Litteraturforsker Mette Høeg har skrevet en kronik i Politiken i den forgangne weekend. Men hendes synspunkter om samtidskunst som en omgang totalitær, elitær og venstreorienteret identitetspolitik er imidlertid både usande, uunderbyggede og faktuelt forkerte. Samtidskunst er heldigvis langt fra at være en homogen størrelse, skriver Dorte Jelstrup.
Mette Høeg kaster sig ud i et både forfejlet og uigennemtænkt frontalangreb på samtidskunsten, som hun anklager for at være intet mindre end både totalitær, elitær og en omgang venstreorienteret, identitetspolitisk masse skabt af kunstnere alene ud fra et ønske om social positionering og komfortabel tryghed i klublignende, lukkede fora.
Man ved ikke, om man skal fælde en sø af tårer eller slå en klar, høj latter op som læser i mødet med en så monumental mængde vrøvl. Det er trist for Politikens læsere, at det gamle kulturradikale fyrtårn udsætter dem for så meget udokumenteret og ubegrundet sludder.
For lad os da få det sagt krystalklart: Blot fordi man gerne vil skabe debat, betyder det ikke, at anything goes, hvad angår standpunkter, påstande og krav til begrundelser. Også aviser bør stille krav til den begrundelsesmæssige kvalitet af de indlæg, som bringes. Og det er her, Mette Høegs indlæg desværre anbringer sig helt under niveau.
Lad os se på de mest markante problemer i Høegs indlæg. Hvad er der galt?
For det første går det galt med den falske beskrivelse af samtidskunsten som een enkelt, homogen størrelse, der tilmed ifølge Høeg udelukkende har en venstreorienteret indentitetspolitisk komponent som eneste omdrejningspunkt. Det er en usand påstand. Det er simpelthen faktuelt forkert.
Samtidskunsten er både nationalt og globalt en endog meget varieret og heterogen størrelse. Det ved enhver, der kender til samtidskunsten. Kun populister, der har en klar interesse i at give en falsk og reduktiv beskrivelse af samtidskunsten, påstår noget andet. Og så altså Mette Høeg, som med sit indlæg i Politiken helt i tidens Trumpske ånd stemmer i og slynger sin kunstfjendske reduktionisme ud over os allesammen.
Samtidskunsten er mangfoldig – og store dele af den er apolitisk
Men hvordan kan vi så give en mere sandfærdig beskrivelse af samtidskunsten?
Der kan gives mange bud, men ganske kort vil jeg pege på, at samtidskunsten består af radikalt forskellige typer kunst lige fra smukke og meningsmæssigt set tankevækkende malerier, tegninger, skulpturer og fotografier, til installationer, filmværker, performances og interventionistiske, relationelle og deltagerfokuserede projekter af den ene og den anden art.
En ret stor del af samtidskunsten tæller en kunst, der klarer sig ganske godt på kunstmarkedet. En del af denne kunst er temmelig dekorativ, indholdsmæssigt set ikke synderlig anmassende på nogen måde og ud fra enhver rimelig betragtning at kategorisere som aldeles apolitisk. Det betyder ikke, at denne kunst mangler kunstnerisk kvalitet for eksempel anskuet ud fra en formalistisk vinkel. Slet ikke. Men stor identitetspolitik er der ikke tale om – snarere det modsatte.
Hvis man er fortrolig med samtidskunsten – men det er Mette Høeg helt sikkert ikke, det forstår man klart som læser af hendes indlæg – så ved man også, at denne ret dekorative, apolitiske kunst kan mødes i rigt mål rundt omkring for eksempel på gallerier og på kunstmesser, hvor den flittigt bliver vist, set og solgt. Den er sansemæssigt betragtet ret let tilgængelig, og den giver relativt gnidningsfrit anledning til en forholdvis klassisk, æstetisk oplevelse. Igen, det indebærer ikke, at denne kunst kvalitetsmæssigt set er problematisk, faktisk måske endda tværtimod. Men elitær, det er den ikke. Og jeg er lige ved at sige: Heldigvis for det.
En ret stor del af samtidskunsten tæller en kunst, der klarer sig ganske godt på kunstmarkedet. En del af denne kunst er temmelig dekorativ, indholdsmæssigt set ikke synderlig anmassende på nogen måde og ud fra enhver rimelig betragtning at kategorisere som aldeles apolitisk. Det betyder ikke, at denne kunst mangler kunstnerisk kvalitet for eksempel anskuet ud fra en formalistisk vinkel. Slet ikke. Men stor identitetspolitik er der ikke tale om – snarere det modsatte. Elitær er den heller ikke. Heldigvis for det.
Meget af denne kunst er på den ene eller den anden facon en fryd for øjet og behagelig at have hængende på en væg derhjemme over sofaen eller ude på en stor væg i en virksomhed.
Postfaktualitetens indtog i kulturdebatten
Totalitær er denne kunst heller ikke; den hylder på ingen måde totalitære opfattelser i nogen som helst retning. Som nævnt har den intet egentligt politisk indhold af hverken den ene eller den anden karakter, men således hylder den altså heller ikke en politisk venstre-totalitarisme.
Finder en del af denne kunst vej til museernes rum? Bestemt ja. Igen, det er ingen ringe ting, det er på mange måder ganske glimrende, at museerne også har blik for denne del af kunsten. Det betyder i en lokal, dansk kontekst, at det danske kunstpublikum også har oplevelsesmæssig adgang til noget af den bedste kunst af den mere formalistiske slags. Det er, vil jeg til enhver tid sige, godt.
Men netop det faktum at også museerne er åbne for denne kunst, vidner om, at Mette Høeg er helt galt afmarcheret, når hun langer ud efter kunstlivets gatekeepere ved at påstå, at de kun lader en venstreorienteret identitetspolitisk orienteret kunst slippe igennem i forhold til visninger i de prestigiøse kunstrum.
At Mette Høeg, der tituleres som litteraturforsker ved indgangen til sit indlæg i Politiken, vil være bekendt at give så falsk en beskrivelse af samtidskunsten som helhed, som hun gør det i sit indlæg, er i sig selv et trist symptom på, at postfaktualiteten nu også har fået tag i en litteraturforsker. Nogle burde give Høeg det gule kort her i forhold til de påstande, hun fremsætter i sit indlæg, og bede hende om fremadrettet at give en lidt mere empirisk set fyldestgørende beskrivelse af de udsnit af verden, hun beskæftiger sig med. En sådan grov reduktionisme, som vi møder den fra Høegs side i hendes indlæg, svarer ikke til den forhåndsforventning, man retteligt kan have til en forskers omgang med et genstandsfelt.
Men okay, vil den skeptiske læser måske sige, det kan godt være, at Høeg måske strammer skruen lidt vel rigeligt og overdriver ganske betragteligt. Men helt ærligt, har Høeg ikke fat i et eller andet rigtigt, når hun siger, at vor tids samtidskunstnere er hykleriske, når de foregiver et samfundsmæssigt engagement, mens de i virkeligheden inderst inde blot er ude på at skabe kunst, der udgør en adgangsbillet til lukkede, klublignende fora, hvor man sidder og hygger sig komfortabelt og bekræfter hinanden i en uendelighed?
Til det vil jeg sige: Overvej lige den påstand nærmere, prøv at underkaste den en refleksion.
Hvor ville det være dejligt, hvis man på Politiken i stedet for at give spalteplads til Høegs usande, udokumenterede og ubegrundede påstande i stedet gav mere spalteplads, end man gør det i dag, til velkvalificeret kunstkritik, der kan være med til at formidle samtidskunsten og udgøre en del af den kritiske kunstoffentlighed, som er så væsentlig at have i et veludviklet, vestligt samfund, der gerne forsat vil være nå, ja også en kulturnation
For det første gælder det som nævnt, at store dele af samtidskunsten er dekorativ og apolitisk. Men hvad så med resten? Skabes den ikke af en gruppe hardcore identitetspolitiske typer af den mest venstresnoede slags, der kun er ude på at hyppe egne kartofler og rage til sig af prestige, positioner og velpolstret komfort?
Kunstnere, læger, politibetjente og andre, der passer deres arbejde
Tjah, når folk udfører en handling, kan man altid spekulere over det bagvedliggende motiv. Det gælder også, når kunstnere udfører deres værker. Og det gælder, når læger helbreder syge, når politifolk skaber tryghed og opklarer forbrydelser, når skolelærerne underviser, når medarbejderne på Novo Nordisk udvikler og producerer ny medicin osv. osv.
I alle disse tilfælde kunne en personage komme rendende og skyde vildt omkring sig med påstande om, at folk blot udfører de handlinger, de udfører i embeds medfør, med nogle helt andre bagvedliggende motiver end dem, de siger, at de har. Altid kan en eller anden skeptiker råbe op og sige, at “hey, jeres intentioner med at udføre den eller de handlinger, I udfører, er nogle helt andre end dem, I giver udtryk for; I vil bare ikke indrømme det.”
Hvad skal man sige til den slags påstande? Principielt kan vi jo aldrig være helt sikre på, hvad folk tænker dybt inderst inde. Men vi kan spørge og lede efter tegn på, om de i virkeligheden er interesseret i noget helt andet end det, de foregiver at være interesseret i.
Virker det som om, at lægerne i virkeligheden overhovedet ikke vil helbrede folk, der desværre lige er nede med en sygdom i en periode? Nej, intet tyder på det. Virker det som om, at politiet i virkeligheden slet ikke er interesseret i at skabe tryghed og opklare forbrydelser? Nej, intet tyder på det. Og sådan kan man blive ved. Er der nogen tegn på, at kunstnere udelukkende skaber kunst for at få en komfortabel og tryg position i en lukket klub? Nej, intet som helst i verden tyder på det. Sidstnævnte ved man, hvis man som jeg kender blot en lille bitte smule til kunstnere og den verden, kunstnere lever og skaber i.
Jeg er ikke ude på at gøre kunstnere til ofre. Men den kølige sandhed er, at det både økonomisk, socialt, psykisk og hvad angår mangel på tryghed og komfort er rent ud sagt benhårdt og ubeskriveligt barskt at virke som kunstner både her til lands og andre steder på kloden. Mange kunstnere er godt begavede, veluddannede og kan en hel masse andet end at skabe kunst; noget, der kunne give dem en langt mere tryg og velpolstret tilværelse end den, de nyder ved at skabe kunst. Alligevel skaber de kunst. De bliver simpelthen ved med at skabe kunst nærmest uanset hvad. Fordi de brænder for deres metier og ikke kan lade være.
Ja tak til kvalificeret kunstkritik
En betragtelig gruppe af kunstnere i Danmark – og her har vi som land virkeligt noget, vi kan være stolte af – skaber det ene højkvalitetsværk efter det andet også set i forhold til globale standarder. Og det gør disse kunstnere against all odds til gavn og glæde for os allesammen. Så vi har en kunst og en kultur i Danmark, der er med til at vise os alle, hvem vi er som mennesker og som samfund. En kunst, der er forskelligartet og heterogen, som opfylder en bred vifte af forskellige funktioner, og som oppebærer en lige så stor mængde af forskellige værdier. En kunst, der er med til at gøre Danmark til en egentlig kulturnation.
Hvorfor bliver kunstnerne ved, når det nu ofte er ubeskriveligt vanskeligt at producere højkvalitetskunst også her til lands? Svaret er meget kort: For rigtig mange kunstnere handler det om kærlighed til kunst, kærlighed til kultur, kærlighed til ånd og dannelse, kærlighed til tænkning og refleksion og ikke mindst også en dyb følelse af, at talent forpligter. Og så er det tillige ganske korrekt, at det for en del kunstnere også handler om, at de har et ægte og demokratisk sindet engagement i vort samfund og i verden.
På den vis er vi så langt fra Mette Høegs helt igennem forfejlede karakteristik af samtidskunsten og vor tids kunstnere, som vi overhovedet kan være.
Hvor ville det være dejligt, hvis man på Politiken i stedet for at give spalteplads til Høegs usande, udokumenterede og ubegrundede påstande i stedet gav mere spalteplads, end man gør det i dag, til velkvalificeret kunstkritik. Kritik, der kan være med til at formidle samtidskunsten og udgøre en del af den kritiske kunstoffentlighed, som er så væsentlig at have i et veludviklet, vestligt samfund, der gerne forsat vil være nå, ja, også en kulturnation.
Topfoto: Cy Twombly. Installation view, Paradise, Ca´Pesaro, Venedig, 2015. Foto: Dorte Jelstrup.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
