SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes (SC) og Frederik Bové (FB) at snakke sammen om Xavier Legrands skilsmisse-thriller Custody. Læs med i deres slap-chat nedenfor og find ud af, hvor voldsomt filmen, og dens temaer skilsmisser, forældremyndighedssager, og voldelige fædre, påvirkede dem.
FB: God eftermiddag og velkommen tilbage til Emilie Kellberg og Sebastian Cordes. I har været inde og se Custody i går aftes [red. samtalen startede for en uge siden], en film jeg så sidste uge, så jeg er mere end almindelig spændt på at høre, hvad I synes om den. Var den hård?
SC: Det er en af de hårdeste film, jeg nogensinde har set. Den skal jeg aldrig se igen.
EK: Enig, Sebastian. Da jeg først kom hjem, tog det mig en drink og en syndflod af platte SNL-videoer på YouTube at falde nogenlunde ned igen.
SC: Præcis. Jeg havde ondt i maven i alle 93 minutter. Den ødelagde mig fuldstændig.
EK: Bemærkede du den nervøse latter i biografsalen, mens rulleteksterne gik, Sebastian?
SC: Ja, den var sigende.
EK: Jeg tror, det var den massive anspændthed, der skulle have en eller anden form for forløsning. Nogle grinte. Jeg græd hele vejen hjem.
Men Frederik, du har så haft nogle dage til at fordøje oplevelsen. Hvordan havde du det lige efter filmen, og hvordan er den landet siden?
FB: Jeg tror mest af alt jeg var vred. Den beskriver sine emner, skilsmisser, forældremyndighedssager, og voldelige fædre så realistisk og ligetil, at det gør mig rasende, at tænke over, vi i og for sig har præcis samme systemiske problemer i Danmark. Og jeg har fulgt lidt med i diskussionen om filmen herhjemme, og det er vildt at se dens mest krasse politiske pointer blive ignoreret. Omend jeg sikkert burde holde op med at blive overrasket over den slags.
SC: Jeg tror ikke, jeg nåede at blive så direkte vred, mens jeg så den. Hver enkelt scene klistrede sig nærmest om mig, og jeg nåede ikke engang at tænke på plot eller næste scene, hvad der sker om lidt. Jeg havde ikke engang lyst til det heller. Selvom filmens dramaturgi egentlig er klassisk nok og relativ let tænkt – på papiret – er det en helt genial levering. Skuespilsmæssigt, og æstetisk. Og det er først nu, jeg kan begynde at tænke samfundsmæssigt over det.
FB: Det er pudsigt, for jeg havde nærmest den omvendte følelse. Det hele var ren politik, og det er først på afstand jeg kan fordøje de æstetiske ting.
EK: Jeg var nok alt for ængstelig over plottet til ordentlig at bemærke billedsiden, så jeg vil meget gerne høre, hvad I bed mærke i.
SC: Interessant. Men det kan være vi ender samme sted alligevel.
FB: Jeg havde en noget lignende fornemmelse, Emilie. Xavier Legrand vandt Sølvløven for sin instruktion på Venedig Film Festivalen sidste måned, og der er ikke nogen tvivl om, at både instruktion og fotografering er på meget højt niveau. Meget lange takes, der ikke bare er til for egen skyld, men forstærker den knugende stemning, mens plottet driver mod sit uundgåelige klimaks. Men… Jeg har sjældent set så velinstrueret en film, hvor jeg var så nervøs for, hvad instruktøren vil gøre fremover. Den virkede på en eller anden måde mærkværdigt upersonlig?
SC: Én ting den gjorde eminent, var den klaustrofobiske måde at frame på. Meget sjældent har vi noget overblik. Der er næsten altid noget uden for framen, vi ikke ser, som gør én utryg. Altid noget klippet ud, perspektiver der sløres. For eksempel da de kigger på ny lejlighed. Hvad vil man helst se i den scene? Lejligheden. Men det får man ingen mulighed for, fordi den er skudt så tæt, at der intet miljø er. På den måde er man altid udelukket fra at få hele perspektivet. Og det gjorde i hvert fald mig utryg, og gav en knugende fornemmelse af, at noget hele tiden var galt.
FB: Og det kan man jo sige, at der er. Allerede fra start finder vi ud af, at både mor og børn bare gerne vil væk fra faren (pun intended). Men systemet vil ikke lade dem slippe væk. Og så lurer der altid noget ude i periferien.
SC: Fuldstændig.
EK: Flot beskrivelse, Sebastian. Nu har jeg en meget bedre forståelse af, hvad den film gjorde ved mig.
SC: Og hvis der lige skal knyttes en sidste ting til det, så er den lange startscene, hvor forældrenes to advokater fører hver deres sag over for en dommer, også skudt helt vildt. Her bliver 180 grader-reglen brudt gang på gang, hvilket, sammen med den hurtige snak, gør, at man intet kan overskue. Helt genialt træk.
FB: Det tror jeg til gengæld måske, jeg er uenig i. Det gør en ret simpel sag unødigt kompliceret, efter min mening. Mystificerer hvad der burde være ligetil.
EK: Men der er jo intet ligetil ved den scene, Frederik. Bestemmelse af forældremyndighed er et afskyeligt kaos af hensyn, behov, påstande, love, løgne og urimeligheder, og jeg er enig med Sebastian i, at det kaos blev eminent understreget af den måde, scenen er skudt på. Advokaternes ord og flod af informationer bedøvede fuldstændig min dømmekraft, og jeg fik en meget fysisk fornemmelse af, hvordan det må være at overvære sådan en situation i virkeligheden.
Og den sandsynliggør, hvordan den absolut værste beslutning kan blive truffet i første omgang.
FB: Jeg er enig. Men jeg tror måske bare ikke kunstens rolle skal være at illustrere et kaos, som at putte en lup ind der, hvor store sammenhænge alligevel kan anes. Der er øjeblikke i den scene, som er fuldstændig horrible – når dommeren siger, det er ærgerligt at begge børn holder med moren, for så har hun sikkert vendt dem mod ham; når en note fra en doktor, der påviser farens vold mod datteren, blive affejet – som jeg følte lidt forsvandt i mængden.
Jeg føler lidt filmen handler om et systemisk samfundsmæssigt svigt af ikke blot den her familie, men af samtlige mødre og børn i de her situationer. Og der kommer den måske for meget til at handle mere om hans ‘ondskab’ efter min mening?
SC: Men den handler jo netop om hans ondskab, fordi vi kan se den, mærke den psykiske terror der medfølger, se hans børn og eks-kone bryde sammen – og samtidig vide i baghovedet, at systemet ikke ser det, ikke handler på den viden.
Min pointe er, at det i praksis ikke er manden, der kommer til at rette op på problemet (for lol, det gør vi aldrig), men systemet. Så når filmen ikke rigtig formår at kritisere systemet i højere grad, så ved jeg ikke, hvor meget det i sidste ende hjælper med til at sætte en stopper for problemet
EK: Vi ved jo netop ikke før senere i filmen, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Og selv dér kan vi ikke forudse den konstante eskalering af farens adfærd. Så for mig bliver den scene først rigtig rædselsfuld retrospektivt.
SC: Helt enig, Emilie.
EK: Jeg gik ikke derfra med en angst over det samfundsmæssige svigt af mødre og børn. Jeg gik derfra med en nyvakt angst for manden. Hvor hjælpeløs man som kvinde eller barn er. Så på den måde har du nok ret i, Frederik, at den handler mere om farens adfærd. Men for mig var det ikke et problem. Tværtimod.
Det var bare en pointe i sig selv.
SC: Men jeg tror, man kan kæde jeres to oplevelser sammen. At den angst findes er udgangspunktet. Det er derfra, vi starter. Det at tage den følelse seriøst som noget grundlæggende, hejser det op til et samfundsmæssigt problem. Og dermed bliver det ikke bare et enkelt vidnesbyrd om et partikulært forhold i Frankrig, men en kritik af det systemiske svigt, du nævner, Frederik. Som er et presserende problem, helt enig!
FB: Jamen jeg er enig i, at manden er problemet. Min pointe er, at det i praksis ikke er manden, der kommer til at rette op på problemet (for lol, det gør vi aldrig), men systemet. Så når filmen ikke rigtig formår at kritisere systemet i højere grad, så ved jeg ikke, hvor meget det i sidste ende hjælper med til at sætte en stopper for problemet.
EK: Det er en god og væsentlig pointe!
SC: Det er sandt, at den ikke ender med en endegyldig kritik. Systemet kommer til undsætning, men på en direkte – og ekstremt rørende – måde. At vi har en 112-medarbejder i telefonen hele slutscenen er enormt stærkt. Det er ikke sort/hvidt på den måde, rigtigt.
EK: Og spørgsmålet er, om det overhovedet er filmens mål eller ambition at komme med en udtalt kritik af systemet. For mig var den halvanden time, hvor jeg virkelig – helt ind i knoglerne – fik lov at føle, hvordan det er rent fysisk at være i hænderne på en sådan mand. Det gjorde mig bange og rasende, men ikke på systemets manglende evne til at gøre noget, for jeg mener stadig, at åbningsscenen viser, hvorfor det er så svært at genkende en sådan katastrofe. Hvad er løsningen egentlig? Jeg aner det ikke. Men nu har jeg i hvert fald fået en større forståelse af, hvordan det som barn og kvinde er at være i den fuldstændig ubærlige situation. Den oplevelse “by proxy” sidder stadig i kroppen og gør ondt.
Sagt på en anden måde: Filmen viser mig, hvordan det systemiske svigt opstår. Og nej, den tilbyder ingen konklusioner eller løsninger. Men skal den det?
SC: Helt enig. Jeg genoplever den også lige nu, mens vi taler om den.
FB: Det skal den vel ikke. Men med specielt åbningsscenen følte jeg nærmest, at den lukkede ned for mulige løsninger. Og det nager mig en smule.
SC: That’s real life.
EK: Ja, desværre. Og det er kraftedeme i orden at være sur over, Frederik.
SC: Og det er også skuespillets, og herigennem instruktionens, skyld. Kan vi lige tage et øjeblik og hylde Thomas Gioria, der spiller drengen i midten af forældrenes skilsmissesag. Jeg kan ikke huske et barn spille så godt nogensinde.
Der er en scene i starten, i ét skud. Han sidder i bilen med sin far, kameraet peger ind på dem fra forruden. Faren prøver at få ham til at snakke, men Julien nægter at sige noget. Det ender med at faren går amok og manisk slår i sædet. Drengens ansigt er så forkrampet og fyldt af smerte, men han nægter at sige noget.
EK: Ja, den knægt altså. For pokker.
FB: Han var fremragende! Han lignede i øvrigt Jérémie Renier (kendt fra bl.a. Dardenne-brødrenes film) på en prik, men de er vist ikke i familie. Men alle skuespillerne var gode. Denis Ménochet, der spiller faren, har jeg kun set i små roller før, bl.a. Inglourious Basterds. Tænk sig at få at vide det her er den første hovedrolle man passer til. Yikes.
EK: Jeg er åbenbart så lavkulturel, at jeg et øjeblik overvejede, om du havde stavet Jeremy Renner forkert/prætentiøst…
FB: Hvem er han? Jeg tror ikke, jeg ser den slags film, han laver.
SC: Du har ikke set SWAT, Frederik?
EK: Han har vist ikke været med i en fransk eller østrigsk film, så ham kan du sagtens have misset, Frederik!
FB: Jeg har faktisk set ham i The Hurt Locker. Og for at komme tilbage til Custody, så minder den mig måske lidt om de film som Kathryn Bigelow laver. Utroligt velskabte emotionelle fortællinger, men engang imellem undrer jeg mig over det fokus, der bliver lagt.
Ens følelser træder frem i lyset, og der er ingen steder at gemme sig. Selv under rulleteksterne er der absolut stilhed. Du er alene med dit skrøbelige jeg
SC: Jeg har aldrig følt noget så stærkt ved en Bigelow-film. Eller særlig mange andre, for den sags skyld. Så for mit vedkommende må jeg melde pas på den undren.
EK: Jeg arrangerer en Jeremy Renner-filmaften. Når jeg er færdig med at græde over Custody altså.
SC: Den er jeg med på.
FB: Han var egentlig også ret god i Avengers 2.
SC: Som om du har set den.
EK: Så tillader jeg mig også lige at smide The Assasination of Jesse James ind. Renners præstation i den film er middelmådig, men jeg vil insistere på den films kvaliteter til den dag, jeg dør. Hvilket muligvis er næste gang, jeg ser Custody.
SC: Som afsluttende bemærkning må jeg sige, at jeg synes, det var en svært gennemført film på alle fronter. Og den måde den slutter på, wauw. Idet skærmen bliver sort, høres lyden af en lås, der lukker i. Så tændes lyset i salen under fuldstændig stilhed. Ens følelser træder frem i lyset, og der er ingen steder at gemme sig. Selv under rulleteksterne er der absolut stilhed. Du er alene med dit skrøbelige jeg.
FB: God pointe. Som en afsluttende bemærkning vil jeg lige sige: Fuck Foreningen Far. Så langt ind i Helvede. Hashtag #FuckForeningenFar.
EK: Amen til det, Frederik!
Fotocredit: CPH:PIX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
