Den dag kræften blev en del af vores liv

af i Bøger/Sundhed

SUNDHED // BOGUDDRAG – Journalist Arne Notkin overlevede formentlig kun sin kræftsygdom, fordi han selv stillede spørgsmålstegn ved en fejlagtig første diagnose og opsøgte en anden vurdering, der indebar, at han selv betalte for supplerende undersøgelser. “Jeg fik kun den afgørende scanning, der afslørede min kræft i tide, fordi jeg insisterede. Hvis jeg ikke havde haft de mentale og økonomiske ressourcer, som jeg er velsignet med, så ville jeg nok ikke have overlevet,” skriver han i sin nye bog, ‘Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet’, der udkommer tirsdag i denne uge.’

”Du understår dig i at dø fra mig,” siger min kone, mens hun omfavner mig tæt og længe.

”Jeg er ikke død endnu,” siger jeg.

Jeg er chokeret. Jeg føler mig elsket. Det er fredag før efterårsferien. Jeg fatter ikke, at kræft er kommet ind i min virkelighed.

Jeg er netop kommet hjem fra Gentofte Hospital.

Kræft, sagde overlægen, som jeg i øvrigt aldrig havde mødt før. Kræft!

Kræften rammer ikke alene os, der får diagnosen. Den rammer også vores familier, vores venner og vores bekendte. En kræftdiagnose slår ned og spreder skræk som ringe i vandet. Kræft er en social sygdom

Det kunne måske også være noget andet, sagde han og nævnte to ting. Men hvad det var, trængte ikke rigtigt ind – jeg hørte kun: kræft.

Den chokerende besked om kræft blev indledningen til to sindsoprivende uger. Ikke kun for mig, men også for min kone Monica og mine børn og for vores familie og venner. Der gik helt nøjagtigt 17 dage, fra jeg første gang hørte ordet kræft, til jeg fik den præcise kræftdiagnose. Det blev 17 intense dage.

Kræften rammer ikke alene os, der får diagnosen. Den rammer også vores familier, vores venner og vores bekendte. En kræftdiagnose slår ned og spreder skræk som ringe i vandet. Kræft er en social sygdom.

Med et pludseligt og voldsomt slag bliver ægtefæller, partnere, familie og venner til PÅRØRENDE til en kræftpatient. De bliver forvandlet fra familie tilpårørende, i samme øjeblik den kræftramte bliver patient i det offentlige system, hvorefter de gradvist skal lære det særlige sprog, man taler der.

Et år efter diagnosen taler jeg med Monica om den dag, hvor kræften blev en del af vores liv. Jeg optager samtalen til en podcast, som jeg er i gang med at producere.

Episoden står stadig stærkt i erindringen. Det gør følelserne også. Monica bliver rørt, og hendes stemme bliver grådkvalt. Jeg mærker også, at mine tårer presser sig på. Jeg må stoppe optageren. Men opdager, at jeg slet ikke havde fået den startet.

“Jeg fik et chok. Det var fuldstændigt uden for min forventning. Jeg blev rystet og tænkte: Det kan ikke være rigtigt, det må ikke være rigtigt,” fortæller Monica.

Jeg spørger hende, hvad hun mente, da hun sagde: “Du understår dig i at dø fra mig” – som om det var noget, jeg kunne beslutte.

Monica spørger mig, hvordan jeg opfattede det dengang, og jeg svarer, at jeg opfattede det som en kæmpe kærlighedserklæring.

“Godt, for det var også sådan, det var ment. Menbagefter fortalte jeg en kollega, hvad jeg havde sagt til dig. Hun syntes, at det lød hårdt, og det blev jeg enormt ked af, fordi det var jo ment som en støtte til dig. Du skulle vide, at jeg ikke kunne undvære dig,” fortæller Monica.

Jeg fik et chok. Det var fuldstændigt uden for min forventning. Jeg blev rystet og tænkte: Det kan ikke være rigtigt, det må ikke være rigtigt

En anden af Monicas tidligere kollegaer reagerede også på udsagnet, da hun hørte det.

Det var på et tidspunkt, hvor hendes egen mand var ramt af to alvorlige sygdomme, en alvorlig hjertesygdom og en omfattende spiserørskræft oveni.

Behandlingsmuligheden var en meget vanskelig operation, som, selv hvis den lykkedes, ville efterlade ham i lidelse resten af livet. Kemoterapi kunne han ikke tåle på grund af hjertesygdommen.

I en mail til Monica skrev hun:

“Min kærlighed til ham var at give ham frihed til at leve det bedst mulige liv, indtil døden ville skille os. Hvis min mand skulle have tænkt på, at han ikke måtte dø fra mig, ville det have betydet et mere omfattende lidelsesfuldt forløb den sidste tid.”

“Han skulle have lov til at undlade at udsætte sig for meningsløs og livsfarlig behandling. Han kunne i stedet gå med fred og med vores velsignelse. Den sidste tid var dyb og meningsfuld, kærlig, humoristisk, sørgelig – og i den grad menneskelig – og ja, livsbekræftende.”

Monica siger, at hun godt forstår, at kollegaen kan føle sig provokeret:

“Det, hun gjorde, var det kærligste og mest respektfulde, hun kunne gøre i den situation, som hun og hendes mand befandt sig i.”

Heldigvis nåede vi aldrig til det punkt, hvor Monica måtte sætte mig fri

Monica siger, at hun ikke havde tænkt over, at hendes ordvalg kunne blive en belastning for mig.

“Det, jeg sagde til dig, sagde jeg i inderlig forbundethed til dig. Jeg var chokeret og talte i desperation – som en slags besværgelse i det barnagtige håb, at mine ord ville påvirke nogle højere magter til at gribe ind og sørge for, at du blev rask,” forklarer hun.

Heldigvis nåede vi aldrig til det punkt, hvor Monica måtte sætte mig fri.


Teksten er et bearbejdet uddrag af bogen: Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet, People’s Press, udkommer 12. november 2019.


Vil du også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.

Arne Notkin er gift og har to voksne børn. Han er uddannet historiker med bifag i filosofi, og han har slået sine pressefolder på bl.a. Weekendavisen, BT, Lorry, TV-avisen, Deadline, DR2, P1, TV 2 News og Kristeligt Dagblad og nu også POV.

Seneste artikler om Bøger