FILM – “Night Comes On” er en langsom og empatisk film, der skildrer en sjældent repræsenteret subjektivitet med unik omsorg og grundighed. Anne Mari Borchert giver den en varm anbefaling: “Se filmen, lad tiden stå stille i halvanden time, gå ind i Angels verden.”
Jordana Spiros Night Comes On er en langsom film, og det er en af de ting, der gør den helt fantastisk.
Det er en sanselighed som tager tid, og på den måde er filmen generøs: Den strækker sine 86 minutter ud for mig som seer, den giver mig et poetisk indblik i Angels liv, uden at lægge skjul på hendes udfordrende levevilkår
Centralt i filmen står teenagepigen Angel LaMere spillet (blændende!) af Dominique Fishback. Det er Angels verden – hendes ansigt, hendes hjemløshed, hendes busture, hendes erindringer, hendes tempo som seeren bliver lukket ind i.
Det er en sanselighed som tager tid, og på den måde er filmen generøs: Den strækker sine 86 minutter ud for mig som seer, den giver mig et poetisk indblik i Angels liv uden at lægge skjul på hendes udfordrende levevilkår.
Samme udtryk kommer også frem på lydsiden, langsomt – næsten for langsomt, som ørehængeren „Brainshift“ af Circuit des Yeux, der er underlægning til en af Angels busture og de tableauer, hun ser gennem vinduet.
Søsterskab over hævndrama
Plottet er på overfladen et hævndrama: Angel bliver løsladt fra et ungdomsfængsel dagen før sin 18-års fødselsdag, og hun har intet sted at tage hen. Som barn har hun set sin far slå sin mor ihjel. Det traume gennemsyrer filmen – både i kraft af erindringer om den elskede mor, og af Angels handlinger i en vilje til at slå sin far ihjel det hævndrab, som er en stor del af filmens plot.
Det er en af de ældste historier i verden, vi kender den fx fra græsk tragedie (2/3 af Aischylos’ Orestien handler om, hvordan Orestes og Elektra skal slå deres mor ihjel, fordi hun har slået deres far ihjel).
Night Comes On er stærkest, når den tager den indforståede, uendelige og komplekse søsterkærlighed mest alvorligt.
Men hævnmotivet viser sig at være sekundært i forhold til Angels ansigt, hendes sansninger, hendes erindringer om den afdøde mor, som vi ser i mange små glimt. I et interview beskriver Spiro hævnen som en “narrativ motor”, og det virker rammende for min seeroplevelse. Det er netop en motor på den måde, at Angel opsøger sin 10-årige søster, Abby (formidabelt spillet af Tatum Hall), som bor hos en plejefamilie, fordi Angel håber, at Abby kan lede hende til deres far.
I mødet med Abby bliver målet mindre og mindre interessant, mens søsterskabet træder i forgrund, og hvilken forgrund!
De tager på et roadtrip til stranden, hvor deres far ifølge Abby bor. Rejsen trækker ud og trækker ud. Undervejs får Abby sin første menstruation på en tankstation, og Angel stjæler en pakke bind til hende; på toilettet skræpper de kærligt af hinanden, mens de begge er stressede over situationen. Abby virker som om, hun er ved at forbløde; hun forstår ikke, at man ikke kan bruge tampon ved sin første menstruation; hun virker som om, hun aldrig har hørt om et bind før (det ligner en ble, klager hun til Angel). Angel tager styring, fordi hun ved, at der ikke er noget foruroligende ved Abbys situation. Det er i scener som den, Night Comes On er stærkest, når den tager den indforståede, uendelige og komplekse søsterkærlighed mest alvorligt.
Filmens feminine rum er også et fravær af heteroseksuelt begær, et fravær af herskerteknik. Det er vidunderligt at være i, men det er meget mere end “a female gaze“
Det er nok den slags øjeblikke, der får flere anmeldere til at finde “a female gaze” i filmen (fx Indiewire og Hollywood Reporter). På et bogstaveligt plan er det korrekt: Angels blik er en drivkraft i filmen.
Det er forståeligt for mig, at nogen kan bruge det udtryk om den følsomme film uden mandlige hovedroller. Alligevel forstår jeg ikke helt, hvad det betyder. Jeg kan forstå det som en modsætning til “the male gaze”, hvor kvinders krop seksualiseres, objektificeres. Det gør den ikke her, søstrene er filmens to subjekter, der har deres afdøde mor som sidste ben i en familiær kærlighedstrekant.
Filmens feminine rum er også et fravær af heteroseksuelt begær, et fravær af herskerteknik. Det er vidunderligt at være i, men det er meget mere end “a female gaze“.
Repræsentation og etisk ansvar
Spiro har skrevet filmens manuskript i samarbejde med Angelica Nwandu, som selv har erfaring fra the foster care system.
Spiros ambition med filmen var at give stemme til en karakter, som plejer at være under- eller misrepræsenteret, siger hun i de fleste interviews. Det er en nobel tanke, men hun var også selv klar over, at hun ikke havde baggrunden til at gøre det med præcision og respekt for de mange liv, som Angel er en version af. Så hun involverede Nwandu, som kunne sikre filmens autenticitet og indblik i det system, som Angel er kommet abrupt ud af (som så mange før hende).
Spiro har brugt 10 år på at gennemføre sin idé til filmen; en stor del af den tid er gået til samarbejdet med Nwandu og til en ekstremt nøjsom castingproces. Den omhu kan mærkes i, hvordan Spiro tager sin hovedperson seriøst.
[S]amspillet mellem den barske realitet og det poetiske filmsprog gør sanseligheden i Night Comes On til en nødvendig handling, både æstetisk og politisk.
Da Angel forlader ungdomsfængslet, har hun intet sted at tage hen. På den måde skildrer filmen to døgns hjemløshed. Det er en brutal virkelighed, som jeg også ved findes uden for filmen, men jeg har sjældent set den skildret med sådan en empati og sådan et poetisk overskud.
Filmen er på handlingsplanet beslægtet med beslægtet Orange Is the New Black, men stilistisk nærmer den sig mere film som Kieslowskis Blå.
Jeg kan blive irriteret på Blå, og jeg kan blive træt af Orange Is the New Black, men samspillet mellem den barske realitet og det poetiske filmsprog gør sanseligheden i Night Comes On til en nødvendig handling, både æstetisk og politisk. Det ligger også i titlen: Natten kommer snigende som en effekt af Spiros filmsprog, og det giver udtryk til det reelle problem, at Angel ikke har et sted at sove.
Sjældent har jeg set en sort teenagepige blive taget alvorligt på den måde, gjort så meget til et sansende subjekt. Det skulle da lige være i Céline Sciammas Bande des Filles fra 2014.
https://www.youtube.com/watch?v=W3lDo0v96D8
What’s new
Kritikere af Night Comes On har skrevet, at den ikke er nyskabende, at det er en fin debut men at Spiro nok skal udvikle sig som instruktør. Det er måske rigtigt nok, men jeg ved ikke hvorfor kunst skal være nyskabende hele tiden. Og kan vi tale om, at skildringen af en sort teenagepiges uforbeholdne subjektivitet er nyskabende, ja det kan vi nok godt!
Så se filmen, lad tiden stå stille i halvanden time, gå ind i Angels verden.
Fotocredit: CPH:PIX
Night Comes On vises igen Onsdag 10/10 kl 21:30 i Cinemateket
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
