EUROPAS MINDRETAL #15 // TYSKLAND – For første gang opnår det tyske højreradikale parti AfD 25 procent i meningsmålingerne. Partiet ligger nu foran CDU/CSU (24 procent) og er dermed Tysklands største parti. De etablerede partier må adressere de reelle bekymringer om social sikkerhed, anerkende følelsen af kontroltab i befolkningen og ikke mindst skabe en ny vision for et Tyskland, der både håndterer den demografiske udfordring og behovet for en vellykket integration.
Forbundsdagsvalget er overstået, så der er en del tid til at få rettet op på meningsmålingerne til næste valg, men advarselslamperne burde blinke hos de etablerede midterpartier. Det store spørgsmål er dog: Hvorfor søger tyskerne mod fløjene, og hvordan kommer de tilbage til midten?
Den tyske fascination af midten
Midten udgør et efterstræbelsesværdigt punkt i den tyske politiske diskurs. Også på det seneste her i Danmark har vi med SVM-regeringen fået en atypisk regering hen over midten, da vi ellers er vant til blokopdelingen i rød og blå.
I Tysklands forholdsvis korte demokratiske historie og få partier i parlamentet har det forholdt sig lidt anderledes.
Ikke desto mindre må vi konstatere, at Tyskland i 2025 er mere splittet end nogensinde siden Anden Verdenskrig
En blokdannelse har aldrig etableret sig, da CDU og SPD gennem tiden har været de største partier og tit har skiftedes til at have regeringsmagten, men til tider har de også indgået i et samarbejde for at danne og sikre et stabilt flertal for regeringen.
Det giver også mening, at tyskerne med deres historiske bagage nu står for en velbalanceret og velovervejet politik helt uden ekstremer og radikalitet. Merkel-æraen var et paradeeksempel på denne politiske kurs.
Dog vil kritikere påpege, at Merkels CDU placerede sig for meget i midten og dermed åbnede fløjen på højresiden, hvilket skabte rum for AfD.
Tilbage i 2021 udgav Moritz Schramm bogen Kampen om midten – Tysk politik i det 21. århundrede, der blev anmelderrost bl.a. her i POV International.
Schramms daværende prognose om AfD holdt desværre ikke. Partiet voksede sig større og større, langt over det, som Merkels skridt mod midten egentlig burde have givet plads til. Hvilket retrospektivt måske sætter hele præmissen om Merkels manøvre mod midten som årsag til AfD’s succeshistorie under pres.
Ikke desto mindre må vi konstatere, at Tyskland i 2025 er mere splittet end nogensinde siden Anden Verdenskrig.
AfD-paradokset og den ekstreme særvej
I lang tid virkede det, som om Tyskland til en vis grad var resilient over for højrefløjens forførelser, mens andre europæiske lande oplevede stor fremmarch af højrepopulistiske partier. Men tyskerne har nu indhentet og måske endda overhalet naboerne.
De nationalistiske, konservative og højreekstreme partiers fremgang ses bl.a. tydeligt under seneste EU-valg, hvor EKR og PfE-fraktionen marcherede frem. AfD startede i 2014 som del af EKR-fraktionen, men blev smidt ud, da de blev for radikale.
I 2019 blev de dernæst del af ID-fraktionen (nu PfE), men endte så igen med at blive smidt ud på grund af radikale holdninger. Eksperter ser et normaliseringsforsøg hos ID/PfE-fraktionen, mens AfD fortsat bevæger sig mod en radikalisering.
Siden april 2024 har AfD været en del af ESN-fraktionen i Europa-Parlamentet. Denne diametrale bevægelse mellem radikalisering og normalisering ses også på nationalt plan.
AfD startede oprindeligt som et akademisk og euroskeptisk parti, men gennem tiden blev partiformændene udskiftet, og med hvert skift blev partiet rykket længere mod højreekstremismen. Det virker paradoksalt, at partiet får mere og mere opbakning i meningsmålingerne, selvom budskaberne bliver mere radikale.
Ligeledes gemmer der sig et andet paradoks i AfD’s politik, som Det Tyske Institut for Økonomiforskning (DIW) påpeger: ”AfD-vælgerne ville betale en betydelig økonomisk, social og politisk pris for AfD’s politik. For den politik, som AfD kræver og tilstræber, ville forårsage betydelig skade for dets egne vælgere.”
Flere europæiske højrefløjspartier bliver mindre radikale og prøver at etablere sig som regeringsdygtige, som fx Rassemblement National i Frankrig eller Meloni i Italien, der stemte for EU’s kurs og sanktioner mod Ungarn og Polen.
Spørgsmålet om hvorvidt AfD med regeringsansvar på en eller anden måde vil afmystificere sig selv og netop normalisere sig, er meget omdiskuteret i Tyskland. Hidtil har konsensus dog været, at man udelukker dem for al deltagelse i beslutninger og regeringsansvar.
Demokratisk dilemma – udelukkelse fra indflydelse?
Man må konstatere, at det ikke blot er AfD med 25 procent i seneste landsdækkende meningsmåling, der oplever fremgang, men ligeledes er det venstrefløjen, der bliver styrket.
Die Linke har et historisk højdepunkt på 11 procent – på trods af (eller netop på grund af) Sahra Wagenknechts udtræden og i den forbindelse dannelsen af BSW (Bündnis Sahra Wagenknecht), som nu står til 5 procent. Stemmerne kommer fra midten. CDU’s og SPD’s meningsmålinger er historiske lavpunkter.
Det store spørgsmål i Tyskland er: Hvor længe kan man danne regeringer uden om radikale partier som AfD? Dette spørgsmål har været meget omdiskuteret under delstatsvalgene i de østtyske delstater, da vælgernes flugt mod fløjene især bemærkes her.
Efter valgene i 2024 har de etablerede partier været massivt udfordret, når der har skullet dannes fungerende delstatsregeringer uden om fløjpartierne. I Thüringen fik AfD 32,8 procent af stemmerne, men alligevel var det CDU (23,6 procent), der fik dannet en regering med SPD (6,1 procent) og BSW (15,8 procent).
Er det demokratisk forsvarligt at se bort fra befolkningens vilje ved at danne regeringskonstellationer, der skal forsøge at undgå, at AfD får regeringsansvar?
Samarbejdet med BSW vakte blandt andet stor frustration i CDU’s bagland, da Sahra Wagenknecht er eks-kommunist, og det var bl.a. hendes medlemskab i partiet Die Linke, der i sin tid dannede grundlag for CDU’s beslutning om ikke at samarbejde med Die Linke. Men da beslutningen kun ramte Die Linke og ikke BSW, indgik man i en regering sammen.
I delstaten Sachsen kunne man efter valget i 2024 ikke samle stemmer til en fungerende flertalsregering. AfD fik 30,6 procent af stemmerne, og selvom CDU fik flest stemmer (31,9 procent), formåede de kun at indgå i en for tyske forhold uvant konstellation: en mindretalsregering med SPD (7,3 procent).
Det danner netop grundlag for et demokratisk dilemma: Er det demokratisk forsvarligt at se bort fra befolkningens vilje ved at danne regeringskonstellationer, der skal forsøge at undgå, at AfD får regeringsansvar?
Svaret på spørgsmålet må lyde, at det repræsentative demokrati ikke kun handler om at gennemføre flertallets vilje, men også om at beskytte demokratiets grundlæggende værdier og mindretallets rettigheder.
Især her viser AfD deres sande ansigt. De stræber efter at blokere og nedbryde demokratiet og dets institutioner. Det er ikke mindst derfor, at partiet observeres af Verfassungsschutz (efterretningstjeneste for indenrigsanliggender, herunder forfatningsfjendtlig ekstremisme), og flere partier kræver et partiforbud.
Men for mange kan en sådan partiforbudsproces virke som en langsom, møjsommelig og utilfredsstillende procedure. Og den generelle utilfredshed blandt befolkningen med den politiske status quo og diverse skandaler fra de etablerede partier vil et forbud mod AfD ikke kunne rette op på.
Samtidig findes der også kræfter i CDU, der tilstræber en normalisering og viser samarbejdsvilje med AfD.
Friedrich Merz har her skiftende holdninger. Den ene dag vil han opretholde den såkaldte brandmur mod højre og afviser alt samarbejde. Den anden dag sætter han et forslag om stramninger i migrationspolitikken på dagsordenen, som kun bliver vedtaget på grund af stemmer fra AfD.
Senest vækkede også den tidligere CDU-sundhedsminister Jens Spahn negativ opmærksomhed i forbindelse med udtalelser om en normaliseret omgang med AfD.
Ifølge Spahn er det på tide at ændre håndteringen af det højreekstremistiske parti og behandle dem som alle andre partier i den demokratiske opposition. Hans udtalelser udløste skarp kritik fra både Die Grünen, SPD og Die Linke.
Migration, angst og andre kontroverser
En yderligere årsag til AfD’s succes ser flere undersøgelser i en subkutan angst i befolkningen. En ulmende usikkerhed, frygt for socioøkonomisk tilbagegang og kontroltab.
Selvom AfD står stærkest i de østtyske delstaters struktursvage områder, er AfD ikke længere blot et østtysk fænomen. Ifølge undersøgelser er 55 procent bekymrede for deres børns fremtid, og 49 procent frygter for deres pensionsordning.
AfD’s vælgerbase består ikke blot af økonomisk marginaliserede grupper, men får stor opbakning fra den lavere middelklasse. Det er især midten, der føler en usikkerhed i forhold til fremtiden.
Asyl- og flygtningepolitikken er den store elefant i rummet og anses tit som AfD’s spidskompetence. Angela Merkels ”Wir schaffen das” under flygtningekrisen tilbage i 2015 har ændret karakter. CDU har taget afstand til denne kurs og ligger nogenlunde på linje med resten af Europas højrefløj.
Det samme gælder dog også den afgående Ampel-regering under Olaf Scholz. Her blev der allerede gennemført stramninger på kanten af det juridisk og logistisk mulige.
Alligevel blev deres migrationspolitik kritiseret af CDU og AfD, der samtidig lovede en endnu strammere håndtering af sagen – selvom eksperter vurderer forslagene som populistiske og i strid med gældende love.
Angsten for den vestlige kulturs forlis og occidentens islamisering, som PEGIDA-bevægelsen (tysk akronym for: patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten) proklamerede, ligger nok til en vis grad stadig gemt i AfD’s succeshistorie.
Men igen er det paradoksalt: Både PEGIDA og AfD’s højborge ligger i de østlige delstater – områder, som har notorisk få udlændinge. Tværtimod har disse regioner brug for indvandring af faguddannet personale bl.a. for at opretholde sundhedsforsyningen.
Generelt virker Tysklands nuværende migrations- og flygtningepolitik forfejlet, når eksperter beregner et nettoindvandringsbehov på ca. 400.000 personer pr. år (1,6 mio. over de næste 4 år) for at tackle den demografisk betingede nedgang i arbejdskraft og dermed opretholde levestandarden i Tyskland.
Men især det øgede antal terrorangreb umiddelbart op til forbundsdagsvalget har ændret tyskernes holdning til migration og flygtninge. Angrebene i Mannheim, Solingen, Magdeburg, Aschaffenburg og München blev alle udført af personer med migrationsbaggrund.
Meget foruroligende nyheder fra tyske sikkerhedstjenester og medieberetninger af bl.a. ZDF og The Telegraph peger dog på, at Rusland muligvis står bag disse terrorangreb.
Der findes indikationer på, at Kreml bevidst kan have manipuleret eller rekrutteret asylansøgere til at gennemføre disse terroraktioner op til valget som del af en hybrid krigsførelse for at svække demokratiet og fremme pro-russiske partier som AfD.
Divergerende virkelighedsopfattelser, ekkokamre og kampen om midten
Den måske mest paradoksale udvikling i den tyske politiske virkelighed er, at AfD-vælgerne ikke ser sig selv som del af den politiske periferi. Tværtimod viser analyser fra forbundsdagsvalget i 2025, at hele 84 procent af AfD-vælgerne anser partiet for at stå ”i den politiske midte og ikke til højre”.
Dette er bemærkelsesværdigt, når man betænker, at dele af partiet officielt klassificeres som ”højreekstremistisk” af den tyske forfatningsbeskyttelse.
De (stadig) stort set uregulerede sociale medier tilbyder ideelle betingelser for radikale bevægelser til at sprede had, ophidselse, misinformation og desinformation
Måske havde Moritz Schramm alligevel ret i med sin bog Kampen om midten. Den politiske midte er ikke blot en fast defineret position på det politiske spektrum, men snarere et efterstræbelsesværdigt ideal, som alle – selv de mest yderligtgående partier – forsøger at påberåbe sig.
AfD har her formået at skabe en alternativ virkelighedsopfattelse, hvor partiets stadig mere radikale positioner opfattes som moderate og fornuftige af deres vælgere.
En væsentlig faktor i denne udvikling er Alice Weidel, der har formået at give partiet et ”borgerligt ansigt” udadtil. Med sin baggrund som økonom og sin mindre aggressive fremtoning i forhold til flere af sine partifæller fungerer hun som et slags skjold mod kritik af partiets mere ekstreme elementer.
Dette på trods af skandaler i hendes egen politiske karriere og et generelt problematisk persongalleri i AfD’s rækker med personer som Björn Höcke, der gentagne gange har brugt og er blevet dømt for retorik med tydelige referencer til nationalsocialismen.
Vi kan selvfølgelig heller ikke komme uden om de sociale medier og deres afgørende rolle. Algoritmer, der belønner opsigtsvækkende indhold, har skabt digitale ekkokamre, hvor borgere i stigende grad kun eksponeres for synspunkter, der bekræfter deres egne.
AfD har været særligt dygtig til at udnytte disse platforme – partiets tilstedeværelse på sociale medier overgår langt de etablerede partiers. De (stadig) stort set uregulerede sociale medier tilbyder ideelle betingelser for radikale bevægelser til at sprede had, ophidselse, misinformation og desinformation.
At isolere AfD politisk gennem “brandmure” og partiforbud risikerer at forstærke deres narrativ om at være ofre for “systemet”, mens samarbejde med partiet normaliserer deres ekstreme positioner
Afsluttende må vi konstatere, at mange mennesker i en kompleks verden med klimakrise, globalisering og hurtige teknologiske forandringer oplever usikkerhed og angst og derfor søger efter enkle løsninger og syndebukke.
AfD tilbyder netop dette ved at opdele verden i et simpelt ”os-mod-dem”-narrativ, hvor komplekse problemer reduceres til spørgsmål om national identitet og skyld placeres hos ”eliten”, ”systemet” eller ”de fremmede”.
Denne dynamik er særligt farlig for udsatte befolkningsgrupper og mindretal, der let bliver mål for stigmatisering og diskrimination.
Den gordiske knude i håndteringen af AfD består i, at både eksklusion og inklusion i det politiske system medfører problemer. At isolere AfD politisk gennem “brandmure” og partiforbud risikerer at forstærke deres narrativ om at være ofre for “systemet”, mens samarbejde med partiet normaliserer deres ekstreme positioner.
Både Jens Spahns forslag om normalisering og de etablerede partiers hårde brandmur-strategi synes utilstrækkelige.
Løsningen må findes et sted i midten (ironisk nok): De etablerede partier må adressere de reelle bekymringer om social sikkerhed, anerkende følelsen af kontroltab i befolkningen og ikke mindst skabe en ny vision for et Tyskland, der både håndterer den demografiske udfordring og behovet for en vellykket integration.
Samtidig må de være kompromisløse, når det gælder forsvar af demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Det lyder så simpelt og ligetil.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og