HISTORIE // REPORTAGE – Den polske hovedstad står som et mindesmærke over konsekvenserne af flere ideologiers forsøg på at skabe en verden perfekt. Warszawa er på én gang fuld af historie og helt historieforladt. Historikeren Asger Wille prøver at finde historien i det let åndsfortærende Warszawa.
WARSZAWA – I Warszawa står en sælsom bygning. I ensom majestæt strækker den sig mod himlen, underligt løsrevet fra resten af den by, som omgiver den. Dens arkitektoniske udtryk er i bedste fald lidt charmeforladt om end dragende på en måde, der får en vesterlænding som mig til at tænke på Gotham Citys Film Noir-æstetik. Pałac Kultury i Nauki hedder den på polsk. Palads for kultur og videnskab på dansk.
Som jeg står der foran paladset, må jeg bøje nakken på grænsen til det ubehagelige for at se toppen. Det er egentlig et tilfælde, at jeg overhovedet besøger bygningen. Mit ærinde er et andet her i den polske hovedstad. Men den er så imposant og insisterende, at det er umuligt at ignorere den.
En gave fra Stalin
Jeg har set den på afstand en gang tidligere – da jeg dagen før kørte i taxa og spurgte chaufføren, hvad det var, jeg kunne se i det fjerne. ”Gift from Stalin” var hans svar. Og det er i sin simple, artikelløse sætningskonstruktion ganske rammende. For kort sagt er den bygning, jeg står foran netop dét – en gave fra Stalin.
En stor bygning med et næsten fremturende hånligt navn i bytte for et folks selvstændighed
Jeg opdager, at jeg også står med let åben mund, mens jeg kigger op ad den stejle facade – måske fordi bygningen er en inkarnation af det absurde hykleri, som har det med at klæbe til totalitære regimer. En gave til den nation, som Stalin selv havde invaderet og besat i 1939 efter aftale med Hitler – og beholdt som satellitstat, da krigen sluttede.
Sikke en gave. En stor bygning med et næsten fremturende hånligt navn i bytte for et folks selvstændighed. Grundstenen blev lagt i 1952, ét år før Stalin døde af et slagtilfælde på gulvet i sit hjem – inkontinent og hjælpeløs. Samme år, i 1952, havde Stalin desuden igangsat en klapjagt på 37 jødiske læger, fordi han mente, de konspirerede mod ham. Dér, på gulvet, kunne ingen læger hjælpe ham.
Jeg sænker blikket igen. Jeg har ikke tænkt mig at blive stående så længe, for jeg er slet ikke taget til Warszawa på jagt efter Stalin, men i Østeuropa trænger det tyvende århundredes totalitære historie sig på såvel fra øst som vest. Warszawa er på umiskendelig vis hovedstad i det Polen, som efter 1. Verdenskrig rejste sig fra asken fra det tyske og russiske kejserriges sammenbrud.
Urkatastrofen var samtidig den endegyldige indvarsling af nationernes Europa. Inden krigen var det meste af Østeuropa underlagt én af tre forskellige kejsere. Den tyske, den østrig-ungarske eller den russiske. De var de sidste manifestationer af en tid, hvor grænser blev draget på baggrund af fyrsters giftermål eller arveret.
Da 1. Verdenskrig sluttede, faldt disse – de sidste kejserriger i Europa – sammen og gav plads til en række selvstændige nationer, hvis grænser ideelt skulle drages ud fra de forskellige folks sprog, historie og kultur. Polen var én af dem. Til stor frustration for både nationalsocialisterne i Tyskland, som langsomt vågnede til dåd i de næste årtier, og Stalin, som ønskede at flytte den sovjetiske grænse tilbage til tiden før 1914.
Et paradoks
Mens jeg gør mig klar til at fortsætte, slår en tanke ned i mig. Warszawa er på mange måder et paradoks, et fikserbillede. På den ene side fremstår byen kønsløst moderne og uinspirerende. Når jeg ser mig omkring på min tur gennem byen, ser jeg ikke meget andet end glatte, prunkløse bygninger i sovjet-demokratisk stil. Intet stikker ud. Bygningerne er ikke forløsninger af en arkitekts visioner, men tillempet ensformige. Ingen skulle bo mere prangende end andre. Beton var et klasseløst byggemateriale, og mens jeg ser mig omkring, tænker jeg, at dén karakteristik også gælder bygningernes æstetik. Der er noget let åndsfortærende over Warszawa.
På den anden side er denne ensformighed i sig selv et udtryk for landets plagede historie. Den gamle bykerne i Warszawa er så godt som forsvundet. Bombet væk eller revet ned. Warszawa står som et mindesmærke over konsekvenserne af flere ideologiers forsøg på at skabe en verden perfekt. Warszawa er på én gang fuld af historie og helt historieforladt.
Jeg har lejet et elektrisk løbehjul til mine ture i byen. Det er ikke et værdigt transportmiddel, men det er let at bruge, når man i virkeligheden er i tvivl om, hvor man skal hen. Og det er jeg. I tvivl.
Mit egentlige ærinde i byen knytter sig til jødeforfølgelserne fra 1939-1945. Jeg er på jagt efter de levn, som kan findes rundt omkring i byen, men jeg er forud for min ankomst i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre. Jeg har dog noteret mig, at der findes et ghetto-museum. Det er min plan at begynde dér for så at samle adresser på andre steder, som jeg vil besøge. Det er ikke noget, man laver en plan over ud fra en Google-søgning, mens man keder sig i flyet. Den jødiske historie i Warszawa træder ikke kurateret frem i bybilledet, men fremstår som noget, der eksisterer ved siden af den polske.
Som vesteuropæer kan man let opfatte Polens nuværende politiske udvikling som underligt bagstræberisk. Og ser man Polens adfærd i EU løsrevet fra historien, virker de unødvendigt konfrontatoriske
Mens jeg kører rundt i byen, spekulerer jeg på, hvorfor det hænger sådan sammen. For tiden udspiller et regulært drama sig i EU. Polen har insisteret på, at landets egne love står over væsentlige dele af de EU-traktater, landet har tilsluttet sig. Det har Polens egen forfatningsdomstol slået fast. Ganske forventeligt er det blevet fortolket som et angreb på hele EU’s forfatningsmæssige fundament.
På sin vis er konflikten ikke ny – Det er en på en måde en variation over sammenstødet mellem føderalister og antiføderalister, som også udspillede sig i USA i slutningen af 1700-tallet. Ikke desto mindre er der en række særegne historiske forhold, som man bør tage med i sine overvejelser. Og på den måde træder fikserbilledet frem på ny.
Som vesteuropæer kan man let opfatte Polens nuværende politiske udvikling som underligt bagstræberisk. Og ser man Polens adfærd i EU løsrevet fra historien, virker de unødvendigt konfrontatoriske over for en union, som har trukket landet væk fra dets plads som russisk interessesfære og ind i de liberale demokratiers frie markedsfællesskab. Et Polen, hvis vækst ifølge Verdensbanken har ligget omkring 4 pct. i gennemsnit siden 1991. Ser man det andet motiv, som træder frem, når den polske historie tages med i overvejelserne, ændrer forholdene sig til gengæld.
Ghettoens historie
Jeg når dog ikke så langt i overvejelserne, før jeg ankommer til ghetto-museet og får andre ting at tænke på. Jeg kan nemlig ikke se noget, der bare minder om et museum. Jeg parkerer løbehjulet og går frem og tilbage langs facaden. Jeg dobbelttjekker adressen. Den er god nok. Det er her. Men hvor? Der hænger en lille mindeplade, men den er kun på polsk. Til sidst går jeg ind ad døren, som passer til husnummeret.
Der er halvmørkt herinde, og jeg går lidt forsigtigt op ad trappen. Jeg ved ikke, om jeg er gået ind i en privat opgang, hvor folk lever deres private liv. Efter nogle trin opad finder jeg en disk, og bag den sidder en mand i uniform. Så høfligt som muligt spørger jeg, om han ved, hvor Ghetto-museet ligger. ”Here. But no museum. Only office. This is Ghetto Museum Office,” siger han med tryk på ”office” og peger på et skilt, som desværre også er på polsk.
Der findes ikke noget museum. Kun et museumskontor. Ghettoens historie er her. Og den er her ikke
Han er meget venlig, men han må have kunnet se på mit ansigtsudtryk, at jeg er forundret, så han gentager ordene med et smil og giver mig en pjece. På mit spørgsmål om, hvor museet så ligger, fortæller han mig, at museet ikke findes. Først i 2023 åbner det. Indtil videre findes kun kontoret. Jeg takker og går ud på gaden, mens jeg prøver at finde ud af, hvad jeg så skal gøre. Der findes ikke noget museum. Kun et museumskontor. Ghettoens historie er her. Og den er her ikke.
Oplevelsen skal vise sig at være symptomatisk for min dag i Warszawa. Jeg har en række steder, som jeg absolut vil besøge, men ghetto-museet var en vigtig del af turen. Selve ghettoens bygninger findes ikke længere, men man kan besøge de steder, den lå. Jeg ved, jeg befinder mig i nærheden af dens grænser, men på museumskontoret fandt jeg ikke noget kort, som kunne give mig et mere præcist overblik. Jeg har det lidt som helten i en Dan Brown-roman. De egentlige spor er her et sted, hidden in plain sight i det offentlige rum, i facader eller kantsten – skjult for alle andre end en akademisk uddannet konspirationsteoretiker.
Udliciteret centralmagt
Jeg beslutter mig for at køre mod nationalmuseet. Der må være nogen, der kan hjælpe mig. Mens jeg kører ad de polske fortove og cykelstier, kredser mine tanker tilbage mod vekselvirkningen mellem Polens blodige historie og deres nuværende konflikter med det, man måske kan kalde den vesteuropæiske føderalisme.
Polen er en nation, der i tiden efter murens fald har knoklet for at finde sit særegne nationale udtryk. Når man har brugt det meste af det tyvende århundrede som stødpude for enten nazister eller kommunister, har man en del at indhente. Det kommer jævnligt til udtryk i forhold, der for en dansker kan virke urimeligt nærtagende.
Da Netflix i 2019 lancerede en dokumentar om ukraineren Ivan Demjanjuk, som var vagt i udryddelseslejren Sobibor, protestede Polens premierminister Morawiecki officielt til streamingtjenesten, fordi udsendelsen brugte et kort, der viste, at de tre Aktion Reinhard-lejre, dødsfabrikkerne Belzec, Sobibor og Treblinka, lå i Polen. Det gjorde lejrene godt nok, men de var drevet af den nazistiske besættelsesmagt. Morawiecki frygtede, at den detalje gik seerens næse forbi. Det virker ved første øjekast mere end almindeligt sensibelt, men måske er det et forståeligt biprodukt af en stærk nationalfølelse i det moderne Polen?
Hvis man som folk og kultur har været fortæret af sine store naboer i flere omgange, bliver man nok lidt ømskindet. Ingen passer på os, viser historien. Så må vi passe på os selv. Når man tager de forhold med i betragtning, virker den polske insisteren på, at landets egne love står over de føderale – i hvert fald for mig – mindre bagstræberiske.
Den suveræne polske centralmagt har i det meste af det tyvende århundrede været udliciteret til enten Wien, Berlin eller Moskva. Det må vække en vis skepsis mod det overnationale. Dermed træder et andet motiv frem i fikserbilledet.
Opstanden var udtryk for et trodsigt mod. Hvis vi skal dø, bestemmer vi selv hvor og hvornår
Mens jeg suser videre mod Nationalmuseet, kigger jeg jævnligt efter noget, der kunne ligne levn fra ghettoen – enten reelle levn eller mindesmærker – og et kort øjeblik tror jeg, jeg har fundet noget. En murstensbygning toner frem, da jeg drejer om hjørnet. Den fanger straks mit blik – på én gang smadret og vedligeholdt. Bevaret i en medtagen form står den i kontrast til den ensartede boligmasse, som omringer den.
Foran bygningen blomstrer hvide og røde blomster, og et polsk flag hænger fra en lav flagstang foran en skulptur. Inskriptionen er igen udelukkende på polsk. Jeg vender mig mod en ung fyr, som i samme øjeblik går forbi, og spørger, om han vil oversætte. Det gør han beredvilligt. Mindesmærket er rejst for at hædre de polske partisaner. Jeg spørger, om der står noget om ghettoens modstandsbevægelse – den skulle jo have ligget lige heromkring. Det gør der ikke. They were separate, siger den unge mand. Og det har han ret i.
Trodsigt mod
I løbet af 1942 blev det klart for jøderne i Warszawas ghetto, at ingen af dem, som blev deporteret, overlevede. Ingen blev sendt østpå til arbejdslejre. Ingen skrev breve om en sikker ankomst. I stedet blev de sendt til dødslejren Treblinka, hvor de blev gasset med kulilte fra en dieselmotor mindre end to timer efter ankomsten. Gruppen af tilbageværende jøder i ghettoen stirrede med andre ord den sikre død i øjnene, og en del af dem besluttede sig for, at de i det mindste selv ville bestemme, hvordan de ville møde deres undergang.
De begyndte at samle våben og granater og forsøgte at skabe forbindelse til den polske modstandsbevægelse. Her blev de mødt med en række afvisninger. Man havde simpelthen for få ressourcer til at give en masse våben til en opstand, som ville blive slået ned. Det er i eftertiden blevet kritiseret voldsomt, men vurderingen var korrekt.
Alle våben, man gav til den jødiske modstandsbevægelse i ghettoen, ville gå tabt. Spørgsmålet er så, om det valg, man tog på baggrund af vurderingen, var det rigtige. Opstanden var udtryk for et trodsigt mod. Hvis vi skal dø, bestemmer vi selv hvor og hvornår. Og døde gjorde de. 13.000 af dem mod ca. 120 tyskere. De fleste af jøderne blev enten brændt ihjel eller kvalt af røg, da tyskerne satte ild på de huse, hvor de gemte sig.
Udryddelseskrig mod Polen
Jeg kører videre. Jeg er tæt på Nationalmuseet. Vejret er typisk for efteråret i Polen. En tør vind, gule og orange blade og en grå himmel. I kvarteret omkring museet er der langt smukkere end i resten af Warszawa. Den friserede natur træder frem i parker og langs vejene, og mit humør er helt automatisk lidt bedre, da jeg ankommer. Det varer dog ikke så længe. Da jeg har parkeret mit løbehjul, opdager jeg, at Nationalmuseet er lukket. Hele den indre gård er gravet op.
I midten af de mange grusfyldte udgravninger og gravemaskiner står to mænd. Den ene er en slank, ung polak i et stramt, mørkt jakkesæt og en sikkerhedshjelm på hovedet. Han peger på et sæt tegninger, som han holder frem i venstre hånd. Den anden mand er iklædt et slidt sæt arbejdsoveralls og en støvet bluse med et hul på albuen. I værktøjsbæltet hænger en hammer. Han er lavstammet og bred. Hans hænder er enorme, grove i udtrykket. Han lytter til det pegende jakkesæt.
Landet mistede flere indbyggere under opstanden i Warszawa i 1944, end japanerne mistede, da atombomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki
Den polske modstandsbevægelse forsøgte selv at tage magten over Warszawa og havde brug for alle de våben, de kunne skaffe. Da Den Røde Hær pressede tyskerne tilbage mod vest i sommeren 1944, sparkede modstandsbevægelsen oprøret i gang i håb om, at tyskerne ville blive angrebet fra alle sider. Men Stalin standsede Den Røde Hærs fremmarch, så tyskerne kunne nedkæmpe de polske partisaner. Hårdt og brutalt. Derefter kunne Stalin indtage byen uden at skulle bekymre sig om eventuelle polske kampe for selvstændighed og installere en marionetregering.
I alt døde mellem 2 og 3 millioner polakker og 3 millioner polske jøder i løbet af krigen. Knap seks millioner mennesker. I mange andre lande omfavner man de jødiske lidelser. Man gør deportationen til en del af landets historie. I Danmark fejrer vi, at det lykkedes at redde næsten alle jødiske indbyggere til Sverige.
I Polen får man indtryk af, at det er lige så vigtigt at understrege, at landet led voldsommere end noget vesteuropæisk land. At tyskerne førte en udryddelseskrig i Polen mod både etniske jøder og etniske polakker. Ikke en besættelseskrig. At Polen mistede ca. 17 pct. af sin befolkning under den tyske besættelse. At landet mistede flere indbyggere under opstanden i Warszawa i 1944, end japanerne mistede, da atombomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki. At Tyskland, som spiller en ledende rolle i EU, har kompenseret Polen for ødelæggelsen af landet med en – efter polsk opfattelse – meget lille procentdel af den tabte værdi. Polakkerne insisterer også i deres mindesmærker på, at der var mere og andet end de frygtelige jødeudryddelser i Polen.
Monumentet
Småirriteret kører jeg videre med uforrettet sag. Mit nye mål er det jødiske museum. Klokken er ved at være mange. Jeg bumler hen over brostene på løbehjulet og prøver at dulme min skuffelse over alle mine mislykkede forsøg på at mærke ghettohistorien. På at stå dér, hvor lidelserne blev øst ud over uskyldige mennesker af et tysk folk, som lod deres ideologi være styrende for deres menneskesyn. I Polen har man om nogen mærket de totalitære ideologiers ønske om at ændre mennesket, så det passer til samfundsvisionen. Ikke det modsatte.
Jeg er lidt træt og sulten, da jeg ankommer til det jødiske museum. Og irriteret over, at jeg ikke kan finde det, jeg gerne vil finde. Men på den store plads foran museet, glemmer jeg det hurtigt. For her står et monument, der giver mig et sug i maven. Det indfanger de to sider af den jødiske selvopfattelse med stor kraft.
De to fortællinger, som har præget den jødiske historieskrivning siden krigen. På den ene side af monumentet indfanges pinslerne. Nazisternes mord på gruppen af helt almindelige mennesker, mænd og kvinder, børn og gamle. En frise viser en gruppe sammensunkne skikkelser. De har bøjede hoveder og bevæger sig mod venstre. Kun én af figurerne skiller sig ud. Et lille barn, som kigger i en anden retning end kolonnen af mennesker, som tvinges fremad. Mine øjne kan ikke slippe det lille ansigt med de mørke øjne. Det er, som om barnet byder folketogets ubønhørlige march en slags trods. Og alligevel holder barnet fast i en voksen hånd. Et barn kan ikke rive sig løs fra de vilkår, de voksnes verden byder det.
Den gammeltestamentlige fortælling om det til alle tider forfulgte jødiske folk fungerer som en klar referenceramme for beskueren og fremmanes ligeledes af en gammel mand, som strækker armen frem i en appel om nåde, mens han bærer på nogle skriftruller. Det er fortællingen om et folk, der forventer forfølgelse. Figurerne træder kun svagt frem i materialet. De er ikke hugget fri, men på en måde opslugt af stenen.
På den modsatte side af monumentet ses den anden fortælling – Den om opstanden i Ghettoen i Warszawa. Æstetikken på denne side af monumentet er nærmest den diametralt modsatte, og der er noget sovjetisk brutalt over den stålsathed, som særligt den midterste figur stirrer ud i horisonten med. Det er fortællingen om et jødisk folk, som slår igen. Det er den fortælling, som var fremherskende i Israel i den første tid efter landets grundlæggelse. En tid, hvor man ofte så på de overlevende jøder fra Østeuropa med forundring. Hvorfor lod I jer udrydde? Hvorfor kæmpede I ikke?
Monumentet skulle angiveligt være bygget med sten, som var fragtet til Polen, fordi de skulle bruges til projekter, der fejrede Hitlers triumfer i krigen. Projekter, som Albert Speer skulle stå for. Den Albert Speer, der efter krigen formåede at fortælle om sig selv som en nærmest uheldig fyr, der ikke rigtig var nazist, men blev fanget ind i det hele som en karriere.
Offer og kriger
Jeg bliver stående længe ved monumentet. Går frem og tilbage mellem de to motiver. Deres temaer har fulgt mig dagen igennem. Offer og kriger. Og det er vel langt hen ad vejen fortællingen om Polen i det tyvende århundrede. Landet er og har været begge dele. Men man kommer let til at se én af de to motiver – ikke dem begge på én gang. Det kan måske ellers forklare den øjeblikkelige nationalisme i Polen. Den aktuelle slåskamp med EU. Man vil have lov at være Polen. Man vil have lov at have en national selvbestemmelsesret, en historie, en kultur, en centralmagt. Og man vil også gerne være en del af et liberalt, vestligt fælleskab. De to motiver slås med hinanden, som kampen mellem fortiden og fremtidens soldater.
Jeg slutter min dag ved monumentet for den såkaldte Umschlagplatz. På hjørnet af en trafikkeret og uskøn tosporet vej. Her står en slags stiliseret kvægvogn som dem, jøderne fra Warszawas ghetto blev transporteret til Treblinka i. Den er bygget på det sted, som tyskerne eufemistisk kaldte for “Umschlagplatz”, der vel bedst oversættes til omstigningsplads eller transitplads. En firkantet stenkonstruktion med udsyn til den åbne himmel. Den ligger på en mærkelig måde klemt inde mellem husene.
Herfra kørte togene østpå, fyldt med mennesker som skulle udryddes i de små kamre i Treblinka. Sporene er væk i dag. På væggene står de 300 mest brugte jødiske fornavne blandt de deporterede. Jeg ved, at det blandt andet var her, Janusz Korczak gik hen i spidsen for en kolonne af 200 børn. Han var pædagog og forstander på et børnehjem i ghettoen og insisterede på at blive hos børnene. Den 5. eller 6. august 1942 førte han an i marchen fra ghettoen til Umschlagplatz. Nogle af børnene holdt fast i hans tøj. Sammen med dem gik han ombord i kvægvognen, og i Treblinka gik han forrest med dem ind i gaskammeret. Korczak fastholdt hele sit liv, at han var jøde og polak. På én gang.
Monumentet ved pladsen efterlader mig med ambivalent følelse. Det er for lidt. Det er ikke en rekonstruktion, men heller ikke et kunstværk. Det er hverken eller. Til gengæld finder oplevelsen sted inde i mig. Jeg ved, hvad der skete her, og det lader omgivelserne med betydning. Så kommer tårerne. Solen er ved at gå ned over hustagene, og jeg beslutter mig for at vende hjem til hotellet. I modsætning til børnene bestemmer jeg selv.
På min vej hjemad gennem en park bliver jeg vinket til standsning af to amerikanske turister. De har også lejet et løbehjul hver. Måske tror de, jeg er polak. Måske har de blot set en anden turist og håber på, at jeg kan tale engelsk. De er venlige på den overstrømmende amerikanske facon. Spørger mig, hvordan jeg har det. ”Good, thanks”, svarer jeg. De er turister, forklarer de. Men de kan ikke finde vej, og de håber, jeg kan hjælpe. Nå, ja, tænker jeg. Jeg har trods alt været lidt omkring i dag, så måske kan jeg. Den ældste af de to, sikkert faderen til den anden, kigger på mig med smilende øjne og spørger: ”Do you know the way to the Polish Vodka museum?”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
