
FILM // ANMELDELSE – Pieces of a Woman er fyldt med stjerner, store billeder og store følelser. Men det er, som om det næsten er for meget. Filmen kunne sagtens blive en Oscar-vinder, men holder ikke som helhed.
Ungarske Kornél Mundruczó laver film med store armbevægelser. Han fik første gang international opmærksomhed med Johanna i 2005, en film hvor al dialog var sunget. Hans største succes var Un Certain Regard filmen White God fra 2014, hvor Budapest blev indtaget af en utrolig mængde hunde; filmens billeder af op til 250 hunde på gaden er ret uforglemmelige. Og hans seneste film, Jupiter’s Moon fra 2017, fortalte en historie om en ulovlig immigrant, der pludselig kunne flyve og havde andre overnaturlige kræfter. Det blev en art kombination af politisk drama og superhelte-film.
Jupiter’s Moon var et makværk. Alle dens pointer druknede i computeranimeret bulder og brag. Johanna er en ret overfladisk historie, der ikke bliver dybere af at blive iscenesat som opera. Og selv om White God har sine kvaliteter, så er der ikke ret meget andet end de mange hundebilleder, som sætter sig.
Så hvad med Pieces of a Woman, Mundruczós nye engelsk-sprogede drama om sorgbearbejdelse? Der er også store armbevægelser. Der er meget, som er overflødigt. Men enkelte elementer får plads til at brillere.
Og samtidig…
Martha (Vanessa Kirby) og Sean (Shia LaBeouf) venter deres første barn, men da Martha skal føde, går det galt. Barnet dør kort efter fødslen. Ingen af dem ved, hvordan de skal komme videre, og deres forhold begynder at falde fra hinanden. Og samtidig begynder Marthas mor (Ellen Burstyn) at vise tegn på demens. Og samtidig begynder Sean at ryge igen, hvilket får Martha til at frygte, han skal begynde at bruge kokain igen, efter at have været clean i seks år. Og samtidig er der en retssag under opsejling mod jordemoderen (Molly Parker).
Det er mange ting på én gang. Det er, når moderens oplevelser fra holocaust begynder at blive blandet ind i det, at jeg blev en lille smule overvældet …
Form og indhold
Det er ikke bare plottet, som er overvældende. Æstetikken i Pieces of a Woman er også meget umiddelbart slående, eksplosiv og ekspressionistisk. Mest storslået er skildringen af fødslen, som er lavet i ét take, 23 minutter uden et eneste klip. Helt ærligt: Det er komplet unødvendigt. Man kunne sagtens have stykket det sammen af fire klip og fået præcis samme effekt. Det er jo ikke, fordi 23 minutter er en speciel lang fødsel, så vi får alligevel ikke nogen præcis fornemmelse af varighed.
Det er faktisk lidt synd, at kritikerne nu snakker mere om scenens form, end om dens indhold
Det er alligevel et umanerlig godt klip, men det skyldes, at der undervejs er helt fantastiske billeder. Vanessa Kirby spiller umanerlig fremragende i det her klip såvel som i andre, og det glidende kamera fanger billeder af hendes hænder, hendes ansigt, hendes krop, mens hun er nærmest komplet overvældet af, hvad der er ved at ske. Hun bøvser, hun bløder, hun skammer sig, og det er, bør det siges, en skildring af en fødsel ulig nogen, jeg nogensinde har set før.
Men det ville det også have været med et par klip. Det er faktisk lidt synd, at kritikerne nu snakker mere om scenens form, end om dens indhold …
Enkeltelementer
Det er lige præcis der, mit problem ligger med Kornél Mundruczó. Hans film er fyldt med ting, som gør så meget væsen af sig, at det overdøver mere subtile elementer. Når hans film er værst, så er det bulder og brag og kakofoni, som er nærmest ulideligt at se på. Når de er bedst – og Pieces of a Woman er blandt det bedste, jeg har set fra hans hånd – så er der stadigvæk elementer, der imponerer på fornem vis.
Det gør Vanessa Kirby som Martha, og hun har retning mod en Oscar-nominering. Det er store følelser, hun arbejder med, men når hun er bedst, så er hun uudgrundelig og reagerende. Martha forsøger at holde fast først efter en tragedie og derefter i, hvad der fremstår nærmest som en hvirvelvind af tilstødende problemer.
Martha kæmper for at virke stærk og stabil. Pointen med Vanessa Kirbys præstation i Pieces of a Woman er ikke, at hun formår at gøre Martha stærk og stabil, men hun formår at skabe en karakter, der har en stærk og stabil overflade. Nedenunder må der rase forfærdelig mange følelser, men de viser sig aldrig fuldt ud. Det gør det hele umanerlig fascinerende.
Mundruczós film er fyldt med ting, som gør så meget væsen af sig, at det overdøver mere subtile elementer.
De resterende skuespillere har det svært. Shia LaBeouf spiller knudemand, som han efterhånden næsten altid gør, og Sean bliver aldrig nogen troværdig figur. Ellen Burstyn er bare irriterende som moderen, der aldrig nogensinde fremstår som en nødvendig del af fortællingen, lige meget hvor mange Oscar-fiskende monologer hun får fremført.
Kameraet bliver ved med at glide rundt og bliver ved med at finde enkelte fabelagtige billeder. Sean arbejder som brobygger, og bygningen af broen bliver en ret flot visuel metafor på, at verden går videre. Der er mange flotte og gode ting i Pieces of a Woman. Men jeg kan ikke se, at det samler sig til ret meget.
Et miskmask af skvulp og kaos
Jeg tror måske, en af Seans monologer kan bruges til at forklare problemet. Sean fortæller om “resonans”, hvordan små svingninger kan arbejde sammen og pludselig bliver til meget større svingninger. Svingninger så store, at de kan ødelægge en bro. Måske er det, hvad Mundruczó forsøger at vise? En masse små energi-svingninger, en masse små tragedier og så håbe på, de svinger sammen, indtil det bliver overvældende?
I det mindste lykkes det denne gang at få visse delementer til at funkle, først og fremmest Martha.
I så fald har han en meget forsimplet forståelse af bølge-teori. I stedet for at skabe resonans, så svinger Mundruczós bølger lige så meget imod hinanden; de overlapper, udligner og får det hele til at ende i et miskmask af skvulp og kaos. Hans mønstre arbejder aldrig sammen. Hans film samler sig aldrig.
I det mindste lykkes det denne gang at få visse delementer til at funkle, først og fremmest Martha/Vanessa Kirby. Pieces of a Woman er værd at se for hendes skyld. Men som helhed er det ikke noget synderlig stærkt værk.
Pieces of a Woman
126 min
Netflix
Fotocredit: Netflix
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.