FILM // FESTIVAL – Anden del af POV’s dækning af årets CPH:PIX fokuserer på festivalens vigtigste element: danske debutfilm. Og her finder Frederik Bojer Bové en helt særlig tendens.
Det er svært at bryde igennem som ung dansk instruktør. Der er en ekstremt stor talentmasse, og pengene er små til nye instruktører, så det gælder om at finde måder at få pengene til at strække. Det resulterer engang imellem i, at en del danske debutfilm kan minde om hinanden.
For nogle år siden var der ret mange film, der foregik på én location: Lifeboat, 3 ting, Christian IV: Den sidste rejse, Cutterhead. Det resulterede også i nyklassikeren Den skyldige, så det var ikke så skidt endda, men man kan godt forstå, hvis nye instruktører har haft lyst til at prøve noget nyt.
Når jeg kigger på årets danske kandidater til PIXs debutantpris, så er der en form, der går igen: mænd på rejse ind i mystiske verdener. Tre film har den form, selvom de ellers er vildt forskellige. Så lad os se lidt nærmere på, hvad det er, den form kan.
Den næstsidste (Jonas Kærup Hjort)
Det helt centrale scoop ved de her film er naturligvis, at de giver mulighed for at lave noget stort og visuelt vildt. Den mulighed griber Jonas Kærup Hjort med det samme i Den næstsidste. Gennem et tåget landskab ankommer en mand på et æsel til et fuldstændigt gigantisk bygningsværk, nærmest på størrelse med The Wall fra Game of Thrones. Det er en fremragende markering af, at det, vi skal til at se, bliver rigtig mystisk og skævt.
Efter manden er trådt indenfor, viser det sig, at bygningen består af en hel masse ensartede korridorer med en masse ensartede døre, der leder hen til en række mystiske rum, der dog også til tider ligner hinanden. Alt er forskellige nuancer af gråt, og de forskellige mennesker, der trasker rundt og laver mystiske ting, er også klædt i forskellige nuancer af gråt.
Det er stadigvæk gennemarbejdet og visuelt slående. Jeg skal ikke afvise, at det også er en økonomisk smart måde at opbygge et univers på, eftersom kulisser og design måske kan genbruges. Men ensformigheden og de mange gentagelser hjælper også med at skabe en surreel og nærmest Kafka’sk stemning.
Egentlig skal den unge mand bare aflæse varmtvandsmåleren. Men ingen kan fortælle ham, hvor den er, og snart lukkes døren bag ham, og han er fanget. Herefter går det slag i slag med mere og mere surreelle hændelser, alt imens årene går, og æslet udenfor dør af sult.
Jeg er ikke helt sikker på, at filmen behøvede at være to timer lang. Det er meget lang tid at bruge på den pointe, at der ikke rigtig er nogen pointe med det, og de stærkeste scener havde også stået stærkere ved at fjerne de mindre opfindsomme. Grundlæggende er filmen også så mystisk og minimalistisk, at det bliver en smule uvedkommende. Vi ved intet om nogens baggrund eller psykologi, og der er ingen referencer til virkelige ting. Dermed tror jeg godt omkring en halv time af filmen kunne have været skåret bort, uden at det var gået ud over resten.
Det er den famøse “lovende” film. Der skal lidt mere kød på skelettet, førend jeg ville tro, det kan bære til f.eks. Berlin-festivalen
Filmen er naturligvis også begrænset af sit lave budget. Filmens æstetik med lange korridorer, absurd satire over det moderne menneske og karakterer i gråt tøj kan minde om svenske Roy Andersson, men der er nok en grund til, at Andersson må bruge fem-syv år på at lave sine film, og at de så i øvrigt ikke rammer de to timer. Hans æstetik er så ressourcekrævende gennemarbejdet og detaljeret, at det går meget langsomt med at lave hans film. Her kan Den næstsidste ikke helt være med. Der er intet i den, der er så overvældende imponerede som Andersson, når han folder sig ud.
Men mindre kan også gøre det. Særligt imponerer filmen inde i de små rum. Her kommer lyset fra ét vindue, så der opstår gigantiske slagskygger på væggene og generelt en ekstrem forskel på lys og mørke, der til tider kan virke helt Rembrandt’sk. Her formår Jonas Kærup Hjort virkelig at finde et billedsprog, som er helt hans eget i en dansk kontekst.
Det er vel også, hvad man kan kræve af en arthouse debutfilm. Instruktøren får vist, hvad han kan, og derudover har særligt scenograferne Sabine Hviid og Kristina Kovacs fortjent stor ros. Musikken er også flot og er tilpasset filmens klipperytme meget smukt, hvilket Jonas Kærup Hjort som filmens klipper nok også har en del af æren for. Det er den famøse “lovende” film. Der skal lidt mere kød på skelettet, førend jeg ville tro, det kan bære til f.eks. Berlin-festivalen.
Den blå orkidé (Carl Marott)
Carl Marott håndterer formen med den mystiske rejse på anden vis. Hans film begynder i den virkelige verden, hvor den unge mand Casper arbejder som fotograf. Han har en flot kæreste, en flot lejlighed, en god karriere, og det eneste, der rigtigt irriterer ham, er, når han bliver hevet med til sociale begivenheder og ikke kan være derhjemme og fotografere blomster. Men en aften til en fest bliver han spurgt, om han vil gøre nogen en mystisk tjeneste …
Casper får udleveret et mystisk kamera og skal fotografere noget mystisk, som jeg ikke skal afsløre. Men det er her, filmen begynder at bevæge sig i en anden æstetisk sfære. En digital æstetik skyller indover filmen – samtidig også nærmest narkotisk og erotisk. Det bliver en pointe, at de ting ikke kan skilles ad.
Her begynder Den blå orkidé at minde ret meget om de franske film, jeg skrev om i går. Det handler om sex og digitalisering, ligesom det f.eks. gjorde i Olivier Assayas’ gamle Demonlover. Farvemæssigt minder Den blå orkidé også ret meget om Bertrand Mandicos film som After Blue, måske ikke så overraskende titlerne taget i betragtning.
Men her kunne Marott nu godt have medtaget lidt mere af den franske bølges “transgressive” energi. Den blå orkidé er flot og sexet, men ikke så farlig. Det er smukke mænd og smukke kvinder, der gør relativt konventionelle ting ved hinanden. Jeg er ikke sikker på, at Carl Marott sådan for alvor har lyst til at gøre karriere som provokatorisk mystiker.
Men Den blå orkidé peger også i flere mulige retninger end f.eks. Den næstsidste gør. Jeg ville ikke være overrasket, hvis Marott næste gang lavede en helt anden type film. Så længe der stadig er vilje til at eksperimentere i visse passager undervejs, og særligt hvis han holder fast i den eminente farvebrug, så kan det blive rigtig godt.
The Trouble With Nature (Illum Jacobi)
Hvor altså Den blå orkidé godt måtte ligne sine udenlandske forbilleder lidt mere, så er The Trouble With Nature en nærmest perfekt udgave af en specifik type af udenlandsk film. Tilføjet en smule dansk dokumentaristisk æstetik og en tør og satirisk humor. Det er ikke den mest selvstændige debutfilm, jeg har set i år, men det er en af mine favoritter fra årets festival.
Det er én specifik instruktør, som The Trouble With Nature minder om. Den katalanske instruktør Albert Serra, hvis film blev vist i Cinemateket i sommer, har ét emne, han kredser om: Adelens død. I The Story of My Death er det Casanova, der forsumper i en skov. I Liberté er det en gruppe adelsmænd, der må flygte fra Revolutionen. The Death of Louis XIV er vist ret selvindlysende.
Serra kredser om de her fortidige idealer, og hvordan de viser sig utilstrækkelige i deres samtid.
At lave en film om 1700-tallets filosof og politiker Edmund Burke, der som midaldrende rejser ud i verden for at genfinde det ideal om det sublime, som han beskrev i sin ungdom, det ville være et nærmest perfekt emne for Serra. Men det er altså danske Illum Jacobi, der har fået den idé og har udført den på fornem vis. Filmen er produceret af Adomeit Film, der har stået for doku-hybrid nyklassikere som Team Hurricane og Wolf and Sheep, og den æstetik passer overraskende perfekt til et kostumedrama.
Hovedsagligt er filmen en skildring af en fjollet midaldrende mand i det store adelige skrud, der vandrer rundt i et bjerglandskab og bliver mere og mere frustreret. Det er virkelig fjollet og mærkeligt. Men det fungerer nærmest perfekt med den helt simple og nedbarberede semi-dokumentariske æstetik. Det bliver ikke overkørt, det er helt simpelt bare en dum mand, der har valgt den helt forkerte påklædning til en vandretur. Og så fremstår bjerglandskabet fremragende i den her æstetik.
Alle tre film handler om mænd, der rejser ud efter noget. Men kun i The Trouble With Nature er der en rigtig skat ved rejsens ende
Med på turen er tjenerinden Awak fra Vestindien, der omvendt lader til at have det fint i naturen. På et tidspunkt siger hun ligeud til filosoffen: “The world is not as rational as you think”. Det kunne være filmens motto. Ligesom det kunne være mottoet for næsten samtlige film af Albert Serra. Ligesom det er en ting, som rigtig mange i dag nok kunne bruge at få høre lidt oftere. Måske det er derfor flere filmkunstnere laver film baseret på den pointe?
Det er håndholdt kamera, alt er prosaisk udført, det er simpelt, kort, men ret fantastisk. Først til sidst laves der en syret æstetisering, hvor filmen forløses i en parodisk joke, der også er nærmest sublim. Ikke i Burke’sk forstand, men på en egen postmoderne måde. Det løfter lige filmen en tand. Alle tre film handler om mænd, der rejser ud efter noget. Men kun i The Trouble With Nature er der en rigtig skat ved rejsens ende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og