De brændte containere – jeg forstår ungerne på Nørrebro

af i Børn & unge/Minoriteter

UNG // ESSAY – Jeg forstår ungerne på Nørrebro. I dag er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde været ude og brænde af, smadre og hærge, hvis jeg var 12 år gammel og boede på Nørrebro og havde det, som jeg havde det dengang.

Jeg ved det, fordi min og mine venners adfærd mindede meget om deres. Jeg boede på ingen måde i en ghetto eller et sted med blok efter blok. Det var en serie af rækkehuse i udkanten af Næstved kaldet Musikbyen. Det var hjem for mange børn af misbrugere, flygtninge og andre socialt udsatte. Jeg selv er barn af en ufaglært marokkansk fremmedarbejder og en dansk mor, der sent i livet blev specialpædagog.

Min nabo til den ene side var en klaverlærer, på den anden side boede et psykisk sygt par. Til en af mine fødselsdage kom konen ind hos os uden at banke på. Hendes øjne var tomme og hun sagde intet, men sad bare i sofaen lidt væk fra festen. Min mor fik snakket med hende, og hun blev hjulpet på psykiatrisk skadestue.

Det gibbede ikke synderligt meget i mig, for jeg havde som barn allerede set mere end, hvad de fleste kommer til at se igennem et helt liv.

Den første gang, jeg så en fyr få en røvfuld, var det min ven Ole. Det var af en anden ven fra kvarteret. En af de ældre bosniere havde “sat ham på plads”, som vi kaldte det. Han var en stoisk, tavs kæmpe, der elskede basket og bare passede sig selv.

Men der var alligevel noget ved ham, der vidnede om, at han var en af de bosniere, der have været gammel nok til at forstå, at de var kommet fra en borgerkrig. En borgerkrig, hvor naboer havde dræbt naboer, og ingen kunne vide sig sikre. Hvor vejen til Danmark var gået igennem områder med serbiske patruljer, der slog ihjel, hvis de mødte muslimer.

Det er oftest også børn med lignende historier, der søger hen imod en karakter som Rasmus Paludan og nynazistiske grupperinger. Derfor føler jeg trods deres indædte had til mig en stærk sympati for dem og et håb om, at de kan få den behandling, de fortjener

Ole plejede altid at provokere ham, men bosnieren forblev oftest tavs, ignorerede ham eller grinede selv af Oles fornærmelser. En dag gik Ole dog over stregen, da han kiggede ham i øjnene og sagde: “Gå hjem og knep din mor,” foran os alle sammen. Det var langt fra en voldsom røvfuld, Ole fik, men han viste ham, at hvis han blev ved, så vankede der.

Den gang forstod jeg ikke, hvorfor Ole altid skulle provokere, men det gør jeg i dag: Han var bange og havde kaos i hovedet. Oles mor var svært alkoholiseret, og han kunne uden videre få tæv. Moren havde mistet grebet om virkeligheden, og der kunne derfor falde en røvfuld ud af det blå.

Når man lever i en sådan verden, så er det om at lære lige præcis, hvor grænsen går. Ole vidste, at han ikke kunne holde sin kæft, og at han en dag ville få tæsk, så hvorfor ikke selv være i kontrol over, hvornår det skete?

På trods af det, holdt jeg meget af Ole, og han var oftest en dreng, man grinede utrolig meget af, når hans drillerier ramte andre end en selv.

Det var en måde at mærke sig selv på

Jeg kendte alt for godt selv til utrygheden, der for mig blandt andet kom af min tilknytning til et nærtstående familiemedlem, der også var traumatiseret. En sommer havde jeg kørt fingrene ind over arrene på hans ryg, imens han sad i bar overkrop og arbejdede på at samle en sofa.

Jeg legede her som otte-årig, at arrene var et skattekort. Skattekortet var dog blevet til i et fængsel i den marokkanske by Agadir, hvor en fængselsvagt havde forsøgt at få en tilståelse ud af ham med blandt andet ved at smadre en stol på ham og bruge benene til at tæske ham med.

Andre var kommet til senere efter utallige værtshusslagsmål og et par knivstik. En mand, der både lærte mig at være hjælpsom og holde hovedet højt, men også den sande betydning af frygt, når jeg så den effekt, han havde på folk, der f.eks. skyldte ham penge.

Allerede da jeg blev 11 år gammel, emmede Næstved af vold, og truslen om tæsk lurede altid lige om hjørnet. Man gik nødigt alene væk fra sit eget kvarter, og når man tog til sodavandsdiskoteker var det i store grupper, sådan at når der var problemer, havde man nogen til at bakke sig op. Når man stødte på andre brune knægte, skulle de tit teste, om man “var noget” ved at provokere eller “spille dum”, som vi kaldte det. Så var det om at give lidt igen, men ikke nok til, at de fik klappet dig en.

Angsten var en grundtone i mit liv, og så mange ting skete omkring mig, som jeg ikke kunne forholde mig til. Jeg skulle både navigere i en dansk verden og i en marokkansk verden

Jeg gik dog ofte alene, og det var ikke så sjældent, at nogle ældre, hvide knægte ville fortælle mig, hvad de mente om “perkere”. Tit spillede “perkersangen” med teksten “For du en fucking perker” ud af vinduerne på Brian-biler, og havde de her skaldede hvide drenge mulighed for at skræmme en lille tynd brun dreng som mig, så gjorde de det. Ikke ulig hyæner, der ledte efter en såret gazelle.

Angsten var en grundtone i mit liv, og så mange ting skete omkring mig, som jeg ikke kunne forholde mig til. Jeg skulle både navigere i en dansk verden og i en marokkansk verden. Blandt marokkanerne blev jeg ofte udspurgt om mit syn på forskellige politiske og religiøse anliggender.

De ville sikre sig, at jeg ikke var ved at blive for dansk. Jeg lærte, hvad det var, de fiskede efter, og gentog ordene igen og igen, men jeg hadede hele tiden at skulle have en facade på og spille en rolle, der ikke var mig.

En dag blev det hele for meget

I kvarteret var vi sammen på en anden måde end rigtig mange andre børn. Vi gamblede indbyrdes med forskellige genstande. Basketkort for det meste, men også diverse samlerobjekter som danske børn blev prakket på. Når man lever i angst, så brænder man hurtigere serotonin og andre lykkehormoner af, så der skal mere til at være underholdt. Den her form for gambling var en af de måder, vi kunne mærke os selv på.

Da min bosniske ven et år fik besøg af sin fætter fra Sverige omkring Nytår, lærte vi om noget andet. I Sverige var kanonslag og lignende lovlige, så han havde kasser og atter kasser med af det. Vi gik en broget flok af børn rundt og fandt ting, der kunne sprænges. Mest af alt skraldespande men også postkasser hos dem, der plejede at råbe af os, når vi legede.

Det bedste var altid, når nogen gik ud af døren for at se, hvad der skete og råbte: “Jeg ringer til politiet”. Så skulle man spæne afsted med hjertet pumpende. Vi lærte ruter imellem bygningerne og lærte at sprede os ud, og når de forskellige grupper mødtes nogle minutter senere, og der ikke længere var fare på færde, ville vi komme ud af buskene, eller hvor vi havde gemt os, og grinende gengive, hvad vi hver især havde oplevet.

Jeg ville tage livet af mig selv ved at springe ud. Det ville jeg ikke, men jeg havde brug for hjælp, da angsten og depressionen havde kløerne dybt i mig.

Vi smadrede ruder med sten, brændte containere og flere stjal fra Næstved Storcenter, der lå en spytklat fra kvarteret. Der var en fælles vildskab. En energi der kom fra angsten og det kaos, mange oplevede derhjemme og de problemer, det medførte i skolen.

I en tid, hvor hærværket og volden eskalerede, døde min morfar. En mand, der havde påtaget sig farrollen, imens min egen far var begyndt at bevæge sig længere og længere væk fra Danmark mentalt som fysisk. Lysten til livet forsvandt langsomt fra mig efter at jeg skulle deale med tabet, og det at skulle agere i en verden, hvor trusler og undertoner af vold var blevet hverdag, havde sat sine tydelige spor.

En dag blev det hele for meget for mig, og jeg klatrede under en lejrskole op på et højt smalt tag. Da jeg var kommet derop sagde jeg, at jeg ville tage livet af mig selv ved at springe ud. Det ville jeg ikke, men jeg havde brug for hjælp, da angsten og depressionen havde kløerne dybt i mig.

Det var dog ingenlunde det, jeg fik. Lærerteamet på skolen skrev et langt brev til kommunen, hvor de anbefalede tvangsfjernelse på trods af, at min mor havde givet mig et trygt hjem med faste sengetider og simple regler. De påstod bl.a., at jeg var besat af vold og krig, fordi jeg ofte tegnede ting med den slags motiver. Jeg havde dog aldrig rørt en klassekammerat eller begået vold imod nogen på skolen. Min destruktive adfærd kom kun frem i kvarteret.

Efter flere måneders tovtrækkeri, hvor jeg blev sendt til psykolog, ikke til samtaleterapi, for at afdække lærernes påstande, gav kommunen svar og valgte ikke at tvangsfjerne mig.

Min mor valgte at flytte mig ud af skolen, og min far tog mig med på en rejse til Marokko i sommeren mellem 4. og 5. klasse. I Marokko blev jeg mødt af en kæmpefamilie, der allerede lang tid inden jeg havde sat foden på marokkansk jord, elskede mig, og jeg blev kysset og krammet og opvartet som en prins. De seks uger i Marokko tog mig fra de dybe lag af depression til igen at være en glad, fjollet dreng, der altid underholdt med skøre danse eller åndssvage historier.

Vi krydsede vej på Akseltorv

Jeg kom først på en lille landsbyskole lidt uden for Næstved og siden Herlufsholm Kostskole. Vi flyttede på landet og væk fra kvarteret, og skæbnen ville, at min kriminelle løbebane blev stoppet.

Angsten og konsekvenserne fra traumerne var dog stadig med mig, og imens mine venner fortsatte ad deres vej, så begyndte jeg i stedet at deale med mine problemer med selvdestruktion. Jeg fandt som 12-årig ud af, at hvis man blandede tjald og sprut på den rigtige måde, kom man i en tilstand af komplet tomhed. Et sted, hvor man havde en pause fra angsten. Jeg søgte for alt i verden den tilstand og knyttede mig mere og mere til mennesker, der gjorde det muligt for mig at nå den. Folk, der ligesom mig drak og røg sig fra sans og samling.

Jeg holdt dog øret til gaden og fulgte med i, hvad der skete i miljøet i Næstved. Flere af mine venner kom i fængsel, da de ikke længere var beskyttet af den kriminelle lavalder, og volden for alvor havde taget rod i miljøet.

Drengenes og min vej krydsede for første gang i et par års tid hinanden i en weekend i 2003. Det var den første weekend på efterskolen. Den fjerde skole, jeg havde nået at gå på, inden jeg bestod 9. klasse.

Vi var ikke kommet langt væk, før jeg kunne høre politiets sirener. Normalt en lyd, der spikede min adrenalin, men netop denne aften gjorde mig tryg, for det betød, at masseslagsmålet blev afværget

Netop denne weekend havde jeg været beruset af den lykkefølelse, som så mange efterskolebørn har oplevet, når de møder så mange nye og spændende mennesker. Jeg var selvfølgelig også beruset af den vodka, jeg havde blandet op i en sodavandsflaske, der var skjult i jakkelommen.

Jeg var taget sammen med en kammerat fra efterskolen hen til Næstved by til det, der kaldes City Night. City Night har altid været en undskyldning for børn og unge til at drikke sig fulde og vælte rundt. Det samme gjorde jeg og min kammerat. Sammen med ham gik jeg ned ad torvet. Jeg havde fået langt, sort krøllet hår i stedet for det karseklip, jeg tidligere havde, og hullede jeans i stedet for træningsbukser og Schott-jakke, som jeg i gamle dage gik i.

Men min ven var blevet træt nede ved Akseltorvets springvand, midt mellem to store grupper unge. Den ene var kraftigt præget af mørke, sorthårede drenge og den anden af etniske danskere med stramme Iceman t-shirts, strithår og sølvkæder. Jeg ville væk, for jeg kunne mærke, at stemningen spidsede til, men min ven, der var fra et parcelhuskvarter og uden kendskab til den her verden sagde, at jeg var fuld af lort og at der ingenting ville ske.

En fra gruppen, en af bosnierne fra kvarteret, genkendte mig og kom hen til mig og sagde: “Hvad sker der?” Jeg stak ham hånden, og han fortalte mig så i en rolig tone, at de snart “flækkede de der bumser”, imens han pegede på gruppen af danskere. Et par fra hver af grupperne havde været oppe at slås tidligere, og nu havde de hver især ringet til venner, og det var blevet til den her situation. Jeg kunne også se, at et par af danskerne stod og legede med deres butterflyknive, og at flere i begge grupper knugede tæt om flasker. En af dem havde det der tomme blik i øjnene, jeg så tydeligt genkendte hos folk, der har mistet grebet om sig selv.

Jeg viste dog ikke min gamle ven et eneste tegn på frygt og sagde bare: “helt sikkert!” men så snart han var gået tilbage til sin gruppe, tog jeg fat i kraven på min ven og trak ham væk og ignorerede hans brok. Vi var ikke kommet langt væk, før jeg kunne høre politiets sirener. Normalt en lyd, der spikede min adrenalin, men som netop denne aften gjorde mig tryg, for det betød, at masseslagsmålet blev afværget.

Børn og unge der jages af dæmoner skal hjælpes

Når man lever i svær angst fremprovokeret af traumer, så er ens hjerne på konstant overarbejde. Man leder efter små tegn på, om man skal til at få en røvfuld, eller man lytter efter små ændringer i folks stemmeføring, og man kigger sig over skulderen. Officielt hedder det PTSD. PTSD kan ændre ens virkelighed og gør, at man ofte går rundt i en underlig drømmeagtig verden, hvor fjender gemmer sig i skyggen og høje lyde får en til at fare op. Man lever i en verden af ubestemmelig diffus frygt, og i en sådan verden er det nemmere at brænde det hele ned end at fortsætte den normale dagligdag.

Det er meget nemmere at løbe rundt imellem bygninger og røg og damp, for så er det ikke dæmoner, men mennesker der jagter en. Frygten og angsten bliver manifesteret, og man kan pludselig navigere i verden. Det er befriende at brænde containere og smadre ruder på en måde, der kan være svær at forklare.

Traumer er utrolig svære at behandle, og selv når man, som jeg, har søgt behandling og fulgt den igennem flere år, så skal man leve med konsekvenserne. Jeg har svært ved at kramme selv mennesker, jeg holder af; jeg er ekstremt lydsensitiv og min krop er spændt på alle leder og kanter. Oftes føles musklerne i min ryg som stålwirer, fordi min hjerne giver signal til min krop om, at vi er i flight og fight, så jeg spænder næsten konstant, så jeg kan være klar.

Der er helt sikkert en lang række ind til benet dårlige mennesker på Nørrebro, der, traumer eller ej, ser sig selv som hævet over samfundet, hader os og gør vold imod os. Men der er i mine øjne ingen tvivl om, at der også er mange unge med traumer, der kan og skal hjælpes til at komme på ret køl.

Lærerne sagde ofte om mange af os, at vi aldrig ville blive til noget, og der var ikke meget sympati at hente. På trods af det, er de fleste af os blevet gode samfundsborgere med oftest ret høje stillinger, selvom at vi mildest talt har hærget.

Trods al den smerte, vold, stoffer, gambling, og alle de nætter, jeg har sovet med lyset tændt, så nyder jeg livet og ved, at der er lys for enden af tunnelen. Jeg håber og tror på, at andre børn med en baggrund som min, kan nå dertil

Lærene fik dog ret med Ole, drengen, der var modtager af den første røvfuld, jeg så. For sidste år, i foråret 2018, døde Ole af en overdosis. Efter et liv ind og ud af spjældet. Hans eget kaos og den angst, der prægede ham, havde han forsøgt at kontrollere ved at blive del af en rockergruppering. Ved at blive frygtet får man ofte også en følelse af kontrol over frygten, og selvom de færreste vil tro på det, så var han inderst inde en god dreng med hjertet på rette sted.

Det er oftest også børn med lignende historier, der søger hen imod en karakter som Rasmus Paludan og nynazistiske grupperinger. Derfor føler jeg trods deres indædte had til mig en stærk sympati for dem og et håb om, at de kan få den behandling, de fortjener.

Hvis vi vil have færre voldelige og utilpassede individer, bliver vi nødt til at blive bedre til at hjælpe traumatiserede børn og unge. Vi bliver nødt til at kunne give folk et alternativ til volden og stofferne. Det kræver forskning, bedre diagnostiske redskaber og mange, mange flere ressourcer til en psykiatri, der allerede nu er komplet udsultet.

Personligt har jeg sluttet fred med det faktum, at jeg aldrig bliver normal, og at der desværre er sket uoprettelig skade med mig. Men trods al den smerte, vold, stoffer, gambling, og alle de nætter, jeg har sovet med lyset tændt, så nyder jeg livet og ved, at der er lys for enden af tunnelen. Jeg håber og tror på, at andre børn med en baggrund som min, kan nå dertil.


Topfoto: Min barndomsven Ole og andre drenge fra kvarteret. Ingen af de andre drenge deltog i det hærværk, der er beskrevet i essayet.

Rachid Moutiq f. 1988 er søn af en dansk mor og en marokkansk far. Han er forfatter til bogen Provins-Perker, der udgives til efteråret 2019, stand-up komiker og foredragsholder. Igennem de forskellige kilder udtrykker Rachid sin kamp med svære barndomstraumer og det at lide af bipolar sindslidelse samt det at være barn af to kulturer, der ofte er i konflikt.

Seneste artikler om Børn & unge