![lyserød bølge](https://pov.international/wp-content/uploads/2021/09/241629938_242061764592256_8399898539188017229_n.jpg)
LATINAMERIKA // PODCAST – I Peru og Bolivia har venstreorienterede kandidater vundet valg, og i Brasilien kan det gå samme vej næste år. ‘¿Qué Pasa? – Podcasten om Latinamerika’ diskuterer, om en ny lyserød bølge er på vej ind over regionen med Carlos Salas Lind, ekstern lektor ved Copenhagen Business School. Mette Mølgaard og Josefine Aude Raas er værter.
I 00’erne skyllede en lyserød bølge ind over Latinamerika med den karismatiske leder, Venezuelas præsident, Hugo Chávez i spidsen. Det var en socialistisk bølge, der blev hjulpet godt på vej af priserne på råstoffer, der nærmest eksploderede i disse år. Men da indtægterne pludselig blev mindre, var der ikke længere penge til de sociale programmer, der især kom de fattige i befolkningen til gavn, og den lyserøde bølge ebbede ud, og kontinentet tog en højredrejning.
Venstredrejningen i dag skyldes måske mere et kontinent, som prøver at overleve en corona-pandemi, der har presset flere økonomier til kanten
Nu kan man måske tale om en ny lyserød bølge, som dog adskiller sig fra den tidligere. Med Perus Pedro Castillo og Bolivias Luis Arce som nye præsidenter svinger den politiske retning på kontinentet igen mod venstre. Derudover er der præsidentvalg i 2022 i Brasilien, hvor den også venstreorienterede Luiz Inácio Lula da Silva på nuværende tidspunkt er mere populær end Jair Bolsonaro, som befinder sig på den ydre højrefløj. I blandt andet Argentina, Mexico og Nicaragua ser vi også præsidenter, som befinder sig på venstrefløjen.
Måske er der en ny lyserød bølge på vej. Men den adskiller sig fra den tidligere, mener den eksterne lektor ved CBS Carlos Salas Lind. Der er ikke en stor social leder i spidsen længere, som vi så med Hugo Chávez, der samlede store dele af kontinentet. Der er heller ikke de samme midler til rådighed. Venstredrejningen i dag skyldes måske mere et kontinent, som prøver at overleve en corona-pandemi, der har presset flere økonomier til kanten.
Så er det en ny lyserød bølge, som skyller ind over Latinamerika i dag? Mette Mølgaard og Josefine Aude Raas taler i denne episode af ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika med den eksterne lektor ved CBS Carlos Salas Lind om bølgen i 00’erne, og hvad de nye venstredrejninger betyder.
Denne podcast er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og journalisterne. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.
Topillustration: Skolelæreren og fagforeningsmanden Pedro Castillo, der 21. juli i år blev valgt til præsident for Peru. Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her