges til at tvinge Europa især Tyskland i knæ.
Som den tidligere præsident, Dmitrij Medvedev sagde til balterne – og i sidste ende alle europæere: ”At I lever i frihed, er ikke jeres fortjeneste, men vores forsømmelse”. Rusland bliver herved også en trussel for hele verden og verdensfreden.
Michael Thumann har været bosat i Moskva i flere perioder og boede der indtil i hvert fald for nylig.
Han har flere gange oplevet Putin og interviewede ham i november 1999, hvor han kort tid inden var blevet udnævnt til premierminister. Dengang virkede Putin genert uden de machoattituder, som han senere påtog sig og viste i offentligheden, og han lagde vægt på at samarbejde med Vesten om især terrorisme – det var mens han førte en ødelæggende krig mod tjetjenerne.
Thumann ser Putins magtovertagelse i sammenhæng med bølgen af andre højrenationalister, der er kommet til magten. Han advarer om, at den autoritære nationalisme fører til krig, fordi den vold, som autokraterne bruger til at undertrykke deres befolkninger, vil blive vendt udad
Thumann mener, at denne krig og krigsførelsen i Syrien er eksemplariske for den russiske krigsførelse, og for hvordan han nu med hensynsløse bombardementer mod civile fører krig i Ukraine.
Tre teser til forklaring af Putins krig
Thumann arbejder ud fra tre hovedteser:
For det første at Putin tager hævn for opløsningen af Sovjetunionen og følgelig ikke ser denne som en befrielse men som en katastrofe. Krigen mod Ukraine er et forsøg på at dreje tiden tilbage til før landets åbning, før liberaliseringen af landet og den ændrede magtfordelingen i landet i 1990’erne, og før nedrustningsaftalerne med Vesten. Han vender tilbage til en imperial tankegang, som altid har eksisteret i Rusland.
For det andet reagerer Rusland ikke på Vesten men udvikler sig ud fra sin egen logik. Putin har startet krigen mod Ukraine og en hybrid krig mod Vesten, fordi han anser tiden for moden, og mener, at Vesten står foran sin undergang. Rusland har i modsætning til Tyskland aldrig gjort op med sin uhyrlige fortid, hvorfor den stadig præger befolkningen, især den herskende elite.
For det tredje ser Thumann Putins magtovertagelse i sammenhæng med bølgen af andre højrenationalister, der er kommet til magten. Han advarer videre om, at den autoritære nationalisme fører til krig, fordi den vold, som autokraterne bruger til at undertrykke deres befolkninger, vil blive vendt udad. Putin var ikke altid nationalist, argumenterer Thumann, idet han i starten advarede mod nationalismen, og ikke benyttede sig af nationalistiske paroler.
Putins nationalisme blev født efter demonstrationerne mod ham i 2012
Han blev først det, Thumann kalder ’lejlighedsnationalist’ i 2012 som reaktion på de store demonstrationer mod ham i forbindelse med præsidentvalget, hvor han genopstillede for at afløse sin væbner, Dmitrij Medvedev. Da demonstrationerne fulgte i kølvandet på omvæltningerne i den arabiske verden og farverevolutionerne i Ukraine, Georgien og Kirgistan, mistænkte han USA for at stå bag. CIA måtte have manipuleret befolkningerne for at få styrtet autokraterne, og han stod nu i for tur, tænkte han.
Da det begyndte at gå dårligt i krigen i Ukraine, tilføjede Putin en metafysisk dimension til krigen, nemlig at fædrelandets overlevelse er hellig
Før demonstrationerne havde Putin legitimeret sin magt gennem at bringe orden og økonomisk fremgang i landet efter 1990’ernes kaos. Han betragter sig som redningsmand for et Rusland, der ved hans tiltrædelse i 1999 var ved at gå i opløsning.
Nu var der brug for en ny fortælling, og her var nationalismen anvendelig. I den nye fortælling var Rusland en særlig civilisation, som bestod af flere folkeslag. Putin tilsluttede sig nu Solsjenitsyns forestilling om, at Rusland, Belarus og Ukraine skulle forstås som tre dele af et samlet slavisk folkeslag og betegnede sig selv som ”den største nationalist i Rusland”.
Endvidere har Putin sammenlignet sig med Peter den Store, fordi begge har den mission at udvide Ruslands territorium og forøge landets magtposition. Putin ønsker at gå over i historien som en af de store.
Efter erobringen af Krim i 2014 opnåede Putin en enorm popularitet, men efter hans begrænsning af pensionerne i 2018 faldt den kraftigt, og den nye fortælling blev nu den evige kamp mod Vesten om verdensherredømmet.
Han havde trods vestlige sanktioner ophobet en betragtelig krigskasse, og i 2021 indledte han hybridkrigen. Han begrænsede gasleverancerne til Vesteuropa og stillede en række krav til NATO, der ville have undergravet alliancen og sikkerheden for de østeuropæiske lande.
Få dage før invasionen af Ukraine anerkendte Putin udbryderrepublikkerne i Donbass, fordømte Vesten og udtalte at ville korrigere det uretfærdige resultat af Sovjetunionens sammenbrud, ligesom han tidligere havde stillet spørgsmålstegn ved Ukraines eksistens.
Om forholdet mellem stater udtalte han i juni 2022, at ethvert land af egen kraft må ’garantere sin eksistens’. ”Enten er landet suverænt, eller også er det en koloni”, hvilket var et spark til Europa, der bliver dækket af USA’s atomparaply.
Putins ekstreme udgave af realismen som international politisk teori
Putins opfattelse af international politik er en ekstrem udgave af realismen, idet små fisk bliver spist af store fisk, hvilket også legitimerer, at Rusland overtager mindre stærke lande som f.eks. Ukraine, der i forvejen er en ’kunstig’ stat.
Thumann mener, at Putin ville overveje at bruge nukleare våben, hvis hans egen magtstilling som følge af nederlag på slagmarken blev truet. Det er derfor, Thumann betegner regimet som det farligste i verden
Da det begyndte at gå dårligt i krigen i Ukraine, tilføjede Putin en metafysisk dimension til krigen, nemlig at fædrelandets overlevelse er hellig. Landet er en hovedbestanddel af den menneskelige civilisation, og hvis landet forsvinder, ville verden miste sin mening. Derfor har han mange gange truet med anvendelse af atomvåben.
Michael Thumann tror, at der blot er tale om afpresning af Vesten, men mener dog, at Putin ville overveje at bruge nukleare våben, hvis hans egen magtstilling som følge af nederlag på slagmarken blev truet. Det er derfor, Thumann betegner regimet som det farligste i verden. Hvis den ydre ekspansion mislykkes, vil de russiske tab være forgæves, og så vil regimet være truet internt.
Putinismen er et hybridt ‘stabilokrati’
Michael Thumann karakteriserer putinismen i sin første fase efter hans magtovertagelse som et ’hybridt stabilokrati’ – en gråzone mellem demokrati og diktatur, hvor det drejede sig om at få magten over de væsentligste sektorer i landet.
Det betød, at oligarkerne fik stækket deres magt og måtte underordne sig Kremls diktater, og at de vigtigste medier blev underlagt staten. Der var dog stadig frie medier og et skin af demokrati.
Efter Putins genvalg i 2012 begyndte den ’autoritære’ fase, hvor regimet systematisk udryddede pluralismen gennem at udvide repressionen. Med arrestationen af Alexej Navalny indledtes den tredje, ’diktatoriske’ fase, hvor civilsamfundet blev udryddet, og det offentlige rum er blevet giftigt, fordi oppositionelle smides i fængsel. Samfundet er atomiseret og har næppe organisationsformer ud over den statslige ’vertikale’ magtform – af Andrej Koleshnikov kaldet ’hybrid totalitarisme’.
Putins politik er ikke en reaktion på vestlig politik, men udvikler sig ud fra sin egen interne udvikling og er en fortsættelse af den koloniale og imperiale tradition, der går flere hundrede år tilbage
Michael Thumann konkluderer, at Putins politik ikke er en reaktion på vestlig politik, men udvikler sig ud fra sin egen interne udvikling og er en fortsættelse af den koloniale og imperiale tradition, der går flere hundrede år tilbage. Denne konklusion modsiges dog af nogle hændelser, som Thumann selv beretter om: Putin havde på en pressekonference med Forbundskansler Gerhard Schröder d. 2. april 2004, dvs. før Orangerevolutionen senere på året i Ukraine, ingen indvendinger havde mod NATO’s udvidelse med de baltiske stater – noget han senere opfattede som en trussel.
Og idéen til Nordstream 1 blev undfanget af russerne og overgivet til forbundskansler Schröder i 2005 efter den Orange revolution i Ukraine.
Rørledningerne ville kunne bruges til at afpresse ukrainerne, hvis gasledninger ledte russisk gas til Europa, hvilket gav Ukraine store indtægter. Seks uger efter Putins annektering af Krim i marts 2014 plantedes idéen til en ny rørledning ved Schröders bryllup i St. Petersborg betalt af Nordstream-selskabet. Dette var også lige efter Maidan-revolutionen, og de to rørledninger ville opnå samme kapacitet som rørledningerne gennem Ukraine, således at Rusland kunne true med helt at lukke for gasleverancerne gennem Ukraine.
Det er svært at se gasledningerne og annekteringen af Krim og krigen i Donbass som andet et forsøg på at opnå kontrol med Ukraine, hvilket tidligere havde været gjort gennem præsident Janukovitsj. De nye magthavere i Ukraine ønskede at opnå aftaler med EU, hvilket truede Ruslands magtposition.
Thumann afviser, at Putins berømte tale i München i 2007 skulle være affødt af udenlandske begivenheder, men farverevolutionerne forinden fik Putin til at nære mistro til Vestens hensigter.
Han troede, at man var fælles om at bekæmpe islamisk terrorisme, men hvis folkene gjorde oprør mod lokale ledere blev de støttet af Vesten. Dette opfattede Putin som en trussel mod sin egen magtposition, og demonstrationerne i 2011-1012 jog ham en skræk i livet.
Man kan argumentere for, at Putins politik har udviklet sig i et samspil mellem udviklingen internt i Rusland og ønsket om at reetablere imperiet – og udviklingen i udlandet, som han har følt, truede hans egen position.
Herefter blev han overbevist om, at Vesten ikke ville respektere landes suverænitet, idet det udførte undergravende aktivitet for at fjerne ledere, som Vesten ikke brød som om. Her var fjernelsen af Gadaffi i Libyen skoleeksemplet.
Putins bitre udfald mod Vesten
Putin har gennem flere taler ligesom i 2007 givet udtryk for at føle sig krænket over den vestlige politik.
I 2018 sagde han i en tale, at USA og Vesten havde villet inddæmme Rusland med oprustning og sanktioner, men det var mislykkedes, fordi Rusland havde udviklet nye supersoniske interkontinentale raketter og krydsermissiler. ”Ingen ville tale med os. De lyttede ikke til os. Nu skal de få at se”. En anden emotionel tale i september 2022 var en lang, bitter anklage mod Vesten.
Som det ses af ovenstående, har udenlandske begivenheder og vestlig politik i høj grad haft indflydelse på udviklingen af Putins politik.
Om den tidligere KGB-officer har opereret ud fra en masterplan om først at opnå uindskrænket magt internt for så at generobre det tabte udadtil er svært at vide, men det er bemærkelsesværdigt, at han i stigende grad ytrer sig fjendtligt over for Vesten, efterhånden som han som følge af opstande mod diktatorer, som han mener er orkestreret af Vesten, frygter, at noget lignende kan ske i Rusland.
Om dette har hold i virkeligheden, eller er udtryk for paranoia, er mindre vigtigt, da det Putins perception, der er det afgørende. Man kan derfor argumentere for, at Putins politik har udviklet sig i et samspil mellem udviklingen internt i Rusland og ønsket om at reetablere imperiet – og udviklingen i udlandet, som han har følt, truede hans egen position.
Læs mere om Ruslands krig mod Ukraine her.
Læs flere artikler af Per Clausen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
