Smilet er væk - Mona Lisa skærer tænder • POV International

Synnøve Søe 24.03.2017

”Hej…” Vagten på ARoS, Museet for Moderne Kunst i Aarhus er lynhurtig.

”Hej?” En mand i begyndelsen af fyrrerne med en beige cap, jeans, sorte sneakers og sort dynejakke stopper op og træder et skridt tilbage fra hovedtrappen i museet, som han netop skulle til at gå op ad.

”Ja, undskyld, men du må ikke have rygsæk med på ARoS, desværre, der er skabe du kan låse af ovre i garderoben,” vagten smiler og peger til venstre væk fra trappen. ”Lige derovre…”

”Super, mange tak…” Manden giver et nik til vagten, der stadig smiler.

Min veninde, der er født i Haderslev, men nu bor i Dublin og som aldrig har været på ARoS før, ser lidt usikkert på mig. Vi har været i garderoben, og nu er vi så gået lidt i stå, for da manden med rygsækken skulle til at gå op ad trappen, var vi lige bag ham, og vi har derfor set det lille intermezzo.

”Hold da op, hvad hvis vagten ikke havde set ham?” spørger min veninde.

”Jeg kommer her jo flere gange om ugen,” siger jeg, ”så jeg har set det dér masser af gange, jeg er også selv blevet stoppet både med vandflaske og rygsæk, når jeg har glemt reglerne, vagterne ser det altid, de er så cool, og der er jo også overvågningskameraer, så…”

”Du ved godt, hvad jeg mener,” siger min veninde mens vi går op ad trappen.

”Ja… Louvre…” Jeg tøver lidt, da jeg siger det.

”Exactly, det er eddermame nemt at være terrorist her, meget nemmere end på Louvre, der har de bevæbnede soldater til at stå vagt.” siger min veninde.

”Nu er Paris jo ikke det samme som Aarhus og Louvre er heller ikke det samme som ARoS,” siger jeg, ”men jeg ved godt, hvad du mener og jeg tænker faktisk ofte på det, når jeg er her…”

Angrebet på Louvre

Fredag den 3. februar i år omkring klokken ti om formiddagen, var der som sædvanlig mange mennesker inde og hilse på Mona Lisa og alle de andre kunstjuveler, der er udstillet på Louvre i Paris, men lige pludselig hylede alarmerne, og på få sekunder var alle klar over, at det var alvor, uden at vide hvad alvoren gik ud på.

Gæsterne, der ellers stod og glanede på det lille maleri med kvinden med det mystiske smil, blev med lynets hast gennet ned i kælderen under det berømte museum, der i 2016 blev kåret som det mest populære museum i verden.

I en anden fløj blev gæsterne informeret over højtalerne om alvoren, mens sikkerhedsvagterne løb rundt og hurtigt fik samlet de omkring 1250 museumsgæster i en stor flok i den ene side af den bygning, de var i, gardinerne blev straks trukket for og ingen måtte stå ved vinduerne ifølge den amerikanske turist, Lance Manus fra Albany, New York som The Guardian talte med.

”Jeg tror de var nervøse for at der skulle komme et eller andet ind gennem vinduerne,” fortalte amerikaneren.

Folk er blevet bange for at gå på Louvre og efter den 3.februar måske endnu mere. Smilet er væk – Mona Lisa skærer tænder

Men der kom gudskelov ikke noget eller nogen ind gennem vinduerne på Louvre og efter et par timer hvor alt og alle blev gennemundersøgt inde og udenfor museet kunne museumsgæsterne igen komme op af kælderen og ud af sidebygningen.

Man må formode at blodet fra den enlige mand, med to mistænkelige rygsække, der med en kniv havde angrebet en af de væbnede soldater lige i nærheden af indgangen til Louvre og samtidig råbt, ”Allahu Akbar”, at hans blod for længst var tørret op, da museumsgæsterne forlod Louvre, som holdt lukket indtil næste dag, lørdag.

De franske myndigheder kaldte det et forsøg på et terrorangreb, som blev afværget og netop den voldsomme terror, der har ramt Frankrig, har kostet Louvre en nedgang i besøgsantallet på 15 procent på et år ifølge The Guardian; det svarer til 2 millioner færre besøgende og dermed 74,3 millioner kr. (10 millioner euro) færre i entréindtægter mellem 2015-2016.

Folk er blevet bange for at gå på Louvre og efter den 3.februar måske endnu mere. Smilet er væk – Mona Lisa skærer tænder.

Hvad da Vinci var bange for

Det tog Leonardo da Vinci tre år (1503-1506) at male Mona Lisa, hvilket han gjorde i Firenze, hvis det står til troende hvad Giorgio Vasari skriver i sit værk, ”De bedste malere, skulptører og arkitekters liv”, der udkom i 1550. Eksperter mener dog, at Leonardo da Vinci først gjorde Mona Lisa helt færdig i 1513-1514 under et ophold i Rom.

Hvem og hvad skulle Leonardo da Vinci, der i øvrigt mente at verden skulle forstås ved videnskab og ikke religiøse dogmer, og hans model, den 24-årige Lisa del Giocondo, være bange for kom ”ind ad vinduet” eller lavede et terrorangreb foran døren ind til atelieret, mens de arbejdede i Firenze i begyndelsen af 1500-tallet?

Professor Gunner Lind fra Saxo-instituttet, der aktuelt forsker i ”Ejerskab og brug af våben i Europa, 1500-2000” mener godt, at Leonardo da Vinci kunne have bekymret sig lidt om Pesten, da jeg spørger ham om det, men sygdommen har helt givet ikke været det, da Vinci og hans model har været mest bange for.

”Det var en meget voldelig, rå og krigerisk tid dér i begyndelsen af 1500-tallet. Der var mange små krige, ikke med mange soldater, men mere som vi ser det i Afrika i dag, hvor der er mange parter, men hvor de ikke alle sammen er noget som vi ville kalde stater.”

”Få soldater, mange våben og meget voldeligt. Dengang var der ikke meget justits, men som staten fik mere magt og satte sig på våbnene, og det hele blev mere stabilt, og staten begyndte at skrive flere love og håndhæve dem og straffede, så blev det gradvist fredeligere, som vi har det i dag, men i 1503 da Leonardo sad og malede på Mona Lisa, da var det altså virkelig en rå og krigerisk tid,” siger Gunner Lind.

”Der var fyrster og små republikker der bekrigede hinanden eller befolkningen, der var ufred og optøjer også mellem almindelige mennesker i hverdagen – alle bar våben, selv de meget fattige og de våben blev brugt flittigt.”

”Der var også blod mellem politiske partier, adlen, overklassen og du ved, familie fighter, land og by fights, altså der var bare hyppigt meget og mange små krige, med store menneskelige tab. Så, jo, Leonardo da Vinci havde virkelig noget at bekymre sig om mens han sad og malede Mona Lisa i 1503, alle var bevæbnede, det har han også været.”

Da Leonardo sad og malede på Mona Lisa, da var det altså virkelig en rå og krigerisk tid

I Danmark har Louisiana og ARoS, de to mest besøgte kunstmuseer, en fest rent publikumsmæssigt. De årlige tal for gæster og dermed entréindtægter stiger og stiger. Her er vi i modsætning til Paris ikke bange. Vi hygger os.

I Aarhus, hvor jeg bor, fejres Kulturby 2017 i år og på ARoS har fastboende og tilrejsende de sidste fem måneder kunnet glæde sig over den fabelagtige J.F. Willumsen udstilling, ”Den vilde, vovede og sene Willumsen”, som var den udstilling min veninde, der nu bor i Dublin, var med inde at se lige før den blev taget ned.

Den danske maler boede det meste af sit liv i udlandet, hovedsageligt i Sydfrankrig, hvor han omkring 1930 blev forelsket og flyttede sammen med den franske danserinde og malerinde, Michelle Bourret, der sad model til mange af Willumsens malerier blandt andet portrættet ”Bevæget” fra 1931.

Willumsen tog i denne periode meget ofte til Venedig, men hans hjem var i Nice og jeg går ud fra at det er dér at han malede den 31-årige Michelle Bourret, og hvad og hvem kunne maleren og musen så være bekymrede for ville komme ”ind ad vinduet” eller begå et terrorangreb foran atelieret mens de arbejdede der?

”Sydfrankrig i 1931 var et meget fredeligt sted i verden, måske et af de fredeligste på det tidspunkt”, siger Gunner Lind:

”Frankrig slap endda også forholdsvist nemt gennem ’30ernes økonomiske verdenskrise, så Willumsen havde fred og ro til at male sin model, hvis man sammenligner hans tid og arbejdssted med Leonardos i Italien i 1503, hvor det var ”meget kulørte tider”. Leonardo da Vinci havde noget at frygte, for rundt om maleren og Mona Lisa modellen var der stort set ingen, der ikke gik med lang dolk eller store sværd, det gjorde man bare, og så kom der jo tit til at ske noget – det gør der jo når alle har våben…”

I Danmark har Louisiana og ARoS, de to mest besøgte kunstmuseer, en fest rent publikumsmæssigt. De årlige tal for gæster og dermed entréindtægter stiger og stiger. Her er vi i modsætning til Paris ikke bange. Vi hygger os

Efter udstillingen på ARoS spiste min veninde og jeg frokost i ”ARoS Food Hall” – museets spændende restaurant, der ligger på niveauet lige under Olafur Eliassons ”Regnbuen”, og da vi havde hygget os i mange timer og været ude og hente vores tøj i et af de aflåste skabe i garderoben på vej ud af museet, hører vi det igen.

”Hej…”

”Hej?” En kvinde i begyndelsen af tyverne med beige cap, jeans, sorte sneakers og sort dynejakke stopper op og træder et skridt tilbage fra hovedtrappen i museet som hun netop skulle til at gå op ad.

”Ja, undskyld, men…” siger vagten med et venligt smil.

”Du må ikke have rygsæk med på ARoS…”

Illustration: Kunstdyr og Foto: Hanne Max (væver og maler) www.hanne-max.dk

Mange tak til Professor på Saxo-Instituttet, Gunner Lind. Aktuel forskning: Ejerskab og brug af våben i Europa, 1500-2000, Primære forskningsområder: Dansk og europæisk historie 1600-1800. Krig, krigserfaringer, militære og civile, bevæbnede mennesker. Magt og sociale eliter. Statsdannelsesprocesser.

POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du nyder mine artikler og ofte læser med, må du meget gerne støtte mig via Mobile Pay: 2868 9830 – på forhånd tak, men da især tak fordi du læser med.