Hviderusland Belarus

Til Hviderusland #1 – På vej mod Minsk igen

i Rejse/Europa af
BELARUS-SERIEN FORTSÆTTER // ESSAYSERIE – Serien fortsætter: journalistparret Anne Haubek og Thomas Ubbesen tager tilbage til Hviderusland. Ligesom sidste gang er Belarus (Hviderusland) i flammer og protester. Igen deler de deres historie med POV’s læsere. I dag fortæller de om afrejsen og frygten for ikke at blive lukket ind i landet, og derefter kommer deres første reportage om Anna, som ser helt anderledes ud end for en måned siden, da de sidst besøgte hende.

Endnu en gang er vi på vej mod Minsk med hjertet oppe i halsen.

Bliver vi lukket ind også denne gang? En bare overfladisk undersøgelse af os vil afsløre, at vi har gjort noget, vi ikke måtte, sidst vi var i Hviderusland: bedrevet journalistik på et turistvisum.

Det er præcis en måned siden, vi var der sidst. Vi har forsøgt at følge med i begivenhederne i Hviderusland hjemmefra, men de fleste udenlandske journalister er blevet smidt ud, så det er sparsomt med detaljer fra oprøret i ’Europas sidste diktatur’

Solen står skarpt på vej op over Kastrup – og i den næsten tomme lufthavn tjekker vi nok en gang, at vi har alt det, de hviderussiske myndigheder forlanger: kontanter, negativ COVID19-test, sygeforsikring, hotelreservation, returbillet.

Det er præcis en måned siden, vi var der sidst. Vi har forsøgt at følge med i begivenhederne i Hviderusland hjemmefra, men de fleste udenlandske journalister er blevet smidt ud, så det er sparsomt med detaljer fra oprøret i ’Europas sidste diktatur’, der har været i gang siden valget, den 9. august.

Vi har talt med venner derovre, der virker stressede og trætte. Vi rejser igen denne gang under radaren, som turister. Det er vores eneste mulighed for at finde ud af, hvad der sker.

Vi mellemlander i Warszawa, fordriver nogle timer i endnu en næsten tom lufthavn, hvor personalet er mere end ivrige for at betjene de få rejsende.

Så drejer Belavia-flyet fra det hviderussiske statsselskab ind foran gaten, netop ankommet fra Minsk og klar til retur.

Hvad vi har kunnet følge på afstand siden sidst er:

Mange demonstrerende hviderussere har fået tæsk og er blevet kastet i overfyldte fængselsceller, domme og bøder er blevet uddelt med rund hånd, tåregaskanoner og knipler har været i flittig brug og der er konfiskeret uendelige mængder af rød-hvide flag, protestens symbol.

Præsidenten har demonstreret sin vilje til at fortsætte med at bruge vold ved hver given lejlighed overfor sine  landsmænd.

Hvad vi ikke ved: Hvordan er stemningen i gaderne? Er energien stadig lige stor? Og håbet? Har revolutionen ændret karakter? Er det lykkedes at skræmme hviderusserne? Holder de stadig sammen? Er det forbi? Eller er det i fuld gang?

Det er det, vi skal finde ud af i de kommende dage. Vi skal ud og tale med en masse mennesker. Både i Minsk og ude på landet.

Hvis vi altså bliver lukket ind igen.

Belavia-flyet sætter landingshjulene på hviderussisk jord; få minutter senere står vi foran grænsebetjenten bag den tykke glasrude. Vi har forberedt os på alle tænkelige spørgsmål, øvet vores svar flere gange undervejs.

Men det eneste, der sker, er, at vi får et stempel i passet, og slusen bag betjenten ud til ankomsthallen går op.

Vi er inde, igen!

PS: Og vi er sikkert ude igen. Det er derfor, at vi kan skrive nu. Vi vil i de kommende dage fortælle om vores oplevelser og møder med hviderussere.

Dag 1 – første reportage

Vi er alle udmattede, men det vil lykkes.

Vi kalder hende Anna her og viser ikke billede af hende. Bare for at være på den sikre side. Myndighedernes chikanerier er taget til i Hviderusland, siden vi var her for en måned siden og også mødte Anna.

Hun er forandret. På bare en måned er hun blevet mærkbart ældre – selvom hun kun er 24 år gammel

Folk bliver tilbageholdt i stor stil for deres deltagelse i fredelige demonstrationer, de bliver filmet og pillet ud af mængden af Lukasjenkos skånselsløse tæskehold, OMON. Mange trues på deres eksistens og levebrød.

Hun er forandret. På bare en måned er hun blevet mærkbart ældre – selvom hun kun er 24 år gammel. Dengang var hun ude og demonstrere flere gange om dagen – både i middagspausen fra sit arbejde og om aftenen, når hun havde fri. Hun var både modig og bange på én gang.

I dag er hun ikke bange mere. Og så prioriterer hun sine kræfter, for hun er klar over, at dette kommer til at tage lang tid.

Hviderusland Belarus
Til demonstration i Hviderusland, Privatfoto.

Anna er med hver søndag til den store demonstration, hvor menneskemængdens enorme antal – som regel mindst 100.000 hver søndag – virker som hinandens beskyttende arme.

-Alle føler, at de MÅ gå på gaden om søndagen, det er ikke kun en pligt, det er også en indre nødvendighed. Vi står sammen om det her!

– Og alle forbereder sig også mentalt på at blive arresteret. Vi modtager advarsler på sms fra politiet, hvor der står: ”Begå ikke flere dumheder”.

Anna har selv prøvet turen i fængsel nogle timer.

-Det var til en kvindedemonstration. De omringede os og tog os med på stationen. De filmede os og tog vores fingeraftryk. Vi gjorde ikke modstand, og de beholdt os 3-4 timer.

Det kan tage måneder, det kræver stor styrke og tålmodighed, men folk er stadig beslutsomme og forenede. Vi er alle sammen vidner til fødslen af en ny nation

Den oplevelse tager hun roligt.
-Men jeg har nu ikke fortalt min mor om det, smiler hun.

På politistationen fandt hun ud af, at oprøret ikke kun tærer på kræfterne hos dem, som går på gaden, men også hos politiet selv.

-Betjentene sagde til os: ’Hvorfor gør I det her? Vi er så trætte her på stationen. Vi har familier og børn. Og I er så unge’. De lod endda nogen gå uden at registrere dem, ’løb’, sagde de bare, når deres kolleger ikke så det.

Retsmøder er åbne i Hviderusland, og Anna er med i en gruppe, der overværer sager mod demonstranter for at samle dokumentation. Her har hun oplevet, at de seneste to måneders revolution også er ved at tvinge selve retssystemet i knæ.

Hun var i retten hele sidste uge.
-Det ligner ikke en domstol, der er intet forsvar, alt flyder, folk idømmes store bøder og fængselsstraffe for ingenting. Der var en sag om en mand, der var blevet anholdt, da han kom for at hente sin kone fra fængslet!

-De er meget udmattede i retssalene, der bliver produceret stakkevis af dokumenter, al ferie er inddraget, og arbejdsdagen hos domstolene er 12-15 timer lang nu.

Anna har indstillet sig på, at dette – revolutionen – kommer til at tage lang tid, men vi er også vidner til noget stort, siger hun.

-Det kan tage måneder, det kræver stor styrke og tålmodighed, men folk er stadig beslutsomme og forenede. Vi er alle sammen vidner til fødslen af en ny nation.

Hun håber, at oprøret stadig kan trække international opmærksomhed, for det er nødvendigt. De internationale medier bærer et stort ansvar for, at de ikke bliver glemt.

-Hviderusserne har gjort alt, hvad man kan forlange. Hvad mere kan vi gøre indefra? Det her er ikke 1917, hvor man griber til våben og stormer paladser. Det er 2020. Nu må Europa træde til.

-Jeg har vænnet mig til det her, det er bare vores realitet nu. Jeg er ikke bange længere, det er mit land.

 

LÆS FLERE AF ANNE HAUBEK OG THOMAS UBBESENS REPORTAGER HER


Topillustration: privatfoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016), ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). "Vi var folket - møde med østeuropæerne 30 år efter murens fald", Gyldendal, 2019.
Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.

Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Rejse