Berlinale: Et spørgsmål trænger sig på

i Kultur & Medier af

FILM – Festivalen i Berlin nærmer sig sin afslutning, og selv for den umættelige Frederik Bojer Bové melder trætheden og “overload sig”: Hovedet summer, benene værker. På randen af et mentalt sammenbrud? Hvorfor gør jeg det her mod mig selv, spørger han sig selv to en halv time inde i en fire timer lang, trøstesløs kinesisk debutfilm, og kender svaret.

An Elephant Sitting Still (Hu Bo)

Hvorfor gør jeg det her imod mig selv? Sådan tænker jeg to en halv time inde i en fire timer lang kinesisk debutfilm, hvor der i lange perioder ikke sker så meget andet, end at fire mennesker vandrer deprimerede rundt i en utrolig grim og trøstesløs kinesisk provinsby. Den er – selvfølgelig – i Forum, og der er ikke rigtig nogen chance for at den kommer til Danmark. Jeg havde aldrig hørt om instruktøren, og i programmet læste jeg, at han tragisk døde, inden filmen blev helt lavet færdig. Så jeg kommer aldrig til at skulle skrive om den, hverken direkte eller som baggrund, og vælger bare at gøre det her for sjov.

Sjældent har jeg set en film, der var mindre sjov. Det passer ikke, at der intet sker, faktisk skete der så meget til at starte med, at det var næsten komisk. Efter en time har en mand begået selvmord ved at springe ud fra et vindue, en anden ung dreng er faldet ned af en trappe, og da så endnu en dreng finder sin bedstemor liggende død i hendes seng, var det næsten for meget. Da en hund blev bidt ihjel lidt senere, begyndte folk lige så stille at udvandre. Alle er ramte, alle er deprimerede. Og så vandrer de rundt.

Der er en utrolig renhed over den her film, den handler vitterlig først og fremmest om den måde, karakterne er placeret i billedet i forhold til hinanden: hvem passerer hvem, hvem sætter sig ned, hvem står. Det er film som ballet, og især et enkelt klip, hvor dramaet intensiveres og karakterer vandrer ind og ud, er helt surrealistisk velinstrueret

Jeg ser konturerne af et blot. Drengen, der faldt ned af trappen, blev skubbet af Wei, som derfor forsøges fanget af offerets gangsterbror Yu. To andre historier, om en skolepige med en hemmelighed, og en bedstefar der vil undgå at blive sendt på plejehjem, krydser hovedhistorien her og der, men hvad lidt der er af spænding, kommer fra uvisheden om, hvad der skal ske, når de to unge mænd mødes. En pistol var endda blevet introduceret i filmens start, så hvem ved!

Det er dog ikke plotudviklingen, som filmen skal sælges på men dens visuelle stil. Kameraet følger personerne i utroligt lange klip, der nogle gange bliver uforståeligt imponerende. Tydeligvis lavet for en slik, så hvordan i al verden har de fået alting koordineret på den måde i op til mange minutter af gangen? Der er en utrolig renhed over den her film, den handler vitterlig først og fremmest om den måde, karakterne er placeret i billedet i forhold til hinanden: hvem passerer hvem, hvem sætter sig ned, hvem står. Det er film som ballet, og især et enkelt klip, hvor dramaet intensiveres og karakterer vandrer ind og ud, er helt surrealistisk velinstrueret.

Men det er samtidig også bare så trøstesløst. Drømmen for alle karakterne er at se den siddende elefant fra filmens titel, mere håb er der ikke. Ulykke på ulykke rammer dem, og pludselig står Wei i en grøft og skriger, at verden er forfærdelig. Jeg må sige, det var en unik oplevelse, men specielt sjovt var det ikke.

Victory Day (Sergej Loznitsa)

Med Victory Day var mit spørgsmål en smule anderledes: Hvorfor gør festivalen det her imod os? Hvorfor lægge filmene således, at Victory Day overlappede Khook med fem minutter, så hvad der virkede som halvdelen af salen måtte videre, inden filmen var slut? Og så først derefter kommer spørgsmålet: Hvorfor valgte jeg at bruge min pause mellem konkurrencefilm på at se en halv dokumentar om den russiske sejrsdag?

Det gør jeg dog naturligvis på grund af instruktøren. Da jeg skrev om Dovlatov, glemte jeg en pointe: At Sovjetunionen plejede at være en del større, end Rusland er i dag, og at mange af de mest spændende sovjetiske film altid blev lavet i periferien. Det er derfor ikke helt overraskende, at tidens essentielle ‘russiske’ instruktør er ukrainer. Sergej Loznitsa laver fiktionsfilm, der som regel får premiere i Cannes og derefter dømmes for svære til dansk distribution, og indimellem har han gang i et ekstremt imponerende dokumentarisk projekt.

Omdrejningspunktet er Maidan, en fantastisk dokumentar om opstanden i 2013. Loznitsa filmede hele vejen igennem, fra organiseringen i de første dage og gennem de drabelige skudkampe i februar 2014. Resultatet blev en af årtiets essentielle politiske film, et portræt af alt det arbejde og mod, der kræves for at lave politisk forandring. Loznitsa fulgte op med The Event i 2015, der bestod af arkivmateriale om de folkelige protester i Sankt Petersborg efter det fejlslagne militærkup i 1991. Året efter kom Austerlitz, en film om turister i Auschwitz og hvordan folk i dag forholder sig til læren af fortiden.

Frederik Bojer Bové: Victory Day er måske den vigtigste film, jeg har set om russisk nationalisme i disse år

Samme emne handler Victory Day om. ‘Den Podedy’ fejres den 9. maj for at mindes sejren over Nazi-Tyskland, og er en national fridag. Loznitsas film skildrer ganske simpelt festlighederne ved en park i Sankt Petersborg (i hvert fald indtil et kvarter før tid, jeg måtte som sagt gå lidt tidligt). Soldaterne øver sig, der holdes taler, lægges kranse. Og så danses der og synges og festes. Til at starte med minder pointen meget om Austerlitz: at historien er blevet en art kitsch, en pointe der forstærkes af mange billeder af monumenternes relieffigurer med stålsatte ansigter. Men efterhånden kommer flere pointer ind over.

Det er måske den vigtigste film, jeg har set om russisk nationalisme i disse år. Hold da op, hvor er der mange bikergrupper, hvor er der mange grupperinger med skaldede mænd, der godt nok snakker om at bekæmpe fascismen, men som mest lader til at mene, at det er demokratiske lande, der er sure på Putin. Og alle danser til sange med omkvæd, der nævner både Krim og Ukraine og sågar Baltikum som en del af Rusland. Det er i sig selv skræmmende, men det er også tydeligt, at de alle spiller et spil. De forestiller sig, at de selv er en del af den kamp, de vandt for halvfjerds år siden, at mændene er soldater, og at kvinderne er gode russiske kvinder, som er værd at kæmpe for. Det er en skræmmende fremstilling af gruppeidentitet.

Jeg vil glæde mig til at se resten, når filmen på et eller andet tidspunkt kommer til Danmark.

Mein Bruder Heisst Robert Und Ist Ein Idiot (Philip Kröning)

Jeg forstår til gengældt godt, at festivalen udsatte os for den her tretimers mastodont ved at programsætte den i hovedkonkurrencen, men jeg kan ikke sige, jeg er glad for udfaldet. Philip Gröning vandt i 2013 Juryens Specialpris i Venedig med den ligeledes lange Die Frau des Polizisten, og han må regnes for en af Tysklands største festival-auteurs for tiden. Selvfølgelig skal hans første film i fem år vises i hovedkonkurrencen. Så jeg har ikke sympati for de højlydt brokkende anmeldere, der forlod salen undervejs.

Mit spørgsmål bliver mere generelt: Hvorfor i alverden har jeg dog nogensinde valgt at forsøge mig som festivaljournalist, hvordan kunne jeg nogensinde tro, jeg kunne gøre det? Hvordan skal jeg kunne forholde mig til den her film? Jeg er 100% overbevist om, at det er en allegori over Martin Heidegger og Sankt Augustin, deres filosofi og deres kontroversielle liv, og hvordan skal jeg så kunne bedømme filmens skarphed, når jeg aldrig har læst de to tænkere? Og hvorfor har jeg dog valgt en karrierevej, der stiller den slags krav, hvor man kan komme ud for, at man burde læse flere bøger for at kunne vurdere én film blandt tredive på to uger? Det er jo vanvittigt.

Bror Robert er en meget filosofisk idiot. Fordrukken og droppet ud af skolevejen men stadig filosofisk anlagt, så ham og hans tvillingesøster bruger weekenden på at læse op til hendes sidste eksamen; filosofi om emnet tid. Det meste af filmen er så de to unge mennesker, der ligger på en mark i det landlige Tyskland, og diskuterer filosofi. En gang imellem går de ind på den nærliggende tankstation, hvor de har været mange gange, siden de var små. Engang imellem bader de i den nærliggende skovsø. Robert har knas i forholdet til Cecilia, og Elena har også planer om, at hun skal have sex med en eller anden inden sidste eksamen.

Det er umuligt at overse de incestuøse undertoner i forholdet mellem de to, og jeg tror, de fleste vil have en idé om, hvad vej det må gå. Den sidste times tid er dybt ubehagelig, og fungerer som jeg ser det både som en allegori over Augustins berømte liderlighed og om Heideggers forhold til nazismen. Så ja, efter at have kigget på græshopper og vindmøller i to timer bliver det pludselig virkelig voldeligt.

Jeg er sikker på, det er en film, der udfordrer filosofien som emne. Filosofien ser gerne sig selv som ren tanke, radikal sund fornuft, men betyder det så, at filosoffernes eget liv ingen indflydelse har? Sætter det virkelig ikke spørgsmålstegn ved Heideggers fornuft, at han selv var politisk idiot (set fra den bedste side)? Er der en sammenhæng mellem, at de to unge på den ene side kan forholde sig rent til filosofiske tanker om tid, og på den anden ikke kan forholde sig til andre menneskers liv?

Jeg simpelthen nødt til at sætte grænser for, hvor meget arbejde jeg kan lægge i at forstå en film, ellers ender jeg i sidste ende med at få et mentalt sammenbrud

Jeg har det som om, jeg genkender, hvad sprog filmen taler i, men ikke forstår hvad den siger. For jeg har ingen idé om, hvad det helt præcist er, især Heidegger siger om tid, som helt tydeligt fylder rigtig meget, og jeg kan ikke se, hvordan det kan bedømmes, uden at jeg læser Væren og Tid. Hvis jeg gjorde det, ville filmen sikkert åbne sig for mig, men omvendt er jeg simpelthen nødt til at sætte grænser for, hvor meget arbejde jeg kan lægge i at forstå en film, ellers ender jeg i sidste ende med at få et mentalt sammenbrud. Og det betyder så, jeg må erkende, at jeg er for dårlig en kritiker til at anmelde den her film korrekt. Men der var nu nogle smukke billeder af græshopper.

Igen: Hvorfor gør jeg det her imod mig selv?

Unsane (Steven Soderbergh)

Men jeg ved jo godt, hvorfor jeg gør det. Jeg gør det lige netop på grund af uforudsigeligheden. Når vi leder efter film, som er nye og anderledes, så bliver vi også konfronteret med film, der stiller overraskende krav til os. Når det fungerer, er det det bedste i verden. Ligesom når der kommer store film fra uventet kant.

Jeg har ikke det store overblik over Steven Soderberghs karriere. I lang tid var han ham, der lavede kedelige genindspilninger af Solaris eller en kedelig fire-timers film om Che. På den anden side har jeg altid godt kunnet lide filmene om Ocean’s Eleven, men når Soderbergh samtidig har haft så lang en karriere, har jeg ikke gidet at sætte mig mere ind i det.

Og så kom overraskelserne stille og roligt. Hans kameraarbejde på tv-serien The Knick var legende og fantastisk. Magic Mike er stille og roligt et hovedværk i ny amerikansk film, og toeren er også ret flot fotograferet af Soderbergh under pseudonym. Logan Lucky var fantastisk. Soderbergh har faktisk aldrig været bedre, og er pludselig en af USA’s vigtigste instruktører, hvor yngre kræfter som Safdie-brødrene (Good Time) og Sean Baker (The Florida Project) lader til at være ret inspireret af hans billeder. Denne gang har Soderbergh ladet sig inspirere af Bakers Tangerine, og skudt sin nye film på en iPhone.

Billedsproget i den her film er simpelthen utroligt. En så rutineret instruktør som Soderbergh, med så mange Oscar-pæne film under bæltet, skulle simpelthen ikke kunne lave en så visuelt sulten film. Man mærker en rendyrket glæde ved et nyt legetøj med nye muligheder, og nærmest alt ser anderedes ud. Kameraet er for tæt på, eller også er lyset mærkeligt, eller også er det for grynet. Det er en fryd at overvære.

Det er ekstra meget en fryd, fordi Soderbergh for alvor viser genre-mesterskabet. Han kan ryste en thriller ud af ærmet, og her fører han nådesløst publikum igennem et twistet plot. Claire Foy fra The Crown spiller Sawyer Valentini, der påstår, at hun bliver stalket af den mystiske David Strine, hvilket til sidst får hende indlagt på en lukket afdeling. Men David følger efter. Eller gør han?

Komikeren Jay Pharaoh spiller en anden patient, der påstår, hospitalet indlægger raske folk, indtil der ikke er flere penge fra deres sygeforsikring. Han lyder som en typisk paranoid konspirationsteoretiker, men som Joseph Heller skrev i Catch 22: ‘Just because you’re paranoid doesn’t mean they aren’t after you’.

Steven Soderbergh har før undersøgt medicinalindustrien i Contagion og Side Effects (som jeg ikke har set), og han har før undersøgt digitalkameraers nye muligheder i film som The Girlfriend Experience (som jeg heller ikke har set).

Jeg har læst mig til, at han har lavet alt muligt spændende, og helt ærligt har jeg aldrig gidet at sætte mig ind i det. Men Unsane har for alvor gjort mig interesseret i at vide så meget om ham som muligt, og ikke bare om hans film, men også om tv-serierne han har arbejdet på, og om de film han har lavet som klipper og fotograf, så jeg er allerede gået i gang med at se hvor meget af hans tidligere œuvre, der er tilgængeligt på diverse streamingplatforme, og når nu jeg var i gang, kunne jeg ligeså godt gå ind på bibliotekets hjemmeside og reservere Væren og Tid, så jeg er bedre forberedt, når Grönings film får premiere, formentlig under Tyske Filmdage, og han har faktisk også lavet en del film, jeg ikke har set, som alle sammen også er virkelig lange, og dem kunne jeg jo ogsååaælakrnæsbegækbædkfæaksjebræfk<jbædksjabægkjbsædkjgbækjdfljsdgjkbKJSBGÆDKJBGÆK<JBSDGÆKJBGSÆKJBJDFLKJBLKBJBZJ.sjbdglkjbjbgj !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! BJØRN !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Fotocredits: Berlinalen

 

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur & Medier

Er der et LIV efter …?

ANMELDELSE – Jill Liv Nielsen er vel nok Danmarks første virkelige reality-TV-stjerne.