Iran indefra: På opdagelserejse i det gamle perserrige

William Mikkelsen 30.08.2019

REJSEBREV // IRAN – Skal EU eller Uncle Sam tage det for gode varer, når Iran påstår, de ikke vil være en hegemon magtfaktor i Mellemøsten og på baggrund af det ufortrødent forhandle atomprogrammet? Svaret på dette komplekse spørgsmål ligger blandt andet i det iranske styres forståelse af den lille jihad og landets historie, der vidner om dybe sår på grund af ydmygelser fra vestlige lande og koloniseringsforsøg.

Jeg har rejst rundt i to uger på kryds og tværs med bus, tog og taxi i dette kæmpestore land. Jeg har talt med mange gæstfrie lokale om deres forhold til fædrelandet og deres sunni-naboer – og herved fået et stærkt indtryk af iranernes nationale stolthed.

Præstestyret og revolutionsgarden føler, at deres magt er legitim, da det er en garant for nationens fortsatte beståen. Irans overlevelse er dermed ikke betinget af et ikke-legitimt repræsentativt demokrati og markedsøkonomi. Præstestyret finder vestlig kultur materialistisk og åndløs fordærvet, og føler sig som beskytteren af den iranske civilisation, der ikke må tilintetgøres af kættere, navnlig vestlige og regionale magter, som styret konstant føler sig eksistentielt truet af indefra og konstant omringet af på de ydre parametre.

Det overraskede mig så, at iranerne højlydt i det offentlige rum kritiserede præsident Hassan Rouhani for ikke at ville genforhandle atomaftalen, da USA bakkede ud. Ydermere sagde de faktisk, at den øverste leder, Ayatollah Khamenei, burde fyre ham og få vogternes råd til at finde en mere moderat politiker

I millionbyen Teheran går jeg ad små gader og stræder, indtil jeg kommer til den gamle amerikanske ambassade. Den blev stormet af studerende i forbindelse med den iranske revolution i 1979 og er nu lavet til museum.

Ude på ’spionredens’ høje mure er der graffiti af frihedsgudinden satirisk tegnet som et skelet. Så er scenen sat. Inde på ambassaden, hvor guiden Amil tydeligvis har lært, hvad han skal sige, mente man, at revolutionen var en følge af indre og ydre fjender, som forpestede den persiske civilisation.

Amil peger bl.a. på de indre fjender som Pahlavi-dynastiet, der i høj grad var styret af CIA og ikke var i overensstemmelse med troen, blandt andet fordi dynastiet forkastede de shiitiske dogmer og gejstligheden. Derudover af ydre fjender, hvor Amil belærte mig om, at den første golfkrig var en defensiv hellig krig mod krigsherren Saddam Hussein og hans venner i Vesten (Frankrig, England, Saudi-Arabien og USA), dertil med støtte af Saddams brug af kemiske våben.

På Teherans nationalmuseum og i bøger kunne jeg konstatere, at Amils faktuelle påstande ramte historisk rigtigt og det kan bekræftes, at Iran tidligere, før Pahlavi-dynastiet, har fået disse ar fra indre og ydre fjender.

Kritik af præsident Rouhani

Det var 45 grader, da jeg rejste rundt denne juli, mens situationen i Hormuz-strædet optrappedes. Og der er ikke kun dragtkrav for kvinder – det var et lovkrav, at jeg som mand skulle have lange bukser på. Det kunne godt give skår i rejsehumøret. På grund af uroen i Hormuz-strædet med opbringning af skibe og dronenedskydning var stemningen trykket i metropolbyerne Isfahan og Shiraz – de ville nemlig være de første mål for Tomahawk-missiler, fordi de største våbendepoter og atomfaciliteter er strategisk placeret dér.

De altid venlige lokale på tecaféerne ville meget gerne høre min mening om konflikten over en safran-te og en daddelkage. Med det nemme formelle svar, jeg altid bruger i diktaturstater, som denne og Nordkorea for eksempel, mente jeg, at de amerikanske sanktioner ramte fuldstændig skævt i samfundet, da det var de fattige iranere, der ville blive ramt pga. højere inflation og højere ungdomsarbejdsløshed.

Jeg snakkede med en lokal, der boede i en landsby tæt på det Kaspiske Hav. Han studerede English Litterature. Han sagde lavmælt, at han var bekymret. Priserne steg hver dag: Medicin, mad, mælk, tøj – hvornår stopper det, spurgte han

De nikkede genkendende til mit synspunkt, men det overraskede mig så, at de højlydt i det offentlige rum kritiserede præsident Hassan Rouhani for ikke at ville genforhandle atomaftalen, da USA bakkede ud. Ydermere sagde de faktisk, at den øverste leder, Ayatollah Khamenei, burde fyre ham og få vogternes råd til at finde en mere moderat politiker.

Det overraskede mig endnu mere, at det var et synspunkt, jeg mødte flere steder. Normalt i lande, hvor presse- og ytringsfriheden som i Iran er i frit fald og hvor man tænker, at væggene har ører med hjælp fra de diverse værktøjer, burde det at ytre sig offentligt få folk til at blive angste bare ved tanken. Da Syrien og Iran er perlevenner, er det en nærliggende tanke, at Iran har fundet inspiration for samme sikkerhedstjeneste-struktur som Syriens Mukhabarat. Men dette virkede ikke som tilfældet at dømme efter den generelle adfærd i befolkningen.

Andre opsigtsvækkende oplevelser var, at nogle drenge og nogle piger så shorts som en ny trend. De viste mig også de forbudte alkoholbarer. Dette kunne indikere, at en stor veluddannet ny generation ikke ser statens love som legitime og søger en mere moderat verdslig tilværelse, som f.eks. kunne ligne det vestlige Tyrkiet.

Den retmæssige leder af shia-islam

Togturen fra Shiraz til Teheran på 16 timer var ikke, hvad jeg havde forventet. Den var yderst komfortabel i forhold til de andre transportmidler, jeg har brugt i mellemøstlige lande. Toget var højteknologisk med stereoanlæg i hver kabine samt en lille konsol, så man kunne tilkalde kabine-service. Maden blev serveret på porcelæn og var inkluderet i prisen. 120 kroner for en rejse på 16 timer! DSB’s toge når ikke på nogen parametre dette tog til sokkeholderne. En medpassager fortalte mig, at iranerne havde importeret toget fra Kina som en slags symbolsk handel, fordi Kina holder hånden under dem, som han stolt sagde.

Som et kuriosum kan det bemærkes, at det var danske ingeniører, som i 1930’erne var arkitekter bag anlæggelsen af de meget velfungerende baner i Iran.

Som et af de få lande af sin type i verden, har Iran aldrig været koloniseret. Bjergene, vi kørte igennem i de komfortable tog, var Zagros-bjergene og Alborz-bjergene. Disse har hjulpet iranerne til at forskanse sig mod imperialismen. Bjergene var også grunden til, at Saddam Hussein aldrig kunne trænge ind i landet under den første golf krig – som de russiske sletter og vinteren standsede Napoleon og Adolf Hitler.

Iranerne ser sig gennem deres nationale selvforståelse som den unikke nation, der er den retmæssige leder af shia-islam, siden statsreligionen blev indført for 500 år siden af Safavid-dynastiet. I den islamiske verden, hvor 80-90% er sunnier, har iranerne følt sig alene og med en åndelig pligt til at beskytte den religiøse fromhed.

Dette har givet sig udtryk i deres nationale ’mindset’, en slags islamisk chauvinisme. Jeg bemærkede også, at man ikke kan få Nestlé eller Heinz i supermarkerne, men de kopierer flittigt i deres ihærdige beslutning om at være selvforsynende. Iranerne har oparbejdet en hjemmeproduktion, da import er bekosteligt, og selv biler fremtræder som sammenstykninger af Lada, Citroën og en Skoda.

Atomprogrammet er en forhandlingsbrik

Et andet museum, jeg besøgte i Teheran, var Holy Defence Museum, hvor iranerne udpenslede den store satan USA og marionetten England som roden til alt kætteri i deres samfund og derved Irans indre fjende. I 1953 blev den demokratiske valgte Mosaddeq kuppet af USA og MI6 pga. hans visioner om at nationalisere det sorte guld. Iran har den opfattelse, at et repræsentativt demokrati kan gøre en ende på deres nationale identitet og derved alt, hvad de står for som ældgammel civilisation – hvis provestlige aktører kommer til magten.

Angsten for disse indre og ydre fjender er blevet forstærket siden 11. september, hvor USA har været tilstedeværende i Irak og Afghanistan med tropper, samtidig med de blev sat ind i ‘Axis of Evil’-konteksten af George W. Bush. Siden USA’s retorik om ”Regime Change” har Revolutionsgarden sat en ære i at føre den lille jihad ud i livet ved en revanchistisk asymmetrisk krigsførelse og støtte til shiitiske militser i navnlig Irak, Syrien, Libanon, Yemen, Bahrain, Qatar, Gaza til at sørge for, at de udbreder deres ældgamle civilisations overlevelse, og samtidig skabe ’buffer zoner’ mod især uforudsigelige USA, wahabistiske Saudi-Arabien og zionistiske Israel, så Iran føler sig bedre befæstet. Derudover skaber denne proxykrig i andre lande en forhåbning om en fornyelse af det persiske rige som bl.a. gav dem store opfindelser indenfor arkitektur, kunst, litteratur, postvæsen m.m.

Irans kontroversielle atomprogram er således for dem ikke det væsentlige, men et skjul, en afledning, som skal lede opmærksomheden fra landets krige og øvrige magtpolitik. Atomprogrammet er en forhandlingsbrik til at nå i mål om at være en hegemon magt i regionen, samtidig med at de holder Vesten i skak, da Vesten ikke vil turde skride ind, fordi atomforhandlingerne vil smuldre som konsekvens.

Det bliver interessant at se en ny bevægelse reformere Iran indefra. Efter et årti med voldelige demonstrationer i 2009 og 2018, kunne det godt tyde på, at ungdommen vil noget nyt og andet, end hvad Khomeinis vision var i 1979. Men det er selvfølgelig lidt af en ørkenvandring i et land, hvor de høje herrer stadig sidder hårdt på magten.

Jeg snakkede med en lokal, der boede i en landsby tæt på det Kaspiske Hav. Han studerede English Litterature. Han sagde lavmælt, at han var bekymret. Priserne steg hver dag: Medicin, mad, mælk, tøj – hvornår stopper det, spurgte han.

Noget kommer der til sker inden længe – på den ene eller anden måde.

Fotos: Skribenten.