POV på PIX: Portræt af en husmor

i Film/Kultur & Medier af

ANMELDELSE // CPH:PIX – ‘Puzzle’ er en film om en husmor, der skaber kaos i sin familie, da hun begynder at lægge puslespil i stedet for at lave mad. Den er for pæn til rigtig at gøre ondt, men hører til i en kanon over husmorkultur, skriver Anne Mari Borchert.

Puzzle handler om husholdning. Filmen er en genindspilning af den argentinske film Rompecabezas fra 2010 og er instrueret af Marc Turtletaub

Den begynder med et portræt af en en midaldrende kvinde, Agnes, og hendes husmortilværelse. Så sker der små glidninger, der får hende til at betvivle denne tilværelse. Og det er i det kritiske blik på husarbejdet, filmen bliver mest interessant, for her bliver husholdningen set som en tid, et socialt rum og en identitet.

Agnes bliver spillet fremragende af Kelly Macdonald (kendt for sine biroller i bl.a. Trainspotting, Gosford Park og Boardwalk Empire).

Hendes primære mål i livet er at tilfredsstille sin familie, og hun er ekstremt god til det.

I fødselsdagsgave får hun et puslespil. Det lægger hun. Hun gør det hurtigt og med stor fornøjelse.

Desværre er her også en romantisk plotline, som på ingen måde er nødvendig for hendes udviklingshistorie. For vigtigst af alt: Agnes gør det af lyst, for sin egen skyld, og det er en førstegangsoplevelse

Herfra tager det fart: Hun får en puslespilsmakker, som hun skal til turnering med. De mødes to gange om ugen og træner op til turneringen. Hendes nye makker er en excentrisk midaldrende mand, Robert, spillet af Irrfan Khan (kendt fra strålende! roller i The Lunchbox og In Treatment).

De to begynder at lægge puslespil sammen og drages af hinanden på flere måder. Desværre er her også en romantisk plotline, som på ingen måde er nødvendig for hendes udviklingshistorie.

For vigtigst af alt: Agnes gør det af lyst, for sin egen skyld, og det er en førstegangsoplevelse.

Puslespil som oprør

Robert forstår hendes evner som puzzler. I modsætning til hendes familie ser han hende som en autonom og initiativrig person.  ‘You are so much more comfortable when you are focusing on the puzzles’, fortæller han hende.

Hun bliver set for sin lyst til arbejde, til at dygtiggøre sig inden for puslespil. Herfra opdager Agnes nye sider af sig selv. Der opstår en mærkelig uro i familien – sønner og mand mærker, at der foregår noget i Agnes, men de ved ikke, hvad det er.

Jeg ville ønske, vi så flere puslespil, mere teknik. Jeg vil se Agnes arbejde!

Det sker kun i hurtige glimt, og kun én gang bliver der reelt talt om teknik. Robert fortæller ved deres første møde, at man ved en turnering skal rejse sig op og gå rundt om bordet for at se mønstre i brikkerne, som man ikke kunne have set siddende, immobil.

Det nydelige udtryk spænder lidt ben for sig selv, for der er ikke plads til for mange puslespil, for meget synligt hårdt arbejde

Problemet går på en måde igen i filmens æstetik. Den ligner indieflicks fra midt-slut-00erne, film som Little Miss Sunshine og 500 Days of Summer. Den er elegant filmet og går lidt langsomt, der er ingen chokeffekter. Det er en fin æstetik, jeg føler mig i tryg i dens genkendelighed. Men det nydelige udtryk spænder lidt ben for sig selv, for der er ikke plads til for mange puslespil, for meget synligt hårdt arbejde.

Tiderne

Puzzle bevæger mig mest, når Agnes’ arbejde i hjemmet begynder at blive anerkendt som et arbejde. Det er fx når hun glemmer at lave aftensmad, fordi hun var opslugt af et puslespil. Hjemmet bliver synligt som en tid.

Kulturteoretikeren Elizabeth Freeman skriver om  domestic time – husmødres arbejde som en tid og en magtstruktur. Husmødrenes familie gør sig afhængige af deres arbejde i hjemmet, og husmødrene er økonomisk afhængige af deres mænd. Tiden er altså en struktur. En ‘domestic time’, der i den grad bliver synliggjort i Puzzle.  Agnes skaber kaos i familiens liv ved at lægge puslespil i stedet for at gå i køkkenet.

En “domestic time” bliver yderst synliggjort i Puzzle.  Agnes skaber kaos i familiens liv ved at lægge puslespil i stedet for at gå i køkkenet

Puzzle arbejder anakronistisk med sin 50er-agtige husmor-hovedperson. Det virker troværdigt men overdrevet. Overdrivelsen gør det muligt at fremstille tydeligt, hvilke konkrete konsekvenser det har for familien, at Agnes forsvinder til New York to gange om ugen. De ser fx ud til aldrig at have betrådt et supermarked. Det er ramaskrig, når hun vælger at “glemme” at købe Manchego til sin osteelskende mand.

En husmoderlig kanon

Filmen arbejder med systemer, med puslespillet og husholdningen som to forskellige typer system: Puslespillet lader sig færdiggøre, det er perfekt. Sådan kan det aldrig blive at leve i et hus eller i nogen social relation. Det er et et kærlighedsarbejde og et sisyfosarbejde, der er altid noget at forbedre. Men der er også kanaler for det andet arbejde, det som kan fuldendes, fx puslespillet.

Puzzle giver mig lyst til at lægge puslespil, og så giver mig den mig lyst til at samle en kanon af husmorfilm, husmorlitteratur.

I den kanon skal være bøger som: hele Tove Ditlevsens og Sylvia Plaths forfatterskaber, den skal selvfølgelig også rumme Chantal Akermans tre timer lange mesterværk Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles, om en kvinde som er derhjemme og ordner og ordner og ordner.

Og må den vokse, den kanon! Må Puzzle være en af de film, som holder den kørende.

Topfoto: Fra filmen.

Anne Mari Borchert (f. 1991) er kandidat i Litteraturvidenskab og i Litterär Gestaltning. Har bidraget til en række tidsskrifter med skønlitterære tekster.

Seneste artikler om Film