AFGHANISTAN // KOMMENTAR – Mens vi i disse dage lader julefreden sænke sig og indtager julemaden i lune stuer i læ for vinterens kolde temperaturer, kan man måske få tid til at vende blikket mod Afghanistan og ikke mindst den afghanske befolkning for en kort stund. For det er hårde tider for civilbefolkningen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Op mod 60% af den afghanske befolkning befinder sig på kanten af hungersnød, og med vinteren er vilkårene for overlevelse blevet væsentligt vanskeligere. Kernen i den tragiske situation er imidlertid, at denne humanitære katastrofe er menneskeskabt, og er en direkte følge af Vestens politik overfor Taliban.
Dermed bliver Vesten stillet overfor et etisk dilemma: Om målet (at få indrømmelser fra Taliban) helliger midlet med potentielt store mennesketab til følge? Og er nødhjælp vejen frem? For med en permanent kaotisk situation åbner man også op for terrororganisationer som Islamisk Stat, der har travlt med at positionere sig i Afghanistan i disse dage.
Siden Taliban den skæbnesvangre dag 15. august i år indtog Kabul, og de amerikanske tropper på ydmyg vis efterlod 20 års intenst genopbygningsarbejde i murbrokkerne, har befolkningen været vidne til en på mange måder nedadgående spiral for landet.
Offentligt ansatte har ikke fået løn siden Talibans magtovertagelse i august. Landets hospitaler mangler medicin og udstyr. Der mangler mad til ca. 60% af landets civilbefolkning. Omkring 23 millioner afghanere anses for at have brug for nødhjælp.
Ni millioner afghanere er direkte berørt af egentlig hungersnød og er dermed i risiko for at dø, herunder 1 million børn, der er alvorligt underernærerede. Sidstnævnte tal er højere end det samlede antal børn, der er døde under de seneste 20 års konflikt.
Situationen er på nuværende tidspunkt så alvorlig, at flere familier ser sig nødsaget til at sælge deres børn for at kunne brødføde resten af familien.
Den humanitære katastrofe, som internationale nødhjælpsorganisationer længe har advaret mod, er med andre ord blevet virkelighed for landets civilbefolkning, som prøver at overleve under umenneskelige vilkår.
En del af årsagen skal findes i verdenssamfundets reaktion på, at Taliban nu sidder ved magten i Afghanistan.
Kunsten at bruge sanktioner som politisk middel
USA har indefrosset 7 milliarder US dollars, som er afghanske indeståender på amerikanske konti, og som den nye talibanske regering dermed ikke kan få adgang til.
Nu er økonomiske sanktioner selvsagt ikke noget nyt begreb. USA har haft økonomiske sanktioner mod Afghanistan siden 1999, og efter angrebet på USA den 11. september 2001 blev disse tiltag blot yderligere intensiveret.
Langt de fleste sanktioner mod Afghanistan blev indført under præsident Barack Obama fra 2008 til 2016. Trump derimod indførte langt færre sanktioner og var i direkte forhandlinger med Taliban fra 2018 og frem til 2020.
Rationalet for at bruge økonomiske sanktioner er oftest et ønske om at bremse enten individer eller egentlige organisationer, der står bag ulovlige forhold, herunder terrorisme, narkohandel, hvidvaskning af penge eller korruption. Præsident Bill Clinton indførte eksempelvis økonomiske sanktioner mod netop Taliban i 1999 – altså to år før 11. september-angrebene – for at huse Osama bin Laden og hans organisation Al Qaeda, og for at tillade bin Laden at planlægge angreb mod USA.
FN udstedte også i 1999 økonomiske sanktioner mod samme Taliban for på det tidspunkt at huse Osama bin Laden, som stod bag bombningerne af de amerikanske ambassader i henholdsvis Kenya og Tanzania i 1998. Brugen af økonomiske sanktioner er med andre ord ikke noget nyt fænomen i forhold til Afghanistan.
Det etiske dilemma for verdenssamfundet
Allerede i november drøftede Verdensbanken imidlertid muligheden for at overføre 500 mio. amerikanske dollar – indefrosne midler fra Den Afghanske Fond til genopbygning af humanitære formål. Altså en frigivelse af indefrosne midler for at undgå den humanitære katastrofe landet befinder sig i nu.
En frigivelse er imidlertid sværere end som så, fordi en sådan kan ses som en omgåelse af de amerikanske økonomiske sanktioner mod Afghanistan. Derudover vil en sådan overførsel hurtigt kunne falde i ”de forkerte” hænder, for Verdensbanken har ikke mulighed for at overføre midlerne til andre ikke-humanitære organisationer. Således ville eksempelvis aflønning af offentlige ansatte ikke kunne gennemføres med en egentlig sikkerhed for, at udbetalingen rent faktisk vil finde sted.
Verdenssamfundet har imidlertid besluttet at donore i alt 280 mio. amerikanske dollar til to nødhjælpsprogrammer under henholdsvis Verdensbanken og UNICEF. Det er tiltrængte midler til de ca. 23 millioner afghanere, der er i akut fødevaremangel herunder de 9 millioner, der er i direkte risiko for hungersnød. USA har som den største donorstat sendt over 474 mio. amerikanske dollar i nødhjælp og humanitær bistand til Afghanistan.
Kritikere af denne model, der specifikt kun har nødhjælp og humanitær støtte for øje, påpeger imidlertid, at krisen i Afghanistan er langt mere omfattende og berører eksempelvis alle offentligt ansatte, som ikke har fået løn siden Talibans magtovertagelse i august i år. Der er tale om flere hundrede tusinde mennesker, som i sidste ende kan se sig nødsaget til at rejse fra landet, presset af de økonomiske sanktioner. Derved vil der kunne opstå endnu en flygtningestrøm ud af landet, som da Taliban overtog magten i august.
Flere internationale nødhjælpsorganisationer har påpeget, at den humanitære katastrofe Afghanistan oplever på nuværende tidspunkt er menneskeskabt. Og vel at mærke skabt af Vestens politik overfor Taliban
Den katastrofale situation, landet befinder sig i, berører det store etiske dilemma, som verdenssamfundet formentligt kæmper med. For denne katastrofe er opstået, fordi omverdenen ikke ønsker at anerkende Taliban som regering og dermed bruger sanktionsmidlet som våben mod organisationen. Spørgsmålet er imidlertid, hvem sanktionerne rammer mest og hårdest?
Svaret er naturligvis civilbefolkningen, som betaler den ultimative pris for at leve under en regering, som ingen ønsker at samarbejde med. Men kan man omvendt forestille sig, at verdenssamfundet pludselig skulle kunne anerkende Taliban som en samarbejdspartner? En fjende, som Vesten aktivt har bekæmpet gennem 20 år?
Den amerikanske regering har påpeget, at man ønsker at se Taliban overholde tidligere afgivne løfter om at sikre kvinder adgang til arbejdsmarkedet og piger adgang til skole- og uddannelsessystemet. Indtil blandt andet disse løfter ses indfriet, forbliver de afghanske midler indefrosset.
En menneskeskabt katastrofe
Flere internationale nødhjælpsorganisationer har påpeget, at den humanitære katastrofe, Afghanistan oplever på nuværende tidspunkt, er menneskeskabt. Og vel at mærke skabt af Vestens politik overfor Taliban.
FN’s særlige udsending for Afghanistan, Deborah Lyon, udtalte fornyligt, at den nuværende humanitære katastrofe kunne være undgået. Den er et direkte resultat af de økonomiske sanktioner, landet er ramt af.
Problemet med nødhjælp er imidlertid, at det er en kortsigtet løsning. Nødhjælpen løser ikke de helt fundamentale mangler og udfordringer, det afghanske samfund står overfor
Under Trumps præsidentperiode foregik der egentlige forhandlinger mellem Taliban og den amerikanske regering udenom den internationalt anerkendte afghanske regering. Måske var det nemmere for Taliban at forhandle under Trumps embedsperiode, fordi bevægelsen på daværende tidspunkt netop ikke var ved magten, som det er tilfældet nu.
Politiske forhandlinger er formentligt nemmere, når man er guerillabevægelse og ikke selvudråbt magthaver. De tidligere Trump-forhandlinger har imidlertid ikke givet Taliban nogen fordel i forhold til den nuværende amerikanske administration.
Derudover kæmper Taliban også på de interne linjer om fastlæggelsen af en egentlig udenrigspolitisk linje og profil. Det kan altsammen være en del af forklaringen på, at Taliban ikke har ønsket at indfri de løfter, de tidligere afgav.
Problemet med aid dependency
Siden 2001 har Afghanistan været afhængig af udenlandske donationer for at kunne overleve. Trods Vestens ihærdige genopbygningsindsats gennem de seneste 20 år, har landet ikke formået at skabe en selvstændig overlevelsesstrategi uden Vestens økonomiske bistand.
Det er der naturligvis en lang række forklaringer på. Mange faktorer spiller ind og interagerer, når man skal opbygge et land: infrastruktur, kultur, skolegang, opbygningen af et uddannelsessystem, krig, konstant uro og den fundamentalt manglende adgang til at få dækket helt essentielle livsbehov.
Listen er lang og vidner blot om den opgave, Afghanistan som nation har stået overfor i mange år. Det kan forklare, hvorfor landets politiske ledelse, Vestens intensive indsats til trods, ikke evnede at skabe rammerne for et land, der ville kunne klare sig uden udefrakommende hjælp.
Et land, der er på randen af det totale sammenbrud er altid grobund for etniske, politiske og religiøse konflikter. Det er en åben invitation for terrororganisationer som Islamisk Stat til at slå rod og positionere sig i landet.
Tyve år er formentligt alt for lidt tid til at kunne løfte en sådan opgave. Det kræver længere tid at (genop-)bygge et land, der reelt har været i krig siden 1980’erne i forbindelse med Sovjetunionens invasion, og den efterfølgende krig mod Mujaheddin, forgængeren for Osama bin Laden og hans organisation Al Qaeda.
Det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at Afghanistan i dag er dybt afhængig af verdenssamfundets hjælp. Det er i sagens natur dybt problematisk, når verdenssamfundet ikke anerkender Taleban som legitim regering, og dermed heller ikke ønsker at støtte landet. Dette skal ikke læses som en plædering for at anerkende Taliban som magthaver. Men blot som en opfordring til at se de konsekvenser i øjnene, der nu engang er resultatet af den valgte politik.
Nødhjælp er en kortsigtet løsning
Som den største donornation har den amerikanske regering gennem 2021 sendt over 400 mio. amerikanske dollars til Afghanistan i form af nødhjælp og humanitær bistand. Danmark har tilsvarende besluttet at sende 168 mio kr. til Afghanistan. Som nævnt har både Verdensbanken og UNICEF tilsvarende doneret 280 mio, dollar til nødhjælp. Der er med andre ord masser af velvilje til at komme den afghanske civilbefolkning til undsætning med nødhjælp.
Problemet med nødhjælp er imidlertid, at det er en kortsigtet løsning. Den løser et akut problem her og nu. Men den løser ikke de helt fundamentale mangler og udfordringer, det afghanske samfund står overfor under en Taliban-ledet regering, der uden adgang til de indefrosne midler vil være handlingslammet i forhold til en genopbygning af det krigshærgede land.
Et land, der er på randen af det totale sammenbrud, er i øvrigt altid grobund for etniske, politiske og religiøse konflikter. Det er en åben invitation til terrororganisationer som Islamisk Stat til at slå rod og positionere sig i landet.
Allerede på nuværende tidspunkt udgør Islamisk Stat en decideret trussel for Taliban-regeringen. Siden Talibans magtovertagelse har den lokale udgave af Islamisk Stat – Islamic State Khorasan – i daglig tale ISIS-K stået bag en lang række angreb rundt om i landet. Angrebene er rettet både mod Taliban selv og mod den shiamuslimske del af den afghanske befolkning.
Udfordringen for Taliban ligger i, at bevægelsen ikke længere er en guerillastyrke, men nu regeringsmagt med dertil hørende ansvar for en civilbefolkning. Det kræver en helt anden strategi i forhold til at skulle bekæmpe Islamisk Stat Khorasan.
Hvor Taliban tidligere samarbejdede med de amerikanske styrker om at inddæmme Islamisk Stat Khorasan, er Taliban nu alene om udfordringen i at bekæmpe terrorbevægelsen. Og noget tyder på, at Taliban ikke klarer den opgave særligt godt. På blot én måned stod Islamisk Stat Khorasan bag 54 angreb, herunder bombeangreb, selvmordsangreb, deciderede bagholdsangreb og angreb på sikkerheds- og kontrolposter. Det er med andre ord tydeligt, at Taliban som regeringsmagt ikke umiddelbart synes at kunne løfte denne opgave egenhændigt.
Med Islamisk Stat Khorasan i nakken, hvilket dagligt udfordrer Talibans magtposition, kan man kun frygte, at civilbefolkningen endnu engang vil blive taget som gidsel i denne magtkamp mellem de to bevægelser. Uanset hvor mange millioner af dollars verdenssamfundet pumper ind i Afghanistan i disse måneder til brug for akut nødhjælp og humanitær bistand til en nødstedt civilbefolkning, er det tydeligt at både befolkningen og landet har brug for mere langsigtede løsninger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
