HYLDEST – Den bedste fodbolddommer Danmark nogensinde har fostret blev kun 58 år. Onsdag 30. januar døde Peter Mikkelsen efter længere tids sygdom. Han blev to gange kåret til verdens bedste, men vigtigst af alt har det bidrag, han har ydet nationalt og internationalt til udviklingen af den moderne fodbolddommer, været. Han var ’simply the best’. Forfatter og journalist Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller her hvorfor.
De tre erfarne dommerudviklere satte sig op i stolene, da den unge mand begyndte sin fremlæggelse. Han var beskedne 21 år, men leverede løsningen på opgaven med en autoritet og et overblik, som imponerede. De var ikke i tvivl om, at de her havde at gøre med et helt særligt talent.
Scenen udspillede sig i 1981 i Vejle. De tre erfarne herrer var Bent Nielsen, Kaj Sørensen og V. B. Larsen og til sammen udgjorde de dommerbedømmerudvalget under Dansk Boldspil-Union, DBU. Den unge mand var Peter Mikkelsen, og han var – ganske rigtigt – et helt uhørt stort fodbolddommertalent, der i de efterfølgende fire årtier skulle komme til at sætte et imponerende præg på både dansk og international fodbold.
Det her er fortællingen om, hvad der gjorde Peter helt unik som menneske, fodbolddommer og fodbolddommerudvikler
Reaktionerne både indenfor og udenfor landets grænser har derfor været overvældende og fulde af både respekt og tårer, da meldingen kom onsdag 30. januar om at Peter Mikkelsen var sovet ind, 58 år gammel, efter længere tids sygdom.
I juni 2018 – for kun otte måneder siden – befandt jeg mig i restauranten Baglokalet i Fremad Amager. Jeg stod på en stol og holdt tale, mens jeg skuede ud over et mindre menneskehav. Det beskedne lokale var proppet med mennesker, der alle var kommet for at deltage i den officielle reception for min bog om Peter Mikkelsen.
Og jeg vidste det godt; de var ikke kommet for at høre på mig tale fra en vakkelvorn stol. De var kommet for at hilse på Peter, der sad som et naturligt i midtpunkt i sin elektriske kørestol. Og køen til ham var enorm, da de officielle skåltaler var overstået. Den slangede sig rundt i lokalet – og den flyttede sig kun langsomt, for Peter tog sig god tid til hver enkelt. Der var minder, der skulle vendes, ansigter, der skulle på plads i hukommelsen, opmærksomhed, der skulle tildeles, når nu vedkommende havde ulejliget sig ud til receptionen.
For kendsgerningen er, at Peter krydsede og rørte manges liv i de 58 år, han blev tildelt. Fodbolden og dommergerningen fyldte langt det meste, og hans indflydelse på udviklingen af fodbolddommere i både Danmark og udlandet kan ikke undervurderes. Den var enorm.
Det her er fortællingen om, hvad der gjorde Peter helt unik som menneske, fodbolddommer og fodbolddommerudvikler – og som ikke bare sikrede ham to kåringer som verdens bedste dommer, men også sikrede ham ry og anerkendelse langt ud over landets grænser og dybt ind i FIFA, som ingen anden dansk fodbolddommer før eller siden har kunnet matche.
Alle tiders yngste dommer
V. B. Larsen, der i dag er 90 år, husker tydeligt den dag i Vejle i 1981.
”Mit første møde med ham var helt specielt. Han imponerede os virkelig. Og siden blev han jo rykket op gennem rækkerne og blev FIFA-dommer med et tempo, der var helt unikt og historisk,” fortæller han i bogen om Peter Mikkelsens liv, karriere og sygdom.
I 1970’erne var reglen, at man skulle være 16 år for at kunne dømme turneringskampe i dansk fodbold. Peter var på dispensation og kun 15 år, da han i 1975 bestod dommerkurset – i øvrigt sammen med tre andre, der skulle blive en del af en gylden dansk dommergeneration; Kim Milton Nielsen, Lars Gerner og Steen Pedersen.
Allerede i foråret 1985 blev han rykket op som dommer i 1. division, datidens bedste række, i en alder af bare 24 år og som den yngste nogensinde.
1. august 1986 blev han udnævnt som FIFA-dommer med licens til at dømme internationale kampe. Som den yngste dommer i verden nogensinde.
Og i 1990 blev han udtaget til VM-slutrunden i Italien – som den næstyngste VM-dommer i verdenshistorien (han er på det tidspunkt 30 år – svenske Ivan Eklind var 28 år, da han dømte ved VM i 1934).
Han var i stand til at lede en kamp på en helt speciel måde, så det hele bare gled. Hans evne til at tale med spillerne – kommunikere direkte med dem – var helt eminent. Og så var han i virkelig god form
I Danmark indvarslede Peter en ny generation af moderne dommere. Det var et opgør med den lidt magelige og knap så mobile midtercirkeldommer, som ellers hidtil havde været den fremherskende variant af manden i sort.
”Han var i stand til at lede en kamp på en helt speciel måde, så det hele bare gled” husker V. B. Larsen, ”Hans evne til at tale med spillerne – kommunikere direkte med dem – var helt eminent. Og så var han i virkelig god form. Jeg vil ikke tøve med at kalde ham en atlet. Han var hurtig på banen og derfor i stand til at være lige dér, hvor det var nødvendigt at være. Han kunne følge spillet som ingen anden”.
I mit arbejde med bogen – mine mange interviews med mennesker, der krydsede Peters liv, og de mange timer, jeg brugte med hovedet ned i arkivmaterialet og datidens nyhedsstrøm – gjorde det klart for mig, at Peter blev så stor en succes, fordi han var en noget nær perfekt kombination af flere forskellige faktorer: Ærgerrighed, disciplin, talent, empati og – som en af hans venner skrev til mig efter at nyheden om hans død var kommet ud – en veludviklet social begavelse.
Det faldt ham nemt at lede en fodboldkamp, fordi han evnede at se det store billede og de enkelte brikker på samme tid. Han kunne få den store og komplicerede maskine, som en fodboldkamp er, til at køre, uden at det hakkede og spruttede. Han havde en helt særlig tone, som var nyttig, når gemytterne var kommet i kog og skulle køles ned, samtidig med at hans højde, drøjde og gode kondition betød, at han kunne følge med selv de hurtigste spillere.
Peter Mikkelsen dømte i den bedste danske række – først 1. division og siden Superligaen – fra 1985 til 1998. En imponerende karriere. Hans internationale karriere var lige så imponerende og strakte sig fra 1986 til 1997. Han blev allemandseje i Danmark, da han deltog ved VM i Italien i 1990 (det lykkedes ikke for det danske landshold at kvalificere sig), og udbyggede sin popularitet, da han deltog ved VM i USA i 1994 (hvor det HELLER ikke var lykkedes for landsholdet at kvalificere sig). Han var også udtaget til EM-slutrunderne i 1992 og 1996, blev i 1991 og 1993 kåret som verdens bedste dommer og blev i 1997 kåret som verdens bedste dommer set over det foregående tiår.
Det lå således i kortene, at han enten ville få bronzekampen eller finalekampen. Han fik ingen af delene, og det skyldes at han blev en brik i et politisk spil, som intet havde med det sportslige at gøre
Det er derfor paradoksalt på grænsen til det bizarre, at han aldrig nogensinde fik en stor international finale. Han var millimeter fra i 1994, da alle regnede med at han skulle dømme VM-finalen. Han havde hverken fået kvartfinaler eller semifinaler og var ikke – som mange andre dommere – blevet sendt hjem med et ’tak for denne gang’.
Det lå således i kortene, at han enten ville få bronzekampen eller finalekampen. Han fik ingen af delene, og det skyldes at han blev en brik i et politisk spil, som intet havde med det sportslige at gøre.
FIFA’s magtfulde og siden stærkt kompromitterede præsident João Havelange trak i trådene og fik gennemtrumfet, at finalen skulle gå til ungarske Sandor Puhl og bronzekampen til Ali Mohamed fra De Forenede Arabiske Emirater.
Beslutningen var et gedigent tak for sidst til det italienske medlem af FIFA’s dommerudvalg, der var i åben konflikt med Havelange og som pegede på Mikkelsen. Der var bred enighed om, at Peter Mikkelsen var den bedste af de dommere, der var tilbage – og i øvrigt havde fortjent at få den – men at han simpelthen blev ofret i et beskidt spil.
Han havde et unik blik for individet
Efter sin aktive karriere fortsatte Peter med at spotte, uddanne og udvikle dommere – både nationalt og internationalt i regi af DBU, UEFA og FIFA. Der stod alle dage stor respekt om hans arbejde og en helt særlig anerkendelse fik han, da han i 2014 modtog FIFA’s Special Referee Award for det, der blev kaldt en ’ekstraordinær indsats’ som aktiv dommer og som både bedømmer og konsulent.
Den perfekte cocktail, der havde gjort ham til en unik dommer som aktiv, gjorde ham også til en eminent udvikler af dommere. Flere af de dommere, der efterfulgte Peter, har haft ham som det helt store forbillede. Det gælder både udenlandske dommere og danske. Et par af dem talte jeg med, da jeg arbejdede med bogen.
”Det er jo Peter, der har opfundet mig,” fortæller Kenn L. Hansen, der selv blev FIFA-dommer, men som stoppede karrieren i 2015, ”Jeg kan ikke understrege nok, hvor stor en inspiration, han har været for mig”.
”Jeg kan huske, at jeg som ung talentdommer mødte ham for første gang i Brønshøj. Han kunne med det samme se individet i mig og de muligheder, der lå i mig og min udvikling. Det har han altid haft et guddommeligt blik for: at spotte potentialet i individet”.
Som med hans evne til at lede kampene var han også i kulissen i stand til på samme tid at se de enkelte brikker og den store helhed.
Jeg kan huske, at jeg som ung talentdommer mødte ham for første gang i Brønshøj. Han kunne med det samme se individet i mig og de muligheder, der lå i mig og min udvikling. Det har han altid haft et guddommeligt blik for: at spotte potentialet i individet
”Jeg har kendt Peter, siden jeg i 2010 blev indrangeret i DBU’s Talentdommergruppe,” fortæller en anden nu tidligere dommer, Benjamin Leander.
”Her var Peter ude og bedømme mig i et mareridt af en kamp mellem FB og Frederikssund, hvor jeg var ekstremt anspændt og leverede en forfærdelig indsats. Peter håndterede dog den efterfølgende samtale fantastisk cool, hvilket var hans varemærke: altid sigte efter at give folk en god oplevelse og indgyde selvtillid i dem”.
Og jeg kunne blive ved med at remse op af tilkendegivelser fra mennesker, som Peter har mødt og motiveret i de mange årtier, han har været med til at udvikle ikke bare dommerne, men også dansk fodbold. Sideløbende med hans aktive karriere fandt der nemlig en omfattende professionalisering af dansk fodbold sted, og Peter deltog fra starten aktivt i de store principielle diskussioner om hvordan fodbold skulle spilles og hvordan dansk fodbold kunne blive stærkere og gøre sig mere gældende internationalt. Fra 1995 til 2000 var han ydermere leder af DBU’s turneringsafdeling og havde dermed fingrene helt nede i maskinrummet i afviklingen af danmarksturneringen.
Kræften tacklede Peter
Torsdag 23. januar 2014 sidder Peters kone Katarina og redigerer i DR Byen. Hun er to måneder inde i sit nye redaktørjob, da telefonen ringer. Det er Peter, og han har brug for hjælp. Der er noget helt galt med hans venstre ben og venstre fod. De lystrer ikke, og han kan slet ikke ramme koblingen i bilen.
Katarina bliver irriteret. Nu må de altså få styr på den fod. Det er jo ikke første gang, at den volder ham problemer. I månedsvis – ja, måske et helt år – har han døjet med smerter i foden, som fra tid til anden også er hævet op. Det er som foden ikke kan være i huden, synes Peter. De mistænker begge to, at det kan være podagra.
På vej mod skadestuen bliver de omdirigeret af lægevagten. Måske er det noget neurologisk, lyder vurderingen, altså noget med hovedet. Dét havde hverken Peter eller Katarina tænkt på – og det vil i hvert fald udelukke podagra.
Resten af dagen forløber med alle mulige undersøgelser og scanninger – og dagen efter falder dommen. Det er ikke podagra eller borrelia eller en blodprop. Peter har kræft. Modermærkekræft. Noget, han blev opereret for over øjenbrynet helt tilbage i 2009, og som han på det tidspunkt blev erklæret kureret for. Nu viser det sig, at han fortsat har haft kræftceller i kroppen, og at de har metastaseret sig alvorligt. Peter har således fire metastaser i hjernen, to i rygsøjlen, én i lungen og én i leveren. Fra den dag bliver livet aldrig mere det samme.
Jeg møder Peter i 2017 i forbindelse med de første interviews til bogen. I udgangspunktet skulle bogen handle om dengang Peter tacklede kræften – en opbyggelig historie om, hvordan man med det rette fokus, den rette motivation, den rette disciplin, den rette indstilling og den rette behandling kan bekæmpe sygdommen og komme ud på den anden side.
Danmark har mistet en af de helt store skikkelser i moderne fodbold. Og alle os, der kendte ham, har mistet et helt unikt menneske med en uforlignelig evne til at få alle til at føle sig set, hørt og tilpas i hans selskab
Det viste sig, at historien blev en anden. Det blev historien om, hvordan kræften tacklede Peter. Jeg har bevæget mig rundt i hans journal på næsten 1.000 sider og i detaljer kunnet genskabe alle de gange, han er røget ind og ud af hospitaler, alle de gange han har fået immunterapi, operationer i hjernen, er faldet, har fået tilbagefald, har været i bedring – kun for alligevel at få det vedvarende dårligere.
Det sidste år af sit liv boede Peter i en handicapvenlig bolig i Vedbæk – en lille rask rulletur i kørestolen fra havnen. I de to år, jeg har fulgt Peter tæt, har han måttet ændre sine mål hele tiden. Han måtte erkende, at han aldrig kom til at køre bil igen. Han måtte erkende, at han aldrig kom ud og løbe igen. At han aldrig kom til at gå. At han måtte flytte fra – og sælge – villaen i Søllerød. At han ville være lænket til en kørestol OG en handicapbolig resten af sit liv.
Jeg blev ved med at se ham efter udgivelsen af bogen. Han begyndte at tale langsommere. At tænke langsommere. Hukommelsen begyndte at svigte. Alligevel insisterede han på at være social – at alle var velkomne til en kop kaffe eller en øl. Sådan var det helt frem til slutningen af december. Derefter gik det hurtigt og alvorligt ned ad bakke.
Onsdag 30. januar om eftermiddagen trak Peter Mikkelsen vejret for sidste gang – med sin kone og sin søn ved sin side. Danmark har mistet en af de helt store skikkelser i moderne fodbold. Og alle os, der kendte ham, har mistet et helt unikt menneske med en uforlignelig evne til at få alle til at føle sig set, hørt og tilpas i hans selskab.
Også til det var han ’simply the best’.
Hovedfoto: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
