Puigdemonts besøg gjorde os alle til vandbærere i den separatistiske agitprop

i Europa/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Den catalonske separatisme rummer ikke nuancer, ikke objektive fakta og mangler demokratisk legitimitet skriver Anne Sofie Allarp efter Carles Puigdemonts besøg i København. Separatismen er et populistisk og nationalistisk projekt, der satte sin verdensscene op blandt os alle, og det ville have klædt os at afvise rollen som statister i Puigdemonts klassiske gang agitprop. Særligt venstrefløjens apologeter bør spørge sig selv: er dette virkelig mit hold?

Den afsatte catalanske regionspræsident, Carles Puigdemont, der lever i landflygtighed i Belgien og er manden bag den spanske forfatningskrise, havde i denne uge held til at gøre os alle sammen til statister i den catalanske uafhængighedspropaganda.

København lagde sine smukke gamle bygninger til. Vi danskere gik rundt i baggrunden og lignede spejlingen af det ”Danmark i syd,” som Puigdemont har sat op som idealet for Catalonien efter uafhængighed.

Københavns Universitet, et af Nordeuropas ældste, spankulerede lige i fælden og gav ham lige præcis den prestigefyldte platform, han drømte om til at præsentere sit projekt under maksimal opmærksomhed få timer efter, at flertallet i et nyvalgt catalansk regionalparlament i Barcelona pegede på ham som delstatens leder.

Danske kollegaers velkomst skabte et modbillede til det hjemlige, hvor han står overfor en langvarig fængselsdom for oprør imod staten, sammensværgelse og misbrug af offentlige midler

Og Folketinget åbnede dørene for ham, ikke officielt, men dog meget, meget reelt. Med det resultat, at han med hele den spanske presse i halen kunne valse ind på Christiansborg, hvor danske kollegaers velkomst skabte et modbillede til det hjemlige, hvor han står overfor en langvarig fængselsdom for oprør imod staten, sammensværgelse og misbrug af offentlige midler.

Buksevand i januarkulden
Tillykke til os alle. Vi har netop kollektivt og frivilligt midt her i januarkulden sat numsen op i håndvasken til en omgang strategisk kommunikationsbuksevand, som vi sent glemmer. De af os, der kan identificere klassisk agitprop, går rundt med virkeligt afkølede haler uden at vide, præcis hvad der ramte.

Københavns Universitet samfundsvidenskabelige fakultet vil fremover være skoleeksemplet på, at man kan undervise i det politiske spil fuldstændig uden at besidde evnen til at identificere et

En kombination af manglede indsigt i spanske forhold og uafhængighedsromantik gjorde, at folk som lektor på SDU Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen i flere døgn i dansk presse vurderede en mulig udlevering på baggrund af en stærkt subjektiv forståelse af anklagepunkterne hjemme i Spanien. Striden på den iberiske halvø kan ikke med nogen rimelighed koges ned til noget om, hvorvidt man må holde folkeafstemning.

Manglende indsigt gjorde også, at Københavns Universitet samfundsvidenskabelige fakultet fremover vil være skoleeksemplet på, at man kan undervise i det politiske spil fuldstændig uden at besidde evnen til at identificere et. Selv ikke, hvis det inviterer sig selv, er efterlyst med henblik på retsforfølgelse og flyver ind med et Ryanair-fly fra Bruxelles Charleroi-lufthavn og springer op på skødet af én. Universitetet kan takke professor Marlene Wind for at redde det, der reddes kunne.

Og så er der Folketinget, som åbnede sine døre og gav den eftersøgte separatistleder og den catalanske uafhængighedsbevægelse al den legitimitet, den kunne drømme om.

Og det er her intrigen bliver rigtigt ond. Allerede som udgangspunkt er det helt forkert, at bruge folkestyret som ramme om et møde med en mand, Spanien ønsker fængslet, når han kommer på spansk jord, uagtet at regeringspartierne, De Radikale og Socialdemokratiet ikke deltog, og at det ikke var et officielt visit.

Danmark har sammen med alle andre lande i verden på nær Venezuela netop ikke anerkendt Republikken Catalonien, fordi vi, som andre civiliserede nationer accepterer, at der må gælde et minimum af retsgarantier for borgerne, og fordi vi ved, at man med lov skal land bygge: Magthaverne kan ikke vælge loven til og fra efter forgodtbefindende. Så er vi ude på det, der hedder et skråplan i autokratisk retning.

Den spanske regering har lavet en masse fejl undervejs, den største var at sende politi ud for at stoppe valghandlingen med magt. Men en folkeafstemning om noget så epokegørende, dramatisk og revolutionært som at etablere en ny stat bør som minimum foregå i en ramme af bred folkelig konsultation, og det ville være logisk med et kvalificeret og ikke almindeligt flertal

At den danske venstrefløj, ført an af Enhedslisten og med humanistisk påhæng fra Alternativet, så åbenlyst lefler for Puigdemont og hans separatister er beviset på den ideologiske krise, der har ramt progressive kræfter i denne tid.

Puigdemont har ingen demokratisk legitimitet
For se på forløbet: her har vi en regional præsident, der med et almindeligt regionalt parlamentarisk flertal i ryggen, udskriver en folkeafstemning, om hvorvidt man skal erklære selvstændighed – i modstrid med den nationale forfatning, en forfatning som regionen med stort flertal støttede tilbage i 1978.

Det gjorde Carles Puigdemont vel vidende, at kravet om uafhængighed kun bor i godt 50 pct. af befolkningen, en procentdel, der i øvrigt falder dramatisk, hvis man får valget mellem selvstændighed, øget selvstyre og status quo. Puigdemont har altså ikke skyggen af et bredt folkeligt mandat i ryggen, hvilket han udmærket godt vidste, da han satte processen i gang. Allerede her ryger den demokratiske legitimitet, og man kan ikke med nogen som helst rimelighed tale om ét Catalonien, som står sammen om ønsket om løsrivelse.

Folkeafstemningen gennemførtes med en stemmeprocent på 43 procent, hvoraf 90 procent stemte ja til løsrivelse, på trods af at den spanske højesteret havde kendt afstemningen ulovlig.

Den spanske regering har lavet en masse fejl undervejs, den største var at sende politi ud for at stoppe valghandlingen med magt. Men en folkeafstemning om noget så epokegørende, dramatisk og revolutionært som at etablere en ny stat bør som minimum foregå i en ramme af bred folkelig konsultation, og det ville være logisk med et kvalificeret og ikke almindeligt flertal.

Det ville også være logisk, at flertallet ikke boycottede afstemningen, og det ville være logisk, at man f.eks. ikke kunne stemme flere gange, som det blev dokumenteret muligt den 1. oktober.

Vores egen forfatning ændres gennem to folketingsflertal og en folkeafstemning hvor minimum 40 pct. af alle stemmeberettigede skal stemme for.

Det, at tage en ulovlig og kaotisk folkeafstemning, som flertallet af befolkningen ikke møder op til, og bruge den som grundlag til at erklære uafhængighed og dermed fremprovokere den største forfatningskrise ikke bare i spansk, men også nyere europæisk historie, det er det, vi med et mildt ord kalder dårlig regeringsførelse.

Venstrefløjens apologi for dette stunt er beskæmmende. Alene den propaganda-maskine, der er sat i sving for at gøre dette til en europæisk folkesag, bør få enhver til at stoppe op og lige tænke: er dette mit hold?

Måske er det ligefrem magtmisbrug, og måske kan det kaldes et kupforsøg, som er den måde, mange spaniere ser det. Læg dertil de hovedansvarliges flugt i ly af natten over grænsen til Frankrig, og anklagemyndighedens anklager imod bl.a. Carles Puigdemont for misbrug af offentlige midler til at finansiere sit eget eksil.

Der kan synges mange klagesange om Cataloniens historie, om Franco-tiden, om finanskrisen, om bankerne, om det yderste religiøse højre og meget andet. De er alle sammen berettigede, men der er intet i dem, der kan fungere som retfærdiggørelse for et så kaotisk projekt som det, Puigdemont stod spidsen for i oktober måned, og som han til stadighed forfølger – i denne uge med os alle sammen som statister.

Og ingen af nutidige og fordums uretfærdigheder burde skygge for det faktum, at de catalanske separatister agerer i en parallel virkelighed, og at den virkelighed er destabiliserende. Puigdemont er ikke den 130. præsident af Catalonien, som også Københavns Universitet fik præsenteret ham som. Han er den 9. catalanske delstatspræsident, hvis man altså er med ombord i den del af dansk udenrigspolitik, som hedder, at Danmark ikke anerkender Republikken Catalonien som andet end et af de største politiske stunts i nyere historie.

Og venstrefløjens apologi for dette stunt er beskæmmende. Alene den propaganda-maskine, der er sat i sving for at gøre dette til en europæisk folkesag, bør få enhver til at stoppe op og lige tænke: er dette mit hold?

Videoen ”Help Catalonia, Save Europe” er beviset på, at separatisternes sag ikke kan stå alene: En skuespiller var hyret til grædende at være frontfigur i videoen, som formmæssigt var et direkte plagiat af video lavet af Maidan-bevægelsen i Ukraine, og som i indhold var løgne og fordrejninger fra ende til anden.

Puigdemonts populisme mangler svar
De catalanske separatisters primære virkemiddel er populisme, og denne populisme har et nationalistisk udgangspunkt. Der er en letgenkendelig fjende, nemlig den store stygge spanske stat – og der er en snuptagsløsning: den uafhængige stat.

Som med al anden populisme baseres kommunikationen på simple fjendebilleder, en splittende retorik og de alt for nemme svar.

Som Puigdemont har demonstreret igen og igen, så kan og vil han ikke nuancere sit budskab.

Hvorfor var han ikke præsident for den halvdel, som ikke ønsker uafhængighed? Hvorfor repræsentere nyvalget den 21. december som en sejr, når uafhængighedspartierne gik tilbage og det største parti i El Parlament for første gang er et parti, der er utvetydigt pro-spansk?

Separatismen rummer ikke nuancer, ikke objektive fakta. Bevægelsen er ikke pragmatisk men fanatisk og villig til at arbejde uden for lovens rammer. Det er det projekt, der satte sin verdensscene op blandt os alle i denne uge. Det ville have klædt os at afvise rollen som statist

Hvorfor ikke lytte til virksomhederne i delstaten, hvoraf 1800 og heriblandt nogle af de største i oktober skyndte sig at registrere deres hovedsæde i en anden af Spaniens 17 delstater?

Hvorfor ikke adressere utrygheden blandt de catalanere, som tænkte, at en fremtid efter et CATALEXIT, d.v.s. uden for EU, er en ret utryg fremtid.

Hvorfor er det, at han bliver ved med at hævde, at han står med et solidt mandat for uafhængighed, når et flertal af de catalanske vælgere ved nyvalget før jul faktisk stemte på ikke-separatistiske partier. Separatistbevægelsen fik alene sit smalle mandatflertal af valgtekniske årsager.

Grunden til, at de svar mangler, er, at projektet ikke har de svar. Det har alene populismen, martyriet, den klassiske agitprop. Separatismen rummer ikke nuancer, ikke objektive fakta. Bevægelsen er ikke pragmatisk, men fanatisk og villig til at arbejde uden for lovens rammer. Det er det projekt, der satte sin verdensscene op blandt os alle i denne uge.

Det ville have klædt os at afvise rollen som statist.

Hovedfoto: Carles Puigdemont. Wikimedia Commons.

Anne Sofie Allarp er forfatter, debattør og uddannet jurist fra Københavns Universitet.  Hun er også studievært på Radio24syvs udenrigsmagasin Datolinjen. Efter arbejde for Folketingets internationale afdeling, i Europa-Kommissionen med udstationeringer i Afrika og Asien og som international sekretær for Socialdemokraterne i Danmark, debuterede hun i 2011 med sin første roman Falske Stemmmer. I 2012 udgav hun romanen Hændelsen, en psykologisk gyser, som også udkom på engelsk under titlen The Occurrence i begyndelsen af 2014.  I efteråret 2014 udkom hendes første fagudgivelse, debatbogen Den skandinaviske drøm - socialdemokratiske samtaler om velfærden, krisen, indvandringen og værdierne. Anne Sofie Allarp er desuden forfatter til børnebogsserien om Magda og hendes usynlige ven Sylvester, illustreret af Anne Louise Laugesen og udgivet af Ramasjang Godnathistorier. Anne Sofie Allarp har været formand for SFU, næstformand for Europæisk Ungdom, medlem af Europabevægelsens hovedbestyrelse og medlem af Socialdemokratiet siden 2003 frem til maj 2015, hvor hun meldte sig ud i utilfredshed med partiets politiske linje. Hun bor i København med sin familie og har tidligere boet i Madrid.

Seneste artikler om Europa