HOLOCAUST // ESSAY – De nazistiske udryddelseslejre adskilte sig fra KZ-lejrene ved at være små, effektive dødsfabrikker. Historikeren Asger Wille har besøgt Treblinka i det østlige Polen, hvor ubehaget og de stærke følelser hviler tungt mellem fyrretræerne.
TREBLINKA – En torsdag formiddag, mens september går på hæld, står jeg i en lille landsby ca. 100 km øst for Warszawa, og regnen stille falder på min frakke. Vejret er gråt og fugtigt. Her, i det nordøstlige Polen, er landskabet sandet og domineret af fyrretræer og små veje, der bugter sig gennem den ene lille by efter den anden.
Der er mange landsbyer i området. Og den, jeg står i, er ikke anderledes end alle de andre. En håndfuld huse spredt på hver side af en asfalteret landevej uden synlig systematik eller fælles æstetik. Treblinka hedder den lille by.
Et- og toplanshuse i grå, grønne og orange nuancer ligger side om side på en strækning, som ikke er mere end 200-300 meter lang. Hist og her står en mindre lade i haven, opført i lodrette, uensartede og grånende planker og vidner om, at fortidens landbrugssamfund ikke ligger lige så langt væk herfra, som det gør i Warszawa.
Jernbanens fremskridt
Der er intet bemærkelsesværdigt ved Treblinka ved første øjekast. Det bemærkelsesværdige ved byen findes nok nærmere inde i mig selv og min fortolkning af stedet. I dag huser denne lille polske landsby 350 indbyggere.
Det er ikke mange flere sjæle end for 140 år siden. Men dengang, i slutningen af 1800-tallet, kom fremskridtet til området. Jernbanen, det mest avancerede transportmiddel i sin tid, skulle gå forbi Treblinka, og med den fulgte løfterne om fremtiden. Løfter om industrialiseringens lys… og mørke. For med jernbanen kunne mulighederne for transport af passagerer, kvæg, varer, specialisering, kapital og modernitet trække byen med sig ind det nye århundrede, der lå lige om hjørnet.
Industrialiseret død
Men i dag ser jeg på en by, der ikke huser flere mennesker end den gjorde, dengang Polen endnu ikke fandtes som en selvstændig nation. Det eneste, der i sidste ende kom og besøgte Treblinka var fremskridtets negation.
For Treblinka og dens lille station bragte tiden ikke fremskridt og materiel velstand, men i stedet industrialiseret død og uendelig lidelse
Jeg vender ryggen til den lille by og ser på det sted, hvor stationen engang lå. For selv den ligger der ikke mere. Den er væk. Sammen med fortidens menneskers håb om en lysere fremtid.
I stedet står jeg foran et lille monument. Aflange betonklodser, der indfanger og imiterer jernbanesvellernes symmetriske mønster. Her ligger ingen station. Her lå en station. Forskellen på nutid og datid er en forskel, der forfølger mig hele dagen. For Treblinka handler i høj grad om tid. Om tidens nådesløse fremadskriden. Det eneste, som ikke lader sig indfange og fastholde, er tiden. Den går én vej. Og for Treblinka og dens lille station bragte tiden ikke fremskridt og materiel velstand, men i stedet industrialiseret død og uendelig lidelse.
Ved den lille by Treblinkas station lå det sidste stop inden udryddelseslejren Treblinka. Her standsede de lange togstammer med 60 kvægvogne fulde af mænd, kvinder og børn, inden de skulle myrdes og fjernes fra jordens overflade.
Jeg kan mærke tårene presse sig på, mens jeg står der. Jeg kan ikke gøre noget ved det, og jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skulle. Jeg er ellers en af den slags mænd, der ikke græder så let. Men mens jeg står og ser på dette lille sted, kommer tårerne. Landsbyen Treblinka var engang helvedes forgård. Den industrialiserede udslettelses venteværelse. Og her står jeg så og græder, mens det regner.
Kampen mellem menneskeracer
Da det nazistiske Tyskland invaderede Polen i 1939, kom henved 3.000.000 jøder til at høre under Det tredje Rige. Da Tyskland invaderede Sovjet i 1941, blev antallet endnu større. Det var et kritisk problem for et regime, som grundlæggende byggede på et historiesyn, hvor kampen mellem menneskeracer var altafgørende. De succesfulde menneskeracer udviklede med tiden samfund og kulturer, som understøttede deres overlevelse, mens de svageste bukkede under og forsvandt.
I første omgang udvikledes landbruget hos de dygtigste racer, og senere udvikledes bykultur, økonomi, lovgivning osv. Nazisterne mente, når de så sig omkring, at kunne konstatere, at verden bestod af folk, der havde organiseret sig mere eller mindre succesfuldt i samfund. Hvis en race havde været succesfuld nok, blev den på et tidspunkt til en nation med en særegen kultur og et eget sprog. De stærkeste racer havde delt verden mellem sig, men kampen var ikke slut. For en nazist er kampen et grundvilkår.
Det var ikke et religiøst had, men et pseudobiologisk had. En pseudovidenskabelig konspirationsteori, der… kunne bekræftes, når man blot åbnede øjnene for de enkelte forhold, der kunne bekræfte den konklusion, man havde besluttet sig for på forhånd
Nazisternes verdenssyn var til en vis grad en perverteret udgave af romantikkens idé om en iboende ånd i nationen. Et højere fællesskab, som alle bidrog til, og som var formet af den jord, hvor man boede og det blod, der løb i folkets årer.
Fællesskabet går på tværs af klasser inden for racen i nazismen, mens den går på tværs af racer inden for klassen i marxismen. En tysk arbejder har mere til fælles med en tysk fabriksejer end med en russisk arbejder, når man er nazist.
Pseudobiologisk had
Jeg sætter mig ind i min bil igen. Jeg er fugtig af regnen, men det gør intet. Jeg har min frihed og kan forlade Treblinka, når jeg har lyst. Varmen får jeg fra benzinmotoren, der snurrer og adlyder mine mindste vink. Jeg bestemmer selv, hvor jeg vil hen. Og det er endnu en kontrast til den historie, jeg leder efter her i Treblinka. De 800.000 mennesker, som ankom i kvægvogne, bestemte intet selv. Deres integritet var taget fra dem. Deres menneskelige værdighed. Der går et gys igennem mig.
For nazisterne var den logiske følge af deres menneske- og verdenssyn at lede efter en race, som blomstrede uden at have udviklet en nation. Det burde ikke kunne ske, for historien blev jo drevet frem af racernes kamp, og de stærkeste blev til et folk med en nation. Men Hitler mente at kunne identificere én race, som ikke fulgte disse naturgivne love. Jøderne, mente Hitler, havde formået at overleve uden at kæmpe den kamp, de andre racer havde kæmpet for at udrydde deres fjender og stable et sammenhængende og blomstrende racefællesskab på benene.
I modsætning til KZ-lejrene var disse lejre små, og de havde kun ét formål: At myrde så mange jøder som muligt uden forsinkelse
Når en race kunne findes på tværs af alle nationer uden nogensinde at lade sig opsluge af de andre racer og samtidig være succesfuld, måtte det være, fordi de snyltede på de rigtige racers arbejde. Når den tyske arbejder arbejdede for den jødiske kapitalist, sugede jøden værdien af dette arbejde ud af det tyske folk. Hvordan var det ellers lykkedes jøderne som den eneste race i verden at eksistere uden at have skabt deres egen nation?
Der var altså noget fundamentalt anderledes ved den jødiske race, mente nazisterne at kunne konstatere. Noget, som ikke fandtes i andre racer. En race uden nation. Jøderne havde i den nazistiske mytologi overlevet gennem tusinder af år på ryggen af andre racers hårde arbejde. I stedet for at lave deres egen nation, havde de udviklet en snyltermentalitet, som lå i deres blod og gener.
Det var ikke en jødisk kultur, som kunne aflæres, men en medfødt tilbøjelighed. Heri ligger kernen til det nazistiske jødehad. Det var ikke et religiøst had, men et pseudobiologisk had. En pseudovidenskabelig konspirationsteori, der – som så mange andre konspirationsteorier – kunne bekræftes, når man blot åbnede øjnene for de enkelte forhold, der kunne bekræfte den konklusion, man havde besluttet sig for på forhånd.
Fyrretræer
Fire kilometer. Så langt er der til nazisternes Vernichtungslager Treblinka fra landsbyen Treblinka. Jeg ved godt, hvorfor jeg vil hertil. Jeg er optaget af tid. Den fjerde dimension. Hele mit voksenliv har jeg forsøgt at forstå den. Jeg har opsøgt fysikernes forklaringer og beskrivelser. Jeg har opsøgt filosoffernes. Og jeg har selv valgt historikernes behandling af tid som mit fag.
Tilsammen giver de mig et tillempet sprog for tiden, men det er ikke nok. Det indfanger ikke tiden i sig selv. Jeg opsluges jævnligt af en følelse af, at tiden er afgørende i en grad, som ikke lader sig indfange i sin essens – det er noget, vi kan nærme os, ikke noget vi kan forstå fuldt ud. Hver gang vi prøver at tale om tiden, ekskluderer vores ord lige så meget, som de indfanger.
Hvordan kan tiden ignorere betydningen af dette øjeblik? Men sådan er tiden også. Den kan ikke standses. Den kan ikke spoles tilbage
Måske deler tiden væsen med en elektron. En elektron er både bølge og partikel – indtil vi prøver at måle den. Så er den enten-eller. Sådan er tiden også, tror jeg. Vi må vælge. Hvis vi beskriver den objektivt, udgrænser vi den menneskelige dimension fra tidsbegrebet. Den egenskab, som vi mærker så tydeligt, når vi får børn eller mister en, vi holder af.
For selv i de afgørende øjeblikke i vores liv, fortsætter tiden sin fremdrift. De af os, der har fået børn, kender følelsen af at kigge ud ad vinduet og undre sig over, at verden fortsætter sin mondæne gang. Derude, på den anden side af vinduet, går folk på arbejde. Hvordan kan de det? Hvordan kan tiden ignorere betydningen af dette øjeblik? Men sådan er tiden også. Den kan ikke standses. Den kan ikke spoles tilbage.
Da jeg parkerer på den lille grusbelagte parkeringsplads ved udryddelseslejren, skubber jeg grublerierne om tidens væsen lidt væk. Ser mig omkring. Fyrretræer. Fyrretræer og birketræer over alt. De høje, tynde stammer strækker sig mod den grå himmel og står så tæt sammen, at skovbunden visse steder er mørk. Regndråberne falder ujævnt og tungt fra grenene og prikker hul i stilheden. Nogle af træerne er nye, mens andre har stået her i mange år. Her dufter af harpiks. En sød duft, der i et glimt minder mig om min barndom.
Øjenvidneberetninger fra transporterne fortæller, hvordan de kunne høre grenene glide hen over taget på vognene. Nogle mødre fra Warszawa løftede deres børn op til det lille pigrådsbeklædte vindue i kvægvognen, så børnene kunne se skoven for første gang i deres lille liv. Da tyskerne afmonterede lejren i 1943, plantede de flere fyrretræer overalt for at skjule sporene fra deres gerninger. De fyrretræer er siden blevet fjernet i området, hvor lejren lå, men de danner en mur på hver side af stien.
Jeg ved godt, hvordan her ser ud. Jeg har set stedet så mange gange på billeder. Den jernbane, som fragtede de dødsdømte mennesker til lejren, er også her markeret med rektangulære betonklodser. Det er utroligt gribende i al sin enkelthed. Svellerne leder mig langs et lille knæk hen mod området, hvor den interimistiske perron lå.
Himmelstrasse
Treblinka var én af i alt tre lejre fra den såkaldte Aktion Reinhard. Belzec og Sobibor hed de andre to. I modsætning til KZ-lejrene var disse lejre små, og de havde kun ét formål: At myrde så mange jøder som muligt uden forsinkelse.
De var alle tre bygget efter nogenlunde samme grundprincip. De var cirka 400 x 600 meter store, og ved første øjekast kunne ankomstområdet give de overlevende jøder et håb om, at de befandt sig på en togstation. Alle, der kunne gå selv, blev gennet ind på en plads med barakker på hver side. De, der var for gamle, afkræftede eller sårede til at gå selv blev – sammen med de børn, der ikke havde nogen forældre – kørt i en lille vogn til noget, der hed lazarettet. Inde bag lazarettet var en stor massegrav, som altid brændte. Her satte man børnene på kanten og skød dem i nakken.
De andre på pladsen blev delt i mænd og kvinder, og fik en tale om, at de var ankommet til en transitstation og skulle videre østpå og arbejde. De skulle aflevere alle deres kufferter, men fik at vide, at det var vigtigt, at de skrev navn på, så de kunne få dem tilbage. De fik en snor, som de skulle binde deres sko sammen med, og de blev bedt om at klæde sig af i barakkerne på hver side og aflevere alle værdigenstande.
Da de alle stod nøgne, skrækslagne, berøvet enhver form for medfølelse, blev mændene først gennet gennem en smal passage med grene og pigtråd på hver side, så man ikke kunne se igennem den. Det var den såkaldte Schlauch eller tunnel – også kaldet Himmelstrasse af tyskerne. Den slog et knæk på midten og ledte direkte frem til nogle få trappetrin. Ukrainske vagter gennede folk ind i kamrene, som var ca. 8 meter lange og 4 meter brede.
Kamrene blev fyldt til bristepunktet, og folk blev beordret til at løfte armene over hovedet, så der var plads til flere. Til sidst blev børn smidt ind oven på gruppen af mennesker. Dørene blev lukket, og en stor dieselmaskine blev tændt. Industrialiseringen var kommet til Treblinka. Vrangsiden af systematisk samlebåndarbejde udgjorde kernen i Treblinka. Selv dieselmaskinen arbejdede uden at opfylde sit egentlige formål. Det var dens spildprodukt, nazisterne brugte. Udstødningen blev ledt ind i kamrene, og efter ca. 25 minutter døde skrigene ud.
Så åbnedes dørene i den anden ende, og de få jøder som var blevet udvalgt til at arbejde i lejren, begyndte at trække ofrene ud. Det var ofte svært, fordi de døde var blevet filtret ind i hinanden i deres dødskamp. De små børn var som regel tæt omfavnet af deres mødre. De menneskelige bånd mellem børn og forældre forsvinder ikke, selvom nazisterne gjorde, hvad de kunne for at dehumanisere de jødiske ofre.
Tidens dimension
Endelig drejer jeg hovedet. På pladsen står et kæmpe monument. Meter høje sten med en frise på toppen. Den forestiller sammenfiltrede kroppe med ansigter forvredne i lidelse. Når man står foran den, mærker man i glimt fortabelsen på egen krop. Følelsen af at være tvunget til at opgive sin egen selvbestemmelse.
Jeg går mod højre. Hele pladsen er er fuld af større og mindre sten, der står oprejst. På flere af dem står jødiske efternavne. De er alle mørke, våde af regnen. Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg vil stå på det sted, hvor gaskamrene stod. Jeg ved, hvor det var. Jeg har undersøgt så mange kilder, som jeg har kunnet finde. Til højre for monumentet, cirka fyrre meter. Og nu står jeg der.
Min mave knuger sig sammen. Jeg har opsøgt tre af de fire dimensioner i vores verden. Højde, længde og bredde. Dem deler jeg med ofrene. Men den sidste, tiden, kan jeg ikke dele med dem. Jeg kan ikke række ud, jeg kan intet gøre. Tiden er den afgørende faktor. Den skiller mig ad fra dem. Og den er hele forskellen. Hvis man kunne gøre sig til herre over tiden, kunne man flytte de fortabte mennesker frem eller tilbage. Væk fra perioden mellem juli 1942 og oktober 1943. Men tidens fremadskriden er nådesløs.
Jeg kommer til at tænke på de to jættekvinder i Johannes V. Jensens ”Kongens Fald”. De maler med deres store møllesten, som hedder Grotte. En søndermalende stenlyd. Som tiden kværner den uophørligt. Jættekvinden Menja synger: ”Og vi maler dig Fimbuls mørke, askeregn, visnen, vi maler dig vinteren ind i sommerens hjerte. Vi synger dig en høststorm, vi svinger rim og frost over alt groende, vi maler varmen ud af menneskenes sind”. De vers indfanger tidens store kværn. Intet sted på jorden har så meget lidelse og uretfærdighed været koncentreret mere voldsomt end her på den sandede jord i det østlige Polen.
På præcis det sted, hvor jeg står på dette punkt i tiden – alene. Alle fortællingerne om de i ordets egentlige forstand ufattelige grusomheder, vælder ind over mig. Fortællingerne om spædbørn, der blev sparket ihjel. Om børn, der blev taget i benene og slået hårdt mod siden af kvægvognene foran deres forældre. Fortællingerne om skrigene fra de fortabte mennesker i kamrene.
Jeg begynder at græde igen. Regnen falder helt stille på græsset. Jeg er det eneste menneske så langt øjet kan se. 100 meter væk står et stort træ. Et af to træer, som ikke er enten fyr eller birk. Det står ensomt og spreder sin krone ud. Plantet midt i området, hvor massegravene tog imod de afsjælede kroppe.
En lille, velorganiseret fabrik
Mellem 800.000 og 900.000 mennesker blev transporteret til Treblinka. 70 mennesker overlevede og slap derfra. Så godt som ingen levede mere end to timer efter ankomsten hertil. Med udryddelseslejren kom industrialiseringen til Treblinka. En lille, velorganiseret fabrik, der producerede døde kroppe. Da den forsvandt igen, blev Treblinka på ny en sovende landsby i det østlige Polen. Som tusind andre, der ligner den. Men selvom tiden er gået, er Treblinka alligevel noget ”andet”. Måske er det ”andet” mest inde i mig. Inde i de mennesker, der besøger dens sted.
De andre to lejre, Belzec og Sobibor efterlod kun henholdsvis to og 58 overlevende. I alt blev ca. 1.500.000 mennesker myrdet i de tre lejre på ca. halvandet år. I dag bor der cirka 10.000 jøder i Polen.
Jeg bliver i Treblinka i fire timer. Så er jeg så kold, at jeg ikke kan bevæge mine fingre. I stilhed sætter jeg mig tilbage i min bil. Jeg tænder motoren. Kører tilbage mod Warszawa.
Asger Wille er vært på podcasten En lang historie kort, der insisterer på, at fortiden findes… Blandt andet lige her. I podcasten kan du lære om den historie, du selv og dit liv er et resultat af – og den historie som former dine muligheder. Alle mulige emner bliver taget op med fokus på formidling og begejstring.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
