Angela Merkel går i rater – magten er væk

i Europa/Internationalt/Politik & Samfund af

ANALYSE – For offentligheden kom det som et chok, da det i dag blev meddelt, at forbundskansler Angela Merkel (64), CDU, er parat til at opgive sit formandskab for partiet, men at hun vil fortsætte som forbundskansler. Foreløbig.

Så sent som 25. september i år meddelte Angela Merkel, at hun ikke kunne gå med til en deling af de to poster. ’Jeg har sagt, at jeg står til rådighed for denne legislaturperiode (udløber i 2021, red.). Og jeg har ikke ændret min mening hvad angår forbindelsen mellem formandskabet og kanslerembedet’.

Og så kom overraskelsen i dag.

Det burde måske ikke undre så meget. Angela Merkel er vokset op på en protestantisk præstegård i det tidligere DDR. Hun vænnede sig under opvæksten til at holde sine inderste tanker for sig selv, eller i det mindste inden for hjemmets fire vægge.

Det er et godt gæt, at det kun er ægtemanden, professor Joachim Sauer, og hendes fortrolige, nære medarbejder, Eva Christiansen, som har været orienteret på forhånd. Med Merkels baggrund burde man nok have været forberedt på en drastisk handling.

’Wir schaffen das’. En bemærkning, der kommer til at stå som en overskrift og hendes 18 år som partiformand og foreløbig 13 år som forbundskansler

I 2011 gjorde hun to gange kort proces med tyske dogmer:

Hun afskaffede værnepligten og bebudede et farvel til atomkraften, begge dele uden at orientere sine nærmeste. Og i 2015 åbnede hun grænserne for 800.000 flygtninge med en bemærkning om, at ’den klarer vi’. ’Wir schaffen das’. En bemærkning, der kommer til at stå som en overskrift og hendes 18 år som partiformand og foreløbig 13 år som forbundskansler.

Merkel er nu ’eine lahme Ente’

Meldingen om Merkels afgang i rater kom efter et møde i CDU’s partipræsidium. Meldingen var floromvunden, for det blev sagt, at ’Angela Merkel var parat til at afstå fra formandsposten’. Det kunne udlægges, som ventede hun på en opfordring til at fortsætte, men meldingen har selvfølgelig svækket hende, og de mulige afløsere er allerede klar i starthullerne. Dem vender vi tilbage til.

Angela Merkel bliver nu ’eine lahme Ente’, den tyske udgave af det amerikanske udtryk ’lame duck’, som vel også er kendt herhjemme. Når man først har bebudet, at man søger over i aftægtsboligen, begynder afløseren at overtage driften.

Det er en i forvejen stærkt svækket Angela Merkel, der nu er på vej ud. Da forbundsdagen trådte sammen i september, regnede alle med, at CDU/CSU-fraktionen (CSU er søsterpartiet i Bayern) ville genvælge Merkels fortrolige gennem alle 13 år, Volker Kauder (69), som gruppeformand. Den totalt ukendte Ralph Brinkhaus (50) var godt nok i gang med et selvmordsprojekt om at blive valgt til stillingen.

Når man først har bebudet, at man søger over i aftægtsboligen, begynder afløseren at overtage driften

Men Kauder blev styrtet. Fraktionen var så utilfreds med topstyring, at den hellere så en anonym og ukendt formand end en rutineret Merkel-støtte.

Efter at have mistet grebet om fraktionen, mistede Angela Merkel så grebet om vælgerne ved søndagens valg i Hessen. CDU gik over ti (10) procentpoint tilbage, og 73 procent af de frafaldne CDU-vælgere begrundede deres farvel til partiet med utilfredshed med tilstanden i den store koalition i Berlin.

Merkel stod med hovedansvaret for nederlaget, og det var kun en plaster på såret, at en stærkt svækket partifælle, Volker Bouffier (67) kunne fortsætte som ministerpræsident i forbundsrepublikkens mest velstående land.

Presset øges mod SPD’s ledelse

Angela Merkels beslutning øgede presset på det lige så skamferede SPD’s ledelse. Duoen i spidsen, partiformand Andrea Nahles (48) og finansminister Olaf Scholz (60), reagerede med tøven på lussingen i Hessen, hvor partiet tabte en tredjedel af sine stemmer. Landspolitisk står det tidligere så mægtige parti til 14-16%. Det kan næsten gentage den radikale Karl Skyttes udtalelse efter et valgnederlag: ’Hvis vi får et nyt resultat af den art, kommer vi til at skylde’.

Nahles/Scholz forsøgte søndag at lamme kritikken ved at kræve ’en køreplan’ for samarbejdet i den store koalition, GROKO. Det var til grin allerede søndag aften, hvor journalister og politikere som Robert Habeck (47), formand for Die Grüne, og Christian Lindner (39), formand for det liberale FDP, gjorde opmærksom på, at GROKO jo både har en koalitionsaftale, et regeringsprogram og et finanslovsforslag.

Hvordan er det lige, at en ’køreplan’ kommer ind i det billede, og hvad skal den bevirke af nytænkning?

’Hvis vi får et nyt resultat af den art, kommer vi til at skylde’

Dele af SPD krævede i dag indkaldelse af en ekstraordinær kongres, og meningen er klar. Hovederne skal rulle. Olaf Scholz er en driftssikker, men uinspirerende og kedelig politiker og Andre Nahles har begået talrige fejltrin, siden hun blev valgt til partiformand i april i år med kun 66 pct. af de delegeredes stemmer.

Må man erindre om, at Martin Schulz (62) 13 måneder før var blevet valgt til den samme post med 100 pct. af stemmerne. Ham gik det ilde, Nahles går det heller ikke godt for.

Hun har mistet føling med stemningen blandt medlemmerne. Hun forstod ikke, at det ville vække modstand at indstille den store valgtaber Martin Schulz til posten som udenrigsminister. Eller at det var acceptabelt at forfremme præsidenten for forfatningsbeskyttelsen (Bundesamt für Verfassungsschutz) til en viceministerpost efter at han havde kissemisset med det fremmedfjendske og til dels fascistiske AfD.

CDU skal finde den næste kansler

Situationen er endnu så uklar, at det ikke er til at vide, hvordan CDU vil positionere sig i fremtiden. Kommer der en ny stærk partiformand, der samtidig er kanslerkandidat, eller vil man gå efter en model med en duo i ledelsen?

En ting er sikkert: Der vil komme et enormt pres på Angela Merkel for at gå, f.eks. i løbet af 2019, så en afløser kan profilere som forbundskansler. Men koalitionen er på den anden side så svag, at et vindstød kan puste dem omkuld.

En anden ting er næsten lige så sikkert: CDU’s kanslerkandidat bliver også forbundskansler.

Det er nærmest umuligt at få øje på et flertal udenom CDU/CSU. Med SPD’s svækkede tilstand vil det kræve, at SPD kan danne regering med både Die Grüne, det mere og mere økonomisk liberale FDP, og Die Linke, som har sit udspring i DDR’s kommunistparti. At gå i regering med Die Linke er ensbetydende med et dødskys.

Med CDUs centrale placering er opmærksomheden selvfølgelig koncentreret om arvefølgen. To har i skrivende stund meldt sig: CDU’s nyvalgte partisekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer (56), som Angela Merkel har udset sig som sin afløser, samt den tidligere fraktionschef Friedrich Merz (62), som i 2004 forlod politik i surhed over Merkels midtsøgende politik. Han er en stram konservativ og formentlig uden chance, for den nye formand skal både standse blødningen over for det fremmedfjendtlige AfD, men også over for Die Grünes mere humanistiske fremmedpolitik.

Partikongressen er i december. Den mand, vi skal holde øje med, er Nordrhein-Westfalens populære ministerpræsident, Armin Laschet (62). Han har formået at blive valgt i en delstat, som betragtes som SPD’s ’hjertekammer’. Han er midtsøgende og pragmatisk, og han er pot og pande med de liberales formand, Christian Lindner.

Og det er ikke uvæsentligt, hvis der skal dannes en regering bestående de kristelige partier, Die Grüne og FDP.

Selv om Armin Laschet ikke kandiderer til december, vil han langt fra være ude af billedet som CDU’s kanslerkandidat.

Men foreløbig går Tyskland et usikker og uvis fremtid i møde med en ledelse, der er stærkt svækket, og det gælder også udenrigspolitisk. F.eks. i EU og dermed forhandlingerne om Brexit, eller i forhold til uregerlige størrelser som Recep Erdogan i Tyrkiet, Vladimir Putin i Rusland eller USA’s præsident, Donald Trump.

Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, er tidligere Bonn-korrespondent og takker for bidrag til farvepatroner, der kan sendes til 20333031.

Foto: Wikimedia Commons

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Europa