KLUMME – Pigeliv har så dårligt et ry, og vi har så travlt med at nedgøre den måde, piger er sammen på. De er intrigante, bitchy, siger vi. Lede. Drengene er derimod sunde, rødkindede og ligetil. Men jeg kender ingen piger, der opfører sig sådan, og måske skulle vi voksne tænke mere over, hvad der er for krav og forventninger, vi har til vores børn, skriver Julie Top-Nørgaard i sin første klumme på POV International. Hun vil fremover skrive hver anden fredag.
Piger i femte klasse er så bitchy, hørte jeg en kvinde sige forleden. Bitchy. Piger på 11 år.
Min datter går i femte. Hun har en veninde på besøg. De leger ovenpå, de har klædt sig ud. De leger gemmeleg, de lister sig ind på hinanden og råber højt. De griner mere, end de taler, de kan grine af alt, alting er sjovt.
Da hun begyndte i fjerde, sagde folk: Nu går det løs, nu kommer de hårde år. Nu begynder de at blive helt umulige. Nu bliver de intrigante og stride og lede over for hinanden. For sådan er piger.
Dette er min første indvending: Jeg kender ingen 11-årige piger, der er bitchy. Eller intrigante eller lede. De 11-årige, jeg kender, forandrer sig i disse år af deres liv. Deres relationer ændrer sig. Følelserne bliver dybere. Båndene bliver stærkere, konflikterne mere komplekse. De bliver uvenner, de skændes, de skilles i affekt. Nogle venskaber bliver tættere, andre glider ud. Det gør ondt. De græder.
Men de har de bedste læremestre i hinanden. De forsøger at behandle hinanden ordentligt. De prøver at sætte ord på, hvordan de har det. De møder hinanden, når det er svært. De bliver vrede og sure og taler grimt til hinanden. De slår sig på hinanden, fordi de kommer tæt på hinanden. Men de vil hinanden det bedste. Og de gør sig umage.
Pigeliv har så dårligt et ry. Men vi opdrager piger til at arbejde med deres relationer. Vi opdrager dem til at interessere sig for omsorg, venskab, nærhed og intimitet.
Vi vil rigtig gerne have kvinder, der plejer deres relationer, både i familieliv, kærlighedsliv og i arbejdslivet. Kvinder, der har lange venskaber og stærke sociale netværk. For det har vi alle sammen gavn af.
Hvordan havde vi tænkt os, at pigerne skulle lære at navigere i det felt uden at blive uvenner? Uden at blive kede af det? Vrede? Uden at få brug for hjælp?
Jeg kender ikke de intrigante piger. Men kan det være, at nogen af dem, der har det svært med de nye, mere komplekse relationer, har rigtig meget brug for hjælp fra voksne, der selv har styr på deres shit?
Vi påvirker pigernes adfærd på tusind måder med vores forventninger og uudtalte ønsker – men når de går i benhård træning med relationsarbejdet, rynker vi på næsen. Vi vil gerne have, at de får kompetencerne, men vi bryder os ikke om at se på det, mens de øver sig.
Dette er min anden indvending: Hvad fanden havde I regnet med? Hvordan skal de lære at håndtere relationer, hvis de ikke må øve sig, hvis de ikke må begå fejl? De piger, jeg kender, knokler røven ud af bukserne for at finde ud af, hvordan man er sammen med andre mennesker på en fin måde.
De lærer den dybe glæde ved venskabet. De lærer at overleve smerten ved at blive forladt. De lærer at holde fast, når det er svært. De lærer at fortælle, hvordan de har det. De bliver bedre til at forstå hinanden, sætte sig ind i andres behov.
I stedet fremhæver vi drengenes venskaber. Et par rødkindede unger, som lige suser omkring køkkenet, snupper en klapsammen og så drøner af sted igen ud til deres fysiske, ordfattige fodbold – det er den rigtige måde at være barn på. Den sunde, ukomplicerede måde
Jeg siger ikke, at det bør være piger og kvinder, der tager sig af det relationelle og det emotionelle arbejde. Jeg synes, at vi skal gøre det arbejde sammen, tage det ansvar i fællesskab. Men som det er nu, hvor kvinder løfter hovedparten af den byrde, synes jeg, at det er tarveligt, at vi shamer dem for at øve sig i det. Det er en usolidarisk, dobbeltmoralsk foragt.
I stedet fremhæver vi drengenes venskaber. Et par rødkindede unger, som lige suser omkring køkkenet, snupper en klapsammen og så drøner af sted igen ud til deres fysiske, ordfattige fodbold – det er den rigtige måde at være barn på. Den sunde, ukomplicerede måde. Det er bare … kønnere. Og nemmere.
Men relationer er komplicerede. Og hvis man gerne vil leve tæt sammen med andre mennesker i familier, venskaber og kærlighedsforhold, er det afgørende, at man kan holde ud at være i det, også når det er svært. Det er afgørende, at man kan overskue at tage et problem op og arbejde på at løse det.
At lære at håndtere relationer er ikke altid smukt. Hvis man skal lære at give udtryk for og bearbejde følelser, også vrede og sorg, skal man igennem dem mange gange og på mange måder.
Jeg kender ikke de intrigante piger. Men kan det være, at nogen af dem, der har det svært med de nye, mere komplekse relationer, har rigtig meget brug for hjælp fra voksne, der selv har styr på deres shit? Det kræver temmelig meget af både pigerne og af deres voksne i de år, hvor de øver sig.
Måske skulle vi ønske os – og fremelske – nogle flere drenge, der raser, sørger og beder om hjælp. Så kunne det også være, at den slags følelser holdt op med at blive tolket som hysteri, klynk, intriger og pigefnidder.
Jeg tror, at vi er for tilbøjelige til at tolke pigers adfærd ind i forestillingen om den intrigante pige i stedet for at se deres arbejde med at lære at håndtere blandt andet vrede og sorg: hvis en pige er vred, siger vi, at hun er sur, hvis hun er ked af det, siger vi, at hun klynker.
Jeg synes ikke, at problemet er vores forventning og ønske om, at pigerne lærer at håndtere tætte relationer. Jeg synes, at problemet er, at vi ikke forventer det samme af drengene – på samme måde, som jeg synes, at det er et problem, hvis vi ikke også ønsker og forventer og hjælper med til, at vores piger lærer at være i sammenhænge, hvor relationer ikke er det centrale – men hvor det handler om at lege, spille, bygge, undersøge eller udforske.
Måske skulle vi ønske os – og fremelske – nogle flere drenge, der raser, sørger og beder om hjælp. Så kunne det også være, at den slags følelser holdt op med at blive tolket som hysteri, klynk, intriger og pigefnidder.
Hvis denne tekst har værdi for dig, så overvej at sende et lille bidrag til skribenten. Min Mobile Pay er: 61692944 – arbejdet på POV er ulønnet.
Topillustration: www.flickr.com/photos/proimos/
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
