HEBRON // REJSEBREV – ”Jeg skal lige være helt sikker på, at du forstår, at det ikke er sikkert for en israeler at være derinde. Har du kontakt til nogen, som du skal være ved? Der kommer ikke nogen og hjælper dig, hvis du kommer i problemer” Ja, jeg har styr på det, svarer Kiowa Rudolph, der rejser ind i hjertet af Hebron, et af Mellemøstens mest eksplosive brændpunkter.
Turen starter fra Ein Gedi, en kibbutz grundlagt i 1956, der ligger lige syd for den Besatte Vestbred, ved Det Døde Hav i Israel og går over udkanten af Beer Sheva, hvor der er busskifte ved Junction Shoket.
I fugleflugtslinje er der kun 30 kilometer mellem Ein Gedi og Hebron, men med offentlig transport er det en 135 kilometers tur på 3,5 time ad Route 90, hovedvejen, der slanger sig gennem hele Israel, fra Metula i nord, lige på grænsen til Libanon, til Eilat ved Det Røde Hav i syd.
Vejen går bl.a. langs Det Døde Hav til Neve Zohar, før opstigningen i de jordanske bjerge begynder.
Det er nu en fin tur langs Det Døde Hav, hvor man passerer Massada, hvor vandrehjemmet er et besøg værd: Især omkring fuldmåne er det vildt at gå en tur i landskabet nedenfor Massada, efter mørkets frembrud.
Bag dem er en mur, jeg har set billeder af, Adskillelsesmuren med graffiti, der skal holde palæstinenserne, hvor israelerne vil have dem…
Udsigten på Route 90 er fantastisk, især da opstigningen mod Arad begynder. Så får man pludselig et flot udsyn over det Døde Hav oppefra, med Jordan som bagtæppe. Da jeg skifter bus, er det mere end 30 grader varmt. En del biler holder ind i kortere eller længere tid ved busstoppestedet, og indimellem får nogle et lift. Det er ikke unormalt at blaffe i Israel. Jeg venter dog i skyggen fra busskuret på den skudsikre ”armored” bus, der med sine skudsikre vinduer kan modstå en 7,62 kalibers kugle og delvis overleve eventuelle sprængninger. Den kører mod den jødiske bosættelse Kiyart Arba, som ligger med udsyn over Hebron.
Muren
Efter et par minutter kørsel i bus 254, kører vi ind på Den Besatte Vestbred. Det anes ved et checkpoint og muren, der skærer sig gennem Israel. Muren bliver kaldt forskelligt, alt efter hvilken side man ser den fra: Sikkerhedsmur, adskillelsesmur eller apartheidmur.
Man ser med det samme, at stoppestederne her er terrorsikrede med betonelementer eller søjler af metal, så man ikke kan køre ind i folk, der står og venter på bussen. Vi runder flere bosættelser på vejen i dette ellers forholdsvis golde landskab; alle er skærmet med porte, der langsomt glider til side, når vi skal ind og ud af dem. De fleste af dem, der skal af og på bussen, er soldater i uniform med deres våben hængende over skulderne.
Halvvejs til Hebron begynder der at dukke røde skilte op i vejkanten, der advarer om, at denne vej fører til palæstinensisk område, at det er forbudt for israelere at køre derind, og man kan risikere at blive slået ihjel.
Vel ankommet til bosættelsen Kiyart Arba er det tid til at finde frem til den gamle bymidte og Al – Shuhada Street, hvor jeg skal overnatte på taget af en treetagers bygning. Ikke mange i bosættelsen taler engelsk, og de virker ikke rigtig, som om de er det mindste interesseret i at hjælpe. Den femte person, jeg spørger, en ældre herre, vil dog gerne, og vupti, så har han skaffet mig et lift til Mashbella, som jeg troede hed The Tomb of the Patriarchs.
Den israelske bosættelse ligger to kilometer fra helligdommen, der er delt i synagoge og moske og kaldes henholdsvis Tomb of the Patriarchs eller The Ibrahimi Mosque. Her, siges det, ligger Abraham og Sarah, Isaac og Rebecca, Jacob og Leah begravet (altså dem fra biblen). Stedet ligger i hjertet af Hebron, og turen tager kun omkring fem minutter i bil.
Den gamle bydel i Hebron
Jeg står ved den jødiske indgang til Tomb of the Patriarchs, men jeg skal ind i den gamle bydel. Hebron er opdelt i to dele, H1, som er under palæstinensisk selvstyre og H2, som er under israelsk kontrol. Det giver en masse udfordringer for den frie bevægelighed, med checkpoints, betonmure og no-go-områder.
Ved Mashbella/Tomb of the Patriarchs/The Ibrahimi Mosque – kært barn har mange navne – finder jeg en dame fra Canada, der taler engelsk og sørme også hebraisk. Hun er sød at spørge soldaterne om Al-Shuhada Street. De ser lidt mistroisk på mig og spørger, hvor jeg er fra. De spørger mig to-tre gange (oversat), om jeg er helt sikker på det? Der ikke er nogen israelske soldater til at passe på mig derinde, i den gamle bydel af Hebron.
Min ”oversætter” siger: ”Jeg skal lige være helt sikker på, at du forstår, at det ikke er sikkert for en israeler at være derinde. Har du kontakt til nogen, som du skal være ved? Der kommer ikke nogen og hjælper dig, hvis du kommer i problemer” Ja, jeg har styr på det. 30 meter fra de første soldater, sidder endnu to i et bur; de spørger, hvor jeg er fra og siger ok, da jeg siger Danmark. 20-30 meter længere fremme, endnu en soldat i bur, og så sådan en drejedør i metal, som i Tivoli, der kun kan bevæge sig én vej, som man skal igennem. Jeg føler lidt, at jeg er nået til point of no return, for hvad pokker er det, der er derinde, som er så farligt, at det skal omkranses af snesevis af checkpoints og mange kilometers hegn og betonelementer?
Man entrer lige i hjertet af det gamle marked og de smalle labyrintagtige overdækkede handelsgader, hvor cirka halvdelen af dem er lukkede på denne tid af dagen. Har lidt problemer med at finde rundt, spørger nogle forskellige. En kender damen, jeg skal bo hos og sender mig i en retning. Jeg ender i noget, der ligner en blindgyde efter at have passeret gennem en smal urinlugtende gang, hvor jeg, hvis jeg strækker armene ud, kan nå begge sider og loftet med. Er ret spændt på, hvad der møder mig på den anden side.
Spørger en dame med et barn, som kommer ud fra noget, der ligner en børnehave. En pige, der kommer lige efter hende, siger ”ja, ja, hende kender jeg”, da jeg viser et billede af min landlady.
Og hun går hurtigt foran mig, tilbage mod manden, der sendte mig i modsatte retning. En lille bil skal ud gennem de smalle gange, og pigen og jeg står og venter tålmodigt. Jeg sveder som sædvanlig tran. Har mere tøj på, end jeg har lyst til – halvlange bukser og t-shirt med ærmer. I varmen ville jeg helst have haft shorts på, det skal ikke være en hemmelighed, men det er anbefalet i guidebogen, at man har dækket ben og skuldre. Så det har jeg.
Bilen kører mange gange frem og tilbage, for at bakke ud. En dame i bilen rækker nogle servietter ud til mig gennem det åbne bilvindue. Jeg smiler taknemmeligt, siger tak, og tænker lettere ironisk, ja de er sgu godt nok farlige her.
Pigen går hurtigt foran mig. Vi passerer bure med høns, krukker med krydderier og andre handelsvarer, og jeg når lige kort at tænke, om hun mon fører mig på afveje, da vi runder et hjørne, der ender i en blindgyde. En kæmpekalkun holder styr på nogle høns og gæs; bag dem er en mur, jeg har set billeder af, Adskillelsesmuren med graffiti, der skal holde palæstinenserne, hvor israelerne vil have dem. Pigen rækker hånden frem og siger ”shekel” ved indgangen til en åben dør. Jeg tilbyder hende to, men hun ender med at få fem shekel. Skal vist til at lære at finde vej selv.
Jeg går op på første sal for at finde min landlady og glæder mig til at komme af med min bagage og sidde lidt. Jeg kommer ind i et større rum, hvor 10-12 mennesker sidder og skal til at spise. Der er masser af lækker mad på bordet. Jeg bliver straks tilbudt at spise med; der er ikke noget med at udlevere nøgle til værelse med det samme, kan jeg godt fornemme.
Efter noget tid, går det op for mig, at det er turister, som er på endagsrundtur i Hebron, inklusive med hjemmelavet mad. Snakken går lystigt og fortællingen om situationen i Hebron, fortællingen om Al-Shuhada Street, en palæstinensisk handelsgade, der blev lukket af de israelske myndigheder og militær, efter den amerikansk-israelske jøde Baruch Goldstein åbnede ild og dræbte 29 palæstinensere og sårede over 100 mennesker under bøn i The Tomb of the Patriarchs 25. februar 1994.
Der blev lagt en jernring om bymidten, som begrænser de palæstinensiske beboeres bevægelsesfrihed. Gaden har i de sidste 25 år været åbnet i begrænsede perioder for gående palæstinensere, men er lukket igen. Så kun turister og israelske bosættere må benytte den. De palæstinensiske butikker har været lukket ned i alle årene.
Siden 2010 har der årligt været demonstrationer på årsdagen for massakren for at få åbnet gaden igen. Vi får syn for sagn, da maden er spist, og vi bevæger os op på taget i 2. sals højde. Al-Shuhada Street slanger sig yderst langs den gamle bymidte og langs adskillelsesmuren, bestående af graffitimalede betonelementer. Lige nu er det eneste liv, der ses på Al-Shuhada Street soldater. Det er tydeligt at se, hvor bosætterne bor, da de demonstrerer det med det blå/hvide israelske flag, når man drejer sig væk fra Al-Shuhada Street og kigger ud over den gamle bydel. Der er minareter og i baggrunden anes The Tomb of the Patriarchs.
Det er helt umuligt at se gaderne, husene ligger som legoklodser i varierende højde i det gamle downtown Hebron. Der er bakker hele vejen rundt, så vi befinder os lige i smørhullet. På bakketoppene ses flere steder vagttårne, man føler sig en anelse overvåget. Vi får fortalt, hvordan en nabo måtte kravle over taget i mange år, når de skulle ind og ud af deres hus, fordi hoveddøren var blevet boltet til den dag i 1997, hvor deres handelsgade blev barrikaderet og lukket.
Vi får at vide, at vi helst ikke skal fotografere mod den side, hvor det israelske militær har en base.
Endelig får jeg nøglen til værelset, hvor jeg skal overnatte. Det er bygget på taget i betonelementer, mellem vandbeholdere og paraboler. Godt klimaet er varmt. Der skulle have overnattet en anden pige også, men hun har meldt fra. Lidt rart at få det for sig selv, også selvom der er tre senge i rummet. Især i betragtning af at toilet og brus ligger i forlængelse af køkkenet, og kun er muligt at adskille med et badeforhæng. Men tænk en gang, jeg får taget for mig selv og kan sidde der med min kaffe og nyde solop- og nedgang til lyden fra de mange minirater, der kalder til bøn over hele byen.
Min landlady og hendes mor joiner mig på taget senere, da der skal tages vasketøj ned. Moren, der ellers tidligere havde tørklæde på, har taget det af, og jeg lægger rigtig mærke til hendes smukt ældede og fugede ansigt, der vidner om mange års levet liv. De taler sammen, mon ikke det er om dagens begivenheder? Eller måske morgendagens? Jeg ved det ikke, forstår ikke arabisk. Men det lyder hyggeligt, mellem hornene fra bilerne, der bliver trykket på i de gader jeg ikke kan se, i mellemøstlig stil.
Min landlady tilbyder mig at gå med på en guidet tur, hun har i morgen, men jeg takker nej, da jeg gerne vil fotografere, og det kræver lidt tid. Men gæstfriheden er stor hos hende.
Jeg får lavet noget instant kaffe og sidder på tagterrassen og fordøjer dagens indtryk efter en hurtig gennemgang og udpakning i værelset. Jeg kan ikke komme mig over, at her sidder man praktisk talt og skider i køkkenet, for badeværelse og køkken går ud i et.
På trods af dagens oplevelse med at blive advaret om at gå ind på palæstinensisk område, gennem et bevogtet checkpoint, så er jeg blevet mødt af en utrolig gæstfrihed, smil og fortællinger, der kræver eftertanke.
Ingensmandsland
Dagen efter går jeg ud lidt på må og få. Tager vejen modsat, hvor jeg ankom fra, dagen før. Sikrer mig lige, at jeg har et billede og navn på min landlady, hvis jeg nu skulle fare helt vild. Der er kommet gang i de forretninger, der var lukket dagen før. En slagter, krydderier i lange baner, kyllinger, grøntsager lidt længere væk, tøj en masse.
Ved frokosttid står den på falafel i brød og friskpresset appelsinjuice. Jeg sætter mig på et lille torv og spiser for at betragte livet på gaden; en lille dreng kigger nysgerrigt og moren smiler til mig og siger goddag. Der er ikke mange turister her, så regner med, det er derfor, drengene lurer sådan. Vi udveksler navne og smil og vinker til hinanden, da den lille familie bestående af far, mor og barn går videre.
Her bemærker man ikke adskillelsesmuren, og livet går sin vante gang med dytteri, cigaretsælgere og på bestemte tidspunkter kalden til bøn fra minareterne. Men løfter man blikket, kan man ikke undgå at se pigtråd og indimellem vagttårne spredt i horisonten over byen.
Efter middagsheden er overstået, går jeg gennem checkpointet ved The Tomb of the Patriarchs for at gå en tur på Al-Shuhada Street. Da det første checkpoint er passeret og passet fremvist, føles det lidt som ingenmandsland og en lidt ambivalent følelse opstår, da jeg kommer til at tænke på, at der lige bag ved adskillelsesmuren er folk, der bor her og har gjort det i mange år, der ikke har den frihed til at gå her, som jeg har. Det føles ikke rigtigt.
Jeg er dog OBS på, at nogle drenge begynder at svinge armen, og når jeg vender hovedet mod dem, kan jeg se, at de stopper deres forehavende. De har en lille slynge i hånden, og jeg regner med, at der ligger en lille sten i den. Jeg stopper og fotograferer og vender min opmærksomhed mod dem, hver gang jeg ser, de begynder at svinge armen. Der kommer ikke noget i min retning.
I dette ingenmandsland hører jeg en fløjten og kigger op over nogle olietønder, der står som afskærmning, og ser et lille ansigt i et vindue bag tremmer oppe på anden sal, og en lille hånd laver et V-tegn.
Hvad nu hvis mange gerne vil leve i fred og fordragelighed med hinanden? Er det så ikke deres stemmer, vi bliver nødt til at lytte til, hvis der skal være noget som helst håb om en fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinensere, og det uanset om løsningen skal være en tostatsløsning eller et samlet Israel?
Jeg ved ikke helt, om det skal tolkes som fred eller sejr, ingen af delene synes repræsenteret her. På den anden side af Tomb of the Patriarchs mødes jeg af et andet barns blik, hvis fysiske bevægelsesfrihed også er begrænset af metalhegn. To unge mennesker, der kommer til at tegne fremtiden og adskilt af forestillinger om de andre af historiske, og knap så historiske, begivenheder. Disse to børn burde løbe og lege på gaden, mødes på hjørnet, i skolen eller hos købmanden. Men det gør de ikke. Begge parter har tabt og står i en fastlåst situation som begrænses af stål og beton, mod og hovmod, fortid og nutid. Fremtiden er kun et skridt, kun et stenkast væk, og løsningen på problemet ligger næppe i fortiden, næppe i mere opdeling, næppe i bagklogskabens klare lys.
Men indtil der måske kommer udvikling, positiv forhåbentlig, synes jeg, fortællingen om, hvor farligt der er bag betonelementerne og stålet må nuanceres.
Jeg bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved den fortælling, Israel skaber om palæstinenserne, om at de kun vil dem ondt. Jeg er helt på det rene med, at der sker angreb, fra begge sider, men i hvad der nogle gange kaldes ”det eneste demokrati i Mellemøsten” må og burde angreb og begrænsningen af bevægelsesfriheden ikke ske fra statens side. Hvad nu hvis mange gerne vil leve i fred og fordragelighed med hinanden? Er det så ikke deres stemmer, vi bliver nødt til at lytte til, hvis der skal være noget som helst håb om en fredelig sameksistens mellem israelere og palæstinensere, og det uanset om løsningen skal være en tostatsløsning eller et samlet Israel.
Jeg forlader Hebron eftertænksom, der kører en ”tram”, som er gratis minibuskørsel, til bosættelsen. Her i bussen sidder en dame, som vist er den eneste, der taler engelsk, og ser glad ud, da jeg fortæller, at jeg er fra Danmark. Hun er underviser, og de læser for tiden om, hvordan jøder i Danmark under 2. verdenskrig blev hjulpet til Sverige af menige danskere, og hun ærgrer sig over, at hun ikke har bogen med, de læser, så jeg kan udtale de lokale stednavne rigtigt, så hun kan høre det.
Kommer til at tænke på fortællinger fra Gilleleje, om fiskere der sejlede over, med eller uden betaling og fortjeneste, og om de liv, der heldigvis blev reddet fra udryddelse i kz-lejrene. Sender en tanke til Melchior-familien, som jo tog denne tur over sundet og heldigvis overlevede.
På hjemturen i Beer Sheva på busstationen, nu uden for Den Besatte Vestbred, skal jeg lige have stillet min sult, og det skal gå hurtigt, inden min busforbindelse tilbage til Ein Gedi, så det bliver McD. Kosher McD. Altså hvor soft-icen og andre mælkeprodukter er skærmet bag et par svinglåger, som i bedste Western-stil, for at være adskilt fra alt, hvad der minder om og er kød.
Her er ingen ost i burgerne eller bacon for den sags skyld. Foran mig i køen står en ung kvinde med et gevær over skulderen med den største selvfølgelighed og i uniform. Der er obligatorisk værnepligt i Israel, tre år for mænd, to år for kvinder. Geværet er godt nok ikke ladt med et magasin, men jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det gevær kan skyde for at dræbe.
På tatoveringen på hendes arm står: ” As I walk The Hemisphere, Got my wish to up and disappear”, “No Ceiling” – det er en sang af Eddie Vedder.
Fortsættelsen lyder: “I’ve been wounded, I’ve been healed, Now for landing I’ve been, landing I’ve been cleared”.
Det kunne være godt her, hvis de såredes sår, både de historiske og de nuværende, kunne blive helet, og der kunne landes en mere fri fred, for alle, end der er nu.
Topillustration: Solopgang over Hebron. Alle fotos: Kiowa Rudolph.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her